Grundlov - bind 2 - Side: 626
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

626

2725 2726
1849. Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 345.
Ni og Halvfemsindstyvende (103die) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 78.)

Mynster: Jeg udbeder mig nogle Øieblikke Forsamlingens
velvillige Opmærksomhed for et Foredrag, som ikke har isinde at
fremkalde nogen øieblikkelig Discussion, hvortil der nu ikke er Stedet,
men anbefaler sig til nærmere rolig Overveielse. Der er allerede oftere
forekommet Yttringer, her i Saken, som sigtede til det Samme, men
jeg har ikke bemærket, at Conseqventserne ere uddragne eller Resultatet udtalt. Naar jeg betragter det foreliggende Grundlovsudkast,
den i saamange Minoritetsvota adspittede Comiteebetænkning, de
utallige Ændringsforslag, som ere forelagte, og jeg tilstaaer, ogsaa
Ministeriets sidste Meddelelse, saa er den Overbeviisning mere og
mere bleven fast hos mig, at det i nærværende Tid vil være umuligt
at istandbringe et fuldstændigt Værk, der kunde finde saa almindelig
Samstemning, at man kunde ønske det indført som Grundlov. Det
Samme, som er Tilfældet her, er Tilfældet over hele Europa. Saavidt jeg veed, er det eneste Sted, hvor man er bleven færdig med
en Grundlov, Frankrig; men jeg tør vel spørge Enhver, om De virkelig troe, at Alt dermed er færdigt. Idetmindste har Thiers ganske
nylig erklæret, at at Frankrig besinder sig i en skrækkelig Crisis. En
skrækkelig Crisis vills vi ingenlunde vente her, men desuagtet troer
jeg, at dersom en fuldstændig Grundlov nu blev given, var Crisen
ingenlunde forbi; der vilde være saamange Misfornøielser, Rivninger og Brydninger, at Tilstanden i Danmark ingenlunde kunde være
ønskelig. Vi ere nu allerede samlede i 6 Maaneder, og, ikke at tale
om de Bekostninger, som derved voldes, kan jeg ikke antage Rigsdagens ærede Medlemmer saa overflødige i deres Embeder, ved dered
Bedrift i deres Huse, at deres Fraværelse kan være ligegyldig, og
om end det Nødvendigste kan besørges, ville dog vist mangfoldige Ting
henligge, som det dog var saare ønskeligt maatte blive fremmede.
Hvorledes det vil gaae ved den endelige Behandling, vil snart vise
sig. Der kan vist ingen Tvivl være om, at den jo vil optage en
lang Tid, og skjøndt Enhver maa ønske, at al Vidtløftighed holdes
borte, kan jeg paa den anden Side ingenlunde ønske, at den endelige
Behandling af en Grundlov skulde skee i Hastværk. Dersom nu dette
kommer tilende — og desværre var det jo muligt, at der kunde indræde
saadanne Krigsbegivenheder, som nødte saamange af Rigsforsamlingens Medlemmer til at fjerne sig, at der ikke blev Fuldtallighed, eller
det ikke var ønskeligt, at de Tilbageblevne alene skulde vedtage, hvad
der er at vedtage —men naar nu endog Alt bringes tilende, er det
jo overmaade let muligt, ja sandsynligt, at der ved de vigtigste Bestemmelser vil fremkomme en ubetydelig Majoritet, en Majoritet af
faa Stemmer, eller naar der maaskee kunde tilveiebringes en større
Majoritet, vilde den maaskee blive funden for et Justmilieu-Forslag,
som i Grunden Ingen tilfredsstillede. Den Misfornøielse, som
derved vilde udbrede sig, vilde blive saa meget større, dersom man
virkelig optog i Grundloven alle de enkelte Bestemmelser, hvorom der
er yttret af mange Medlemmer, at de ikke ønske dem optagne, hvilke
saavel findes i Udkastet som i Comiteens Indstilling. Deslige
mere enkelte Bestemmelser egne sig udentvivl ikke til at afgjøres ved
Forhandlinger, som ere saa omfattende som de om Grundloven, men
derimod, naar den enkelte Sag udførlig kommer for paa en Rigsdag,
da at ordnes ved Lov. Jeg skal tillade mig, som et af de senest
forekommende Exempler, at nævne hvad der blev forhandlet ved § 78,
hvor man ved de Forrettigheder, der skulle bortfalde med Rang, Titel

og Adel, ogsaa indbefattede den hidtil bestaaende Kaldsret, eller jus proponendi. Dette synes at staae i nogen Strid med § 21, hvorved der er forbeholdt Kongen den samme Besættelse af Embeder som hidtil dog at Forandringer deri kunne skee ved Lov. Dette er udentvivl noget ganske Andet,
end naar man saaledes i Forbigaaende indfører Afskaffelsen af betydelige Rettigheder. Man kan være fuldkommen enig i at erkjende
det som saare gavnligt, at denne Rettighed efterhaanden ophører,
men dog ønske, baade at de Vedkommende kunde faae Leilighed til at
tale deres Sag, og at der kan blive taget de fornødne Billighedshensyn, saa at de nærværende Besiddere maaskee kunde endnu beholde
den dem tilstaaede Rettighed; men derom er der nu ikke Stedet at
udtale sig. Dersom nu et endeligt Resultat fremkom, hvorpaa Regjeringen ikke kunde gaae ind, saa var der jo ingen anden Udvei,
end at Kongen da skulde sammenkalde en ny Rigsforsamling, hvorpaa da ganske de samme Vanskeligheder vilde opstaae. Naar det nu
tillige tages i Betragtning, hvad der saa ofte er blevet anført, at
det er saa aldeles ubestemt, i hvilket Forhold Slesvig kan komme til
at staae til Danmark, og at Slesvig i alt Fald for nærværende
Tid aldeles ikke har kunnet deeltage i disse Forhandlinger, ja selv,
at saa længe Kongen dog uimodsigelig er Landsherre over Holsteen,
vil ogsaa Holsteen maatte tage Deel i saadanne Statsudgivter, som
maae ansees for fælles — men under hvilke Former dette skal skee, lader sig endnu aldeles ikke bestemme — om altsaa Grnndloven forsaavidt blev færdig, forekommer det mig dog ikke at kunne kaldes en
Grundlov, fordi den ikke omfattede Alt, hvad en Grundlov skulde
omfatte, nemlig den hele Stat. Disse Betænkeligheder have ogsaa
tilbudt sig udenfor Salen af Andre, og naar man taler derom, horer
man altfor hyppigt det Svar: der bliver ikke Andet tilbage, end at
Kongen kommer til at octroyere en Forfatning. (Flere Stemmer:
Nei!) Dette Ord er et meget ubestemt Ord. Dersom det betyder, at
Kongen uden videre gjør en Grundlov færdig og befaler, at den skal
være Grundlov, er det hverken, hvad Kongen vil, eller hvad Folket
ønsker. Forstaaer man derimod Udtrykket saaledes, som det synes at
være forstaaet i Preussen, at et nyt Grundlovsudkast blev forelagt
til videre Bedømmelse og Undersøgelse, da vare vi fuldkommen paa
det samme Punkt som tilforn. Under saadanne Omstændigheder er
det forekommet mig, at det Retteste vilde være, at holde sig til, hvad
saa ofte i denne Sal er blevet udtalt, nemlig at den egentlige Grundlov indbefattede saa Lidet som muligt; men — da dette ikke kunde være
tilstrækkeligt, for at Statsmaskinen kunde gaae — at der da ogsaa var
Bestemmelser, som bleve proisoriske. Jeg veed vel, at idet jeg nævner dette Ord, er der Mange, der have Skræk derfor og ofte have
yttet, at vi længe nok have havt et Provisorium; men jeg maa bemærke, at hvad vi hidtil have havt, kan man ikke kalde et Provisorium. Det er en ubestemt vaklende Tilstand, hvor man for ethvert
mødende Tilfælde nødes til at tage en vilkaarlig Bestemmelse, hvorimod der kunde gjøres mange grundede Indsigelser. Jeg skal nu ved
at udvikle min Tanke videre skutte mig til det Forslag, som i sin
Tid blev gjort af den 24de kongevalgte Rigsdagsmænd (Scavenius),
der udentvivl havde fortjent at finde mere Indgang, end det dengang
fik; har udviklede da, at det, det fortrinlig kommer an paa, var at
bestemme det, som er Folkets egentlige Ønske; han yttrede, at Kongen
— og jeg troer, det er ogsaa optaget i de Ændringsforslag, der ere
stillede — paa den meest bindende Maade skulde for sig og sine Efterkommere ophæve de Artikler i Kongeloven, som meest kunde ønskes
ophævede. Det er mærkeligt nok, at skjøndt man andrager paa, at
Kongeloven skal være ophævet, saa synes den dog ikke ganske at