Grundlov - bind 2 - Side: 891
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

891

3255 3256
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 37—38.

yttret, skal jeg kun bemærke, at der ikke synes at være nogen Grund
til at foretrække den analogiske Udtryksmaade fremfor den ligefremme Udtalelse, der findes i Grundlovsudkastet. Hvad Forslaget under Nr. 6
angaaer, skulde det vistnok være meget langt fra Udvalgets Tanke at
ville giøre enten Hæren eller nogen Anden nogen blodig Uret, men
jeg tilstaaer, at det er mig en Gaade, hvori den blodige Uret skulde
bestaae, ligesom det er mig en Gaade, hvorledes den kunde forsvinde
ved det stillede Forslag. Tager man Hensyn til de Ord, som ville
blive bibeholdte, forekommer det mig, at den blodige Uret vedbliver,
hvad enten Ordene: „Hvo, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling", udgaae eller ikke, thi det vedbliver dog at hedde, at
hver, der antaster Rigsdagens Sikkerhed eller Frihed, er en Hoiforræder, og ligesom det skal afgjøres efter almindelige criminalistiske Regler, hvorvidt Nogen har antastet Rigsdagens Sikkerhed og Frihed,
saaledes maa dette same Spørgsmaal vende tilbage ved den Sætning „Hvo, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling". Hvorledes man nu kan spore saamegen faretruende Ulykke
skjult i den simple Regel, at den der antaster Rigsdagens Sikkerhed
eller Frihed, giør sig skyldig i en Forbrydelse, som Udkastet betegner
som Høiforræderi, det tilstaaer jeg gaaer aldeles over min Horizont;
jeg fatter det ikke. Det er Noget, der ganske maa afgiøres efter almindelige criminelle Grundsætninger, hvilken Adfærd der kan rammes
af denne Paragraphs Bud, og Afgiørelsen bliver, saavidt jeg kan
skjonne, hverken lettere eller vanskeligere, hvad enten de omhandlede
Ord blive staaende eller bortfalde.

Hvad Sprogbemærkningen under Nr. 7 angaaer, da har der
hos Udvalget virkelig hverken været Tanke om at vise Forslagstilleren
nogen Ære eller nogen Ikke Ære; det paaligger ikke Udvalget at
forfatte Afstemningslisten, hvilket er Noget, der tilkommer Præsidenten. Hvad forøvrigt denne Sprogbemærkning angaaer, maa Udvalget naturligviis underordne sig Forsamlingen, men jeg har altid
troet, at Landsforræderi var en særegen Art af Hoiforræderi, nemlig
hvor der er Spørgsmaal om Høiforræderi i den Retning, at en Deel
af Landet sorraades til Fjenden. Derimod er Hoiforræderi det almindelige Udtryk idetmindste efter min Sprogsands, og det synes mig
ligegyldigt, om der i det tydke Sprog findes et Ord som Hochverrath,
thi der kan ogsaa i andre Lande findes tilsvarende Ord, f. Ex.
i det engelske Sprog high treson, og jeg troer, at hvis ethvert Ord
skulde være tydsk, fordi man har et tilsvarende Ord i det tydske
Sprog, vilde man kunde finde mange Ord i vort Sporg, som kunde
kaldes engelske eller franske, uagtet ethvert af disse Ord er ligesaa
godt dansk som det tilsvarende tydske, franske eller engelske. Vil man
endelig have det legale Ord, saa maatte man nok sige crimen læsæ
majestatis i høieste Grad, men om det var en Vinding, det maa jeg
overlade til de Herrer Sprogforbedreres Skiøn.

Formanden: Jeg skal bemærke, at jeg ikke heller har tilsigtet at
vise Rigsdagsmanden for Møen (Barfod) nogen særegen Ære, men
at Grunden er den, at jeg har troet, at de Redactionsforandringer,
der vedkom flere Paragrapher, passande kunde behandles under Eet
til Slutningen, hvorimod denne Forandring, da den kun forekommer
paa dette eneste Sted i Udkastet, syntes mig bedst at kunne behandles her.

Man skred derpaa til Afstemning, ved hvilken
1) Nr. 5. Ørsteds Forslag: „Skulde Nogen forgribe sig imod Rigsdagens eller noget af til Samme hørende tvende Things Sikkerhed og Frihed, vil det, forsaavidt ingen nærmere Lov derom
maatte være udkommen, være at straffe i Lighed med Forgribelse
af same Slags mod Kongen."
forkastedes med 78 Stemmer mod 29.
2) Nr. 6. C. N. Petersens Forslag: Ordene: „hvo der udsteder
eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling" udgaae.
forkastedes med 83 Stemmer mod 32.
3) Nr. 7. Barfods Forslag: Ordet „Høiforræderi" ombyttes med
“Landsforræderi."
forkastedes med 88 Stemmer mod 12.
4) Nr. 8. Udkastet: “Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster

dens Sikerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen
dertil sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi."
vedtoges med 107 Stemmer mod 8.

Formanden: Jeg skal henlede Opmærksomheden paa, at der
til § 79 af C. N. Petersen er gjort et subsidiairt Forslag om, at
der i denne Paragraph skulde nævnes § 37 ved Siden af de øvrige
der anførte Paragrapher. Jeg veed ikke, om den ærede Ordfører
ønsker at udtale sig derom.

Ordføreren: Saavidt jeg skjønner, gaaer det slet ikke an, at
antyde Rigsforsamlingen, hvilket io vilde ligge i det Tillæg i § 79 b,
at Bestemmelsen, kun skulde være anvendelig med de Indskrænkninger,
der følge af de militaire Love.

Formanden: Men dette Forslag er stillet sudiairt naar
Forslaget ved § 37 Nr. 6 ei blve antaget.

Ordføreren: Ja jeg kan natureligviis ikke vide, hvorvidt den
ærede Rigsdagsmand vil have det sat under Afstemning, men det
forekommer mig, at det ikke godt gaaer an at gjøre en sadden Henviisning i § 79 b til § 37.

C. N. Petersen: Jeg lægger ikke stor Vægt paa dette Forslag, som jeg kun har stillet aldeles in subsidium, og da jeg af Resultatet af Afstemningen over Nr. 6 ikke kan vante at faae Maioritet
for det, skal jeg hellere frafalde det.

Discussionen gik derpaa over til § 38, hvortil den omdeelte
Afsemningsliste indeholdt følgende Forslag:
9) Udvalgets Forslag til en Ændring i Paragraphens første
Deel: „Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes
for Gjæld, ei heller fængsleg eller tiltales, medmindre han er
greben paa fersk Gjerning."
10) Ørsteds Forslag med Hensyn til Paragraphens anden Deel:
„For sine Yttringer — Ansvar" (efter Comiteen), „hvilket Samtykke dog ei bør negtes, naar nogen aabenbart har overskredet
Grændserne for den Frimodighed i at yttre sin Mening, som
hans Kald maa hjemle ham."
11) Udkastet: „Ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales
under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han
hører, dertil giver sit Samtykke. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke
drags til Ansvar udenfor samme."
Forslaget under Nr. 10 erholdt fornødne Understøttelse.
Da Ingen ønskede at yttre sig om denne Paragraph, skred man
strax til Afstemning, af hvilken Resultatet blve følgende:
1) Nr. 9. Udvalgets Forslag til en Ændring i Paragraphens
første Deel: “Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører,
hæftes for Gjæld, eiheller fængsles eller tiltales, medmindre
han er graben paa fersk Gjerning."
vedtoges med 113 Stemmer mod 4.
2) Nr. 10. Ørsteds Forslag med Hensyn til Paragraphens andan
Deel: „For sine Yttringer — Ansvar" (efter Comiteen), „ hvilket Samtykke dog ei bør negtes, naar Nogen aabenbart sin Mening, som hans Kald maa hjemle ham."
forkastedes med 97 Stemmer mod 4.
3) Nr. 11. Udkastet med den i Henhold til den stedfundne Afstemning deri foretagne Forandring, saalydende:
Saalænge Rigsdagen er samlet, kan ingen Rigsdagsmand
uden Samtykke af det Thing, hvortil han hører, hæftes for
for Gjæld, ei heller fængsles eller tiltales, medmindre han er
greben paa fersk Gjerning. For sine Yttringer paa Rigsdagen
kan intet af dens Medlemmer uden Thingets Samtykke drags
til Ansvar udenfor samme."
vedtoges eenstemmig med 116 Stemmer.

Man gik derpaa over til Discussionen af § 39; Afstemningslisten til denne Paragraph indeholdt følgende Forslag: