Grundlov - bind 2 - Side: 687
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

687

2847 2848
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 25 og 27—28.

Ordføreren: Turde jeg blot bemærke, at jeg ikke er gaaen
ind paa den finere Nuance, som i den engelske Sprogbrug kan være
mellem prorogere og ajournere; men jeg brugte Ordet i den Betydning, som her er den almindeligste, navnlig hvor der tales om Kongens Adgang til at udsætte Rigsdagens ordentlige Møder paa bestemt Tid. Jeg skal forøvrigt aldeles henstille til Forsamlingen, om
den ikke finder, at det er temmelig dristigt, naar man vil stemple
Ordet „hæve“ i denne Betydning.

Grundtvig: Efter min Forstand kan Ordet „hæve“ ikke bruges uden i den Betydning „opløse“; ellers kan man bruge Ordet
afbryde.

With: Jeg vil tage mig den Frihed at gjøre Forsamlingen
opmærksom paa, at vi nylig have vedtaget en Bestemmelse i Grundloven, hvorefter Kongen skal indkalde Rigsdagen senest den 1ste October. (Nei, nei!) Maa jeg da spørge, om at „udsætte“ skal forstaaes om at udsætte Rigsdagens Sammenkaldelse? (Stemmer:
Nei! Nei!)

Orsføreren: Jeg maa tillade mig at henlede det ærede
Medlems Opmærksomhed paa, at der staaer, at Kongen kan udsætte
Rigsdagens ordentlige Møder paa bestemt Tid, Møder staaer der;
en anden Bestemmelse er desuden den, som indeholdes i den følgende
Tillægsparagraph, som jeg tidligere gjorde opmærksom paa.

With: Altsaa det vil sige, naar en Rigsdag er kommen sammen, saa kan Kongen udsætte dens Møder? (Ja!)

Flor: Er det tilladt ogsaa mig at sige et Par Ord? Der er
Spørgsmaal, om Ordet „hæve“ eller „udsætte“ udtrykker Tanken
bedst. Egentlig talt udtrykker intet af disse Ord Det, som skal udtrykkes. Ved at udsætte tænker man ialmindelighed paa, at man
endnu ikke skal begynde, men det er jo ikke Meningen; og ved
„hæve“ er man ialmindelighed vant til at tænke sig det Samme som
ophæve, tilintetgjøre, og det er jo ligesaalidt Meningen.
Skal man bruge et Ord, som Alle ere enige om at passe til den
Tanke, vi ville have udtrykt, saa maatte det vistnok være det — der
falder mig ialtfald intet bedre ind i dette Øieblik end det —, som er
foreslaaet af en af Salens Medlemmer, nemlig „afbryde“.

Ordføreren: Det er nøget sildigt, at dette Forslag fremkommer; jeg kan ikke indlade mig derpaa, men jeg maa imidlertid atter
her bede om at læse noget videre, der staaer nemlig „paa bestemt Tid“.

Tscherning: Den samme Bemærkning finder jeg maa gjøres
med Hensyn til Anvendelsen af Ordet „hæve“, thi her er ikke Tale
om at hæve Rigsdagen, men Rigsdagens Sammenkomster, og
det er netop det, som skeer, Rigsdagens Sammenkomster høre op at
være lovlige; Rigsdagen er ikke hævet, men Sammenkomsterne ere
hævede.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning, der
gav følgende Resultat:
1) Nr. 116. Udvalgets Forslag: „Kongen kan udsætte den
ordentlige Rigsdags Møder paa bestemt Tid, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere end paa 2 Maaneder og ikke
mere end een Gang i Aaret indtil dens næste ordentlige Sammenkomst“.

vedtoges med 74 mod 59 Stemmer, og som Følge heraf blev der
ikke Spørgsmaal om at afstemme over:
2) Nr. 117. Udkastet: „Kongen kan hæve Rigsdagens ordentlige Sammenkomst, dog uden Rigsdagens Samtykke ikke længere
end paa 2 Maaneder og ikke mere end een Gang i Aaret indtil
dens næste ordentlige Sammeukomst“.

Efterat Formanden havde gjort opmærksom paa, at § 26 var
udsat, indtil det 4de Afsnit var afstemt, og at der formeentlig ikke
kunde være noget at indvende herimod paa Grund af Paragraphens
nøie Sammenhæng med dette Afsnit, gik man over til § 27, hvortil
Afstemningslisten indeholder Følgende:
118) Udvalgets Forslag: Kongen kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.
119) Udkastet: Kongen er berettiget til for Rigsdagen at lade
fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.

Ordføreren: Udvalget har alene troet at burde henstille til

Forsamlingen, om det ikke var hensigtsmassigt at forandre Udtrykket
„er berettiger“ til „kan“, idet Nogle have meent, at det maaskee
kunde see noger underligt ud, udtrykkeling at tillægge Kongen en Ret
til at fremsætte Forslag for Forsamlingen, hvorimod man fandt det
mere passende, at man satte: Kongen kan paa Rigsdagen lade
fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger.

Grundtvig: Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at denne
Paragraph forekommer mig aldeles overflødig.

Da ingen Flere begjerede Ordet, skred man til Afstemning,
hvorved:
1) Nr. 118. Udvalgets Forslag: „Kongen kan for Rigsdagen lade
fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger“.
vedtoges med 124 mod 5 Stemmer
og som Følge heraf blev der ikke Spørgsmaal om at afstemme over
2) Nr. 119. Udkastet: „Kongen er berettiget til for Rigsdagen at
lade fremsætte Forslag til Love og andre Beslutninger“.
Man gik derefter over til Udkastetes § 28, hvortil Afstemningslisten indeholder Følgende:
120) Andræ’s Forslag: Af § 28 (Udvalgets Redaction) foreslaæes den
sidste Sætning „han kan da ikke etc. “ udeladt, hvorimod § 28 b
affattes saaledes:

„I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, tilstede Undtagelser fra Lovens Bud, eller
endog udstede foreløbige Love, der dog ikke maae stride mod
Grundloven. Hver saadan Bestemmelse skal dog stedse forelægges
den følgende Rigsdag. “
121) Tschernings Forslag: I Udvalgsfleerhedens Forslag føreslaaes
udslettet den hele Slutning fra „han kan da ikke — —“.
122) Udvalgets Forslag: Kongens Samtykke udfordres til at
give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Kongen befaler Lovens
Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyredlse; han
kan da ikke undtage Nogen fra dens Bud, medmindre dette har
Hjemmel i Loven selv.
123) Udkastet: Naar Kongen har givet sit Samtykke til en Lov,
befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens
Fuldbyrdelse.

Formanden bemærkede, at det under Nr. 120 af Andræ stillede
Forslag af Forslagsstilleren var tilbagetget. Tschernings under
Nr. 121 stillede Forslag blev paa den i Regulativet foreskrevne Maade
understøttet.

Tscherning: Jeg har foreslaaet, at de sidste Linier: „han
kan da ikke undtage Nogen fra Lovens Bud, medmindre dette har
Hjemmel i Loven selv“ skulle udgaae. Jeg troer, at en Bestemmelse
af denne Art er i sig selv i høieste Grad skadelig. For det Første
troer jeg, at hele Lovgivningen eller idetmindste en stor Deel af den
vilde blive næsten udrugelig. Jeg har nok hørt, at det lille Ord
„da“ skulde kunne hjælpe til, at man kunde bruge den; men jeg synes,
at det er et for lille Ord til at have en saa stor Betydning, og at
det dog ikke er værd at bygge sin hele legale Existents paa dette lille
„da“. Det ligger vistnok i Forholdenes Natur, at Regjeringen maa
have i det Hele en Tillempningsret, og den Mistillid, som man viser
Regjeringen ved at betage Samme den, den vil, synes mig, i høi Grad
svække Regjeringens Myndighed, og jeg vil ogsaa sige den kongelige
Myndighed, i hvis Navn der netop handles under Omstændigheder
af denne Art. Den Grundsætning, som man her har villet modarbeide, den nemlig, at Regjeringen kan mellem de forskjellige lovgivende Forsamlingers Tilstedeværelse hjælpe paa Lovens Ufuldkommenhed, som er en Følge af, at den er et menneskeligt Værk, den
Grundsætning er vist allerede erkjendt som nødvendig i alle constitutionelle Stater. I de fleste er endog udtrykkelig bestemt de Maader,
hvorved man i saadanne Mellemtider kan bøde paa denne Mangel,
og mange Regjeringer bruge denne Myndighed endog temmelig jævnligen under meget vigtige Omstændigheder. Jeg troer derfor, at man
ved en Bestemmelse af denne Art vil vinde meget lidet og skade overordentlig meget.

Ordføreren: Det vil maaskee være i Forsamlingens Erindring, at jeg allerede ved den foreløbige Behangling vexlede adskillige
Ord med den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) om dette Punkt.