Grundlov - bind 2 - Side: 848
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

848

3169 3170
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 67.

Efterat Formanden derpaa havde berammet det næste Møde til
den følgende Dag, Tirsdag den 8de Mai, Formiddag Kl. 10, Grundlovssagens anden Behandling fortsat, navnlig med det syvende Afsnit,
blev Mødet hævet.

116de offentlige Møde.
(Det 120de Møde i den hele Række.)
Tirsdagen den 8de Mai.

(Den endelige Behandling af Grundloven. § 67.

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden anmeldte at have modtaget folgende Adresser:
1) 2 ligelydende Adresser, indleverede af Rigsdagsmanden for Thisted
Amts 2det District (Lützhöft), fra 89 Beboere af Thisted Amts
Landdistricter, om at Valgretten maa indtrædde med det 25de Aar,
men bindes til saadanne Egenskaber, at der er Borgen for Vælgernes Selvstændighed.
2) En Adresse fra 13 Skolelærere og Andre i Ikast og flere Sogne
i Hammerum Herred, om at det almindelige Skolevæsen maa i
Grundloven erklæres for et af Statens vigtigste Anliggender.
Efter Dagsordenen gik man over til den fortsatte endelige Behandling af Grundlovssagen, og navnlig til sammes 7de Afsnit, Udkastets
§ 67, efterat Formanden havde henledet Forsamlingens Opmærksomhed paa den i den omdeelte Afstemningsliste indførte Anmærkning, at
med hensyn til Afstemningen over Ørsteds Forslag — „At Afsnit VII
udgaaer“ — samtlige Afstemninger i dette Afsnit forsaavidt være
betingede.

Til § 67 indeholdt Afstemningslisten Følgende:
55) Olriks og C. N. Petersens Forslag: § 67 forandres saaledes: „Ingen kan anholdes eller fængsles uden i Overeensstemmelse med Lovens Forskrifter.“
Første Deel:
56) Grundtvigs Forslag: Efter „Art eller Størrelse“ tilføies:
„begge Dele efter Regler, foreskrevne ved Lov.“
57) Udvalgets Forslag: At der efter Ordet „Kjendelse“ indskydes:
„der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage.“
58) Udkastet: Enhver, der anholdes, skal inden 24 Timer
stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sættes
paa fri Fod, skal Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre, at han skal fængsles, og, hvis han kan løslades
mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.
Anden og Tredie Deel:
59) Olriks og C. N. Petersens Forslag: Slutningen: „Den
Kjendelse . . . Fængsel“ udelades.
Anden Deel:
60) Udvalgets Forslag: Den Kjendelse som Dommeren afsiger,
kan af Vedkommende strax særskilt indankes for høiere Ret.
61) Udkastet: Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres for
fængslet, kan af denne strax fordres beskreven og særskilt indankes for høiere Ret.
Tredie Deel:
62) Grundtvigs Forslag: Istedetfor Slutningen „som kun kan
medføre o. s. v.“ sættes: „hvorved den offentlige Sikkerhed ei er
sat i Fare.“
63) Udkastet: Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en
Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt
Fængsel.
64) Hele Paragraphen.
Paa Formandens Opfordring erholdt de under Nr. 56 og 62
stillede Ændringsforslag den fornødne Understøttelse.

Olrik: Da en Minoritet i Udvalget havde foreslaaet en ny

Paragraph angaaende Sognebaandets Løsning, nemlig § 64 b, erkjendte udentvivl Mange og maaskee de Fleste heri Salen, at der i
denne Sag i den fremtidige Kirkeforfatning burde indrømmes en
større Frihed end hidtil; men man billigede desuagtet, hvad Udvalgets
Fleerhed havde yttret i sin Betænkning, nemlig: „at den antog det
for uhensigtsmæssigt, i selve Grundloven at optage en saadan
enkeltstaaende Regel, der maatte erholde sin rette Plads og modtage
de fornødne nærmere Bestemmelser i den Kirkelov, der ifølge den foreslaaede § 64 snart maa forventes.“ Den samme Anskuelse antager
jeg med Føie kan anvendes paa nærværende Paragraph, der indeholder flere Bestemmelser til Betryggelse af den personlige Frihed,
uden at disse efter min Overbeviisning dog ere fuldstændige, nøiagtige
eller aldeles forenelige med den offentlige Sikkerhed. Overbeviisningen
herom har foranlediget mig til i Forening med den ærede Rigsdagsmand for Ringkjøbing Amts 3die District (C. N. Petersen) at foreslaae en anden Redaction af denne Paragraph. Vi haabe, at den
ærede Forsamling ikke vil antage, at vore Medborgeres personlige
Frihed ligger os mindre paa Hjerte end Udkastets, Forfattere, tvertimod troe vi, at den personlige Frihed bør have al den Beskyttelse,
der lader sig forene med den offentlige Sikkerhed, og vi haabe, at
saavel den næværende som de tilkommende Rigsdage ville værne om
den med den fornødne Omhu, men vi troe ikke, at det er hensigtsmæssigt at gjøre dette ved enkelte og ufuldstændige Bestemmelser, som
ikke høre hjemme i en Grundlov og, saavidt os bekjendt, intet Sted
i en saadan Detail ere optagne i en Grundlov. Efter hvad den
høitagtede Institsminister under den foreløbige Behandling fremhævede,
skjelner Paragraphen mellem Anholdelse og Fængsling; den
indeholder dog ingen Regler for Anholdelsen, men blot for Fængslingen. Efter vor Overbeviisning bør der imidlertid gives nøiagtige
Regler for begge Dele, thi vel forekormmer os, at det kun er en svag
Trøst for en Mand, der er i Arrest, at man siger: Du er ikke fængslet, men du er blot anholdt og inden 3 Dage skal du faae Oplysning
om, hvorfor du er anholdt. Fremdeles er det under den foreløbige
Behandling af flere ærede Rigsdagsmænd oplyst, at de Bestemmelser,
den foreliggende Paragraph indeholder, ikke altid kunne overholdes,
idet det ofte vil være umuligt inden 24 Timer at stille den Anholdte
for en Dommer, navnlig skal dette være Tilfældet i de større Districter i Iylland, især om Vinteren, naar Veiene ere vanskelige at befare;
og dernæst indeholder Paragraphen ikke heller nogen Oplysning om,
naar Forhøret skal begyndes, hvorimod den gjældende Lovgivning og
navnlig Forordningen af 3die Juni 1796 §§ 25 og 26 indeholder
hensigtsmæssige Bestemmelser i saa Henseende. Ved at sammenholde
den foreliggende Paragraph med de Bestemmelser, der indeholdes i
den nysnævnte Forordning, vil man nemlig kunne komme til det Resultat, at det først er inden 24 Timer efterat Decretet om Fængslingen er afsagt, at Dommeren er pligtig til at begynde Forhøret,
hvilket jeg dog troer ikke vilde være nogen rigtig Opfatning.

Hvad angaaer den Kjendelse, den foreliggende Paragraph omhandler, da erkjende vi, at det vil være rigtigt, at en saadan Forskrift gives Plads i en ny Criminallov, og at det da bestemmes,
under hvilke Betingelser og paa hvilken Maade en saadan Kjendelse
skal kunne indankes for høiere Ret; men det er allerede under den
foreløbige Behandling fremhævet, med hvilke Misligheder en saadan
Indankning efter nærværende Paragraph, sammenholot med den af
Udvalget foreslaaede § 85, vil være forbunden, hvad enten den staaer
i den civile eller criminelle Proces’s Former. Overhovedet troer jeg,
at det er indlysende for enhver praktisk Jurist, at en stykkeviis Indankning af criminelle Sager i Reglen ingenlunde er tilraadelig, og
at det kan lede til synderlige Resultater, naar en Person, der er anholot, indanker et Fængslingsdecret til Overetten, idet det da let
kan blive Tilfældet, at Overretten ikke finder Grundene til at holde
ham fængslet tilstrækkelige og som Følge heraf underkjender den afsagte Kjendelse, medens der til samme Tid kunne fremkomme nye
Oplysninger, som maae foranledige Underdommeren til at afgive ny
Kjendelse, hvorefter Personen vedbliver at være fængslet. Man seer
let, at dersom dette jævnligen fandt Sted, vilde det lettelig kunne
forvirre Begreberne hos Menigmand om Retspleien og Forholdet
mellem de overordenede og underordnede Domstole. Det er end