Grundlov - bind 2 - Side: 886
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

886

3245 3246
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 410.
Hundrede og Attende (122de) Møde.
(Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 79.)

Frølund: Jeg agter at stemme mod det Forslag, der her er
gjort; men det gjør jeg, skjøndt jeg er aldeles enig med den ærede
Forslagsstiller i, at Forslagsretten eller Kaldsretten til Skolelærerembeder udøves paa en mindre hensigtsmæssig Maade. Jeg troer
imidlertid dog, at man gaaer for vidt, naar man vil anklage de
Mænd, som have 32 Tdr. Hartkorn, for, at de skulle bære sig mindre rigtigt ad end de andre Autoriteter, der kalde Skolelærere. Jeg
har temmelig udstrakt Bekjendtskab dertil og har selv havt Leilighed
til at controllere den Maade, hvorpaa Skolelærere i det Hele ere
blevne beskikkede, og den har vistnok været mislig, ja jeg tør sige uforsvarlig i mange Tilfælde; men naar man leder rigtig omkring, troer
jeg, at man vil finde, at der er ligesaameget ført Anker mod Amtsskoledirectionen og mod Biskopperne som mod de nysnævnte enkelte
Mænd. Jeg troer, at de feilagrige og, som det mange Gange synes,
uforsvarlige Udnævnelser, som ere skete, træffe ligesaameget den Ene
som den Anden. Jeg troer i alt Fald, at det mindst træffer disse
smaae Eiendomsbesiddere, og det er vel dem, her nærmest sigtes til,
thi hvad de Adelige angaaer, saa maa vel denne deres Ret nu være
hævet, ligesom de andre Rettigheder. Men dette kunde ogsaa i en
anden Henseende synes noget farligt, thi naar Kaldsret til Skolelærerembeder skal fratages de Vedkommende, maa den vel gaae over til,
Communerne; men man har jo ikke ordnet Communevæsenet endnu,
og hvis Eiendomsbesiddelse faaer nogen Indflydelse med Hensyn til
Valget af Skolelærere, vil det vist ikke være gavnligt for den fremtidige Udvikling.

Barfod: Naar man kun ikke vilde betragte det som en upassende Spas, kunde jeg have Lyst til at begynde de faa Ord, jeg
har at sige, dermed, at ligesaagodt kan Ravnen tage det som Kragen; thi dersom nærværende Forslag gik ud paa at ophæve al privat Kaldsret, saa skulde jeg ganske vist stemme derfor af mit ganske
Hjerte, men da det kun, saavidt jeg kan see, gaaer ud paa at betage Enkelte den private Kaldsret, som de for Øieblikket ere i Besiddelse af, og derimod lader Andre vedblive i den Besiddelse, hvori
de befinde sig, saa forekommer det mig, at det er hverken hugget eller
stukket, at det hverken er heelt eller halvt, og jeg kan derfor ikke
stemme for det. Jeg kan ganske vist paa ingen Maade være enig
med den høiærværdige 20de Kongevalgte (Mynster), naar han i sit
forrige Foredrag, angaaende den Kaldsret, der omhandledes i den
Paragraph, som nys har foreligget, yttrede sig, som om han meente,
at man vilde finde, at i Reglen blev den private Kaldsret udøvet
med fuldt saa stor Samvittighedsfuldhed, eller idetmindste til fuldt
saa stort Held, som den offentlige. Jeg veed meget vel, at den
private Kaldsret har skaffet os flere baade meget dygtige og meget
værdige Præster, og jeg veed f. Ex., at af Danmark-Slesvigs nærværende 9 Biskopper ere de 3 i sin Tid beskikked hver til sit Embede af Private; men desuagted veed jeg ogsaa, at en omhyggelig
statistisk Undersøgelse af den Maade, hvorpaa den private Kaldsret
er udøvet, og de Resultater, hvortil den har ledet, vil være saa
langt fra at føre til det Resultat, som den ærede 20de Kongevalgte
paapegede, at den derimod vil lede til det stik Modsatte. Dette,
troer jeg, gjælder baade om den i forrige Paragraph omhandlede
Kaldsret og om den Kaldsret, som er omhandlet i det Forslag, vi
nu her have under Afgjørelse. Jeg vilde altsaa ganske vist være saare

tilbøielig til at stemme imod al privat Kaldsret; men at stemme imod
een Deel af den private Kaldsret og lade en anden Deel blive
staaende urørt kan jeg ikke beqvemme mig til. Jeg stemmer desuden
saameget trøstigere mod nærværende Forslag, som jeg fuldtvel mindes det gamle Ord, at „gjemt er ikke glemt", og som jeg oven i
Kjøbet har tilladt mig, i det store Løfternes Capitel, der jo formodentlig kommer til at følge paa nærværende Afsnit, at føreslaae, at
blandt de mange Love, som ifølge dette skulle loves os, tillige burde
være en, som ordnede Kaldsretten til samtlige de communale Embeder og Bestillinger.

Tscherning: Den ærede Forslagsstiller har sagt Meget om
dette Forslag, som jeg billiger, men een Ting har han sagt, som jeg
maa protestere imod. Han har nemlig opstillet det som en Prøvesteen,
hvorved det skulde blive godtgjort, hvem der her i Forsamlingen
vilde fremme Folkeskolevæsenet; da de, der stemme for dette Forslag,
saaledes, efter hvad han har yttret, ville fremme Folkeskolevæsenet,
saa maatte altsaa de, der stemme derimod, antages ikke at ville
fremme Folkeskolevæsenet. Nu er jeg meget nidkjær for at see
Folkeskolevæsenet fremmet, men ligesaa nidkjær skal jeg være for at
stemme mod dette Forslag (Latter), men af den simple Grund, at
det ikke hører hjemme i Grundloven. Efter at have stillet dette Forslag
op som en Prøvesteen, forekommer det mig derfor, den ærede
Forslagsstiller vil tjene baade sig og Forsamlingen ved ikke at lade
det komme til Afstemning; thi bliver det ikke vedtaget af Forsamlingen, saa faaer han derved, efter sin Mening, et Beviis paa, at
man ikke vil fremme Skolevæsenet, og vi Andre, som stemme derimod,
kunne paa ingen Maade være tjente med, at han saa skal kunne
sige: der findes i denne Rigsdag kun mig og nogle Andre, som ville
fremme Skolevæsenet. Jeg synes, naar den ærede Forslagsstiller
overveier Sagen fra denne Side, vil han indsee, at han tjener baade
sig og os bedst ved ikke at lade det komme til Afstemning.

Mørk Hansen erklærede derefter, at han ikke havde stillet
Forslaget som en Prøvesteen, men at han, da han forudsaae dets
Skjæbne, frafaldt det.

Man gik derefter over til § 79, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
119) Udvalgets Forslag: Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere
ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri
Eiendom.
120) Rées og Grundtvigs Ændring i Udkastet: Istedetfor „med
alle Berettigedes" (i Udkastet) sættes: „med den nærmest Berettigedes. “
121) Udkastet: Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods
kan for Fremtiden oprettes; de nu bestaaende kunne med alle
Berettigedes Samtykke overgaae til fri Eiendom.

Zeuthen: Da det ikke er saalænge siden, at den foreløbige
Behandling af § 79 fandt Sted, haaber jeg, at den ærede Forsamling
vil erindre de Grunde, paa hvilke jeg støttede den Formening, at
Lovudkastets Bestemmelser angaaende en eventuel Ophævelse af Lehn
og Stamhuse var retfærdigere og billigere end Udvalgets Forandringsforslag. Jeg skal derfor ikke nu vidtløftigere udvikle disse
Grunde, men indskrænke mig til at udtale, at de Indvendinger, der
ere gjorte mod det af mig Fremsatte, ikke have kunnet bringe mig
til at fravige den Overbeviisning, at det er Statens Pligt, grundlovmæssigen at sikkre de Personers Ret, som have Adgang til at
nyde Godt af Stiftelser, der ere begrundede paa tidligere testamen