Grundlov - bind 1 - Side: 224
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

224
375 376

ordnes? Jeg holder for, at der ikke er nogen sådan øieblikkelig Trang tilstede. Man har talt om den store Agitation, som fandt Sted i Landet. De Herrer have imidlertid seet Resultatet af denne Agitation i denne Forsamling. Er her nogen roligere Deel af Forsamlingen end netop de, som ere udgåede fra denne Agitation? Er der bragt nogen Gjenstand på Bane, kommende fra den Side, som er frembragt med Lidenskab eller Mangel på Besindighed? Lader os holde os til Gjerning og lader os ikke tabe os i Rygter. Det er sandt, at Landboeren er conservativ, han vil Ro og Fred, og der er derfor ikke en Mand i Landet, som, når han forelægger Landboerent et ufornuftigt Mål at stræbe til, kan agitere ham; og det vilde være et ufornuftigt Mål, om nogen Landbo, efter det her givne Tilsagn, vilde gjøre nogen stor Bevægelse og skabe Uro i Landet for at nåe det, som han må føle sig overbeviist om, især når han kjender hvad der boer hos netop denne Middelstand af Nationen, aldrig kan blive den berøvet; han har Tid, fordi han er stærk; han kan vente Åringer, fordi han har Tid dertil, og fordi han veed, at det kal komme. Altså, forsåvidt som dette skulde kunne bringe Nogen til at beslutte sig for et Andragende i dene Sag, det nemlig: at de troede, at en Agitation vilde udgåe deraf, at der ikke strax kom nogen Løsning af de her forelagte Spørgsmål, — så troer jeg, med den ringe Indsigt, som jeg har i disse Forhold, at kunne forsikkre dem om, at der ingen Fare er påfærde. Det er en naturlig Ting, at den Mand, som lever af Ro, som lever deraf, at han fåer Tid til at sætte Spaden i Jorden og drive Ploven, han lader sig kun bevæge af store, vigtige Interesser og lader sig ikke lede af den Mand, der letsindigen søger at foresnakke ham hvilketsomhelst. Dersom der altså ikke skulde være nogen anden Grund for Regjeringen til at forandre sin Beslutning, om at bringe disse Love først for næste Forsamling, og ikke for denne, så må jeg for mit Vedkommende — og jeg er overbeviist om, at Mange dele denne Mening — råde den til, at blive stående ved den Beslutning, som den har taget i denne Hensyn de.

Formanden: Det samme Hensyn, som allerede før er gjørt gjældende, nemlig at vi udsætte os for, at Forhandlingerne blive temmelig svævende, dersom vi gåe videre ind på Sagen, må jeg atter nu gjøre gjældende.

Knuth: Jeg vilde blot tillade mig til den ærede Formand at rette det Spørgsmål, om det ikke er et Spørgsmål, der må bringes ind ved et særskilt Andragende, om disse Gjenstande skulle behandles i Forbindelse med Grundloven, eller særskilt komme for her i Forsamlingen.

Formanden: Det er netop derfor, jeg gjentagende har stillet min Anmodning om, at sætte en Grændse for nærværende Forhandling, medens det naturligviis må ståe enhver af Forsamlingens Medlemmer frit for, at indkomme med Andragende i så Henseende.

Indenrigsministeren: Jeg skal blot tillade mig at gjøre den Bemærkning, at om det meget vigtige Spørgsmål, hvorvidt de organiske Love skulle behandles i denne Forsamling, kan jeg, for mit Vedkommende, ikke finde Anledning til at yttre mig i Anledning af enkelte Medlemmers Formening om en sådan Foranstaltnings Ønskelighed, og Ministeriet må i ethvert Fald, såvidt jeg skjønner, afvente, om der kommer noget Andragende frem for Forsamlingen, og i så Fald, hvorledes Sagen da vil stille sig.

Ploug: Jeg troede kun at burde understøtte det engang udtalte Ønske om, at de organiske Love måtte komme for i denne Forsamling; forøvrigt erkjender jeg, at der må herom stilles et eget Andragende, hvis Ministeriet skulde tage denne Sag nøie under Overveielse, og jeg skal derfor nærmere conferere med Rigsdagsmanden for Århuus Amts 3die District (Dahl) om at stille et sådant Andragende.

Formanden: Denne Interpellation kan vel således betragtes som tilendebragt. Efter Dagsordenen gåe vi dernæst over til den anden Interpellation, som er stillet af Rigsdagsmanden for Maribo Amts 4de District (Olesen); han har Ordet.

Olesen: Allerede i flere År have Kjøbstadindvånerne navnlig i Provindserne, betragtet Byrden ved Indførselsconsumtionen som meget trykkende, især formedelst den Måde, hvorpå den erlægges, og det er ikke blot i min Provinds, men i hele Landet anerkjendt af Alle, at denne Skat må ønskes ophøvet eller rettere sagt, omlagt.

Er der end ikke fra Kjøbstæderne indkommet så mange Andragender herom til Regjeringen som fra Landets øvrige Bevoere i andre Retninger, så er det dog vist, at Længselen efter at see denne Skat afløst er så stor og Nødvendigheden så påtrængende, så jeg for mit Vedkommende må ansee det for uforsvarligt, om der ikke i nærværende Rigsforsamling blev foretaget Noget for at skaffe Kjøbstadbeboerne Vished om, hvad de fortiden kunne forvente i så Henseende. Af Ministeriet er der forelagt et Udkast til en Lov om almindelig Værnepligt og ved den under 23de September dette År udkomne Anordning er Værnepligtens Almindeliggjørelse allerede anerkjendt som Princip, hvad der vistnok må glæde Enhver, der er en virkelig Ven af Ligheden. Det er, som det bør være, Lighedsprincipet, der her er gjennemført, men ved Siden heraf må det vistnok erkjendes, at Kjøbstadbeboerne i de senere År have lidt af pecuniaire Trnk, og det er min faste Overbeviisning, at dersom det Frihedens og Lighedens Værk, til hvis Grundlægning, vi her ere komme sammen, ret skal trives, da er det af Vigtighed, at Enighed mellem Kjøbstad- og Landbeboerne er tilstede i fuldeste Mål; men skal dette blive Tilfældet, så er det også min fulde Overbeviisning, at man ved Siden af Pålæggelsen af en ny Byrde bør befri Kjøbstadboerne fra et Tryk, som allerede i lang Tid uforholdsmæssig hårdt har trykket dem, og en sådan Byrde er Indførsels-Consumtionen. Ophæves denne ikke, hvad jeg mener, at Kjøbstadbeboerne måe have et uafviseligt og retfærdigt Krav på, men det alligevel gjøres dem til en Pligt at tage Deel i Værnepligtens Udøvelse på samme Måde og i samme Udstrækning som Landbeboerne, hvad der forresten i og for sig ikkun er retfærdigt og billigt, så troer jeg dog alligevel, at dette vil udbrede Misfornøielse om ikke hos Alle, så dog hos Nogle, og det vilde være skadeligt. At Indqvarteringsbyrden, som nu i Fredstid alene hviler på Kjøbstadbeboerne, falder bort for disse som sådanne, når Værnepligten bliver fælles og lige for Alle, skal jeg i Forbindelse hermed ikke undlade at bemærke, at jeg anseer som en Selvfølge; men dermed alene troer jeg ikke, at Kjøbstadbeboerne kunne eller ville være tilfredse, og mit Spørgsmål til Ministeriet gâer derfor ud pâ, om der fra Regjeringens Side måtte være foretaget Skridt til snarest muligt at ophæve Indførsels-Consumtionen, og i så Fald, om man kan gjøre sig Håb om, at dette vil skee samtidig med Værnepligtens Almindeliggjørelse, eller i alt Fald at et Lovudkast derom må blive forelagt den første sammentrædende Rigsdag efter denne.

Finantsministeren: At Indførsels-Consumtionen tilligemed de øvrige Afgifter, der ståe i Classe med den, er overordentlig uhensigtsmæssig, og at man må ønske, at den snarest muligt hæves, deri er, hvad jeg troer, ingen vil betvivle, Regjeringen enig med den ærede Interpellant. Hvad de Hindringer angåer, som hidtil have forårsaget, at Indførsels-Consumtionen ikke endnu er hævet, vil det være i Forsamlingens Erindring, at denne Sag oftere har været bragt på Bane i Fortiden og har været gjort til Gjenstand for Andragender fra begge Kongerigets Stænderforsamlinger. Hvad der har forårsaget, at denne Sag tidligere ikke er bleven fremmet til Endelighed, skal jeg imidlertid ikke videre opholder mig ved. Jeg troer kun som en almindelig Betragtning at burde udtale, at det har været til Skade for denne Sag, at den er gerådet i nøie Forbindelse med Spørgsmålet om Ophævelsen af Toldgrændsen mellem det egentlige Kongerige Danmark og Hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og til Styrke herfor skal jeg i Almindelighed henvise til den seneste kongelige Kundgjørelse af 10de Juli 1846 til Østifternes Stænderforsamling, hvori Hans Majestæts Svar på denne Forsamlings Andragende af 1844 om Ophævelsen af Indførsels-Consumtionen og Toldgrændsen mellem Nørrejnlland og Slesvig indeholdes; såvidt hvad Fortiden angåer. Hvad den senere Tid og navnlig siden Begivenhederne i Marts Måned betræfer, troer jeg, at Regjeringen i Omstændighederne finder fuldkommen Undskyldning for, at der ikke er gjort Videre med Hensyn til Spørgsmålet om Consumtionens Ophævelse. Det er netop under en Krig, og navnlig en sådan, som tildeels føres indenfor Grændserne af de Dele af Landet, for hvilke Consumtionen er anordnet, uhensigtsmæssigt at foretage såvel Afgifts - Condersioner i Almindelighed som i Særdeleshed den, her er