Grundlov - bind 2 - Side: 923
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

923

3319 3320
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 60—62.

reise Anklage, hvis Udkastet gaaer igjennem, hos den Rigsdag, som
da bestaaer, ved det daværende Landsthing, og det ligger ikke i Folkethingets Magt at have nogen Indflydelse paa Rettens Sammensætning; det maatte være Ministeriet selv, der opløste Landsthinget og
altsaa derved underkastede sig den Domstol, som vilde fremgaae af
det nyvalgte Landsthing. Jeg troer altsaa, at denne Betragtning
ikke kan have Indflydelse mod den Hovedbetragtning, at det dog i
Almindelighed maa synes at give Garantier for Upartisthed, at
Dommerne ikke vælges til en enkelt Sag, men at de iforveien ere
bestemte, uden at man ved deres Valg vidste, om de overhovedet vilde
komme til at udøve nogen dømmende Function, eller i hvilken Sag
og mod hvilken Mand, de vilde komme til at udøve den.

Bjerring: Forsaavidt som de Discussioner, der ere førte iasten om § 60, skulde bevæge Forsamlingen til at foretrække Udkastets
oprindelige Redaction istedetfor den, som Udvalget har tilladt sig at
foreslaae under Nr. 90, vilde jeg tillade mig at anbesale den ærede
Forsamling i dette Tilfælde at optage det Amendement, som et stillet
af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted),
og som findes opført under Nr. 91.

Ved den derefter, idet ingen Flere begjerede Ordet, stedfundne
Afstemning, blev:
1) Nr. 90 Udvalgets Forslag: “Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen
med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner.
Saavel Anklageren som den Anklagede udskyder 1/6 af hver Classe.
De tilbageblivende 16 Medlemmer, der vælge en Formand udaf
deres Midte, danne Rigsretten. En Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.“
forkastedes med 76 Stemmer mod 22.
2) Nr. 91. Ørsteds Forslag til Udkastet: „Det sidste Punkt af
Udvalgets Forslag tilføies Udkastets § 60.“
vedtoges med 106 Stemmer mod 4.
3) Nr. 92 Udkastet, med den efter den foranstaaende Afstemning
gjorte Tilsætning, saalydende:
„Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der vælges paa
4 Aar, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste
Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin
Formand af sin egen Midte. En Lov ordner nærmere Forsølgningsmaaden.“
vedtoges eenstemmig med 108 Stemmer.
Derefter gik man over til § 61, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
93) Ørsteds Forslag: Den sidste Deel af § 61 fra de Ord „For
Rigsretten“ udgaaer.
94) Udkastet: Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager.

For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for
Forbrydelser, som han finder særdeles sarlige for Staten, naar
Folkethinget dertil giver sit Samtykke.
Forslaget under Nr. 93 blev paa den i Regulativet fastsatte
Maade understøttet.

Ørsted: Forsamlingen seer, at § 61 i Udkastet opstiller to
Slags Sager, som af Rigsretten kunne behandles; det ene er Anker
mod Ministeriet, det andet er Sager angaaende særdeles sarlige Forbrydelser, som Kongen med Folkethingets Samtykke maatte finde forgodt at lade forfølge ved Rigsretten. Hvad de første angaaer, saa
er det ingen Tvivl om, at Rigsretten maa paakjende disse Sager,
da det er nødvendigt at have en overordentlig Domstol, sammensat
af juridiske og politiske Bestanddele, for at afgjøre dette Slags Sager.
Derimod turde det være yderst betænkeligt at give denne overordentlige Ret en Bemyndigelse til at paakjende Sager mod andre Borgere. Jeg troer heller ikke, at dette vil have nogen Nytte, fordi jeg
ikke indseer, at man i denne Ret har den mindset Garanti for en
rigtigere Behandling af Sagerne end den, som kan faaes ved de ordinaire Domstole. Jeg troer, at det som har givet Anledning til
denne Udvidelse af Rigsrettens Jurisdiction, er Exemplet af det
franske Pairskammer, til hvilket ogsaa være henviste saadanne Sager,
som angik større politiske Forbrydelser og især større Sammensværgel

ser. Det var maaskee efter Forholdene, saaledes som de være i Frankrig, ret godt; det synes, at Pairskamret har i det Hele taget paa
en værdig Maade løst sin Opgave i saadanne Sager, og der var en
almindelig Frygt baade has Regjeringen, og under visse Stemninger
ogsaa hos Folket, mod at betroe saadanne Sager til Juryerne; men
jeg troer ikke, at Mange her i Landet ønske nogen Undtagelse fra
de sædvanlige Regler, og Jeg troer ogsaa, det vilde være foruroligende
for Borgerne, at man skulde være udsat for, i Sager af særdeles
Vigtighed, der satte Lidenskaberne i Bevægelse, at være underkastet
andre Domstole end de sædvanlige. Jeg troer, at man saameget
mere bør være ængstelig derfor, som der ikke gikke gives bestemte Regler for,
hvad det er for Slags Sager, der skulle forfølges paa denne Maade,
hvilket derimod vilde beroe paa en Beslutning, som i ethvert enkelt
Tilfælde blev tagen, saa at man altsaa kunde tænke sig, at der kunde
være en Stemning, der gjorde, at visse politiske Forbrydelser, begaaede
i en vis Retning, bleve behandlede med en særdeles Lidenskab, som
snarere kunde finde sin Tilsredsstillese ved en saadan extraordinair
Ret end gjennem de sædvanlige Domstole. Dertil kommer, hvad der
forekommer mig at være særdeles vigtigt, at vi jo slet ikke have nogen Organisation af Retspleien ved en saadan Rigsret. Imidlertid
vil, naar Rigsretten ogsaa skal behandle saadanne Sager, en stor
Mængde Bestemmelser være fornøden om, hvorledes Forhør, forsaavidt de skulle optages, da skulle behandles; det kunde dog ikke gaae
an, at den hele samlede Ret skulde være tilstede, hver Gang vidtløftige Forhør foretages, men der maatte jo være Love for, hvorledes
disse skulde være ordnede, for, hvormange af Rigsrettens Medlemmer
der skulde være tilstede ved saadanne Leiligheder, Regler for, hvem
der var forpligtet til at møde for en saadan Ret, for, i Hvor stor
Afstand i Rummet dens Jurisdiction gik og meget Mere. Naar i
sin Tid Forretningsgangen bliver ordnet for denne Ret, og man seer,
hvorledes Tilstanden bliver, saa vil man snarere have Anledning til
at udvide dens Jurisdiction end i dette Øieblik. Jeg skal saaledes,
ligesom jeg allerede har gjort ved den foreløbige Behandling, fraraade
Antagelsen af den sidste Deel af § 61, og derimod holde paa, at
Rigsrettens Jurisdiction skal indskrænkes, saa at der ikke kan lægges
andre Gjenstande ind under Rigsretten end de, der gaae ind under
den første Deel.

Ingen Flere begjerede Ordet, og man skred derfor til Afstemning,
hvorved:
1) Nr. 93. Ørsteds Forslag: „Den sidste Deel af § 61 fra de
Ord „For Rigsretten“ udgaaer.“
forkastedes med 67 Stemmer mod 27,
hvorimod
2) Nr. 94. Udkastet: „Rigsretten paakjender de af Folkethinget
mod Ministrene anlagte Sager.

For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for
Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar
Folkethinget dertil giver sit Samtykke.“
vedtoges med 79 Stemmer mod 13.

Derpaa gik man over til den af Udvalget foreslaaede § 62,
hvortil af Afstemningslisten indeholder Følgende:
95) Udvalgets Forslag: Den dømmende Magts Udøvelse kan kun
ordnes ved Lov.

(Sammenlign Grundtvigs Forslag: At Paragraphen
udgaaer.)

Ordføreren: Det nu vedtagne Udkasts § 3 indeholder den
Hovedregel, at den dømmende Magt er hos Domstolene. Udvalget har
troet, at det var aldeles naturligt, at Grundloven bestemt udtalte
den nærmere Regel, at den hele Anordning af den dømmende Magt,
den hele dømmende Magts Udøvelse kun kan skee i Henhold til Love.
Det er kun en ganske simpel lille Sætning, men, saaledes som jeg
under den foreløbige Behandling tillod mig at oplyse, det er en meget
indholdsrig, en meget frugtbar Sætning, som her foreligger. Det
blev vel bemærket, at den maaskee kan være overflødig, men jeg
tillod mig derimod at erindre, at tidligere Tiders Erfaring under
noget lignende Forhold og fremmede Landes Erfaring under lignende
Forhold modbeviste den Paastand, at Sætningens Udtalelse var over