Grundlov - bind 2 - Side: 595
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

595

2663 2664
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 78—79.

bedsgarn med Embedsmyndihed. En Herredsfogeh f. Ex. staaer
over Sognefogden, men under Amtmanden, og denne hans Stilling
og Myndighed bliver den samme hvad enten han er i Rangen eller
ikke. Nu har jo netop en Herredsfoged som saadan ingen Rang;
men vore Forhold have udviklet sig derhen, at for at være en rigtig
Herredsfoged maa han i det Mindste være Cancelliraad og have Udsigt til at blive Justitsraad (Latter). Det er denne Inderetning, man
ønsker forandret; Embedsmyndigheden derimod bliver den samme, enten vi have en Rangforordning eller ikke.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig i Anledning af denne Paragraph, blev Mødet hævet, efterat det næste Møde var berammet til
den følgende Dag Kl. 1, Grundlovssagens foreløbige Behandling
fortsat.

97de offentlige Møde.
(Det 101te Møde i den hele Række.)
Tirsdagen den 17de April.

(Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 79.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden anmeldte, at han havde modtaget en Skrivelse
fra Fædrelandsvennernes Forening i Lollands østre District, som vilde
blive fremlagt i Læseværelset.

Formanden: Da der ved § 78 har været Spørgsmaal om,
hvorledes denne Paragraph skulde forstaaes, ønsker Justitsministeren i
denne Anledning at give en Erklæring.

Justitsministeren: Da det af min Collega, den høitærede
Indenrigsminister, er blevet mig meddeelt, at der under Discussionen
igaar var ønsket, saaledes som alt af den høitærede Formand bemærket, en nærmere bestemt Erklæring fra Ministeriet om, hvorledes § 78
i Grundlovsudkastet var bleven forstaaet ved Affattelsen, og navnlig,
om derved skulde være tilsigtet, at Kalds- og Birkeretten skulde eo
ipso være bortfalden, saasnart denne Bestemmelse var bleven grundlovmæssig, uden at nogen ny mellemliggede Lov behøvedes, tillader
jeg mig at erklære, at de Medlemmer af det nuværende Ministerium,
som havde Sæde i det forrige Ministerium, Alle ansaae det som
aldeles utvivlsomt, at denne Mening ligger i Grundlovsudkastet, og
jeg veed ikke heller rettere, end at den Anskuelse, nemlig at ingen
mellemliggende Lov behøvedes for at Kalds- og Birkeretten skulde
bortfalde, ogsaa gjorde sig almindelig gjældende hos alle Ministeriets
Medlemmer, da Grundlovsudkastet var under Forhandling. Jøvrigt
skal jeg tillade mig at tilføie, at forsaavidt Spørgsmaalet herom
skulde opstaae efterat Grundloven er udkommen, vilde der dog uagtet
en saadan Erklæring, som her er afgiven, ingenlunde, saavidt jeg
skjønner, kunne afskjæres de Vedkommede, der maatte have en anden
Mening om Ordenes rette Forstaaelse, at søge at gjøre denne Forstaaelse gjældende ved Domstolene.

Man gik derpaa over til Dagsordenen, Grundlovsagens foreløbige Behandling, og begyndte med § 79.

Ordføreren: § 79 Iyder i Udkastet saaledes:
„Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; de nu bestaaende kunne med alle Berettigedes Samtykke overgaae til fri Eiendom.”

Udvalget har hertil bemærket:
„Udvalget maa erklære sig enigt i den første Deel af nærværende
Paragraph, at intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for
Fremtiden oprettes. Hvad den sidste Deel derimod angaaer, som
har til Hensigt at aabne en Mulighed for Overgangen af de nu bestaaende til fri Eiendom, forekommer det os, at Udkastets Regel
lider af en Uklarhed, der kun kan hæves ved en i det Enkelte gaande
Lov. Da det imidlertid vil være vanskeligt alleredeee nu at give nærmere Betingelser for en saadan Overgang, og en Regel herom ikke

heller synes os nødvendig i selve Grundloven, indskrænke vi os til
at foreslaae, at Paragrahens sidste Sætning affattes saaledes:
„det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu
bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom”, og en saadan Lov vil da ligeledes blive at nævne blandt dem, der maae
forventes givne saa snart som muligt.”

Paragraphen vide derefter komme till at lyde saaledes:
„Intet Lehn, Stamhuus eller Fldeicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu
bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom.”

Zeuthen: Af det ærede Udvalgs Forslag til en Omredaction
af § 79, sammenholdt med den foreslaaede § 86 b, seer man, at
det er Hensigten, at de bestaaende Lehn og Stamhuse ved Lov kunne
ophæves, uanseet, at Besidderne og de Arveberettigede ere derimod.
Jeg vilde finde det mere overeensstemmende med Frihedens Fordringer
og Landets Tarv, hvis Udvalget havde foreslaaet en Udvidelse af
den Ret til at oprette Stamhuse, der forhen var forbeholdet en vis
Classe af Statsborgere, til alle Classer, eller om Udvalget havde
sat en Ret til større Testations-Frihed istedetfor et posttivt Forbud;
thi dette vil være omtrent det Eneste, der levens af § 79, hvis Forandringsforslaget gaaer igjennem.

Jeg seer ikke, hvorfor en kommende Rigsdag skulde besværes
med et Grundlovs-Forbud, dersom den skulde finde det tilraadeligt,
at der blev oprette Stamhuse under visse Betingelser, f. Ex. som i
England, eller for tre Generationer.

Naar jeg ikke stiller noget Forandringsforslat i denne Retning
og ei heller foreslaaer en Tillægsparagraph til Grundloven angaaende
en udvidet Testations-Ret, da er Grunden, at jeg ikke troer, at
Gavnligheden eller Nødvendigheden heraf endnu er indlysende for
Folket, men at denne Erkjendelse er forbeholdet en kommende Tid.
Ved en tidligere Leilighed har jeg søgt at udvikle, hvormegen Vægt
jeg tillagde arvelige Familie-Eiendomme som en Grundvold for det
tilkommende Landsthing. Om nu end Forsamlingen ikke maatte dele
mine Anskuelser i denne Henseende, vil det dog neppe feile, at dersom § 79 bliver staaende, vil Folket, naar de svævende Differentspunkter ere forsvundne, søge og finde paalidelige Repræsentanter til
Landsthinget blandt Besidderne af Lehn og Fideicommisser, og disse
saaledes ikke blive uden politiske Betydning, jeg troer en meget vigtig
og gavnlig. Man har undertiden hørt sige, at det skulde være skadeligt i statsoeconomisk Henseende, at der hvilede Baand med Hensyn
til Arvefølgen paa visse Eiendomme, og man har opfundet en egen
Benævnelse derfor ved at sige, at de være under den døde Haand.
Erfaringen stadfæster imidentid neppe, at arvelige Familie-Eiendomme
i det Hele bestyres slettere end andre; man vil endog blandt dem
maaske kunne paavise mønskerværdigt administrerede. Det ligger ogsaa i den store Jordeindoms Natur, at mangfoldige Forbedringer
ikke fornuftigviis kunne foretages, uden at der kan med nogenlunde
Sikkerhed regnes paa, at Børn og Børnebørn kunne høste Frugten
af de anvendte Capitaler. Jeg skal exempelviis anføre Skov-Culturer,
hvilke man derfor vel ogsaa heri Landet finder udførte i det Store
paa større Familie-Eiendomme.

Men selv om Forsamlingen ikke skulde erkjende Gavnligheden for
det Offentlige af arvelige Familie-Eiendomme, vilde det dog, efter
min Mening, være uforsvarligt at andrage paa deres tvungne Ophævelse. Lehn og Stamhuse ere i Almindelighed oprettede ved testamentariske Bestemmelser eller kongelige Bevillinger overeensstemmende med de bestaaende Love, og de paagjældende Familier
og alle deres medlemmer have derved erhvervet en lovlig Ret, som
man vist ikke bør betage dem mod deres Villie. Lovudkastets Concipister have, idet de forkaste Principet i dets Almindelighed, ogsaa
anerkjendt Families Ret ved at gjøre Ophævelsen af Lehn og Stamhuse afhængig af vise arveberettigede Personers Samtykke, og det
forekommer mig at være udenfor al tvivl, hvad enten man antager
saadanne Stistelser for gavnlige eller ikke, at Grundloven paa en
tid, hvor den øverste Statsmagt undergaaer saa indgribende Forandringer, bør sikkre deres Ret, som have Adgang til at nyde Godt af
Stiftelser, der ere begrundede paa tidligere testamentariske Disposttioner; dette har Udvalget ogsaa erkjendt i Motiverne til den fore