Grundlov - bind 2 - Side: 887
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

887

3247 3248
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 79—79 b.

tariske Dispositioner. Jeg skal ved denne Leilighed bemærke, at
naar den ærede Ordfører meente, at en Families Ret ikke kunde siges
at blive krænket ved Overgangen af et Fideicommis til fri Eiendom,
idet mange af Familiens Medlemmer, som ellers ikke vilde nyde
Godt deraf, derved opnaaede Fordele, da synes mig, at Uretfærdigheden af en saadan Fremgangsmaade just derved klarligen bevises;
thi det Faktum, at andre Personer kom til at nyde Godt af en
saadan Stiftelse end de, der efter den af Erector fastsatte Arvefølge
være berektigede dertil, indeholder jo netop en Kuldkastelse af den
testamentariske Disposition.

Inden jeg slutter skal jeg endnu tilføie, at da Statsforfatningen
i Sverrig forandredes i 1809 og i Norge i 1814, blev det vel vedtaget, at ingen nye Stamhuse og Fideicommisser maatte oprettes, men
de bestaaende respecteredes, og Aadelens Ophævelse i Norge havde
ingen Indflydelse paa Aarvefølgen til disse Familieeiendomme.
Dersom jeg ikke feiler, have endog de norske Domstole stadfæstet dette
ved at erkjende formeentlige Arveprætensioner til disse Besiddelser
for ugyldigè.

Jeg maa derfor vedblivende fraraade Antagelsen af Udvalgets
Ændringsforslag.

Endnu maatte det maaskee være mig tilladt meb faa Ord at
berøre nogle Indvendinger, som jeg ved den foreløbige Behandling
ikke fik Leilighed til at imødegaae. Det ærede 28de kongevalgte
Medlem (Tscherning) yttrede, at Lehn og Stamhuse i sin Tid bleve
till, fordi man troede, at disses Besiddere Kunde udføre Statens
Tjeneste for Intet, men da denne Grund nu ikke længere existerede,
maatte man ønske denne Indretning ophævet igjen. Jeg veed nu
virkelig ikke, paa hvilket Sted i Lovgivningen det ærede Medlem har
fundet disse Motiver. De findes ikke i Lovens 5—2—65, som
tillader Oprettelsen af Stamhuse, udentvivl ifølge den efter min
Mening sunde og rigtige Anskuelse, at det er gavnligt for Staten,
at større Jordeiendomme forblive samlede, ikke haller i Grevernes
og Friherrernes Privilegier, hvilke fremstille en Stands Ophøielse
som en Belønning for og Opmuntring til Nidkjærhed i Kongens
Tjeneste, men aldeles ikke omtale, at denne Tjeneste skulde udføres
for Intet. Forresten skal jeg dog i Forbigaaende bemærke, at det
ikke er uden Exempel, at Lehns- og Stamhuusbesiddere uden Vederlag
have paataget sig Bestyrelsen af vigtige og ansvarsfulde Statsembeder, og at den seneste Tid derpaa har afgivet Beviser.

Naar den samme ærede Rigsdagsmand har meent, at den nærværende Konge uden Betænkelighed kunde sige Nei til det, hvortil
hans Forfædre havde sagt Ja, da troer jeg, at han ikke skjelner
imellem Betydningen af Kongens Underskrift for at give en Lov
eller en Anordning Gyldighed og Hans Majestæts Underskrift for at
bekræfte Ukrænkeligheden af en testamentarisk Disposition.
I første Tilfælde er det klart, at en Lov maa ophæves, naar det ved
samme tilsigtede Formaal ikke længere kan opnaaes, og i saa Fald
kan man, naar man vil udtrykke sig paa en piquant Maade, meget
godt anvende den af det ærede Medlem brugte Talemaade. Gjælder
det derimod om at forsyne et lovgyldigt Testament med den kongelige Sanction, da optræder Kongen her paa en ganske anden
Maade, nemlig som Garant, og skjøndt den nyeste Tid har givet
os sørgelige Beviser paa den ubetydelige Vægt, andre Staters Regenter tillægge Garantier i politisk Henseende, troer jeg dog, at ingen
dansk Konge nogenfinde vilde finde det overeensstemmende med sin
Værdighed at tilbagekalde et af hans Forfædre givet Tilsagn. Det
samme ærede Medlem fynes endelig at antage Stamhuse og Fideicommisser for et Slags moralsk Fordærvelsesanstalt, som et Motiv til
slet Opdragelse af arveberettigede Individer; men det Samme kan
jo siges om enhver stor Formue, den være løs eller bunden, til
hvilten der kun er een eller flere Arvinger, og medens det ikke kan
negtes, at en sikkret Livsstilling kan forlede den Lade til at forsømme
Udviklingen af sine Aandsevner, maa det dog vistnok paa den anden
Side indrømmes, at den Opvakte og Dygtige saameget lettere tilegner
sig en almindelig og høiere Dannelse, naar han for at erhverve sit
Livs Ophold ikke behøver at lægge sig efter et Brødstudium, en
Kunst eller en Haandtering.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning,
hvorved:

119) Udvalgets Forslag: „Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere
ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri
Eiendom.“
vedtoges med 102 Stemmer mod 11.
Der blev saaledes ikke Spørgsmaal om at afstemme over:
120) Rées og Grundtvigs Ændring i Udkastet: Istedetfor „med
alle Berettigedes" (i Udkastet) sættes „med den nærmest Berettigedes".
121) Udkastet: Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan
for Fremtiden oprettes; de nu bestaaende kunne med alle Berettigedes Samtykke overgaae til fri Eiendom.
Hele Paragraphen, som den efter Afstemningen over Nr. 119
kom til at lyde, nemlig:

„Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for
Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes
de nu bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom. “
vedtoges med 108 Stemmer mod 7.

Derpaa gik man over til § 79 b, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
122) Udvalgets Forslag: For Krigsmagten ere de i §§ 67, 73
og 74 givne Bestemmelser kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følge af de militaire Loves Forskrifter.
Anmærkn. I Anledning af C N. Petersens Forslag forbeholdes det,
efter Udfaldet af § 37, her at tilføir denne Paragraph,
hvilken af Udvalget foreslaaede Paragraph, idet Ingen begjerede Ordet,
vedtoges med 117 Stemmer mod 2.

Derefter gik man over til det af Ørsted under Nr. 123 paa
Afstemningslisten opførte Forslag: „At Afsnit VII udgaaer", hvilket
Forslag paa den i Regulativet foreskrevne Maade blev understøttet.

Ørsted: Da jeg engang har fremsat det Forslag, at 7de Afsnit
udgaaer, saa er det vel min Pligt, kortelig at motivere det, skjønd jeg indseer, at det ikke vil føre til noget Resultat. Grunden ligger ellers væsentlig i hvad jeg allerede under den foreløbige Behandling har fremført. Der
er for det Første den almindelige Grund, hvorfor jeg troer, at hele dette
Afsnit bør bortfalde, at det allerede for den nærværende Forsamling og paa
nærværende Tid er en meget svær Opgave, og af en særdeles betydelig Indflydelse for den hele Efterslægt, at man nu beslutter og grundlægger en Forfatning; men at man ogsaa udvider den nærværende
Forsamlings, den nærværende Tids Myndighed over tilkommende
Tider i en meget høi Grad derved, at man for de flere Grene af
Lovgivningen og Statsstyrelsen foreskriver Regler, der ufravigeligen
skulle følges af den tilkommende Lovgivning, synes mig særdeles betænkeligt. Det forekommer mig, at man meget godt kunde betroe
den tilkommende lovgivende Magt, som jeg vel tør vente ikke bliver
mindre oplyst end den nærværende Forsmling, at ordne disse Forhold
saaledes, som Omstændighederne kræve det. Jeg skal derhos især bemærke, at blandt de Paragrapher, der ere opstillede, er der mange,
der forekomme mig at være tomme og intetsigende, og som dog i de
almindelige Udtryk, de ere affattede, og paa Grund af den Anledning,
de give til forskjellige Opfatning, kunne være skadelige. Deriblandt
vil jeg nævne f. Ex. § 69, som siger: „Alle Indskrænkninger i
den frie og lige Adgang til Arbeide, der ikke ere begrundede i det
almene Vel, skulle hæves ved Lov", eller som Comiteen vil, at der
sættes „Erhverv" istedetfor „Arbeide". Jeg finder, at denne Sætning
er i sig selv saa intetsigende, at den ikke fortjente at faae nogen
Plads i Grundloven. Det er ogsaa i sin Tid meget rigtigt bemærket,
at den var af en saadan Natur, at ligesaavel den, som var den
meest afsagte Fiende af Næringfsriheden, som den, der var den
meest ubetingede Tilhænger deraf, gjerne kunde stemme derfor, fordi
derved Intet er sagt. Der er andre Paragrapher, som kun udsige
det, der allerede nu er gjældende, og endog noget Mindre end det,
som nu er gjældemde; mem derved bindes den efterfølgende Lovgivning. Deriblandt ere §§ 70 og 71, der deels tilsige en Berettigelse til
Fattigforsørgelse, deels tilsige en Berettigelse til Skolegang. Jeg er
for min Deel enig i, at begge disse Regler, der nu gjælde, ere efter