Grundlov - bind 2 - Side: 580
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

580

2633 2634
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 78.
96de offentlige Møde.
(Det 100de Møde i den hele Række.)
Aftenmøde.
Mandagen den 16de April.
Forahandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst

Formanden anmeldte at have modtaget:
Fem Adrsser, indleverede af Rigsdagsmanden for Hjørring
Amts 6te District (Hasselbalch), fra Hvetbo Herred og Broust
Sogn i Hjørring Amt, om at den almindelige Valgret, saaledes
som den indeholdes i det forelagte Udkast, maa bibeholdes.

Han gjorde derefter opmærksom paa, at han fra Udenrigsministeriet havde modtaget fremdeles 2 Actstykker, betræssende Vaabenstisstandens Udsættelse, der paa lignende Maade som de tidligere modtagne
vilde henligge til Gjennemlæsning for Rigsforsamlingens Medlemmer.

Efter Dagsordenen gik man over til Grundlovssagens fortsatte
Behandling, navnligen først til Udkaktets § 78.

Ordføreren : § 78 Iyder saaledes:
„Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret
er afskasset. “

Ved denne Paragraph har Udvalget bemærket:
„En Minoritet af Udvalget Bjerring, Christensen, Dahl,
Jesper sen) har meent, at denne paragraph bør omdannes saaledes,
at den ligesrem udtaler, at Adel, Titel og Rang ere afskaffede. Naar
enhver til disse Kategorier knyttet Forret afskaffes, saaledes som Udkastet
foreslaaer det, synes der ikke at være Grund til at vedligeholde dem
blot som sociale Adskillelser, da de som saadanne ikke blot staae i
Strid med det borgerlige Lighedsprincip, men vilde være kun altfor
vel skikkede til at nære Forsængelighed og Kassteaand mellem Stasborgerne. Det indstilles derfor, at denne Paragraprh affattes saaledes:
Adel, Titel og Rang ere afskaffede.

Hvis denne Indstilling ikke skulde vinde Forsamlingens Bifald,
foreslaaes det subsidiairt at tilsøie til den af Majoriteten foreslaaede Affattelse følgende Bestemmelse:

Den nuværende Adel ophører med de nulevende
Adelspersoners Død.

Udvalgets Fleerhed (med 7 Stemmer mod 4) antager imidlertid,
at Paragrahens Bestemmelse, hvorefter enhver i Lovgivningen til
Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet, fyldestgjør det borgerlige Lighedsprincip, og vi ere derhos af den Formening, at en
saadan Bestemmelse som den af Minoriteten foreslaaede, trods den
Skarphed, hvori den fremtræder, ikke væsentligen vil have nogen anden
Virkning end Lovudkastets Regel, aldenstund det dog kun kan blive i
det private og selskabelige Livs Forhold, at Adel, Rang eller Titler,
naar først enhver i Lovgivningen dertil knyttet Forret er hævet, ville kunne
have nogen Betydning. Hvilken Indflydelse de i disse Forhold
maatte kunne udøve vil beroe paa den almindelige Opinion, der
udvikler sig under den nye Tingenes Orden, vi gaae imøde; det er
efter vor Formening ad denne Vei og ikke ved nogen Grundlovsbestemmelse, at de ubegrundede Forestillinger, der maatte have dannet
sig om de nævnte Egenskabers Værd, ville bringes til at forsvinde.

Derimod har Udvalget været af den Formening, at der vel kunde
være Grund til at tilføie den Bestemmelse, at Adel, Rang og Titel ikke for Fremtiden kan meddeles Nogen.”

Tscherning: Jeg troer, at naar Forsamlingen ret overveier,
hvad det i Grunden er for en Bagatel, hvormed den i næværende
Paragraph beskjæftiger sig, vil den erkjende, at man neppe gjør klogt
i at gaae ud over Udkaktets Bestemmelse i denne Henseende. Dersom
det danske Folk er et myndigt Folk, vil man ikke behøve at afskaffe
Adel, Titler og Rang, thi de ville da ikke blive eftertragtede, og er
det danske Folk ikke et myndigt Folk, ere de for det et behageligt Legeværk, hvormed det fordriver Tiden, hvormed man morer sig i det
selskabelige Liv, uagtet de ingen væsentlige Fortrin give, da er det
for tidligt at berøve det dette Legeværk. Dersom jeg nu skal hente

Oplysning fra min Erfaring i denne Henseende, da er det for tidligt at berøve det dette Spilleværk. Jeg har seet saamange Ansøgninger i denne Retning af Mænd, som jeg iøvrigt maattee erkjende at
være meget sornustige, at jeg ganske vist maa antage, at der i det
danske Folk er en Trang til disse Ting; jeg har seet saa Mange
blive ulykkelige, naar denne Trang ikke blev tilsredstillet, seet saamegen Missornøielse, naar de bleve skussede i denne Henseende, og jeg
har seet saamange Omveie at blive brugte for at opnaae dem af Den,
der tragtede derefter, at jeg troer, man slet vilde kjende sine Landsmænd, hvis man vilde lade disse Ting salde bort og paa eengang
gjøre Ende paa disse Livets Behageligheder. Der er allerede i Udkastet borttaget det Væsentlige, idet der borttages de Fortrin, som Adel,
Rang og Titler give, derved er Lighedsprincipet, saavidt det ligger
udenfor Misundelsen, hævdet; om vi da lade det blotte Navn blive
tilbage, lade den hele Rangsølge blive staaende, saa at Folk efter
deres egen Lyst kunne gaae den hele igjennem, indtil de tilsidst begraves i en Geheimeconferentsraad, hvad skade gjør da det, hvad lider
Staten derved? Og hvis da den Tid skulde komme, at Resormværket
var gaaet saavidt srem, saaat de Fleste være for, at der ikke skulde
være Adel, Rang og Titler, og det kun var saa Dissenter,
der være herfor, da vil man jo snart kunne gjøre en saadan
Forandring; meu nu troer jeg, at de Fleste, den store Folkekirke, ere for, at de skulle vedblive, og at det kun er faa
Dissenter, der ere derimod, og hvorfor skulle vi da bestræde os
for at sætte en Bom derfor? Tænker man over dette og betragter
hvad der er, da lade man det blive ved. Jeg indrømmer, at det
er en uheldig tydsk Mode; men man kan ikke paa eengang askaffe alle
tydske Moder, og man bør derfor ikke paa eengang gjøre Kaal paa
den, man giver den derved en altfor stor Betydning; jeg troer, at
den danske Nationalcharakteer maa udvikles først, saaledes at man
faaer en asgjort Modbydelighed for Titler og Rang, saa Ingen vil
søge eller begjere dem, Ingen agte paa dem.

Grundtvig: Ogsaa jeg skal tilraade, ikke at gaae et Skridt
videre i denne Sag end Udkaktet, og jeg mener ikke blot, som den
forrige ærede Taler, at naar al Forret er skilt fra Adel, Rang og
Titler, man da kan rolig lade dem bestaae, nei, jeg troer virkelig, at
man bør lade dem bestaae, bør lade dem bestae som Noget, der,
naar alle Forrettigheder ere skilte dersra, ikke egentlig kan siges at
høre mere til den borgerlige Retskreds, og Alt, hvad der kun beroer
paa Meningen, skulde man dog aldrig søge at saae afskaffet ved Lov.
Desuden er det paa ingen Maade en saa aldeles afgjort Sag, som
ogsaa ved denne Leilighed er udtalt, at det er noget Ondt; det er
paa ingen Maade en asgjort Sag, at det ikke skulde være meget klogt
at lade Saadant besaae, ligesom man lettelig vil indsee, at dersom
det skulde være saaledes, at det skulde være en Hindring for den
rette Lighed, dersom Folks Lyksalighed skulde bestaee deri, at intet
Menneske udmærkede sig iblandt dem, eller at der ikke lagdes Mærke
dertil, eller at Udmærkelsen ikke fremdrages — dersom dette skulde være
Tilfældet, da indses det let, at man ogsaa maatte inbbrage Ridderordener, thi det er vist, at de høre til den samme Classe. Og er
det end saa, at Titelvæsenet er noget Latterligt, der Gud skee Lov
ikke er af dansk, men af tydsk Herkomst, dersom det dog virkelig er
sandt, at der er en Forelskelse i det endnu, som gjør det til Klogskab ikke at røre altfor haardt derved — saa mener jeg, at de Folk
ingenlunde ere Daarer, som vedkjende sig, at dersom Regjeringen
forstaaer at betjene sig af det, og dersom den kun tager Hensyn til
de Mennesker, der virkeligen udmærke sig, og søger at paatrynkke dem
et Præg, en Alnerkjendelse af Fortjenesten, saa vilde det kunne være
en gavnlig Spore, faalænge Menneskene ere, jeg vil ikke bruge det
Udtryk, besatte af Forfængelighed, thi dette vil ikke være Tilfældet
hos nogen i Høi Grad virkelig Fortjent, men besjælede af Kappelyst,
af Lyst til at see sin Daad, sine Bestræbelser paaskjønned og udmærkede, og dette maa finde Sted, saalænge et Folk kan være og vil
blive daadrigt. Dersor skal jeg, som sagt, af mange Grunde, og af
flere Grunde, end det her kunde være passende at udvikke, tilraade,
at hvad Udkastet indeholder, og hvad jeg anseer for det Rigtige i
denne Henseende, ogsaa bliver det Eneste, der anrages.

Visby: Tør jeg udbede mig en Oplysning af den ærede Ord