Grundlov - bind 2 - Side: 568
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

568

2609 2610
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkatet. §§ 70—71.

2609
Øiekast, fordi den uhyre Tilvæxt, Fattigskatten i England har faaet,
for en stor Deel hidrører fra, at England er et Fabrikland, som tildeels ved kunstige Midler har fremelsket Fabrikernes Affætning i Udlandet og ligeledes ved kunstige Midler har fordyret Prisen paa Levnetsmidler; i England er der derfor mangfoldige arbeidsdygtige
Mennesker, som under andre Omstændigheder nok kunne forskaffe sig
Underhold, men paa Grund af de høie Priser paa Levnetsmidler og
den i Forhold dertil utilstrækkelige Arbeidsløn have været nødsagede
til at føge Hiælp af Fattigvæsenet. Men skjøndt man ikke paa Grund
af dette Exempel kan finde, at en Forandring i det hidtil antagne Forsorgelses-Princip kan anbefales, kan jeg dog ligesaalidt stemme for at
optage nogen Bestemmelse herom i Grundloven, saaledes, at den
nuværende Indsigt i disse Forhold skulde afgive en evig Regel for
Efterslægten.

Jeg skal endnu kun bemærke, at det forekommer mig, at Paragraphen, baade som den staaer i Udkastet og som den er foreslaaet af
Udvalget, ikke udtrykker den Tanke, der skal udtrykkes, saa godt som
den hidtil gjældende Lovgivning. Her tales nemlig blot om dem, der
ikke kunne „ernære sig og Sine”, og den passer saaledes ikke fuldkommen paa faderløse Børn, Syge og enkelte andre Indiveder. Her
tales kun om „at ernære”, hvorimodd de hidtil gjældende Fattiglove
hjemle Adgang saavel til det egentlige Ernær som til Sygepleie
og Omsorg for Børnenes Opdragelse. Her staaer saaledes tilbage,
hvad der vel er tildeels udtalt i den følgende Paragraph, men dog
ogsaa der i et mindre Omfang end i de nu gjældende Love. Jeg maa
saaledes i enhver Henseende antage. at denne Paragraph bør udgaae
af Grundloven.

Grundtvig: Jeg skal først bemærke, at vel er det Englands
Fabrikvæsen, der har gjort Fattigvæsenet langt snarere fortvivlet,
men ogsaa i denne Henseende stræbe vi jo at efterligne Englænderne
saa godt, vi kunne, og forholdsviis kunde det jo da blive ligesaa
slemt hos os. Dernæst skal jeg bemærke, at det dog ikke er Fabrikerne,
der have fremkaldt det fortvivlede Fattigvæsen i Irland, men for en
stor Deel ligger dette i Udstyknin af Jord, da man sik en heel
Familie af Almisselemmer paa hvert Stykke Land, der avler saamange kartofler, som kunde føde to Mennesker og en Griis. Endelig er det ikke blot udvortes Grunde, der gjøre enhver Forsorgelsesret
forkastelig og farlig. Jeg skal blandt de mange Oplysninger, der
ved de parlamentariske Undersøgelser ere komme for Dagen, blot nævne
to Ting, der strax ville vise os, hvad det er for en Vei, vi vandre
paa, ved den almindelige Forsørgelsesret. Det er saaledes paa den
ene Side oplyst, at det er ganske sædvanligt, at de store Fabritherrer
eller de større Forpagtere eller Jorddyrkere, saasnart Fattigskatten
synes dem at blive for høi, afskedige Fjerdedelen eller Halvdelen af
Ardeiderne; disse salde da paa Communen, og de modtage dem da
senere igjen som en Godhed for halv Priis, hvorved Byrden. maa
falde paa dem, der selv ere nærmest ved at blive Fattige, og de Fattiges Antal voxer umaadeligt. Paa den anden Side er det blevet
oplyst, at paa mange Steder Arbeidere kunne tjene godt i de 8 Maaneder
af Aaret, som f. Ex. Steenhuggere; i Loudon kaster en stor Mængde af
deslige Arbeidere sig paa Fattigvæsenet de 4 Maaneder af Aaret,
og det af ingen anden Grund, end den Skjødesløshed, der stoler paa
Fattigvæsenet.

Ordføreren: Jeg skal blot tillade mig, at bemærke, hvad
der er Forsamlingen bekjendt, at det ikke er Udvalget, der har bragt
denne Paragraph ind i Grundloven, da den i det Væsentlige allerede
findes i Udkastet, og jeg troer saaledes, at man vistnok ikke vil kunne
sige, at Udvalget har anseet det nødvendigt at indbringe en saadan
Paragraph; men paa den anden Side har Udvalget ikke troet, at
der var Grund til at udskyde den, da den alt fandtes i Udkastet.

Som allerede bemærket af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) udtaler den i det Væsentlige ikke andet,
end hvad der er Grundsætningen i vor nu gjæ! dende Lovgivning, og
jeg troer at kunne tilføie, at saaledes som den er affattet, kan den
ikke siges at give nogen bestemt Regel for, under hvilke Betingelser
en saadan Ret til Understøttelse skal være tilstede for Vedkommende,
ligesaalidt som den forelægger en Regel for Omfanget af den Understøttelse, der skal ydes, og paa den anden Side er Retten til Under

støttelse betinget af, at man underkaster sig de Forpligtelser, som Lovene
paabyde. Det forekommer mig derfor, at man ikke har den Grund
til Frygt for saadanne Misbrug, som enkelte ærede Talere have antydet,
Da ingen Flere ønskede at yttre sig over den foreliggende Paragraph, gik man over til Behandlingen af § 71.

Ordføreren oplæste Udkastets § 71, der lyder saaledes:
„Den, som ikke selv kan forge for sine Børns Oplærelse, er berettiget
til, at det Offentlige forskaffer dem fri Underviisning i Almueskolen. “
Derefter oplæste han Comiteens Betænkning ved denne Paragraph, der er saalydende:

„Udvalget antager vel, at den i nærværende Paragraph indeholdte Grundsætning bør udtales; men da det dog ikke Forældrene,
men Børnene selv, hvem den heromhandlede Ret vedkommer, foreslaae
vi som en Redactionsforandring, at Paragraphen affattes saaledes:
de Børn, for hvis Oplørelse Forældrene ikke have
Evne til at sørge, ville erholde fri Underviisning i
Almueskolen. Det er iøvrigt en Selvfølge, at de nu bestaaende
Lovforskrifter om Forpligtelsen for Forældrene til at sørge for deres
Børns Oplærelse forblive uberørte af Bestemmelsen i denne Paragraph, men vi antage ikke, at det skulde være fornødent eller rigtigt
at optage denne Forpligtelse, der dog vilde trænge til flere nærmere
Bestemmelser, blandt Grundlovens Forskrifter. “

Frølund: Jeg agter at stemme for, at denne Paragraph aldeles udgaaer; den forekommer mig nemlig ikke at sige Noget eller i
det mindste ikke Noget, der tilfredsstiller mig; hvad nemlig angaaer
Hensynet til den Understøttelse, som derved er tilsikkret fattige Folk,
da mener jeg, at denne Tilsikkring allerede er given i den foregaaende
Paragraph, og skulde den ikke allerede være given, da mener jeg, at
man desuagtet kan være rolig i denne Henseende, thi man tør dog
vel vente, at christelige og humanistiske Hensyn altid ville gjøre sig
gjældende i Staten, og at saaledes de Fattige altid kunne være visse
paa, at en saadan Hjælp vil blive ydet dem. Og hvad nu Skolen
angaaer, da mener jeg vel, at dens Tilstand nu er yderst utilfredsstillende; men en saadan Paragraph, som den nærværende i Udkastet
om Skolevæsenet vil naturligviis ikke kunne have nogen Betydning.
Der er et Par Udtryk i Paragraphen, som maaskee for Fremtiden
kunne saae Betydning, og som jeg derfor vil omtale med et Par Ord;
der er nerlig talt om „fri Underviisning”i Almueskolen; jeg opgiver
nødigt Haabet om, at vi i sin Tid ogsaa her skulle naae dertil, at
alle Børn kunne erholde fri Underviisning, og jeg frygter for, at der
i de Udtryk, som her er brugte, muligt kunne antages at ligge en
Untydning af det Modsatte. Dernæst er der her idetmindste indirecte
antydet en fremtidig Adskillelse mellem Almueskolen, her Fattigskolen,
og det ovrige Skolevæsen ligesom hidtil; men jeg nærer det Ønske,
det Haab, at denne Adskillelse for Fremtiden vil bortsalde. Jeg skal
iøvrigt ikke her, hvad Skolevæsenet angaaer, udtale mig videre, da
jeg, naar vi ere blevne særdige med dette Afsnit, agter at stille et
bestemt Forslag i denne Henseende. Dersom imidlertid Paragraphen
skulde blive staaende, forbeholder jeg mig at stille et Forandringsforslag, hvorefter Paragraphen vil komme til at lyde saaledes: „Den,
som ikke selv kan sørge for sine Børns Oplærelse, kan fordre, at det
Offentlige forskaffer dem „fri Underviisning”, og at „i Almueskolen”
skal gaae ud.

Hammerich: Den Forandring, Udvalget har foreslaaet ved
§ 71, seer jeg egentlig ikke nogen Grund til jeg vil ikke tale
om den mindre heldige Redaction: „de Born, for hvis Oplærelse
Forældrene ikke have Evne til at førge”, hvor Ordet sørge er kom” met til at staae lidt forladt, som om det skulde betyde „gaae i Sorg
eller græmme sig”; men hvad Tanken angaaer, da indseer jeg ikke,
hvorfor Retten til fri Underviisning skal betragtes som en Rettighed
for de umyndige Børn hellere end som en Rettighed for deres naturlige Værger, Forældrene, saaledes som Udkastet har stillet Sagen.
Her er jo nemlig ikke Tale om Udgand til Underviisning, men om
Adgang til fri Underviisning, uden Betaling. Men hvad enten
man helst vil betragte Sagen fra Forældrenes eller fra Børnenes
Side, i begge Tilfælde savner jeg en udtrykkelig Udtalelse af, at det
er Forældrenes Skyldighed at førge for deres Børne Underviisning,
at Børnene ikke skulle undvære den nødtørftige Børnelærdom. At de