Grundlov - bind 2 - Side: 932
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

932

3337 3338
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 63 d og e.

Derefter gik man over til Udvalgets § 63 d (Uokastets § 62),
hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
104) Udvalgets Forslag: At Paragraphen begynder med denne
Sætning: „Dømmerne have i deres Kald alene at rette sig efter
Loven."
105) Udvalgets Forslag: At den første Deel forandres saaledes:
„De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ei heller Forflyttes mod
deres Ønske udenfor de Tilfældee, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted."
106) Udvalgets Forslag: At i den sidste Deel „70de Aar" forandres til „65de Aar".
107) Udkastet: Dømmere kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke
heller Forflyttes mod deres Ønske. Dog kan den Dømmer, der
har fyldt sit 70de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter.

Ørsted: Jeg troer dog at burde gjentage nogle af de Yttringer, som jeg forhen har fremført i Anledning af denne Paragraph.
Den Sætining, at Dømmere have i deres Kald alene at rette sig
efter Loven, synes i sig selv aldeles betydningsløs, idet den, saaledes som den maatte opfattes ved første Indtryk, Intet siger. Forudsætter man derimod, at der skal ligge Noget deri, ledes man snarest
til at antage, at Domstolene ikke maatte respectere andre Retsregler
end dem, som findes i de skrevne Love, men det er visinok Noget,
som hverken kan eller bør antages. Imidlertid skal Sætningen, saaledes som den er udtrykt, betyde noget, saa maa den betyde noget
Sligt. Deraf kunde imidlertid følge, at de Bevillinger, som være givne
med Hensyn til Retspleien, skjøndt af en competent Autoritet, ikke
maatte komme i nogen Betragtning. Det kan val bemærkes, at ved
en Paragraph, som er antaget, er det overladt til Regjeringen eller
Ministeriet at udstede de Bevillinger, der have Hjemmel i den nærværende Praxis; men der kunde let opstaae Spørgsmaal, om dette
vvirkelig var Tilfældeet eller ikke. Efter min Mening bør det Spørgsmaal, om saadanne Bevillinger retteligen ere meddeelte, været forhandlet ved Rigsretten og ikke ved de sæddanlige Retter. Der kunde
fremdeles ligge i den nysanførte Sætning, at man ikke maatte tage
Hensyn til Præjudicater, men at Sagen alene skulde afgjøres efter
enhver enkelt Dømmers Opfattelse af Loven. Jeg troer, at der er
Intet, som mere vilde tilintetgjøre al Retssikkerhed, end om dette blev
antaget, thi det er visinok, navnlig i Alt hvad der veskommer Omsætninger i de borgerlige Forhold af den høieste Pigtighed at have
en stadig Ret, at man kan stole paa hvad der er antaget af Domstolene, navnlig af Høiesteret, uden at Alt overlades til hver enkelt
Dømmers subjective Formening. Nationer, der bedst forstaae sig paa
Friheden, de holde derfor ogsaa paa Præjudicater, og ingen Nation
mere end den engelske.

Hvad den øvrige Deel af Paragraphen angaaer, saa kan jeg,
skjøndt jeg veed, at det ikke vil komme synderligt i Betragtning, ikke
undlade at gjøre den Bemærkning, at saalænge en Dømmer tillige
har administrative Forretninger, saa maa det netop være en Classe
af Embedsmænd, som det maatte være af allerstørste Vigtighed for
Ministeriet at være beføiet til at afsætte, hvorimodd den Regel, der
her omhandles, gaaer ud paa, at de ikke maatte kunne afsættes uden
ved Dom, selv med Penston. Nu er der vel føreslaaet i § 84, at
den Bestemmelse, som her omhandles, ikke skal gjælde, saalænge den
dømmende og administrative Myndighed endnu er forbunden med
hinanden; men da jeg, som jeg forhen har sagt, antager, at dette
vil vedblive saaledes i lang Tid, maaskee gjennem hele Secler, og
da jeg især antager, at det aldrig kan undgaaes, at de Mænd, som
ere ansatte i mindre Districter og der have at varetage administrative Forretninger, ogsaa maae en vis Grad af dømmende Myndighed ved at saae visse mindre Sager at paakjende, som det vilde
være altfor besværligt at søge paakjendte ved de fjerntliggende Domstole, saavelsom ogsaa ved at optage Forhører og forrette Erecutioner
og foretage mange andre saadanne Handlinger, saa troer jeg, at
det er upassende, at man sætter det som en Grundlovsbestemmelse,
som dog vil blive fuspenderet i en uoverseelig lang Tid.

Ordføreren: Der er kun eet Forslag, hvorom jeg skal tillade
mig at fremføre et Par Ord, det nemlig, hvorefter den Tilføielse skal

gjøres, at Dømmerne i deres Kald alene have at rette sig efter
Loven. Udvalget har tilladt sig at anbefale dette Forslag, fordi
man fandt det passende, at det blev udtalt, at Dømmerne skulle være
uafhængige, men paa en saadan Maade, at det viste sig, at det er
deres Afhængighed af Loven, der skal gjøre dem uafhængige af enhver
Indflydelse. Der er vel mod dette Forslag gjort den Benærkning, at
det enten ikke siger Noget eller noget Urigtigt. Jeg maa dertik
tillade mig at svare, at der er en vis, om jeg saa tør sige, almindelig vedtagen Fortolkning, der visinok ogsaa her vil gjøre sig gjældende og forebygge enhver Misforstaalse. Jeg troer, at man overhovedet næsten ikke kan skrive en Sætning, uden at man jo kan misforstaae den, og dog ligger det i Sagens Natur, at man ikke af den
Grund kan lade være at skrive Sætninger. Man maa lade det
komme an paa, om efter de almindelige Fortolkningsregler alle rimelige Misforstaaelser ville kunne undgaaes. Jeg skal anskueliggjøre
dette ved at anføre § 68, hvor det hedder: „Ingen kan tilpligtes at
afstaae sin Eiendom, uden hvor Ameenvllet kræver det. Det kan
kun skee ifølge Lov og mod tilsvarende Erstatning." Nu gad jeg vidst,
om Nogen kan negte, naar En skal give Skat, at han da tilpligtes
at afstaae sin Eiendom uden Erstatning. Skulde vi altsaa tage den
bogstavelige Fortolkning af § 68, saa siger denne Paragraph, at
der ikke maa existere nogen Skat i Danmark; jeg skulde troe, at de
25 Rbd., som jeg betaler i Skat, er min Eiendom; jeg betaler dem,
fordi Almeenvellet kræver det, men uden at erholde Erstatning, thi
Ingen vil kalde de Goder, man nyder i Samfundet, nogen „Erstatning" i dette Ords almindelige Betydning; og dog hørte jeg ikke i
sin Tid mod denne Paragraph den Indvending, at den vilde afstaffe
al Skatteydelse. Saaledes mener jeg altsaa, at naar man udtaler
Dømmerens Uafhængighed, fordi han alene er afhængig af Loven,
saa vil Enhver vide, at det, som derved siges, er at Dømmerne ere
uafhængige af alle saadanne Befalinger, der ikke have Lovhjemmel,
saadanne Befalinger, der ikke vvirkelig ere retlige, der ikke udspringe,
det være sig umiddelbart eller middelbart af den lovgivende Myndighed eller af andre anerkjendte Retskilder, f. Er. Retssædvaner. Det
troer jeg maa ved en anerkjendt Sprogbrug forstaaes ved „Loven"
i Modsætning til den enkelte bestemte Lov.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man derpaa til Afstemning,
hvorved:
1) Nr. 104. Udvalgets Forslag: „„At Paragraphen begynder
med denne Sætning: „Dømmerne have i deres Kald alene at
rette sig efter Loven.""
vedtoges med 90 Stemmer mod 7.
2) Nr. 105. Udvalgets Forslag: „At den første Deel forandres
saaledes: „De kunne ikke afsættes uden ved Dom, eiheller Forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfældee, hvor en Omordning
af Domstolene finder Sted.""
vedtoges med 100 Stemmer mod 2.
3) Nr. 106 Udvalgets Forslag: „At i den sidste Deel „70de
Aar" forandres til „65de Aar"."
vedtoges med 79 Stemmer mod 20.
4) Nr. 107. Udkastet, efter de foranstaaende Afstemninger, saalydende:

„Dømmerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven.
De kunne ikke afsættes uden ved Dom, eiheller Forflyttes mod
deres Ønske udenfor de Tilfældee, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog kan den Dømmer, der har fyldt sit
65de Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter."
vedtoges med 99 Stemmer mod 1.

Derefter gik man over til den af Udvalget føreslaaede § 63 e,
hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
108 Grundtvigs Forslag (til ny Begyndelse): „Offentlighed og
Mundtlighed skal saa snart og saa vidt som muligt gjennemføres ved hele Retspleien."
109) Udvalgets Forslag: „I Misgjerningssager og i Sager, der
reise sig af politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres."
Anmærkn. Barfods Forslag: Ordet „Nævninger" ombyttes med „Sandemænd" forbeyoldes som RedactionsForslag.