Grundlov - bind 2 - Side: 571
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

571

2615 2616
Den foreløbige Behandling af Grundloven §§ 71—72.

min Deel vil gjerne sige, at jeg ikke har havt Leilighed til nu at
underkaste dette Spørgsmaal Drøftelse, men jeg tvivler paa, at jeg
vil komme til det Resultat, at alle Trin og Grader af Underviisning kunde paa samme Maade tilbydes uden Betaling.

Frølund: Jeg er ganske enig i, at her ikke er Stedet til at
drøste dette Spørgsmaal, men det var ikke mig, som gav Anledning
til, at man er kommen ind paa det, hvorimodd det var den høitagtede
Justitsminister.

Ordføreren: Jeg skal med Hensyn til Paragraphens almindelige Indhold henholde mig til hvad der allerede af et æret Medlem af Ministeriet er blevet anført, Forsaavidt det af den ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 1ste District (Hammerich) er blevet
bemærket, at den Redactionsforandring, som er bleven bragt i Forslag af Udvalget, ikke skulde være heldig, skal jeg indskrænke mig til
den Yttring, at forsaavidt Udvalget har udtrykt Sætningen saaledes,
at det er Børnene, som ere stillede i Spidsen, istedetfor Forældrene,
som berettigede, har man troet at have Grund dertil derved, at det
netop væsentlig er disse, hvem denne Pligt fra Statens Side skyldes,
naar det erkjendes at være Statens Opgave at førge for, at de
Umyndige naae til den Grad af aandelig Udvikling, som maa ansees nødvendig for enhver Statens Borger. Hvad den sidste Sætning angaaer, troer jeg ikke, at den nævnte Rigsdagsmand fandt Andet at indvende, end at det sidste Ord „sørge” kunde mistydes; men
jeg vil hertil blot bemærke, at det forekommer mig, at Sætningen
i sig selv er saa simpel og klar, at hvis den af ham antydede
Tanke ved det sidste Udtryk skulde fremkomme hos Nogen, kan det
ikke være Sætningen selv, der er Skyld deri, men Misforstaaeledn maatte da vel snarere tilskrives en mørk Stemning hos en
Saadan.

Hammerich: Jeg skal tillade mig til hvad der er bemærket
af Ordføreren at svare, at Grunden, hvorfor jeg troer det mindre
rigtigt, med Udvalget at betragte det som Børnenes Ret, er fordi der
her ikke er Tale om Ret til Underviisning i Almindelighed, men kun
om Ret til Underviisning uden Betaling; var her Tale om Ret til
Underviisning, skulde jeg være enig med det ærede Udvalg. Til hvad
den ærede 3die kjøbenhavnske Deputerede (Ørsted) har yttret, skal jeg
bemærke, at jeg vist ikke har nævnt, at der for Øieblikket hersker
Skoletvang i Ordets egentlige Betydning, men de almindelige gjængse
Begreber blande Skoletvang og Underviisning. Og med Hensyn
til Foredraget af den ærede Rigsdagsmand for Præstø (Grundtvig)
maa jeg dog meget stærkt lægge Vægt paa, at jeg ikke har sagt, at
Børnene voxe op som Dyr, fordi de ikke gaae i Skole, endnu mindre, fordi de ikke gaae i Latin-Skole, men at de voxe op som Dyr,
naar der ikke førges for deres aandelige Fornødenheder, men kun for
deres dyriske Fornødenheder; det er det, jeg har meent og sagt. Jeg
veed meget vel, hvad den ærede Taler erindrede om, at der har
været den Tid, da Menneskene forædledes uden at der var Skoler;
men jeg troer, at det laa deri, at ogsaa paa den Tid meddeelte de
Ældre deres Erfaringer og Kundskaber til de Yngre, det vil med
andre Ord sige, at der var Underviisning dengang; ellers kan jeg
ikke indsee, hvorledes en Forædling kunde være mulig.

Grundtvig: Naar den ærede 1ste kjøbenhavnske Deputerede
(Hammerich) ikke meente Andet, end at de Børn, for hvis Fornødenheder der kun førgedes, forsaavidt de være dyriske, voxede op som
Dyr, da har jeg naturligviis ikke det Mindste derimod at indvende,
men Sagen er, at jeg meente og har vedkjendt mig, at en skolemæssig
Afretning ingenlunde er Betingelsen for Menneskelivets Udvikling,
ingenlunde Betingelsen for Udviklingen heller ikke hos Børnene, og
at jeg ikke har talt eet Ord imod, at de ældre Mennesker stræbe at
danne og opdrage de yngre, uden hvilket vi ikke kunde tænke os nogen Forplantelse af det Menneskelige, berhøver jeg vel ikke at anmærke.
Man gik derpaa over til § 72.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Enhver er berettiget til ved Trykken at offentliggjøre sine Tanker, dog under Ansvar for Domstolene. "

Udvalget har i Anledning af den bemærket:
„Udvalget er fuldkommen enigt i den Grundsætning, som denne
Paragraph udtaler, at Trykkefrihed hjemles, alene under Ansvar for

Domstolene; men man antager, at der er Grund til udtrykkeligen at
tilføie, at Trykkefriheden ingensinde kan indskrænkes ved Censur eller
andre præventive Forholdsregler. Vi antage det fremdeles fornødent,
at der snarest muligt gives en Lov, som i Overeensstemmelse med
denne Grundfætning fastsætter de nærmere Bestemmelser for Pressens
Brug og Strakke for dens Misbrug. En Udtalelse heraf vil derfor
blive optaget blandt de midlertidige Bestemmelser, som vi senere skulle
tillade os at bringe i Forslag.

Vi antage derfor, at denne Paragraph kunde udtrykkes saaledes:
Trykkefrihed er sikkret under Ansvar for Domstolene, uden nogensinde at kunne indskrænkes ved Censur
eller andre præventive Forholdsreg ler. “

Grundtvig: Det gaaer med denne Paragraph, ligesom det
er blevet bemærket om de foregaaende, at de indeholde endnu mindre,
end der har været bestemt om det Samme i vor hidtilværende Lovgivning, og dette, mener jeg, beviser, at den høitagtede Justitsminister
vistnok tager feil i, at de særegne Forhold, som bestode ifjor, gjorde
en saadan Affattelse af Grundloven nødvendig; thi dersom der havde
været indrømmet en større Ret til Arbeide, til Forsørgelse, til Underviisning for de Fattige, og endelig en større Skrivefrihed, end der
hidtil har været indrømmet i Lovgivningen, da vilde jeg give ham
aldeles Ret, nu derimod maa jeg sige, jeg begriber slet ikke, hvorledes netop under hine Forhold disse Paragrapher ere komne til at
lyde saaledes, og allermindst kan jeg da forstaae, hvorledes der om
Trykkefriheden er kommen en saa aldeles intetsigende Paragraph, som
det dog unegtetigt er, naar der staaer, at Enhver har Ret til ved
Trykken at offentliggjøre sine Tanker under Ansvar for Domstolene,
thi visselig kunde jeg ikke tænke mig, at der kunde siges mindre,
og det er jo klart, at dette kunde fastsættes i Grundloven, uden at
der derfor var det Allermindste, som kunde kaldes Skrivefrihed. Det
er jo vist, at selv i den Trykkeforordning af 1799, som jeg aldrig
har berømmet eller skal berømme, findes dog udtrykkelig sagt, at man
uden Straf og uden Fare skal kunne gjøre langt Mere, end her bestemmes ved denne Paragraph i Grundloven. Jeg kan da ikke andet
end stemme imod denne Paragraph baade i den Skikkelse, den har i
udkastet, og i den, som den har faaet ved vore Nævningers Haand,
thi hvad skulde vel det hjælpe, at der nu endelig slet ingen Censur maatte
være, slet ingen præventive — paa Dansk forekommende eller forebyggende — Forholdsregler, naar det dog var saaledes, at vi havde en
Trykkelov, som satte det i Vedkommendes Magt at gribe, om de vilde,
ethvert Foster af Pressen og qvæle det i Fodselen, eller naar dog,
som det jo kunde være efter dette, der ved Lov var bestemt, baade
Forfatter og Udgiver og Sætter og Trykker og maaskee alle de, som
havde arbeidet derved, skulde kunne kaldes til Regnskab, tiltales, dømmes og straffes for Alt, hvad der muligt mishagede Regjeringen eller
Embedsmændene eller hvem det nu kunde være, og det er jo vist, at
her lades det aldeles aabent, hvilke Grundsætninger der skulde gaae
igjennem den Lov, som bestemmer Ansvaret for Skribenter eller Bogtrykkere eller Nogen, som har med Bøger og trykte Sager at gjøre.
Jeg skal derfor tage mig den Frihed at foreslaae en Paragraph i
Grundloven, hvori der siges Alt, hvad jeg finder kan lade sig sige i
saa Ord, om at der i Landet skal være en Tale- og en Skrivefrihed,
især om alle aandelige og offentlige Ting, saa udstrakt, som det almindelige Vel kan tillade det, og at Trykkefrihedssagen skal ordnes
ved en tilsvarende Lov; dette Ændringsforslag forbeholdeer jeg mig
at stille.

Tscherning: Jeg troer ikke, at der vilde skee nogen væsentlig Ændring, om Paragraphen blev affattet saaledes, som den sidste
ærede Taler foreslog, idetmindste forstaaer jeg dens Indhold netop
ligesaadan, at Trykkefriheden skal ordnes ved en Lov, som giver saa
stor Frihed, som til enhver Tid Staten kan ønske og kræve. Staten
er nemlig Loven, fremkaldt igjennem de forskjellige Lovgivningsmyndigheder. Jeg troer virkelig ikke, man kan udtrykke Mere, og jeg
troer ogsaa, det er det, som den sidste ærede Taler har udtrykt. Derimod troer jeg, Udvalget udtrykker Noget, som man ikke bør forpligte
sig til. Skjøndt jeg ikke har det Mindste tilovers for Censuren, men
antager, at den er skadelig, har jeg dog seet, at den er bleven brugt
ved saamange Leiligheder, og ved enhver overordenlig Leilighed, ved