Grundlov - bind 2 - Side: 679
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

679

2831 2832
Den endelige Behandling af Grundlovsudkastet. § 22.

Efterat Fomanden dernæst havde berammet næste Møde til Tirsdagen den 24de dennes, Kl. 6 Eftermiddag, Grundlovssagens anden
Behandling fortsat, blev Mødet hævet.

103die offentlige Møde.
(Det 107de Møde i den hele Række.)
Aftenmøde.
Tirsdagen den 24de April.

(Den endelige Behandling af Grundloven. § 22.)

Viceformanden, Etatsraad Hvidt, indtog i Formandens Fraveærelse Forsædet.

Efterat Forhandliagsprotocollen for forrige Møde var bleven oplæst, gik man over til Dagsordenen, Grundlovssagens anden Behandling fortsat, og begyndte med § 22, til hvilken Afstemningslisten
indeholdt Følgende:
99) Ørsteds Forslag: At første Deel af § 22 bliver en Paragraph for
sig, og at det Øvrige af Paragraphen omdannes til to særlige
Paragrapher, saalydende:
a) Kongen kan erklære Krig og slutte Fred (efterat have hørt sit
Statsraad), og naar Omstændighederne ikke tillade ham at forelægge Rigsdagen disse Anliggender, vil der dog, saasnart Statens Tarv og Sikkerhed tillader det, blive meddeelt den oplysende
Forklaring om Grunden til de tagne Beslutninger.
b) Kongen har Ret til at indgaae Handelsforbund og andre Overeenskomster med fremmede Stater; dog vil Rigsdagens Samtykke
være fornødent, hvis nogen Deel af Staten derved afstaaes, eller
der paalægges Statens Borgere nogen Forpligtelse. Naar ikke
et saadant Tilfælde finder Sted, bliver der dog paa den næstfølgende Rigsdag at meddele saadanne Oplysninger om den indgaaede Overeenskomst, at Rigsdagen kan blive sat istand til at
bedømme samme.
100) Rées Forslag (til § 22 anden Passus): „og Handelstractater"
udgaaer, hvorimod der til denne Passus føies: „Handelstractater kunne heller ikke afsluttes uden Rigsdagens Samtykke. "
101) M. P. Bruuns Forslag: At Slutnings-Passus i Comiteens Indstilling forandres til: eller paadrager Staten „eller Statens
Undersaatter" nogen anden bebyrdende Forpligtelse.
102) Schierns Forslag: Til § 22 tilføies: „Til Angrebskrig maae
Rigets Hær og Flaade ikke anvendes uden Rigsdagens Samtykke. "
103) Schierns Forslag: I Fredstid maae ingen andre end danske
Tropper have Ophold i Riget.
104) Grundtvigs Forslag (som Tilsætning): Skulde Rigsforsamlingen
finde, at der var begyndt en unødvendig Krig eller sluttet en
uværdig Fred eller indgaaet et skadeligt Forbund, da skal den
kræve Rigsraadet tiltalt for Rigsretten til Fortabelse af Embede
og Indsødsret.
105) Udvalgets Forslag: Kongen har den høieste Myndighed over
Land- og Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog. kan han derved ikke
uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade
over nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden
bebyrdende Forpligtelse.
106) Udkastet: Kongen har den høieste Myndighed over Land- og
Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden
Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet eller paadrage Staten nogen bebyrdende Forpligtelse.

107) Hele Paragraphen.
Formanden bemærkede, at Forslaget under Nr. 102 var taget
tilbage. De øvrige til Paragraphen stillede Forslag erholdt den fornødne Understøttelse.

Ørsted: Jeg befinder mig i nogen Forlegenhed med Hensyn
til Maaden, hvorpaa jeg skal behandle de Amendements, jeg har stillet. Jeg veed, at en stor Deel af de Forslag, jeg har fundet mig
forpligtet til at gjøre, ikke have kunnet vente saadant Bifald i Forsamlingen, at de have kunnet komme i Betragtning med Hensyn til
Resultatet. Jeg har derfor frafaldet en Mængde Bemærkninger, jeg
kunde have at gjøre, der mere vare Redactionsbemærkninger, eller
angik mindre vigtige Gjenstande; jeg har imidlertid fundet mig forpligter, da jeg engang har faaet Plads her i Salen, til at maatta udtale
mig om saadanne Gjenstande, som jeg kunde tillægge nogen Vigtighed.
Under Sagen om Værnepligten fremsatte jeg en Mængde Ændringsforslag i den Form, at jeg blot fremsatte Indholdet, for at det, hvis
de bifaldtes, maatte være Comiteens Sag at indlemme dent i det endelige Udkast, som den havde at udarbeide. Det blev imidlertid antaget
ikke at kunne skee. Jeg har derfor nu ved denne Grundlovssag
maattet indklæde mine Ændringsforslag i Skikkelse af hele Paragrapher eller Paragraphrækker; men derved seer jeg ogsaa, at der opstaaer endeel Mislighed; thi det er mig ikke saameget at gjøre om
de enkelte Ord og Vendinger, som om at visse Hovedtanker, der udgjøre det Væsentlige, skulde komme i Betragtning. Men det er rimeligt nok, at en ny Paragraph til det Grundlovsudkast, som der er
særdeles Retning til at vedligeholde, eller til Udvalgets Forslag,
hvorfor der ogsaa er en Stemning til i det Hele at finde det bifaldsværdigt, ikke let vil kunne vente at komme i Betragtning, hvorimod jeg har opnaaet enkelte af de Hensigter, jeg har havt med
mine Ændringsforslag og ved mine foreslaaede Paragrapher, paa en
anden Maade, ved de Ændringsforslag, der ere stillede af Andre.
Saaledes er den Hovedhensigt, jeg havde ved at fremsætte min Paragaph om Ministeransvarlighed, egentlig opnaaet derved, at det Ændringsforslag, som var stillet af den 1ste kongevalgte Rigsdagsmand
(Andræ) blev antaget, og om det ogsaa ikke blev gauske det Samme,
jeg havde meent, der kunde siges i Paragraphen, saa blev Indholdet
dog derved ikke det, hvorimod jeg havde meest at erindre i Grundlovsudkastet og Udvalgets fremsatte Paragraph. Hvad nu den nærværende Paragraph angaaer, har jeg fremsat den som tre forskjellige Paragrapher, af den Grund, at jeg meente, at der maatte være en anden
Regel for Fredsslutning, end for Forbund i Almindelighed, og at
disse to Ting derfor rigtigst maatte skilles fra hinanden. Jeg skal
for nærværende Tid blot holde mig til det, jeg anseer for det Vigtigste, om det virkelig skulde være hensigtsmæssigt at binde Kongens
Regjering med Hensyn til at slutte Fred. Det er bekjendt, at der er
adskillige Forfatninger, der ikke gjøre denne Indslræmkning i Kongens
Ret til at slutte Fred, f. Ex. Englands, det franske Charte, saavel
det af 1814 som det af 1830, Grundloven for Nederlandene, og jeg
anseer det for problematisk, om Grundloven for Belgien er saaledes
at forstaae, at de Bestemmelser, der gjælde for Forbund i Almindelighed, ogsaa gjælde for Fredsslutninger. Jeg skal her i Særdeleshed
bemærke, hvor overmaade misligt det er, naar en Folkeforsamling skal
tage Deel i at bestemme Fredsvilkaarene, navnlig fordi den ikke kan
være saaledes oplyst om Forholdene som Regjeringen, og Regjeringen ikke kan være istand til, før Freden virkelig er afsluttet, at forelægge den de vedkommende Documenter, og man kan være vis paa,
at en Regjering ikke slutter Fred paa ufordeelagtige Vilkaar, naar
der ikke er en tvingende Nødvendighed dertil, og jeg troer, at Staten befinder sig bedre ved at overlade det til den. Men jeg maa
især bemærke, at hvad det Hovedpunkt angaaer, at kongen ikke uden
Rigsdagens Samtykke kan afstaae nogen Deel af Landet o. s. v da
forekommer det mig, at den lider af nogen Utydelighed. Man veed
ikke, hvad der forstaaes ved Landet, om det er hele Staten eller blot
Kongeriget Danmark. Ordføreren erklærede under den foreløbige Behandling, at det skulde være den Stat, hvorfor Grundloven var given;
men dersom det virkelig var Rigsdagens Sag at paasee, at Statens
Ret og Interesse ikke blev krænket ved en Fredsslutning, maatte den
ogsaa paasee, at ikke Afstaaelse af Dele af Monarkiet uden Grund