Grundlov - bind 2 - Side: 560
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

560

2593 2594
Den foreløbige Behandling af Grundloven §§ 67—68.

2593
imod, at den enten udgaaer eller ombyttes med en anden. Den Sætning, som blev bragt i Forslag af den ærede Rigsdagsmand for Præstø
Amts 4de District (Grundtvig), vilde imidtertid være maaskee ligesaa
omfattende og, om man vil bruge det Udtryk, „høit klingende", som
Comiteens, og kunde derhos maaskee være tvetydig, idet at man ikke
rigtig kunde see Betydningen af den; imidlertid maa jeg gjentage,
at Udvalget ikke synderlig vil holde paa den af det foreslaaede Sætning, da hvad derved er tilsigtet væsentlig indeholdes i det Følgende.

Grundtvig: Tør jeg endnu gjøre den Sprogbemærkning, at
det er urigtigt, naar man vil sige, at de nærmere Bestemmelser her
stride mod den Sætning, at Boligen er ukrænkelig, thi man siger
ingenlunde, at Noget bliver krænket, fordi det med Rette bliver
brudt.

Ordføreren: Hvis denne Bemærkning er rettet til mig, maa
jeg gjøre opmærksom paa, at mine Bemærkninger just gik ud herpaa.
Den ærede Taler maa altsaa have overhørt dem.

Grundtvig: Det har jeg ikke hørt.
Man gik derpaa over til § 68.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod tilsvarende
Erstatning. "

Udvalget har i Anledning af den bemærket:
„Udvalget maa naturligviis bifalde Indholdet af denne Paragraph og skal alene foreslaae, at den indledes med en almindelig
Udtalelse af Eiendomsrettens Ukrænkelighed, somt at Udtrtykket tilsvarende” i sidste Sætning ombyttes med „fuldstændig. “ Vi
antage vel ikke, at det førstnævnte Udtryk er brugt i nogen anden
Betydning end den, der ligger i det sidste, saameget mindre som
Ordet „Erstatning” uden noget yderligere Tillæg vistnok allerede udtrykker Paragraphens Mening, nemlig at Enhver, som tilpligtes at
afstaae sin Eiendom, kan fordre Godtgjørelse for det derved lidte
Tab. Men vi see derfor heller ingen Grund til at forlade det
af os foreslaaede Udtryk, der i sig er klart og benyttet i tidligere
Lovforskrifter af lignende Indhold, for at gjøre Brug af et andet,
der neppe er fuldt saa klart og ikke hidtil benyttet til at udtrykke
den her omhandlede Grundsætning. Denne Paragraph vilde herefter
komme til at lyde saaledes:

Eiendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod
fuldstændig Erstatning".

Nyholm: Jeg vilde have ønsket, at det ærede Udvalg i denne
Paragraph havde indtaget en Bestemmelse, som findes baade i den
belgiske Grundlov og den franske Forfatning af 1830, som gik ud paa,
at den Erstatning, som skal tilkjendes den Private, erlagdes fornd,
og at saaledes Ordet „forudgaaende” blev tilføiet Paragraphen; jeg
troer, at baade Billighed og Retfærdighed mod den Private, som skal
afstaae sin Eiendom, fordrer, at en saadan Erstatning bliver erlagt
forud, ligesom jeg ogsaa troer, at det i praktisk Henseende vil være
gavnligt, da det vil bevirke, at de Taxationer, som knyttes til deslige Afstaaelser, da stedse maae afholdes forud. Det har nemlig i
Praxis ofte viist sig heri Landet, hvor man som oftest ikke har brugt
en saadan Fremgangsmaade, navnlig ved Afstaaelse af Jord til Veie,
at Taxationerne ingenlunde altid have kunnet træffe det Rette og det
Sande, fordi de ere blevne afholdte bagefter at Eiendommen er bleven frataget vedkommende Eier og saaledes ei have været istand til
at dedømme disses sande Beskaffenhed.

Ørsted: Den nærværende Bestemmelse synes at skulle gaae ud
paa at skaffe Eiendomsretten en større Garanti, end den tidligere har
havt; men det forekommer mig, at den tvertimod berøver Eiendomsretten endeel af den Garanti, den hidtil har havt. At Eiendomsretten ikke vilkaarlig kan betages Nogen er ganske klart, og det behøves vel ligesaalidt at udtales i Grundloven, som at man ikke vilkaarlig kan berøve Folk nogen anden af deres Rettigheder; men ten hidtilværende Bestemmelse angaaende Eiendomsrettens Afstaaelse gaaer
kun ud paa, at Eiendomme skulle afstaaes, naar de behøves til offent

ligt Brug, saasom til offentlige Vete eller andet Saadant, men her
sættes den almindelige Sætning, at Eiendomsretten kan fordres afstaaet, naar „Almeenvellet" kræver det. Det er en Sætning,
som overmaade let kan misbruges. Jeg vil gjerne tilstaae, at der
kan være Tilfælde, hvor der bør skee Indskrænkninger i Eiendomsretten
af anden Grund end den, den hidtilværende Lovgivning har hjemlet,
men det maa ansees som extraordinaire Tilfælde, og det maa forbeholdes en kommende Lovgivning at kunne bestemme, at i de Tilfælde,
hvor man maatte finde, at det var gavnlit, at en Eiendom, der er i
Eens Besiddelse, kom i en Andens Hænder, Forandring i denne Henseende da skulde kunne skee. Der er forresten en meget vigtig og
gavnlig Forandring foreslaaet af Udvalget, nemlig at der istedetfor
„tilsvarende Erstatning" skulde sættes „fuldstændig Erstatning" Jeg
veed, at Udtrykket „tilsvarende" har opvakt megen Tvivl og Ængstelighed ikke blot hos mig, men ogsaa hos mange Andre. Ved den foreslaaede Forandring er man imidlertid dog ikke heller betrygget mod
Farer. Det kan nemlig langtfra være en Mand ligegyldigt at miste
sin Eiendom, selv om han faaer Erstatning derfor, thi det er
Trediemand, som bestemmer Erstatningen. Afstaaelsen af en Eiendom
kan være aldeles nødvendig i saadanne Collisionstilfælde, som den
hidtilværende Lovgivning har havt for Øie, saasom naar Ens Grund
behøves til en Vei, og der er det meget nødvendigt, der følger det af
det hele Samfunds Forhold, at man maa afstaae sin Eiendom og
tage imod Erstatning derfor, ligesom man ogsaa i saadanne Forhold
sædvanlig faaer en meget tilstrækkelig Erstatning, saaat man i Almindelighed ikke lider derved, skjøndt der kan opstaae særegne Forhold,
hvorunder det kan være haardt nok for en Mand, saaledes at betages
sin Eiendom. Jeg troer, at naar Paragraphen ikke optages i Grundloven, kunde man være mere beroliget for Eiendomsrettens Ukrænkelighed, end naar den optages deri. Endnu maa jeg ved det sidste
Membrum i Paragraphen, som siger, at Ingen kan være pligtig at
afstaae sin Eiendom uden at det skeer ifølge Lov, gjøre den Bemærkniug, at jeg ikke veed, om denne Bestemmelse er at forstaae saaledes,
at der for hver Gang behøves en Lov til Afstaaelsen af en Eiendom, skjøndt
slig Afstaaelse er hjemlet i de hidtilværende Anordninger, om der altsaa
f. Ex. skulde behøves en særegen Lov. Jeg for min Deel antager,
at Anordningen af 31te Juli 1801 saavelsom ogsaa flere Anordninger om denne Materie ere virkelige Love, og for Forhold af dette
Slags behøves altsaa ikke nogen særlig Lov. Jeg troer ogsaa, at
Alt hvad Paragraphen skulde omfatte ialtfald vel var hvad der skal
afstaaes til offentligt Brug; men jeg anseer det overflødigr, fordi det,
som bemærket, allerede ligger i den gjældende Lovgivning. Naar jeg
iøvrigt sammenligner denne Bestemmelse i Grundlovsudkastet med
andre Grundlove, veed jeg ikke let en Grundlov, hvor der er givet
en saa udstrakt Ret til at betage Folk deres Eiendomme som her;
der staaer i Almindelighed blot i andre Grundlove, hvad der staaer
i Forordningen af 1801, at Eiendom ikke kan fordres afstaaet, uden
hvor den behøves til offentligt Brug, og da mod Erstatning.

Tscherning: Jeg vil forbeholdee mig et Ændringsforslag til
Udvalgets Paragraph, ifald denne og ikke Grundlovsudkastets Paragraph skal blive staaende, at Ordet „fuldstændig" falder bort. Derved at man har indført dette Ord, som ikke staaer i Udkastet, har
man givet det en stor Betydning, som vil medføre meget stor Vanskelighed i sin Tid, naar denne Grundlovsbestemmelse kan komme til Anvendelse.

Frølund: Jeg skal ogsaa forbeholdee mig et Amendement, men
det er til Udkastets Paragraph selv. Det er paa Grund af, at jeg
er en afgjorte Fjende af mange overflødige Ord, at jeg vil foreslaae,
at Ordet „tilsvarende” skal bortfalde, thi det behøves vel ikke, da det
jo ligger i Ordet Erstatning.

Scavenius: Saafremt den ærede 3die kjøhenhavnske Deputerede ikke skulde ville stille det Amendement, som han syntes at antyde,
nemlig at der skulde staae „til offentligt Brug”, forbeholder jeg mig
at ftille det.

Ørsted: Jeg er meget villig til at stille et saadant Amendement, skjøndt der naturligviis ikke bliver Tale om noget Amendement,
naar Paragraphen bortfalder.

Ordføreren: Det var kun to Ord, jeg vilde bemærke, navn