Grundlov - bind 2 - Side: 855
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

855

3183 3184
Den endelige Behandling af Grundlovsudstkaet. § 67.

mærke, at forsaavidt der maatte være tænkt paa at bringe den i
Anvendelse paa Island, troer jeg, at den i de allersjeldneste Tilfælde
vil finde Anvendelse, og jeg mener, at den der vil blive saa godt
som aldeles upraktisk. Det vil allersjeldnest og paa de allerfærreste
Steder være Repstyreren muligt at stille den af ham anholdte Person for Dommeren eller Sysselmanden inden 24 Timer. Paa Island
antager jeg overhovedet, at Bestemmelserne i Forordningen af 3die
Juni 1796 § § 25 og 26 ville være og fremdeles blive de hensigtsmæssigste i denne Henseende; men jeg skal saameget mindre nærmere gaae
ind herpaa, som de Bestemmelser, denne Paragraph indeholder, vistnok
høre blandt dem, som efter Forordningen af 28de Mai 1831 § 4,
om jeg mindes ret, ligefrem høre under de raadgivende Stænders
Virksomhed, og da Island nu ikke blot isølge Loven, men ogsaa aldeles faktisk endnu er i Besiddelse af en raadgivende Forsamling,
nemlig Althinget, antager jeg ikke, at de her omhandlede Bestemmelser
kunde gjøres gjældende i Island uden først at blive forelagte Althinget. Iøvrigt er jeg af den Mening, at den personlige Frihed maaskee endog snarere vil tabe end vinde ved Antagelsen af denne Paragraph; jeg antager navnlig, at den Fortolkning, som kunde lægges i
Ordene “kun kan", vil lede til, at man maaskee blev mindre nøieseende
med Arrestationer hereSter, end man hidtil har været. Jeg troer
overhovedet, at man kan saa nogenlunde stole paa, at det er og bilver en Samvittighedssag for Dommerne at søge at lindre de Ulykkeliges Kaar, der anholdes og tiltales for en Forbrydelse, saameget
som det lader sig gjøre indenfor Lovens Grændser, og jeg skulde for
min Deel ikke troe, at jeg nogensinde skulde Komme i et Tilfælde som
det, der nylig er berørt, at jeg nemlig skulde lade mig af en Amtmand commandere til at arrestere en Person; saadanne Tilfælde troer
jeg overhovedet ville blive meget sjeldne. Jeg vil i Praxis kunne
slutte mig til det 62de Amendement, hvor uskikket jeg paa den anden
Side finder det til at Kunne optages, navnligen som en Grundlovsbestemmelse; derimod vil jeg komme til at stemme for det 55de Amendement og det 59de, saaledes at den sidste Passus af Paragraphen
gaaer ud.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, der
gav følgende Resultat:
1) Nr. 55. Olriks og C. N. Petersens Forslag: “§ 67 forandres saaledes: “Ingen kan anholdes eller fængsles uden i
Overeensstemmelse med Lovens Forskrifter"."
forkastedes med 81 Stemmer mod 32.
Første Deel:
2) Nr. 56. Grundtvigs Forslag: “Efter “Art eller Størrelse"
tilføies “begge Dele efter Regler, foreskrevne ved Lov"."
forkastedes eenstemmig med 104 Stemmer.
3) Nr. 57. Udvalgets Forslag: “At der efter Ordet “Kjendelse"
indskydes “der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage"."
vedtoges med 118 Stemmer mod 3.
4) Nr. 58. Udkastet: “Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer
stilles For en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre, om han skal fængsles og, hvis han
kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse."

blev, med den efter Afstemningen under Nr. 57 nødvendige Forandring, at der efter Ordet “Kjendelse" indskydes “der afgives snarest
muligt og senest inden 3 Dage",
vedtages med 114 Stemmer mod 1.
Anden og tredie Deel:
5) Nr. 59. Olriks og C. N. Petersens Forslag: “Slutningen
“Den Kjendelse. . . . Fængsel" udelades."
forkastedes med 91 Stemmer mod 20.
Anden Deel:
6) Nr. 60. Udvalgets Forslag: “Den Kjendelse, som Dommeren
afsiger, kan af Vedkommende strax særskilt indankes for høiere
Ret."
vedtoges med 109 Stemmer mod 7.
Herefter blev der ikke Spørgsmaal om at afstemme over
7) Nr. 61. Udkastet: “Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres

for fængslet, kan af denne strax fordres beskreven og særskilt indankes for høiere Ret."
Tredie Deel:
8) Nr. 62. Grundtvigs Forslag: “Jstedetfor Slutningen “som
kun kan medføre" o. s. v. sættes “hvorved den ofsentlige Sikkerhed ei er sat i Fare"."
forkastedes med 107 Stemmer mød 2.
9) Nr. 63. Udkastet: “Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel
for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller
simpelt Fængsel."
vedtoges med 88 Stemmer mod 28.
9) Nr. 64. Hele Paragraphen, saaledes som den efter de forudgaaede Afstemninger kommer til at lyde,
vedtoges med 106 Stemmer mod 13.
Derefter gik man over til § 67 b, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
65) Udvalgets Forslag: Boligen er ukrænkelig. Huusundersøgelse,
Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa,
hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter
en Retskjendelse.
66) Rées Forslag: Efter § 67 b tilsøies som ny Passus eller
som ny Paragraph: “ Enhver Emberdserklæring over private
Anliggender skal, paa Forlangende, meddeles den Vedkommende."
Det under Nr. 66 af Rée stillede Forslag blev paa den i Regulativet foreskrevne Maade understøttet.

I. A Hansen: Denne Paragraph, saavelsom den foregaaende, gaaer ud paa at sikkre Borgernes personlige Rettigheder mod
Øvrighedens Overgreb, og jeg finder derfor, at naar disse antages,
der ogsaa er en naturlig Grund til at gaae ind paa det under Nr. 66
stillede Forslag, som efter min Formening gaaer ud paa at sikkre
Borgerne mod saadanne Overgreb af Embevsmændene, der kunne have,
og vistnok ogsaa ofte have havt ligesaa store og væsentlige Indgreb i Borgernes Rettigheder tilsølge, som andre Handlinger, der omhandles i
disse Paragrapher, have havt. Det er saameget vigtigere, som netop
Hemmeligholdelsen af disse Embedserklæringer gjør, at Borgerne ingensomhelst Control kunne have med dem; det giør, at Borgerne i deres private Anliggender kunne siges ligefrem at være undergivne mindre
samvittighedsfulde og mindre selvstændige Øvrighedspersoners Vilkaarlighed. Paa den anden Side forekommer det mig ogsaa, at den
selvstændige, samvittighedssulde og redelige Embedsmand mange Gange
lider under en saadan Bestemmelse; thi skjøndt det er min Overbeviisning, at disse hemmelige Embedserklæringer ofte have foruretter
Borgerne og gaaet dem for nær i deres Rettigheder, er det paa den
anden Side vist, at Embedsmænd endnu langt hyppigere ere blevne
mistænkte for at have benyttet denne deres Ret til at afgive deres
Erklæringer i de Paagjældendes Disfaveur. Det ligger saa saare nær
for en Mand, naar han staaer i et mindre godt Forhold vedkommende Embedsmand, naar vedkommende Embedsmand enten med
Rette eller Urette ofte har viist Uvillie eller mindre god Stemning
mod ham, og han erholder af slag paa en Ansøgning, som efter hans
Mening var overmaade del begrundet, det ligger da saare nær for
ham at antage, at dette Afslag maa tillægges den Animositet, den
Uvillie, som vedkommende Embedsmand vitterlig nærer mod ham, og
som han har givdt Luft I stn hemmelige Embedserklæring, hvilket han
saa meget lettere har kunnet gjøre, da han veed, at den ikke kommer til
Vedkommendes Kundskab. Jeg mener altsaa, at det ligger baade i
Statsborgerens og den samvittighedsfulde og redelige Embedsmands
fælles Interesse, at disse hemmelige Embedserklæringer afskaffes. At
Hemmeligholdelsen af disse Erklæringer ikke er saa aldeles nødvendig,
synes mig kan udledes deraf, at denne Hemmeligholdelse først skriver
sig fra 1785, at den altsaa ikke er gammel her i Landet, og jeg maa
formene, at naar tidligere Tiders Øvrigheder have baade samvittighedsfuldt og redeligt afgivet deres Embedserklæringer aabent, maae
vore Dages og vore Tiders ogsaa kunne gjøre det. Et Lovbud af
1820, som stadfæster Hemmeligholdelsen af disse Embedserklæringer,
synes seld at finde noget Voveligt derved, idet det bestemmer Straf
for de Embedsmænd, som ikke ere Samvittighedsfulde nok ved en saadan Erklærings afgivelse; men en slig Trudsel om Straf forekommer