Grundlov - bind 2 - Side: 889
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

889

3251 3252
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 26—37.

er antaget i andre constitutionelle Forfatninger og navnlig i den,
der her oftest er citeret, nemlig den belgiske, hvis § 71 indeholder en
saadan Bestemmelse. Vi have meent, at det kun er under extraordinaire Forhold, at en Opløsning af Kamrene kan finde Sted; den
sædvanlige Grund dertil er en øieblikkelig Spænding, eller et mindre
heldigt Forhold, der er indtraadt mellem Regjeringen eller Ministeriet
og Folkerepræsentationen, og Opløsningen kan derfor let medføre en
Gjæring i Folkestemningen. Det er saaledes narurligt, at Folket i
samme Øieblik, som dets Repræsentanter, dets lovlige Organ, er opløst, søger en Garanti for, igjen at erholde en Repræsentarion, et
Organ. Jeg troer derfor, at det i saa Tilfælde vil virke beroligende
paa Folkestemningen, om selve det Decret, der træffer den, fra et rigtigt Standpunkt bedømt, maaskee gavnlige Foranstaltning at opløse
Kamrene, indeholder den naturlige Garanti for, at Kamrene eller
Folkets Repræsentation kommer sammen til den bestemte Tid. Vi
skrive jo her en Grundlov for at faae juridiske Garantier, passende
til Forholdenes Natur, og en saadan retslig Garanti synes mig ogsaa at være passende her, uden at kan siges at ligge noget
Stødende eller egentlig Skjærpende i det foreslaaede Tillæg.

Orholm: Jeg skal bemærke, naar det er blevet anført som en
Betænkelighed mod det under Nr. 1 stillede Forslag om Landsthingets
Uopløselighed, at man derved vilde nødsages til at beholde et saadant
Kammer i 8 Aar, at da det er vedtaget, at Halvdelen af Kammerets
Medlemmer skulle udgaae hvert 4de Aar, synes dette mig at gjøre
denne Betænkelighed mindre, om det end ikke ganske hæver den.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skreed man til Afstemning, ved
hvilken
1) Ørsteds Forslag: „Kongen kan opløse Folkethinget. I saa
Fald udsættes og det andet Things Møder, indtil hele Rigsdagen o. s. v. “efter Udkastet.
forkastedes med 96 Stemmer mod 10.
2) Udvalgets Mindretals (Dahl, David, Jespersen,
Larsen, Ussing) Forslag: „Efter „atter kan samles" forandres sidste Punctum saaledes: Opløsningsbrevet anordner nye
Valg i Løbet af 40 Dage og sammenkalder Rigsdagen til Møde
inden 2 Maaneder efter Opløsningen. “
forkastedes med 69 Stemmer mod 43.
Udvalgets Fleertals Forslag under Nr. 3: At istedetfor „skal
det andet hæves" sættes „skal det andet Things Møder udsættes"
blev, som en ligefrem Følge af en tidligere af Forsamlingen vedtagen
Indstilling af Udvalget, med Hensyn til Udkastets § 25, anseet som
vedtagen uden nogen Afstemning.
4) Paragraphen, som den efter de stedfunden Afstemninger
vilde komme til at lyde:
„Kongen kan opløse enten hele Rigsdagen eller en af dens
Afdelinger; opløses kun eet af Thingene, skal det andet Things
Møder udsættes, indtil hele Rigsdagen atter kan samles. Dette
skal skee inden 2 Maaneders Forløb efter Opløsningen. “
vedtoges med 114 Stemmer mod 2.

Man gik derefter over til Udkastets § 37, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
5) Ørsteds Forslag: „Skulde Nogen forgribe sig imod Rigsdagens
eller noget af de til Samme hørende tvende Things Sikkerhed
og Frihed, vil det, forsaavidt ingen nærmere Lov derom maatte
være udkommen, være at straffe i Lighed med Forgribelse af
samme Slags mod Kongen. “
6) C. N. Petersens Forslag: Ordene: „hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling" udgaae. (Sammenlign § 79 b.)

7) Barfods Forslag: Ordet „Høiforræderi" ombyttes med „Landsforræderi. “
8) Udkastet: „Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens
Sikkerhed og Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil
sigtende Befaling, gjør sig skyldig i Høiforræderi. “

De stillede Ændringsforslag erholdt den fornødne Understøttelse.
Med Hensyn til Forslaget under Nr. 6 af C. N. Petersen henledte
Formanden Forsamlingen Opmærksomhed paa en paa Afstemningslisten til den tidligere afstemte § 79 b opført Anmærkning, hvorefter
der var forbeholdt at gjøre den nævnte Paragraph en Tilføining af
§ 37, forsaavidt det nærværende Forslag under Nr 6 ikke maatte
blive billiget.

C. N. petersen: Naar jeg har tilladt mig at stille det
Ændringsforslag, at den Sætning i § 37, „hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling" bør udgaae, da er det, fordi
jeg i denne Bestemmelse slet ikke kan see det allermindste Gavn, men
desto mere Skade. At det, der for Alles Øine aabenbart er en Forbrydelse, ikke ophører at være dette, fordi en Foresat befaler det, behøver ikke at siges Nogen; men her vil Tilfældet netop ofte, ja maaskee som oftest, være det, at det Forbryderske i Handlingen paa ingen
Maade er indlysende, og nu fordrer man, at ulærde Mænd, der maaskee
end ikke ret kjende de factiske Omstændigheder strax og under høit Ansvar skulle afgjøre, hvad der bag efter, naar Sagen er nøie undersøgt,
kan volde Tvivl og Tvist nok for de bedste Lovkyndige. Det hjælper
kun lidt at sige, at vi fra nu af Allesammen, fra den Første til den
Sidste, skulle være Mænd af den engelske Skole, fordi man siger dette,
blive vi det dog ikke. Men især er det, som jeg forhen har bemærket, Militairetaten, den omhandlede Bestemmelse vil gaae ud over,
og det af den dobbelte Grund, fordi den hyppigst vil være den, man
ved slige Leiligheder tager sin Tilflugt til, og fordi dens Subordinationspligt i Almindelighed vil gjøre den det umuligt at unddrage
sig for at efterkomme Befalingen. Den ærede Ordfører har under
Sagens foreløbige Behandling foreholdt mig, at jeg fra min tidligere
militaire juridiske Stilling maatte vide, at der i de militaire Love er
Tilfælde, i hvilke den Underordnede ikke blot ikke skal adlyde, men
endog under Straf skal modsætte sig den ham givne Befaling. Hvad
de militaire Love i saa Henseende medføre og hvad de ikke medføre,
er der ei her Sædet til at udvikle; derom har jeg udtalt mig for det
ærede Udvalg selv, og dertil skal jeg indskrænke mig. Men selv, om
det forholdt sig saaledes, at den alt nu bestaaende Lovgivning oftere
satte den Undergivne i et saadant Collisionstilfælde, saa burde man
dog vel ikke derfor yderligere forøge disses Tal. Det forekommer mig
næsten, som om man vilde ralsonnere saaledes: siden vi dog maae
sende Soldater i Krigen, hvor de udsættes for at falde for Fjendens
Kugler og mangfoldige andre Farer, saa kunne vi ogsaa gjerne udsætte dem for den Fare, at blive skudle, fordi de gjøre et uheldigt
Valg imellem at vise og negte Lydighed, og siden vi nu dog udsætte
dem for denne Fare i Krigen, saa kunne vi ogsaa gjerne udsætte dem
for en lignede i Freden. Jeg maatte sandelig have en meget svag
Erindring tilbage fra min tidligere Embedsstilling, dersom jeg nu
vilde undlade at løfte min Stemme imod, at den Deel af vore Medborgere, der skulle udgjøre den væbnede Magt, priisgives en saa blodig Uret.

(Fortsættes.)
Rettelser.
Nr. 405 Sp. 3207 Linie 3 f. n. „ubetimelig" læs „ubetinget Ræringssrihed".
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.