Grundlov - bind 2 - Side: 576
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

576

2625 2626
Den foreløbige Behandling af Grundloven §§ 72—74.

naar han troer, at jeg skulde staae i den Formening, at Regjeringen som saadan kunde give en saadan Bestemmelse med Hensyn til
Trykkesrihedens Misbrug, og ikke dermod den lovgivende Magt
Jeg yttrede blot, at Regjeringen af det Mislige og Utilbørlige i
mange Udskeielser fra Pressens Side — som ogsaa forørigt hos Folket selv, og til disse Tider endog saa stærkt kan gjøre sig gjældende,
at den ganske naturligt med end mere Styrke maatte kunne træde
frem hos Regjeringen — kunde blive tilbøielig til at gribe Initiativet
til ad Lovgivningsveien at foretage saadanne Forandriger og til
at benytte den Stemning, som ved enkelte Leiligheder var fremkaldt
hos Folket. Min Mening var naturligviis ikke, at Regjeringen selv
skulde give saadanne love, medmindre, som den ærede Rigsdagsmand
sagde, det kun skulde være provisoriske Love.

Ploug: Jeg troer, at Vanskelighederne ved denne Paragraph,
som den af Udvalget er forandret, bestaae deri, at Udtrykket „præventive
Forholdsregler” er uklart og ubestemt. Jeg er f. Ex. uvis om man
efter denne Paragraph nogensinde skulde kunne standse Salget af et
Værk i Boghandelen, hvis Forfatter var anklaget selv for den allergroveste Presesorbrydelse, eller om man vilde være berettiget til at
confiskere et Flyveskrift eller Flyveblad, der, uden at være forsynet med
Forfatters, Forlæggers eller Bogtrykkers Navn, solgtes paa Gadehjørnerne. Og det kunde dog under disse Forhold være misligt, om
Staten ikke var i Besiddelse idetmindste af Retten til det Sidstnævnte.
Forsaavidt som der er talt om Stempelafgist eller Caution, saa kan
jeg egentlig ikke ansee en Stempelafgift for noget Onde; thi at man
svarer Skat af Pressen, som af en anden Næring, er i sin Orden,
og enten man svarer ven under Navn af Afgift til Postvæsenet og
den polytechniske Læreanstalt, eller som Stempelafgist, det kommer ud
paa Eet. Men skulde en saadan Skat paalægges, saa maatte det da
være under den Forudsætning, at det Offentlige hævede de Hindringer, der for Øieblikket ere iveien for, at Pressen kan bestaae, nemlig Monopoler for Bekjendtgjørelsesretten, Noget, der er ukjendt i det
øvrige Europa udenfor Danmark.

Da ingen Flere begjerede Ordet, gik man over til § 73.

Ordføreren: Udkastets § 73 er saalydende:
„Borgerne have Ret til uden foregaaende Tilladelse at indegaae Foreninger i ethvert lovligt Øiemed. Ingen Forening kan
ophæves uden ved Dom. Dog kunne Foreninger foreløbigen forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens
Ophævelse. “

Udvalgets Betænkning indeholder herom:
„Udvalget maa i det Hele tilræde Bestemmelsen i denne Paragraph, der indeholder Grundsætningerne om „Foreningsretten”, idet
vi alene foreslaae, at den anden Sætning i samme udtrykkes saaledes: „Ingen Forening kan ophæves ved en Regjerings foranstaltning” istedetfor Ordene „uden ved Dom”. En saadan Affattelse af denne Bestemmelse vil nemlig indeholde den Betryggelse for Foreningssriheden, som ved Paragraphen er tilsigtet, uden dog at udelukke
Ophævelsen af en Forening ved Lov i saadanne mulige Tilfælde, i
hvilke en umiddelbar Indskriden af den lovgivende Magt
maatte befindes at være fornøden eller ønskelig. “

Ørsted: Jeg skal, uden at indlade mig i vidtløftig Forhandling, blot bemærke, at denne Paragraph, saavelsom den største Deel
af de øvrige Paragrapher i dette Afsnit, ikke egner sig til at optages
i Grundloven, og at man derfor bør overlade det til en tilkommende
Lovgivningsmagt at afgjøre, hvorledes disse Forhold skulle ordnes.
Jeg troer, at der kan være Foreninger, saa truende for den offentlige
Sikkerhed, at det vil være meget betænkeligt at fraskrive sig at Ret
til at forhindre den, og dersom Øvrigheden ikke har anden Myndighed, end at den kan foreløbig Standse disse Associationer, men at det
siden ved Dom skal afgjøres, hvorvidt der var Grund dertil eller
ikke, og at Øvrigheden endog kan blive Ansvar undergiven for saadanne Foranstaltninger, saa troer jeg, at Øvrighedens Myndighed
derved vil blive saagodt som ingen, og at alle Associationer, naar
de ikke aanske udtrykkelig gaae ud paa at opfordre til en bestemt Forbrydelse, frit kunne drive deres Spil. Hvorvidt dette kan stemme
med den offentlige Sikkerhed eller ikke skal jeg overlade til Forsamlingen at bedømme; forøvrigt skal jeg bemærke, at i Frankrig har

man under det nuværende Tidspunkt truffet meget ftrenge Forholdsregler med Hensyn til Klubber, skjøndt Grundloven ogsaa der hjemler
Foreningsfrihed, og man har søgt at forsvare det ved Grunde, der
forekomme mig at være aabenbart uantagelige.

Da ingen Flere begjerede Ordet, gik man over til § 74.

Ordføreren: Udkastets § 74 er saalydende:
„Borgerne have Ret til at famles ubevæbnede. Forsamlinger paa
offentligt Sted har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger undet
aaben Himmel kunne forbydes, naar der af samme kan befrygtes
fare for den offentlige Fred. “

Udvalget har hertil bemærket:
„Ved de Regler, som i denne Paragraph gives om Forsamlingsretten, har Udvalget Intet fundet at erindre, men foreslaaer blot
Udtrykket „ Forsamlinger paa offentligt Sted” ombyttet med „offentlige
Forsamlinger”. Det er nemlig Forsamlingens hele Charakteer,
der maa stemple den som offentlig, og derved ifølge Paragraphens
Bestemmelse give Politiet Ret til at overvære samme; men det vil
derfor blive flere forskjellige Omstændigheder, som maae tages i Betragtning for at afgjøre, om den har en saadan Charakteer; Stedet, hvor
den holdes, er kun een saadan, der ikke altid kan være den afgjørende. “

Ørsted: Der gjælder om denne Paragraph væsentlig det Samme
som om den foregaaende, og jeg skal derfor dertil henholde mig

J. A. Hansen: Det forekommer mig dog, at Slutningen
af nærværende Paragraph, saaledes som den staaer, kan være noget
farlig for Folkefriheden. Det staaer nemlig aldeles ubetinget, at Forsamlinger under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af samme
kan befrygtes Fare for den offentlige Fred. Det er altsaa overladt
til vedkommende Politiembedsmand, hvorvidt han troer at kunne
befrygte nogen Fare; der er ikke sikkret Vedkommende senere at kunne
hævde den Ret, som de have havt til at holde den offentlige Forsamling, der ir ikke engang sikkret den, at Vedkommende senere skulde
forpligtes til at motivere deres Fremgangsmaade. Det er temmelig
almindelig bekjendt, at vore Politiembedsmænd i flere Aar have havt
en ganske særegen Lyst til at forbyde Menigmands Forsamlinger, og
det er netop med Hensyn dertil, at jeg formener, at det, saaledes aldeles ubetinget at overlade det til den enkelte Øvrighed at forbyde
Forsamlinger, vil være noget Farligt. Den høitærede Justitsminister
har i Mødet idag anført, at dette Afsnit, ligesom Udkastet i det Hele,
var blevet til under Paavirkning af og med Hensyn til Forholdene
i forrige Aar. Baade af den Grund og tillige fordi jeg troer, at et
Exempel bedre oplyser det end mange Ord, skal jeg tillade mig at
anføre og paapege et Exempel, der viser, hvor misligt det kan være,
i enkelte Tilfælde at give Øvrigheden en saadan ubetinget Ret. I
et af Landets Amter udbredte sig forrige Aar det Rygte ganske almindeligt, at en af Forræderne fra Hertugdømmene opholdt sig hos en
af sine Slægtninge heri Landet. Denne Egns Beboere fandt sig forpligtede til, som troe Borgere og Fædrelandsvenner, at foretage en
Undersøgelse, om dette Rygte var Sandhed. De gik frem paa en
fuldkommen rolig og stille Maade; de indfandt sig paa det
Sted, der var angivet som det, hvorden nævnte Fjende skulde
opholder sig; de besatte alle Udgange i Ro og Stilhed, og de sendte
da Bud efter vedkommende Steds Øvrighed, før de gik videre; men
da Øvrigheden kom til Stedet, foregik Undersøgelsen under hans Ledelse og Bistand, og, efter hvad man har sagt, ogsaa efter Opfordring fra ham til at see vel efter overalt. Dette foranledigede et
Circulaire fra den daværende, som ogsaa er den nuværende, Justitsminister til samtlige Communalbestyrelser i Landet. I dette Circulaire siger han, at dette Foretagende vistnok havde sin Grund i en
overdreven Frygt eller Forbittrelse imod dette Individ. Nu vil jeg
ikke ligerem sige, at denne Frygt eller denne Forbittrelse var overdreven, jeg vil ikke engang sige, at det var frygt eller Forbittrelse,
der fremkaldte det, thi det var en ligefrem Følge af, hvad de som
troe Statsborgere skyldte deres Fædreland; men feld om de lededes
af Frygt eller Forbittrelse, og selv om denne Frygt og denne Forbittrelse havde været overdreven, saa finde jeg ikke, at dette kunde
retfærdiggjøre det Circulaire, som den ærede Justitsminister udstedte,
idet han i dette Circulaire ligefrem udtalte som sin Formening, at et
saadant Foretagende Kunde i sin Følger blive af stor Betydning,