Grundlov - bind 2 - Side: 900
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

900

3273 3274
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 42—43.

jeg tænkte hvilken Mening ogsaa er udtalt fra Ministerbordet, saa
synes mig, der er ikke Noget rimeligere, end at Paragraphen modtog
en saadan Forandring, at det var øiensynligt for Enhver, hvad derved er tilsigtet. Man skulde dog læse danne Paragraph paa en
heel besynderlig Maade, naar man skulde saae ud af den, at der
ikke hvilede en Forpligtelse paa private Borgere ligesaavel som paa
Embedsmænd eller offentlige Myndigheder til at meddele Oplysninger. Nu er det vel saa, at naar det fra Ministerbordet er udtalt
og ligeledes af den ærede Ordfører er forklaret, at dette ikke har
været tilsigtet, saa, kunde dette vistnok være betryggende nok for Tiden, men i Fremtiden kunde denne Paragraph læses paa en anden
Maade, og jeg mener derfor, at der fremdeles er Anledning til det
Ændringsforslag, som jeg har tilladt mig at stille, og som jeg troer
fortjener Forsamlingens Opmærksomhed.

Ordføreren: Jeg skal ganske henstille dette Spørgsmaal til
Forsamlingens Afgjørelse; kun den Bemærkning ønskede jeg at tilføie,
at der ganske vist efter Paragraphen existerer en Forpligtelse baade
for de private Borgere og offentlige Myndigheder, men deraf følger
ikke, at Forpligtelsen er den samme, deraf følger ikke, at den kan
gjøres gjældende ved Tvangsmidler mod Borgerne.

Ørsted: Jeg her under den foreløbige Behandling udtalt mig
mod nærværende Paragraph, fordi jeg i det Hele fandt den meget
uklar. Det viste sig under den foreløbige Behandling, at selv Udvalgets Medlemmer ikke være ganske enige om Udstrækningen, af den Forpligtelse, som ifølge Paragraphen skulde paaligge Borgerne til at
meddele de Oplysninger, som en Commission af det her omhandlede
Slags kunde fordre, og der var ligeledes en Uovereensstemmelse med
Hensyn til det Spørgsmaal, om en saadan Commission, der blev
nedsat af begge Thing i Forening eller eet af Thingene, kunde
vedblive sin Virksomhed, efterat Thinget var opløst eller hævet, og
dette gjorde, at jeg udtalte mig mod dette Forslag. Jeg stillede imidlertid ikke noget Amendement, fordi jeg agter at votere mod Paragraphen i det Hele. Hvad forøvrigt den Ændring angaaer, som en
æret kongevalgt Rigsdagsmand (Lüttichau) har foreslaaet, saa kan jeg
heller ikke andet end finde, at naar det i Grundlovsudkastet er udtalt, at en saadan Commission, som der omhandles, er berettiget til
at kræve Oplysninger af private Borgere, saa maa ogsaa deri ligge
en Forpligtelse for disse til at meddele dem. Paa hvilken
Maade denne Forpligtelse i sin Tid skal gjøres gjældende kan være
tvivlsomt, men der ligger heri idetmindste en Sprie til en Lov, der
paalægger Borgerne en Forpligtelse i saa Henseede, og naar en
saadan Lov blev sat under Forhandling i sin Tid, saa maatte man
erkjende, at det ikke var Andet end en Udførelse af Grundlovens Bud,
og den maatte derfor gaae igjennem. Der vil ogsaa opstaae mange
Spørgsmaal i Anledning af denne Paragraph med Hensyn til de
Forpligtelser, man kunde paalægge de Folk, der boe borte fra det
Sted, hvor Rigsdagen, og som en Følge deraf ogsaa disse Commissioner, holdes. Paa Grund af dette og det Mere, som jeg udførligen har udviklet under den foreløbige Behandling, ligesom det ogsaa
af andre Medlemmer er udviklet, stemmer jeg imod Paragraphen.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning,
hvorved:
23) Lüttichaus Forslag: „Sidste Punctum forandres til: „Disse
ere berettigede til at fordre af offentlige Myndigheder Oplysninger meddeelte mundtlig eller skriftlig.""
forkastedes med 76 mod 38 Stemmer.
24) Udkastet: „Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer.
Disse ere berettigede til saavel af offentlige Myndigheder som
af private Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen
eller skriftligen."
vedtoges med 97 mod 16 Stemmer.
Man gik derefter over til § 43, hvortil Afstemningslisten indeholdt Følgende:
25) Ørsteds Forslag: Det Udtryk „intet Statslaan optages" foranders til „ingen Statsgjeld stiftes".
26) Ørsteds Forslag: Det Ord „Domaine" forandres til „Eiendeel".

27) Larsens Forslag, optaget af Udvalget: At efter „paalægges" tilføies „forandres eller ophæves uden ved Lov".
28) Udvalgets Forslag: At Resten af Paragraphen kommer til at
lyde saaledes: „eiheller noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes
uden ifølge Lov."
29) Udkastet: Ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes udenved Lov.

Ordføreren: Idet jeg med Hensyn til Udvalgets Forslag
under No. 28 og forsaavidt Forslaget under No. 25 og 26 angaaer
troer at kunne henholde mig til hvad der er anført under den foreløbige Behandling, bør jeg tilføie nogle Ord med Hensyn til det nye
Forslag under No. 27 paa Afstemningslisten, ifølge hvilket der skal
tilføies efter Ordet „paalægges" „forandres eller ophæves, “ saa at
det altsaa bliver udtalt, at ingen Skat kan paalægges, forandres
eller ophæves uden ved Lov. Dette Forslag er nyt, men det siger
intet Nyt; det er den gamle Tanke i Udkastet, som her træder frem i
en nyere og noget tydeligere Form, fordi man havde nogen Frygt
for, at Tanken ikke var udtalt aldeles tilstrækkeligen utvetydig. Denne
§ 43 hænger naturligviis sammen med Udkastets § 44; § 43 udtaler
den almindelige Regel, at ingen Skal kan bestaae uden i Henhold
til en Skattelov, § 44 udtaler den derfra forskjellige Regel, at der
aarligen skal forelægges og af Rigsdagen vedtages en Finantslov,
indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter, og
ingen Skal, hedder det da, tør oppebæres, forinden dens Opkrævning
er bevilget ved Finantsloven, og ingen Udgift tør afholdes, som ikke
har Hjemmel i samme. Som jeg tidligere ved den foreløbige Behandling tillod mig at udvikle, er der her altsaa gjort en bestemt Forskjel mellem de veŏvarende Skattelove og den aarlige Finantslov.
Jeg iroer, den Forskjel er i sig selv særdeles simple og særdeles klar;
ialtfald troer jeg, at det vil være meget let at anskueliggjøre den ved
et Exemple, der ligger os Alle meget nær. Førend nemlig vi havde
nogen constitutional Forfatning, havde vi ligefuldt, som ogsaa var
saare naturligt, Skattelove, men vi havde ogsaa, hvilket ikke var
ligesaa selvfølgeligt, et aarligt Budget og et aarligt Statsregnskab. Nu er der vist en meget stor Forskjel paa de Art of Budget
og Statsregnskab, som under en absolute Regjeringsform, selv om
denne er modereret ved lovgivende Provindstalstænder, kan tænkes, og
den Art Finantslove, indeholdende altsaa et Indtægts og Udgiftsbudget, som er en Følge af det constitutionelle Systems Indførelse;
men ikke desmindre anskueliggjør dog det tidligere Forhold meget klart
Forholdet mellem §§ 43 og 44. Ligesom tidligere Skatteloven fuldstændig var forskjellig fra det aarlige Indtægtsbudget, der kun calculatorisk optog det Udbytte, som var en Følge af Skatteloven, saaledes
vil Grundlovsudkastet, at man fremdeles paa Indtægtsbudgettet skal
opføre calculatorisk det Udbytte, som vil blive den sandsynlige Følge
af de gjældende Skattelove, med andre Ord: Skattelovene ere vedvarende, indtil de forandres paa sædvanlig constitutional Maade, ved en
Overeenskomst mellem Kongen og begge Thingene, men Budgettet
derimod vedtases aarligen ved Forhandling mellen Kongen og Thingene. Der er altsaa den bestemte Forskjel mellem Skatteloven og
f. Ex. Udgiftspositionerne, at medens Skatteloven ikke kan forandres, medmindre Kongen og begge Thingene enes om Forandringen,
saa kan derimod en Udgiftsposition kun holde sig, som ikke blot
bevilges af et enkelt Thing, efter at være foreslaaet af Kronen, men
som bevilges af de 2 Thing i Overeenstemmelse med Kronens Forslag, eller som optages af et af Thingene og derpaa vender andet
Things og Kronens Bifald. Der var denne Forskjel mellem §§ 43
og 44, med Hensyn til hvilke Nogle have havt Tvivl om, hvorvidt
det var aldeles tydeligt og klart udtalt i Udkastet, saa klart udtalt,
som det er klart tænkt i Udkastet, og for at forebygge enhver Tvivl,
for at bringe Tanken reent frem, have vi tilladt os ved § 43 at
foreslaae, at der efter Ordet „paalægges" tiføies „forandres eller
ophæves uden ved lov", saa at det er Ganske klart, at Skattelovene
overhovedet have Lovens almindelige Charakteer og derimod ikke gaae
op eller rettere gaae ned i Finantsloven. Vi have ligeledes tilladt
os paa Grund af lingnende Betragtninger at fremsætte et Forslag