Grundlov - bind 2 - Side: 920
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

920

3313 3314
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 59 c, d, e, og c.

oversee disse Forhold; jeg troer, at disse Ting ikke ere vanskeligere,
end at man vel maa Kunne oversee dem og nu bringe dem til
Afgjørelse, efter at Forslaget i saa lang Tid har foreligget. Sagen
er i sig selv heller ikke saa særdeles vanskelig; det er ganske naturlight, at det Lovsorslag, som er blevet vedtaget i det ene Thing, maa
sendes til det andet, det er ligesaa naturligt, at naar det det ikke antages, det da maa gaae tilbage, det er ligesaa naturligt, at, om der
ikke tilveiebringes Overeenskomst, man da paany forsøger at tilveibringe en saadan; men hvis den ikke tilveiebringes, er det fremdeles naturligt, at man søger at faae en Ende paa Sagen. Nu har
man altsaa føiet en nærmere Bestemmelse til, støttende sig paa den
Erfaring, som andre Landes Exempel giver; man har nemlig sagt,
at hvis der paa det Stadium, hvor Sagen nu er kommen, ikke opnaaes Enighed, skal, naar et Thing førlanger det, ethvert Thing
udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg,
som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne, og i Henhold
dertil finder der endelig Afgjørelse Sted i ethvert Thing for sig.
Vi have, som jeg tidligere har tilladt mig at bemærke, anseet det
overslødigt at udtale nogen Regel om, at der kunde finde Conference
Sted mellem begge Thing, naar man, Enhver paa sin Side, derom
var enig. Det er ganske vist, det behøver man ikke at sastsætte, det
fulgte af sig selv; men derimod fulgte det ikke af sig selv, at en saadan Conference mellem de forskjellige Thing skulde finde Sted, om
end ikke begge Thing derom være enige, naar blot eet Thing forlanger det. Men vi have troet, at det var hensigtsmæssigt, at naar det
ene Thing forlanger det, skulde en saadan Forhandling finde Sted,
selv om ikke det andet Thing tiltraadte det samme Ønske; vi have
troet, at det var i sin Orden, at der paalaa det ene Thing den
Forpligtelse, dog ad denne mere officielle Vei at høre, hvad det andet
Thing havde at sige; vi have meent, at her var en Maade, hvorpaa man, uden at opgive den egentlige Grundtanke for Tokammersystemet, dog kunde finde en mere regelmæssig og ordnet Form for at
tilveiebringe Overeensstemmelse i Forhold, som synes ikke i Mindelighed at ville jævne sig; vi have troet, at man ikke burde forsømme
denne Leilighed til at komme den Frygt imøde, som Mange have
ytttret for, at det skulde blive saa vanskeligt for disse to Thing at
komme til et fælles Resultat. Det, man har bragt i Forslag, synes
at indeholde nogen Garanti i denne Henseende, synes ikke at kunne
medføre noget skadeligt Resultat, og kan ikke i nogen Maade være i
Strid med selve Tokammerindretningens Tanke.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, hvilken, idet, som fremgaaer af det Ovenstaaende, Udvalgets Mindretals under Nr. 84 paa Afstemningslisten opførte Forslag var
tilbagetaget, gav det Resultat, at
85)Udvalgets Fleertals Forslag: “ Naar et Lovsorslag er vedtaget i det ene Thing, bliver det i den Form, hvori det er
vedtaget, at forelægge det andet Thing; hvis det der forandres,
gaaer det tilbage til det føste; foretages her atter Forandringer,
gaaer Forslaget paany til det andet Thing. Opnaaes da eiheller Enighed, skal, naar et Thing forlanger det, hvert Thing
udnævne et lige Antal Medlemmer til at træde sammen i et Udvalg, som afgiver Betænkning over Uovereensstemmelserne. I
Henhold til Udvalgets Indstilling finder da endelig Afgjørelse
Sted i ethvert Thing for sig. “
vedtoges med 103 mod 12 Stemmer.
Man gik derpaa over til den af Udvalget foreslaaede nye § 59 d,
der paa Afstemningslisten var saaledes opført:
86) Udvalgets Forslag: Den aarlige Rigsdag sammentræder den
første Mandag i October, dersom Kongen ikke forinden har
sammenkaldt den.
Anmærkn. Sammenlign § 23
hvilken Paragraph, efterat Ordføreren havde bemærket, at den
sluttede sig til den tidligere vedtagne § 23, vedtoges, idet Ingen
Flere begjerede Ordet, med 107 mod 3 Stemmer.

Derpaa gik man over til den foreslaaede nye §59 e, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:

87) Duntzselts Forslag: Paragraphen affattes saaledes:
“Rigsdagens Forsamlingssted er Regjeringens Sæde. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et andet
Sted i Riget, “
88) Udvalgets Forslag: Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den
andensteds.
Der under Nr. 87 af Duntzselt stillede Forslag blev paa den i
Regulativet foreskrevne Maade understøttet

Ordføreren: Jeg skal ganske henstille til Forsamlingen, hvilket af disse Forslag den vil vælge; Meningen er aldeles den samme
Naar det i Udvalgets Forslag hedder, at „Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden", og i det gjorte Forslag „Rigsdagens Forsamlingssted er Regjeringens Sæde, “ saa er det kun forskjellige Udtryk,
idet jeg troer, at det der gjør en Stad til Hovedstad, er det, at den
er Regjeringens Sæde. Vil Forsamlingen foretrække den anden Redaction, saa skal jeg ganske henstille det til den.

Scavenius: Da efter min Formening Forsamlingen bør
komme sammen paa det Sted, hvor Kongen kalder den, enten det er
Hovedstaden eller like, saa kan Jeg ikk stemme for Udvalgets Forslag.

Tscherning: Dersom det er ganske vist, at Hovedstaden og
Regjeringens Sæde til enhver Tid salder sammen, saa behøvedes vistnok ikke det Ændringsforslag, men da dette ikke er vist, saa er det
saa meget bedre, trover jeg, at holde sig til de i det stillede Ændringsforslag brugte Ord „Regjeringens Sæde"; thi idet man tager Ændringsforslaget, tager man det meest Omsattende og tilsidesætter
Intet, tager man derimod Udvalgets Forslag, saa tilsidesætter man
Noget, dersom der kunde være nogen Forskjel paa Hovedstaden og
Regjeringens Sæde.

Schiern: Det forekommer mig, at dersom man vil tænke sig
en Tid, da Regjeringens Sæde og Kjøbenhavn ere forskjellige Steder,
kan der med Hensyn til denne Stads historiske Betydning for vort
Folk ikke være Tvivl om Valget.

Barfod: Jeg tillader mig tvertimod at mene, at det netop i
et saadant Tilfælde vilde være endog særlig vigtigt at have sikkret
Regjeringens Sæde som Rigsdagens Samlingssted.

I. A. Hansen: Jeg mener ogsaa, at der er den Fordeel ved
Ændringsforslaget, at istedetsor Udvalgets „andensteds" har Ændringsforslaget „paa et andet Sted i Riget"
Man skred derpaa, da ingen Flere begjerede Ordet, til Afstemning, hvorved.
87) Duntzselts Forslag: At Paragraphen affattes saaledes:
„Rigsdagens Forsamlingssted er Regjeringens Sæde. I
overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den paa et
andet Sted i Riget. “
vedtoges med 63 mod 55 Stemmer, og der blev saaledes ikke
Spørgsmaal om at afstemme over
88) Udvalgets Forslag: „Rigsdagens Forsamlingssted er Hovedstaden. I overordentlige Tilfælde kan Kongen sammenkalde den
andensteds.
Derefter gik man over til den af Udvalget foreslaaede § 59 f,
hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
89) Udvalgets Forslag: „Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Landsthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. Den vælger
selv sin Formand og fastsætter iøvrigt de nærmere Bestemmelser,
der vedkomme Forretningsgangen. “
hvilken Paragraph, idet Ingen begjerede Ordet, vedtoges eenstemmig med 111 Stemmer.
Grundlovens Afsnit VI blev derefter Gjenftand for Discussion,
og først sammes § 60, hvortil af Afstemningslisten indeholder Følgende:
90 ) Udvalgets Forslag: Naar Rigsret skal sættes, udnævner
Landsthinget tolv af sine Medlemmer, der træde sammen med
tolv af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner.
Saavel Anklageren som den Anklagede udskyder 1/6 af hver Classe.