Grundlov - bind 2 - Side: 807
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

807

3087 3088
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 66.

med Myndighedsalderen, men bindes til saadanne Ovalificationer, at der er vvirkelig Borgen for Vælgernes Selvstændighed.
2) 58 Adresser, indleverede af (Viceformanden), Rigsdagsmanden
for Kjøbenhavns 10de Valgkreds (Hvidt), med 3, 254 Underskrifter, om almindelig Valgret, ligelydende med tidligere afgivne.

Efter Dagsordenen gik man derpaa over til den fortsatte endelige Behandling af Grundlovssagen, og navnlig til den af Udvalget foreslaaede § 66 b. Herved indeholdt Afstemningslisten
Følgende:
34) Udvalgets Forslag: „De Fra Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov".

Tscherning: Det er alleredeee i en tidligere Paragraph blevet
fastsat, at Folkekirkens Stilling skal ordnes ved lov. Nu kommer
det mig for, som om der en saa stor Lighed mellem hiin Paragraph
og den nærværende, hvorefter ogsaa de andre Religionssamfunds
Forhold skal ordnes ved Lov, saa at det synes mig at være besynderligt at dele disse Bestemmelfer i to Paragrapher; derfor er det,
at jeg har tilladt mig at gjøre det ærede Udvalg opmærksom paa
som en Redactionsforandring, om det ikke var bedst at samle disse
to paragrapher i een.

Formanden: Dette mener jeg, er Noget, som ved den 3die
læsning kan komme under Ventilation.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig over den foreliggende Paragraph, skred man til Afstemning, hvorved Paragraphen vedtoges
med 93 Stemmer mod 3.
Man gik derefter over til Udvalgets § 66 c (Grundlovsudkastets § 64), med de dertil stillede Ændringsforslag, saalydende:
35) Rées Hovedforslag: „Enhver har, uden Hensyn til sin Troesbekiendelse, Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske
Rettigheder."
36)Rées Biforslag: „Enhver har, uden Hensyn til sin Troesbekiendelse, Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske
Rettigheder og kan heller ikke paa Grund af sin Troesbekjendelse
unddrage sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt."
37) Mynsters Forslag: „Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og politiske Rettigheder, undtagen forsaavidt disse maatte
medføre særegne Forpligtelser til Folkekirken, staaer aaben for
Alle, som høre til et af de anerkjendte Religionssamfund. Ingen
kan paa Grund af sin Troesbekiendelse unddrage sig fra Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt."
38) Ræders Forslag: Til paragraphen føies: „Jesuiter og
Munkeordener taales (dog) ikke i Landet."
39) Udvalgets Forslag: At der istedetfor, som i Udkastet, “berøves den fulde Adgang til borgerlige og politiske Rettigheder"
sættes „berøves Adgang til den fulde Nydelse af borgerlige og
politiske Rettigheder".
40) Udvalgets Forslag: At der tilføies: „eller unddrage sig
Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt."
41) Udkastet: „Ingen kan paa Grund af sin Troesbekiendelse berøves den fulde Adgang til borgerlige og politiske Rettigheder."

De stillede Ændringsforslag erholdt paa Formandens Opfordring
den fornødne Understøttelse.

Mynster: De Betænkeligheder, der tilbyde sig ved denne Bestemmelse, forekomme mig vel at være meget betydelige; men da jeg
ikke kan vente i denne Henseende at finde synderlig Anklang, skal jeg
ikke fremkalde nogen Discussion derover. Men hvad angaaer den
Forandring, jeg har givet mig den Frihed at Foreslaae, nemlig at,
idet der tilstaaes Adgang til fuld Nydelse af borgerlige og politiske
Rettigheder, saa skulde der udtales eller tilføies „undtagen forsaavidt disse maatte medføre særegne Forpligtelser til Folkekirken", da
forekommer en saadan Tilføielse mig aldeles nødvendig. Ved en
Valghandling i Jylland skal det være skeet, da der blev Tale om
Religionsfrihed og om en Bestemmelse omtrent som den, der her er
bragt i Forslag, at en Mand spurgte: kan da en Jøde blive Cultusminister og en Ovæker Krigsminister? Saadanne Spørgsmaal, der strax tilbyde sig for den sunde Fornuft, synes det
mig, Grundloven ikke skal sremkalde. Man vil sige, at det ingen Nød

har, at det nogensinde vil finde Sted; det kan vel saa være,
men under den Foreløbige forhandling har jeg tilladt mig at
anføre et Exempel fra et andet Land, hvor det var nær ved, at en
Jøde var bleven Cultusminister. Det er naturligt, at den Jøde, der
vilde paatage sig Saadant, uden Tvivl vilde høre til dem, der slet
ingen Religion have, og om det er til en Saadan Ledelsen af de religiøse Anliggender skulde betroes, behøver jeg vel ikke vidre at forklare. Men om der ogsaa ingen Fare er i denne henseende, saa
kunde det vel i Tidens Løb skee, at Katholiker kunde blive beskikkede
dertil eller til en anden Bestilling, der stod i nær Forbindelse med
Kirken. Det er bekiendt nok, at den romersk-katholske Kirke udstrækker sine Garn vidt omkring, og det er ikke mange Aar siden, at
Paven beskikkede en Mand, der siden viste sig som en ivrig Fanatiker,
til Biskop for Danmark og Hansestæderne eller Hamborg og Bremen.
Stemnningen var dengang vel saaledes, at han blev afviist, men der
er ingen Tvivl om, at naar store Frihed aabnes i denne henseende,
vil den romerske Curie ogsaa søge at udstrække sin Indflydelse over
disse Lande. Dersom nu i Fremtiden en Katholif vvirkelig skulde ville
paatage sig bestyre de religiøse Anliggender heri Landet, da kan
man være temmelig vis paa, at han vil være en af dem, der have
inddrukket jesuitiske Grundsætninger, og vil anvede alle Midler for
at udbrede den romersk-katholske Kirke. Derfom man mener, at dette
ingen Fare har, da kan det vel være; men der lader sig da heller
Intet indvende imod det af mig foreslaaede Tillæg, og derfom man
da ikke vil antage det, synes det kun at være, fordi man mener, at
det klæder godt at være høflig og bukke for de Fremmede; men jeg
kan ikke skiønne, hvorfor man saaledes ved enhver Leilighed skal giøre
et Buk for forkeerte Secter og afvigende Religionssamfund, da det
dog ikke synes, at den Kirke, man erkiender som Folkekirken, nyder
den same Artighed.

Tage Müller: Jeg har ved den foreløbige forhandling
erkæret, at jeg ansaae Udtrykket „dermed forenelige" indsatved politiske og borgerlige rettigheder for være det meest adæqvate
Udtryk. Dette Udtryk er nemlig elestisk; man kan udstrække det temmelig. meget, eftersom man ifølge Tidsomstændighederne anseer det
for rigtigt, men det tilkiendegiver dog derhos temmelig bestemt, at
der er nogle Rettigheder, som maae erkjendes ikke at lade sig forene
med en afvigende Troesbekiendelse, og det kunde vel være Tilfældeet
ogsaa med nogle, som just ikke umiddelbart medføre særegne Forpligtelser til Folkekirken. Jeg har imidlertid ikke stillet noget Ændringsforslag om Tilføielsen af disse Ord, som jeg ogsaa fra den formelle
Side har fundet meget passende og de kunne altsaa ikke nu komme
i Betragtning og vilde vel muligen heller ikke have fundet mæget
Bifald; jeg maa derfor nu stemme for Forslaget under Nr. 37,
som angaaer netop, at saadanne Rettigheder, der medføre særegne
Forpligtelser til Folkekirken, kunne de, som have en fra denne afvigende Troesbekiendelse, ikke have Adgang til.

Ræder: Udvalget har ikke optaget mit Amendement eller Forslag under Nr. 38, og den ærede Ordfører har ikke oplyst mig om,
hvilke Indvendinger der maatte kunne giøres imod dette Forslag.
Jeg kan imidlertid ikke troe, at der mod forslagets Indhold er
Indvendinger fra Udvalgets Side, men de maae formodentligen ligge
i det Formelle; man har maaskee meent, at naar § 66 b, der er
opført under Nr. 34, er antigen, Sagen saaledes til sin Tid kunde
blive ordnet ved Lov. Men jeg maa være af den Formening, at et
Forslag af den Beskaffenhed som det, der her er stillet, er af den Betydning, at det absolut bør optage i Danmarks Grundlov, som det
ogsaa er optaget i den norske Grundlov. Af Alle afvigende Troesbekiendelser er der ingen, man saameget maa frygte for, som den katholske, og det fordi der er en katholsk Propaganda, der ikke vil undlade at pløie Danmarks Mark og søge at udbrede Katholicismen,
saavidt det staaer i dens Magt, og dertil har den vvistnok i Jesuiterne de lærvilligste Disiple og herligste Lærere. Derfor anseer jeg
det for at være af stor Bigtighed, at man optager dette mit Forslag
i Grundloven. Jeg skal ikke videre tale om Ignatius Loyolas Disciple; om de end ikke ere bekiendte her i Danmark, saa ere de bekiendte nok af Historien. Munkeordenerne endlig ere saa afvigende
fra vore Sæder og Skikke, at de vvistnok ikke bør finde Adgang her