Grundlov - bind 2 - Side: 949
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

949

3371 3372
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 80—81.

at vi ikke kunne vente, at Efterslægten, og Efterslægten heri Salen
vil jo alt være fuldvox?a?on?a? iaar, at den skulde ville finde det billigt,
at vi gjøre det vanskeligere at forandre Grundloven, end det har
været at give den, og derfor var det, at jeg har foreslaaet, at ligesom vi være udtrylkeligen sammenkaldte til at raadslaae om og give
Grundloven, saaledes skulde denne heller ikke kunne forandres uden
af en Forsamling, der var ligesaa udtrykkelig sammenkaldt dertil;
men jeg har i mit Forslag lagt ind, at selv da skulde der udfordres ?? Stemmer af den hele Rigsdag, og dette er, hvad jeg nu umuligt kan foreslaae, efterat Bestemmelsen er tagen om de 2 Thing, thi det
vilde i mine Tanker være det Samme som at gjøre enhver Forandring paa en lovlig Maade aldeles umulig. Uagtet jeg altsaa finder, at den Omstændelighed, som er sat i Udkastet, er altfor stor, saa
er det dog forsildigt for mig at tænke paa at ville gjøre nogen Ændring deri, og derfor skal jeg, idet jeg tager mit Forslag tilbage, overlade Sagen til Forsamlingen.

Ørsted: Uagtet jeg i Almindelighed ikke finder det raadeligt,
at der findes en let Adgang til at gjøre Forandringer i en Grundlov, troer jeg dog, efter den nærværende Grundlovs Beskaffenhed, at
man heller ikke bør gjøre det for vanskeligt, og det synes mig endog
ønskeligt, at dette i visse Henseender blev lettere end efter Udkastet.
Saaledes kunde jeg ønske, at Sagen kun behøvede at foretages i to
paa hinanden følgende Forsamlinger, men dog er det ikke min Mening at stille et Amendement i den Retning. Derimod har jeg troet,
at man maatte være den kongelige Magt mod en saadan Bevægelse,
som gik ud paa at indskrænke dens Myndighed, og dersom der vilde
fremkomme et dertil sigtende Forslag, f. Ex. om at forandre det absolute Veto til et blot suspensivt, troer jeg, at man ikke burde tilstede, at noget Saadant kommer i Bevægelse uden med Kongens
Samtykke. Det Samme troer jeg ogsaa maa finde Sted med Hensyn
til Arvefølgen. Det er vel sandt, at intet Forslag enten i den ene
eller den anden Retning vil kunne komme i Betragtning eller faae
Virkning, naar Kongen ikke dertil har givet sit Samtykke, men jeg
troer, at den Bevægelse, der vil fremkaldes i Landet ved, at et saadant Forslag bliver fremsat, i og for sig er betænkelig. Det er heller ikke i Almindelighed tilladt i andre Lande at foreslaae Forandring
i Grundloven af denne Slags; i Norge er det saaledes ikke tilladt
at gjøre Forslag om Forandringer i det Væsentlige i Grundloven, og
dertil maa ustrideligt høre den kongelige Magt, saaledes, at et Forslag om Forandring heri aldeles ikke kan komme i Betragtning.
Det Samme troer jeg ogsaa maatte finde Sted med Henstn til
Forandringer i Arvefølgen; jeg maa nemlig ansee det for overmaade
betænkeligt, at Grundloven skulde aabne Adgang dertil, men i alle
Tilfældee bør det ikke uden Kongens Samtykke kunne komme i Bevægelse. Udkastets § 4 viser ogsaa, at Arvefølgen ikke k?a?n forandres,
uden naar Forslag dertil fremkommer fra Kongen selv, men det maa
derhos antages, at Udkastets § 41, som hjemler begge Thingene
Ret til at indgive Adresser til Kongen, maatte, da den ikke indeholder nogen Indskrænkning i saa Henseende, ogsaa kunne tilstede Indgivelsen af Adresser om Forandring i Arvefølgen, men dette maa jeg,
som jeg tidligere har erklæret, ansee for at være meget betænkeligt,
medens jeg paa den anden Side maa tilstaae, at naar der ikke skeer
Modificationer i § 41 — og saadanne er der ikke i sin Tid andraget
paa —, saa maa denne Vei staae aaben til at bringe Forandringer i Arvefølgen i Bevægelse. Jeg maa derfor henholde mig til
det af mig til denne Paragraph stillede Amendement.

Da ingen Flere begjerede at yttre sig, skred man til Afstemning,
der gav følgende Resultat:

124) Grundtvigs Forslag: „Denne Grundlov kan ikke forandres
uden paa en Rigsdag, som dertil udtrykkelig er sammenkaldt,
og naar de tre Fjerdedele af hele Rigsforsamlingen ere derom
enige med Kongen."
var tilbagetaget af Forslagsstilleren.
1) Nr. 125. Ørsteds Forslag: Efter Slutningen „er den Grundlov" tilføies: „Dog kan ingen Forandring i Grundloven, der gaaer ud
paa en Indstrænkning i de Kongen tillagte Rettigheder eller
paa en Forandring i Arvefølgen, komme under Forhandling,
naar ikke Forslag dertil er gjort eller samtykket af Kongen."
forkastedes med 84 Stemmer mod 25.
2) Nr. 126. Udkastet: „Forslag til Forandring i eller Tillæg til nærværende Grundlov fremsættes paa en ordentlig Rigsdag. Vedtages den derom fattede Beslutning i uforandret Skikkelse af næste
ordentlige Regsdag, og bifaldes den af Kongen, opløses begge
Thingene, og almingelige Valg foregaae baade til Folkethinget
og til Landsthinget. Vedtages Beslutningen 3die Gang af den
nye Rigsdag, paa en ordentlig eller overordentlig Samling, og
stadfæstes den af Kongen, er den Grundlov."
vedtoges med 110 Stemmer imod 1.
Man gik derpaa over til Behandlingen af den af Udvalget føreslaaede § 81, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
127) Tschernings Forslag, tiltraadt af Udvalgets Mindretal
(Christensen, Gleerup, Jacobsen): Hvis denne Paragraph antages, foreslaaes det mellem Ordene „Alle" og „Love"
at indskyde „hidtil udkomne".
Anmærkn. Ørsleds Førslag ?a?antaaes?a? at falde sammen hermed.
128) Udvalgets Forslag: Alle Love og Anordninger, der ere i
Strid med Grundlovens Bestemmelser, ere forsaavidt uden
Gyldighed.

F. Jespersen: Det forekommer mig, at under den foreløbige
Discussion over den af Udvalget foreslaaede Paragraph var dette
Forslags egentlige og væsentlige Indhold ofte nærved reent at forsvinde. Man talte for det Første om, at det var nødvendigt, at en
saadan Bestemmelse blev truffen for at man kunde vide, at de nugjældende Love ikke længere skulle gjælde, forsaavidt de staae i Strib med
Grundlovens Bestemmelser. Herpaa maa jeg svare, at dette vvistnok
er rigtigt, men er Noget, der følger ligefrem af sig selv; thi Grundloven er ligesaagodt en Lov for hele Landet, som alle de Love, vi
have den Dag idag, og hvis disse staae i Modstgelse med hiin,
ville de selvfølgelig ikke længere være gjældende. Imidlertid indrømmer jeg gjerne, at det kunde være ønskeligt og godt, at dette blev
udtalt til Oplysning for de Dommere, som danske Lovs 1—5—3 kalder vanvittige, for andre behøves det rigtignok ikke; men dette kan
jo opnaaes ved at stemme for det under Nr. 127 fremsatte Forslag,
som aldeles klart udtrykker denne Tanke. Fra den anden Side er
det sagt, at der maatte være Authoriteter i Staten, som kunde sætte
sig imod, dersom den lovgivende Magt skulde søge at sætte Noget igjennem, som ikke var blevet til under lovbestemt Form, f. Ex. dersom
Kongen i Forening med et af Thingene skulde udgive en Lov og forlange den efterlevet, og man har da troet, at Borgerne kunde tage
deres Tilflugt til Domstolene for hos dem at faae en saadan Bestemmelse kjendt ugyldig. Men hertil siger jeg: Nei, det behøves
ikke, og det hjælper ikke; et Bud, som var blevet til paa saadan
Maade, er slet ikke nogen Lov, den forbinder ikke et eneste Menneske
i Landet, og dersom den udøvende Magt skulde stræbe at sætte en
saadan Bestemmelse igjennem, nytter det vvirkelig aldeles ikke at ville
tage sin Tilflugt til Domstolene.

(Fortsættes.)
Tryst og forlagt af Kgl. Høibogtrykler Bianco Luno