Grundlov - bind 2 - Side: 604
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

604

2681 2682
Den foreløbige Behandling af Grundløvsudkastet. § 79 og Comiteens. § 81.

udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling", bortfalder, ikke
skulde blive antaget, forbeholder han sig in subsidium det Ændringsforslag, at § 37 bliver nævnt mellem de Bestemmelser, der i § 79 b
erklæres kun at skulle være anvendelige med de Indskrænkninger, der
følge af de militaire Loves Forskrifter. Jeg reserverer ham saaledes
dette Amendement.

Man gik derpaa over til den af Udvalget foreslaaede § 81.

Ordføreren: Udvalget har herom bemærket:
„Det maa vel ansees utvivlsomt, at alle tidligere Lovbestemmelser,
der ere i Strid med Grundloven, maae, saasnart denne er traadt i
Kraft, være uden Gyldighed; men Udvalget har dog anseet det for
passende, at denne Regel udtrykkeligt udtales. Man har derhos
anseet det for rettest, at den samme Regel bør gjælde for senere Love,
forsaavidt de muligen maatte stride mod Grundlovens Bestemmelser.

Vi foreslaae derfor, at der umiddelbart efter 8de Afsnit tilføies
en ny Paragraph (§ 81) af følgende Indhold:

Alle Love og Anordninger, der ere i Strid med
Grundlovens Bestemmelser, ere forsaavidt uden Gyldighed. "

Tscherning: Denne Indskudsparagraph vil Forsamlingen
maaskee have lagt Mærke til, har en overdentlig stor Betydning. Den
sætter nemlig afgjorte den dømmende Magt over den lovgivende. Dersom den kun havde henholdt sig til de bestaaende Love og sagt „forsaavidt de bestaaende Love staae i Modsætning med dem, vi her udgive", var Sagen meget simpel, men den gaaer meget videre, den
siger, at enhver Lov, som bliver given for Fremtiden, kan Vedkommende forsøge gjennem Domstolene at tilintetgjøre, han kan procedere
mod Loven i Henhold til Constitutionen, og naar vi gaae ind paa
at give denne Myndighed til Domstole, som slet ikke ere organiserede
som Statsmagter, og saaledes ikke have den Stilling og Betydning,
de som saadanne maatte have, maae vi indrømme, at det er en overordentlig Magt, vi i dette Øieblik give dem, og at det er et Sædekorn til Splid, som jeg troer, vi ikke burde saae, thi den lovgivende
Magt, som seer maaskee den vigtigste Lov tilsidesat ved en saadan
Dom, vil upaatvivlelig ikke finde sig deri. Naar vi holde os til adskillige Paragrapher, som her ere blevne omformede, og jeg vil tage
§ 68 først, hvor man har forandret „tilsvarende" til „fuldstændige",
vil det ikke være muligt at saae nogen Lov sat igjennem angaaende
Afløsninger af den meest paatrængende Natur, thi Domstolene ville
allerede ved deres foregaaende Liv være vante til at betragte Sagen
fra et ganske andet Synspunkt end det, vi betragte den fra. Det vil
ikke være muligt, siger jeg, at saae en Domstol til at anerkjende det
som „fuldstændig Erstatning", hvad vi have anseet derfor. Naar vi
skulle afløse en Ret „fuldstændig", skulde vi regne ud, hvad den indbragte i al Evighed, og naar vi kun udregnede dens Værdi i dette
Øieblik, vilde Domstolene sige: Du dar ikke afløst den fuldstændig,
thi du har kun seet dig tilbage, du har ikke seet frem. Da har kun
Staten gaaet tilbage og ikke frem. Der er en anden Indskudsparagraph, og det er den om Godsbesiddelse; den vil ligeledes give Anledning til mangfoldige Vanskeligheder. Ved de Udtryk, som § 66 d
bruger, vil man kunne forhindre enhver Lov, hvorved der disponeres
over nogle af de deromhandlede saakaldte henlagte og skjænkede Midler.
De maae nemlig ikke bruges efter den nysnævnte Indskudsparagraph
til „noget fremmed Øiemed"; men hvo her i Forsamlingen vil med
Sikkerhed kunne sige, hvad man vil betragte som „fremmed Øiemed";
men, som sagt, det Væsentlige herved er, at vi hengive Dommen til
Domstole, som ikke ere organiserede med dette Formaal; vi underkaste,
om jeg saa maa sige, vor høieste lovgivende Institution den almindelige Rettergang, og dette kan umuligt være Forsamlingens
Hensigt.

Algreen-Ussing: Den ærede Taler, som nu satte sig, har
med Føie gjort opmærksom paa det væsentlige Indhold af denne Paragraph, idet den, som han har bemærket, gaaer ud paa at erklære, at
ogsaa tilkommende Love og Anordninger, forsaavidt de ere stridende mod Grundlovens Bestemmelser, ere uden Gyldighed. Udvalget
har troet, at dette var et nødvendigt Supplement til den hele Forsatnings fuldstændige Betryggelse. Naar han har yttret, at Domstolene ikke være organiserede som Statsmagter, da er det jo netop i

Grundlovens § 3 udtalt, at Domstolene ere en af de 3 Statsmyndigheder. Men jeg skjønner ikke, at der er den Betænkelighed ved
den foreslaaede Paragraph, som den ærede Taler har seet deri. Jeg
skal i saa Henseende et Øieblik opholder mig ved det Exempel, som
han hentede fra Lovudkastets § 68, og det har været mig sammeget
kjærere, at han netop paa den Maade nævnte dette, som det bestyrker den Forstaaelse af denne Paragraph, jeg i Comiteen har fremsat,
at den efter sit Indhold gaaer ud ogsaa paa en Afløsning, navnligen
af de Eiendomsrettigheder, som han udentvivl nærmest sigtede til,
nemlig af Fæsteforholdet, idet dette ogsaa er en Eiendom, som, hvis
forøvrigt Almeenvellet skulde kræve det, kan fordres afstaaet efter de
nærmere Regler, som ved Lov maatte fastsættes. Men jeg kan ikke
indsee, at den Omstændighed, at Udvalget har foreslaaet, at der istedetfor Ordene „mod tilsvarende Erstatning" skal sættes „mod fuldstændig Erstatning", i saa Henseende kan frembyde nogen Vanskelighed,
med Hensyn til den nærværende af Udvalget foreslaaede Paragraph,
at alle Love og Anordninger, der ere i Strid med Grundloven, forsaavidt ere uden Gyldighed; thi da, som § 68 tillige bestemmer, enhver Eiendoms Afstaaelse kan kun skee ifølge Lov, er det deraf en
Følge, at der først maa udkomme en Lov, i Kraft af hvilken en saadan Afstaaelse af Fæsteeiendomme kan finde Sted. Naar det da ved
en saadan Lov maatte blive bestemt, at Fæstegodset skal kunne fordres
afstaaet til Eiendom, er det kun det, der i dette Eiendomsforhold kan
henføres til virkelig Eiendom for den Afstaaende, som kan blive Eienstand for Erstatning, men dette, som virkelig er hans Eiendom, skal
ogsaa fuldstændigen erstattes, med Hensyn til hvilken Erstatning forøvrigt en saadan Lov vil indeholde de nærmere Regler.

Tscherning: Jeg troer, at den ærede Taler, som sidst satte
sig, ikke har forstaaet mig ret, eller jeg har ikke forstaaet Paragraphen ret. Den ærede Taler sagde, saavidt jeg opfattede hans Ord,
at der forud for en saadan Afløsning maatte gaae en Lov, og naar
denne Lov afgjorde Betingelserne for Afløsningen, saa vilde derom
ikke kunne opstaae nogen Strid, saa vilde, forsaavidt jeg forstod det,
Striden kun dreie sig om, om Afløsningen skeete efter Loven. Men det
gaaer Paragraphen ikke ud paa, den gaaer derimod ud paa at undersøge, om Loven svarer til Grundloven, om det, som i Loven er
bestemt, stemmer med de Udtryk, som Grundloven her giver; Dommen
vil altsaa ikke komme til at gaae ud paa, om der er afløst efter en
Lov, som der skal afløses efter, men om Loven bestemmer det, som
vedkommende Dommer anseer for fuldkommen Erstatning, og vedkommende Domstole blive altsaa et Slags Overtarationsmænd. Nu
sagde den ærede Taler, at der er ved Grundloven bestemt, at Domstolene eller den dømmende Magt skal være en 3die Magt i Staten,
og der skal Ingen mere end jeg gjøre, hvad jeg formaaer, til at udvikle dette Princip, som er rigtigt; men det er endnu ikke udviklet
nok, og her tale vi om Noget, som strax skal træde i Virksomhed, og
inden vi saae Domstolene udviklede saaledes, at den dømmende Magt
virkelig træder op som en Statsmagt, der kan nyde Tillid som saadan, vil der gaae lang Tid hen, og vistnok en længere Tid hen end
den Tid, der vil hengaae, forinden disse Domstole kunne benyttes
til at gjøre deres Ret gjældende ifølge denne Paragraph. Dersom
det indtræder nogensinde, at den, om jeg maa bruge dette Udtryk,
ungdommelig-kraftige, lovgivende Magt, skulde komme til at staae
ligeoverfor den dømmende Magt, saaledes at den endnu ikke organiserede dømmende Magt kom til at udtale, gjennem de Dommere,
som jeg, uden at fornærme Nogen, tør sige, ikke endnu af Nogen
nyde den fulde Anerkjendelse — kom til at udtale, siger jeg, sit Veto, sin
Afviisning af en Lov og gjøre Foranstaltninger umulige og trække
dem i Langdrag, fordi de antages ikke at være hjemlede i Grundloven, da troer jeg, at vi ere komne ind paa et meget farligt Gebeet;
da skulde vi vistnok have organiseret vor Constitution anderledes, da
skulde den dømmende Magt være gaaet ind i det ene af Thingene,
saaledes at Thinget var advarende, før Loven antages; man skulde
ikke lade det komme dertil, at af den lovgivende Magt blev antaget
en Lov, med Hensyn til hvilken, idet den kom for Domstolene, man
udsatte sig for, at de kunde komme med deres Veto. Lader os erindre,
hvad der har været Følgen, hvor noget Lignende har fundet Sted. De
franske Palamenter være i sin Tid Domstole i denne Betydning, og