Grundlov - bind 2 - Side: 930
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

930

3333 3334
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No-. 421.
Hundrede og Een og Tyvende (125de) Møde.
(Den endelige Behandling af Grundloven. § 63 b og c.)

Grundtvig: Jeg skal kun anmærke, at det forundrer mig dog,
at Udvalget under nærværende Omstændigheder ikke har forandret
Stilen i denne Paragraph, da jo blot ved et „saavidt muligt“ al
Trætte vilde, synes mig, være ophørt, og jeg kan ikke negte, at jeg
vilde antage det for vvirkelig meget skadeligt, hvis paragraphen eller
dens Grundtanke skulde udelades af Grundloven, blot fordi Udvalget
havde forsømt at bruge et Udtryk, der aabnede Lovgivningen, kjendeligt nok nødvendige Spillerum.

Da ingen Flere begjerede Ordet, fkred man til Afstemning,
hvorved
98) Udvalgets Forslag: “Retspleien bliver at adfkille fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov.“
vedtoges med 82 Stemmer mod 29.
Derefter gik man over til den af Udvalget foreslaaede § 63 c
(§ 63 i Udkastet), hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
99) Ørsteds Forslag: § 63 c affattes saaledes:
„Fremdeles har Rigsretten at afgjøre Spørgsmaal angaaende
Grændserne mellem Øvrighedens og Domstolenes Myndighed.
Iøvrigt kan den, der vil reise saadant Spørgsmaal, ikke ved at
bringe Sagen for Rigsretten unddrage sig fra foreløbigen at
efterkomme Øvrighedens Befaling.“
100) Udvalgets Mindretals (Dahl, Hage, Jacobsen,
Jespersen) Forslag: „At den sidste Deel af Paragraphen
udgaaer.“
101) Udvalgets Mindretals (Dahl, Hage, Jespersen)
Forslag: „Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser, navnlig kan den,
der troer sig krænket i sine borgerlige Rettigheder ved en Embedsmands lovstridige Handling, ved Domstolene søge Erstatning.“
102) Udvalgets Fleertals Forslag: „At istedetfor „der mener sig
forurettet ved en Øvrighedsbefaling“ sættes „der vil reise saadant Spørgsmaal“ og istedetfor „Befalingen“ SÆTTES „Øvrighedens Befaling“.“
103) Udkastet: „Domstolene ere berettigede til at paakjende ethvert
Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser. Dog kan
den, der mener sig forurettet ved en Øvrighedsbefaling, ikke ved
at bringe Sagen for Domstolene unddrage sig fra foreløbigen at
efterkomme Befalingen.“

Ørsted: Foruden den uheldige Stilling, hvori jeg fra flere
Sider befinder mig, er det ogsaa høist uheldigt for mig, at jeg altid
skal indlede den nye Forhandling om de Forslag, hvorom jeg under
den foreløbige Behandling har yttret mig. Hvis den ærede Ordfører vilde tale først, fik jeg en Leilighed til at giøre mine Erindringer; — han har dog det sidste Ord, som alleredeee er et stort Fortrin —
men nu kommer Alt hvad han har at erindre mod min Mening først
frem, efterat jeg ei oftere maa tale, og derunder Adskilligt, som jeg med
stor Lethed kunde have gjendrevet, hvis det var kommet før.

Jeg har med Hensyn til den foreliggende Paragraph tilforn
klarligen udviklet min Mening. Jeg anseer det for afgjorte, at hverken den dømmende Myndighed kan raade over administrative, eller
denne over hiin, men der maa være en fælles Autoritet, der skal
løse de Spørgsmaal, som imellem dem kunne opstaae, saaledes som

det ogsaa er i andre Stater. Efter Grundloven skal der nu nedsættes en Rigsret; jeg troer vel iffe, at denne Rigsrets Organisation frembyder mange Garantier, men den skal nu engang indrettes
til at være en af politiske og juridiske Bestanddele sammensat Domstol, og er følgelig det Sted, hvor spørgsmaal, der opstaae om
Grændserne mellem den dommende myndighed og den administrative
eller regjerende Myndighed, rettest ville finde deres Opløsning. Jeg
finder det saameget unaturligere, at disse Spørgsmaal kunne afgjøres
af hver enkelt Dommer for sig, som enhver enkelt Øvrighedshandling
gaaer tilbage til Ministeriet. Naar En er misfornøiet med en Øvrighedshandling, saa klager han omsider til Ministeren, som stadfæster
eller ophæver den; ophæver Ministeren den Beslutning, som er tagen,
saa er Sagen endt, bekræfter han den derimod, gjør den til sin, saa
er det Ministeren, hvorover der ankes. Om nu dette kan bestaae med
en Forfatnings Natur, hvorefter det er Ministrene, der udøve den
regjerende Myndighed paa Kongens Vegne, at de kunne stevnes for
en underordnet Domstol, og at det der skal kunne afgjøres, om de
have gjort Ret eller Uret — om det ikke vil lede til den allerhøieste
Grad af Forvirring, skal jeg henstille til Forsamlingen. Det er jo
vist som ogsaa den ærede Ordfører nylig udtalte, at der er en stor
Forskjel paa det Standpunkt, hvorfra den administrative Myndighed, og det, hvorfra den dømmende Myndighed maa see en Sag.
Naar altsaa den administrative Myndighed, der, saaledes som han
ogsaa udviklede, maa have en større Frihed til at kunne handle mere
i Overeensstemmelse med Forholdene, naar dens Foretagender siden
skulle behandles af en Autoritet, som staaer paa et strengt juridisk
Standpunkt, saa er dette meget hemmende for dens Virksomhed. Jeg
har, troer jeg, tilforn udviklet, hvorledes en Øvrighedsperson, naar
der indtræffer Opløbstilfælde eller Lignende, og det siden skal være
underkastet Domstolenes Bedømmelse, hvorvidt de Forholdsregler, han
da havde taget, være rigtige eller ikke, i Almindelighed da vilde benytte sig af den Ressource at lade være at handle.

Forslaget gaaer vel kun ud paa de Tilfældee, hvor der er Spørgsmaal om Myndighedens Grændser, men dertil hører jo, hvad der
ogsaa udtrykkelig er erkjendt, ikke blot den abstracte Myndighed, men
ogsaa de Betinglser, hvorunder den i de enkelte Tilfældee kan anvendes, hvorvidt der nemlig i disse har været skiellig Grund til at
skride ind. Den ærede Ordfører bemærkede under den Paragraph,
som nys blev forhandlet, at det er høist unaturligt, at en Underdommer, som tillige var administrative Øvrighed, skulde, kunne dømme
over den overordnede Øvrighed, over Amtmanden, ja over Ministeren.
Men deri ligger aabenbart, at en saadan Paragraph, som nu omhandles, ikke passer til de nuværende Forhold; den vilde i alt Fald
kun passé til en Tid, som skal komme, men jeg troer, trods Grundloven, at det vil vare meget længe, inden den kommer. Jeg antager
derfor, at jeg ogsaa har god Grund til at andrage paa, at den omhandlede Paragraph affattes saaledes, som jeg har tilladt mig at
foreslaae: „Fremdeles har Rigsretten at afgjøre Spørgsmaal angaaende Grændserne mellem Øvrighedens og Domstolenes Myndighed.
Iøvrigt kan den, der vil reise saadant Spørgsmaal, ikke ved at bringe
Sagen for Rigsretten unddrage sig fra foreløbigen at efterkomme
Øvrighedens Befalling.“

Justitsministeren: Ministeriet har ikke yttret sig videre
over denne paragraph ved den foreløbige Behandling, og jeg finder
det kun nødvendigt at bemærke, at Ministeriet har sundet at kunne
slutte sig til det Forslag, der er gjort af Udvalgets majoritet, hvilket det antager vil være en Forbedring i Udkastets Redaction.