Grundlov - bind 2 - Side: 689
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

689

2851 2852
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 27—28 og 28 b.

Ørsted: Jeg skulde ogsaa troe, at i og for sig var denne Bestemmelse overflødig, fordi Kongen dog har den fuldbyrdende Magt
efter den Maade, hvorpaa det er fremstillet i Udkastet, og fordi den,
som har den fuldhyrdende Magt, ikke kan henvises til at gjøre Undtagelser fra Loven. Det forekommer mig, at man ikke kan tillægge
Kongen i Almindelighed en saadan Nettighed men at den maa være
begrundet ved en særlig Lov. En ganske anden Sag er det i saadanne
extraordinaire Tilfælde, hvor vigtige Statshensyn kunde gjøre det nødvendigt at gjøre Undtagelser, hvor der da i Form af provisoriske
Love gjøres Undtagelser, som siden behøve at ratihaberes af den
lovgivende Magt; men derimod en almindelig Ret til at gjøre Undtagelser kan Kongen vist ikke have. Ganske anderledes forholder det
sig med Hensyn til de ældre Love, som allerede have været Gjenstand
for Undtagelser, og hvis Beskaffenhed fordrer, at Undtagelser maae
gjøres. Jeg har troet, at det ogsaa var nødvendigt, at der blev
gjørt en udtrykkelig Bestemmelse med Hensyn til disse ældre Love,
og jeg har derfor i den Henseende stillet et Forslag. Dersom man
kunde være vis paa, at, naar den foreslaaede Bestemmelse blev udeladt,
det da ogsaa blev opfattet saaledes, at det da forstod sig af sig selv,
at Regenten ikke, uden hvor Loven særskilt hjemlede det, kunde gjøre
Undtagelser derfra, saa vilde jeg aldeles ikke have noget imod, at den
foreslaaede Bestemmelse udgik; men da de Forhandlinger, der her
have fundet Sted, have viist, at det opfattes paa forskjelligee Maader,
og at der endog har viist sig en Mening for, at man ikke kunde betage Kongen Ret til at gjøre Undtagelser ogsaa fra de ved Rigsdagens
Medvirken givne Love, uden at der behøvedes at være nogen særlig
Hjemmel dertil, saa mener jeg, det er tilraadeligt at blive ved Udvalgets Forslag.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning,
hvilken, idet, som ovenanført, Andræs under Nr. 120 stillede Forslag
af ham var tilbagetaget, gav følgende Resultat:
1) Nr 121. Tschernings Forslag: „I Udvalgsfleerhedens Forslag foreslaaes udslettet den hele Slutning fra „han kan da ikke. — —. “
vedtoges med 68 mod 56 Stemmer.
2) Nr. 122. Udvalgets Forslag: „Kongens Samtykke udfordres til
at give en Rigsdagsbeslutning Lovskrast. Kongen befaler
Lovens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse; han kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv. “

med den efter Afstemningen under det foranstaaende Nr. nødvendige
Forandring, at Slutningsordene: „han kan da ikke undtage Nogen
fra dens Bud, medmindre dette har Hjemmel i Loven selv“ udgaae,
vedtoges med 113 mod 4 Stemmer.
Som Følge heraf blev der ikke afstemt over
3) Nr. 123. Udkastet: „Naar Kongen har givet sit Samtykke til en
Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for
dens Fuldbyrdelse. “

Man gik derefter over til Discussionen over den paa Afstemningslisten opførte
§ 28 d.
124) Udvalgets Forslag (cfr. Winthers Forslag: „at denne
Paragraph udgaaer“): I særdeles paatrængende Tilfælde kan
Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige
Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven og altid bør
forelægges den følgende Rigsdag.

Schacks Forslag under Nr. 125 til en ny Paragraph efter § 28,
saalydende: „den authentiske Lovfortolkning tilkommer den lovgivende
Magt“ var, som det fremgaaer af det Foranførte, af Forslagsstilleren
tilbagetaget.

Tscherning: Allerede ved den forelødige Behandling har jeg
søgt at gjøre gjældende, hvor unødig denne § 28 b er, og jeg kan
ikke lade være at gjentage det her, fordi jeg troer, at den indeholder

et Slags indirecte Indgreb i den rigtige Forstaaelse af de forskjellige Statsmagters Stilling ligeoverfor hinanden. Jeg troer, at man
har stor Uret, naar man tænker sig Muligheden af at skille saaledes
Statsmagterne i disse 3 Dele, at der er en udøvende Magt, som kun
er udøvende, en lovgivende, som kun er lovgivende, og en dømmende,
som kun er dømmende. I enhver af disse Magter er der tilstede en
vis Deel af de andre, og saaledes maa der i den udøvende Magt
findes en vis Deel af den lovgivende og en dis Deel af den dømmende Myndighed, og naar dette ligger i Magtens Natur, saa svækker man Begrebet ved at fremsætte det som en positiv Bestemmelse, at
det skal være der. Man kunde tænke sig, at hvad der saaledes er
fastsat at skulle tilkomme den udøvende Magt igjen kunde tænkes berøvet den udøvende Magt, og at der engang kunde gjøres et Forslag
om, at denne Paragraph skulde tages ud og forandres grundlovmæssigen derhen, at den udøvende Magt ikke skulde have Ret til at udgive provisoriske Love, og det er, troer jeg, at gjøre den hele Regjeringsmaskine umulig. Det er derfor langt bedre at lade Sagen staae
saaledes, som den i Virkeligheden maa være og som Nødvendigheden
byder, idet man eengang for alle veed, at den udøvende Magt besidder indtil en vis Grad den lovgivende Magt; det vil sige, den besidder den fulde lovgivende Magt, controlleret af den egentlige
lovgivende Magt; det vil igjen sige, den besidder Provisoriet, og med
det kan den næsten gjøre Alt. Det er deri, at Ministeransvarligheden
bestaaer, den bestaaer i, at, da man er nødt til at overlade Ministeriet den Myndighed at kunne give provisoriske Love, saa skal det igjen
have den fulde Ansvarlighed for, at disse ere af en saadan Beskaffenhed, at de vinde Majoritet for sig i Folket.

Ordføreren: Ja, dersom det Forsvar, som den ærede 28de
Kongevalgte (Tscherning) nu holdt for, at Paragraphen skal gaae
ud, ikke kan være tilstrækkeligt Forsvar for, at den bør blive
staaende, saa mistvivler jeg om at kunne føre noget heldigt Forsvar
derfor. Jeg skal oplyse, hvorfor dette er min Mening. Den ærede
28d Kongevalgte (Tscherning) udviklede nemlig, at det skulde være
utvivlsomt, at den udøvende Magt havde den fulde lovgivende Myndighed, controlleret af den virkelig lovgivende Myndighed. Han viste,
hvorledes det skulde være nødvendigt, at Ministrene i en ansvarlig
Regjering kunne gjøre omtrent hvad det skulde være; naturligviis,
siden kom Rigsdagen sammen og kunde foranledige, at de traadte fra.
Dette er ny efter min Mening ikke den rigtige Opfattelse, at det
skulde være naturligt, at den udøvende Myndighed udøver saaledes
provisorisk den fulde Lovgivningsmyndighed, saa at den foreløbigen
kan gjøre hvad det skal være. Vistnok erkjender Udvalget, at der i
særdeles paatrængende Tilfælde kan være Grund og Trang til foreløbige Loves Udstedelse, men Udvalget troer ikke, at dette kan stilles
op som Noget saa jævnt og ordinairt, Noget saa let og naturligt,
som det synes at følge af den Udvikling, som det ærede 28de kongevalgte Medlem (Tscherning) gav, med andre Ord det synes ikke at ligge i
Begrebet ansvarlig Styrelse eller constitutionel Regjering, at denne
Regjering skal have fuld lovgivende Magt; det synes tvertimod at
ligge i Begrebet om constitutionel Regjering, at Regjeringen ikke skal
have den lovgivende Magt, men at den kun skal udøves, naar begge
Statsmagter, Kongen og Folkerepræsentationen, stemme overeens. Det
er altsaa et Spørgsmaal, om man ikke finder, at det er i sin Orden,
at Grundloven udtrykkelig hjemler en særegen paa de nødvendige Undtagelser beregnet Ret for Kronen til, naar Rigsdagen ikke er samlet,
at udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod Grundloven,
eller om man vil stille Alt saa løst hen, at man, fordi man ikke kan
negte, at der gjøres een Undtagelse, derfor aabner, saa at sige, en Udvei til at gjøre de 99 med. Det er altsaa Noget, som jeg overlader
til Rigsdagens Afgjørelse, om man vil stille det Hele saa løst for den
enkelte Undtagelses Gkyld, at Reglen aldeles falder bort.

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.