Grundlov - bind 2 - Side: 907
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

907

3287 3288
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 45—46.

at udelade Ordet „ aarligen" i Begyndelsen af § 45, idet vi ikke
ansaae det nødvendigt i Grundloven at fastsætte, at Revisorerne
skulde vælges paa eet Aar, vi meente, at det var Noget, som
kunde overlades til Thingenes Forretningsorden, om de skulde vælges aarligen, eller om man vilde have dem paa længere Tid. Vi
have ogsaa foreslaaet en anden Bestemmelse, der er noget vigtigere,
den nemlig, at hvert Thing skal udnavne 2 lønnede Revisorer; det forekom os, at Landsthinget og Folkethinget maae betragtes
som Ligemænd, og at der ikke ved Spørgsmaalet om Revisorers Udnævnelse var Grund til at bestemme, at det ene Thing skulde udnævne Een og det andet To.

Finantsministeren: Jeg skal indskrænke mig til at bemærke,
at Ministeriet erkjender, at det Forslag, som er stillet af Udvalgets
Fleertal, er en Forbedring, og tiltræder det.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man, efterat Viceformanden Hvidt, da Formanden havde forladt Salen, havde indtaget
Forsædet, til Afstemning, hvorved:
43) Udvalgets Fleertals Forslag: At istedetfor Paragraphens
første Deel sættes: „Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer", og den tredie Deel kommer til at lyde saaledes:
„Det aarlige Statsregnskab, med Revisorernes Bemærkninger,
forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager
Beslutning. “
vedtoges med 92 mod 19 Stemmer.
44) Udkastet, saaledes som det efter den foranstaaende Afstemning kom til at lyde, nemlig:
„Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer. Revisorerne
gjennemgaae det aarlig Statsregnskab og paasee, at samtlige
Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift
udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig
alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte. Det aarlige
Statsregnskab, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges derefter Rigsdagen, som med Hensyn til samme tager Beslutning. “
vedtoges eenstemmig med 112 Stemmer.
Derpaa gik man over til § 46, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
45) Grundtvigs Forslag „Ingen Tydsker eller anden Udlænding
kan faae dansk Indfødsret uden ved Lov, men Svenskere og
Nordmænd skulle, ligesom Islændere og Færinger, agtes for Indfødte, naar de have fast Ophold i Riget. “
46) Udkastet: Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret
uden ved Lov.

Det under Nr. 45 stillede Forslag blev paa den i Regulativet
fastsatte Maade understøttet.

Grundtvig: Jeg forudsætter, at Forsamlingen baade kjender
og billiger i det Hele Grunden, hvorfor jeg har tilladt mig at stille
er Forslag til, at Danmarks nye Grundlov skal bære kjendelige Spor
af det venlige Stalbroderskab, som lykkeligviis i den seneste Tid er
bleven fornyet mellem Nordens trende Stammer, som blandede Blod
fra Arilds Tid, som have i Grunden de samme Tungemaal og den
samme Tankegang, have imod alle Vildfremmede ogsaa altid Tarv
og Trang tilfælles. Har selv et af de trættekjæreste og splidagtigste
Folk i Europa i den sidste Tid stræbt at forlige sig og at nedbryde
de stærke Skillerum, som igjennem Tidernes Løb have været mellem
Sachser, Bairer og Franker og hvad alle de Stammer hedde, som
kun gjelde Eet paa Papiret, hvormeget mere skulle da ikke vi Nordboere, som allerede i Hedenold udgjorde Eet og øvede de Storværker,
som aldrig kunne glemmes, hvormeget mere skulle ikke vi stræbe at
nedbryde de Skillerum, som ville gjøre os borgerlig fremmede for
hverandre, prøve det saameget dristigere, som disse Skillerum kun fordetmeste staae paa Papiret, hvor de med et Pennestrøg kunne tilintetgjøres, og hvilket Øieblik skulde vel mere opfordre Danmark til at
gjøre Begyndelsen og til at sætte Exemplet end det nærværende,
hvori Europa har seet med Forbanselse, at Stalbroderskabet i Norden
var den Sandhed, som begyndte at gjøre sig gjældende ikke blot i Ord,
men ogsaa i Gjerning og i Daad, og hvorom vi med Sikkerhed tør
haabe, at i samme Grad, som Faren voxer og Opfordringen bliver

høirøstet, l samme Grad vil det ogsaa vise sig, at Medfølelsen og
Kampdristen voxer og virker derefter, naar jeg da desnagtet tager
dette mit Forslag tilbage (Optages! Optages!), saa tvivler jo vel Ingen
enten i Huset eller udenfor Huset paa, at jeg ene og alene gjør det
med Hensyn til det afgjorte Misheld, som alle mine andre Ændringsforslag have mødt, og for ikke at udsætte dette Forslag for en lignende Skjæbne, saa at baade Venner og Fjender kunde have lagt noget
ganske Andet dert, kunde have taget det for et Beviis paa Mangel af nordisk
Følelse og Skjønsomhed, hvad der dog ikke vil være Andet end et Beviis paa
min Ubehændighed, eller dog kun vedkommer min særegne Tankegang og
Stilling i Huset; jeg behøver derfor neppe at tilføie, at det skulde være mig
inderlig kjært, om en lykkeliger Haand end min vilde optage Forslaget, og at Ingen gladere end jeg skulde stemme derfor.
(Rée og flere Stemmer: Vi optage Forslaget).

Ordføreren: Jeg skal i Anledning af Forslagets Optagelse
tillade mig at bemærke, at det, hvis Forsamlingen antager det, trænger
til nogen Forandring i Redactionen, men ikke til anden Forandring,
end at det kan vedtages som Redactionsforandring.

Ploug: Deri kan jeg ikke være enig med den ærede Ordfører.
Saameget jeg end samstemmer med den ærede Forslagsstiller i den
Følelse, som har bevæget ham til at foreslaae, at Svenske og Nordmænd skulle have Indfødsret her i Landet, saalidet kan jeg erkjende
det for passende at nævne nogen anden Nation, som bestemt skal være
udelukket derfra, saameget mindre som der jo er Mange, der tilhøre netop
denne Nationalitet, der ifølge den nu gjeldende Lov have Indfødsret,
nemlig Holstenerne og Slesvigere, (Stærk Hyssen; flere Stemmer:
Slesvigere? Ere Slesvigere Tydskere?) Sydslesvigerne (Hyssen); her
tales nemlig kun om Nationaliteten (Hyssen). Jeg maa befinde mig
i en besynderlig Misforstaaelse, eller ogsaa Forsamlingen besynderligt misforstaae mig, thi jeg har ikke villet sige Noget, som kunde
vække nogen Yttring af Mishag. Jeg har troet, at Forslagsstilleren
har meent Nationaliteten, som betegnes ved Sproget, og jeg
finder det ikke passende at nævne nogen bestemt Nationalitet, men
jeg antager, at det burde hedde „Ingen Udlænding". Om en saadan
Redaction kan lade sig vedtage, veed jeg ikke; troer man ikke, at den
vil gaae altforvidt ind paa Meningen af Forslaget, saa skal jeg ikke
have Noget imod at stemme for Forslaget.

Ordføreren: Jeg skal antyde, hvorledes jeg har tænkt mig
denne Redactionsforandring, nemlig ved at udelade i første Linie de
tre Ord: „Tydskere eller Andre" og i tredie Linie de fire Ord „ligesom
Islændere og Færinger", saa at Forslaget kommer til at lyde: „Ingen
Udlænding kan faae dansk Indfødsret uden ved Lov, men Svenske og
Nordmænd skulle agtes for Indfødte, naar de have fast Ophold i
Riget"; det er jo aldeles klart, at om dem, som for Tiden have
dansk Indfødsret, er ikke Talen.

Finantsministeren: Den Forandring, som den ærede Ordfører antydede, er visselg mere end en blot Redactionsforandring,
(Ja! Ja!); det er en meget betydelig Forandring. Jeg kan ikke negte,
at naar denne Forandring ikke kan antages, forekommer det mig at
være aldeles klart, at man maatte stemme mod Forslaget, thi hvilke
Følelser der i dette Øieblik end besjæle denne ærede Forsamling, saavelsom den hele danske Nation ligeoverfor Tydskland, er det dog ikke
passende at indføre i Danmarks Grundlov Noget, som bærer Præg
af et, som jeg haaber, forbigaaende Indtryk. Vi maae frygte for
stadig at komme til at staae paa en fjendtlig Fod med Tydskland,
naar de 3 Ord, som passende kunne gaae ud, bleve optagne. Den
antydede Forandring er altsaa mere end en Redactionsforandring.
Om den ærede Forsamling, naar denne vedtages, vilde ansee sig berettiget til at gaae ind paa det stillede Forslag, maa jeg overlade
den selx at afgjøre, men jeg kan ikke negte, at det forekommer mig
noget betænkeligt, saaledes som Sagen nu staaer, at optage en Bestemmelse, som er af et saa væsentligt Indhold ligeoverfor Udlandet, ikke
blot ligeoverfor Sverrig og Norge, hvor den kun kan vinde Sympathi,
men ligeoverfor hele Europa; hvis det skulde være Tilfældet, at der
for dette Forslag skulde udtale sig megen Sympathi iaften, vilde jeg
henstille til den ærede Formand, hvorvidt der maatte være Anledning
til at udsætte Afstemningen.

Tscherning: Er dette ikke et farligt Præcedents, vi nu gaae