Grundlov - bind 2 - Side: 558
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

558

2589 2590
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 328.
Fire og Halvfemsindstyvende (98de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 67.)

Ørsted: Det var blot den 1ste Passus af Paragraphen, med
Hensyn til hvilken jeg bemærkede, at der skulde findes, som det forekommer mig, fuldstændige og nøiagtige Bestemmelser i Forordningen
af 1796. Derimod har jeg aldeles ikke overseet, at der i 2den Passus findes noget ganske Nyt, angaaende Kjendelser, og at disse kunne
appelleres, Forøvrigt er dette noget, som der er gjort Indvendinger
mod, og til disse skal jeg henholde mig, thi jeg troer virkelig, man
kommer kun ind i Forviklinger og Fortrædeligheder ved det, som er
foreskrevet, uden at jeg seer, at der udrettes noget. Skal der ved Lov
søges en Betryggelse mob unødvendig Arrest, saa maatte dette være
en omstændelig Lov, som gik nærmere ind paa Betingelserne for Arrest; men ligesom dette er Noget, der ialtfald er meget vanskeligt,
som den ærede Ordfører udtyste sig, saaledes er det ogsaa Noget,
der ikke bør skee i en Grundlov, men ved en særskilt Lov om denne Gjenstand, og jeg vilde derfor finde det mere anbefaleligt, om Grundloven
indeholdt den Regel, at der ved en nærmere Lov skulde bestemmes
Betingelserne for arrest, end at henkaste disse enkelte fragmentariske
Sætninger, der ikke i og for sig kunne give Borgerne nogen Btryggelse. Jeg troer ogsaa, hvad Betingelserne for Arrest angaaer, at
Paragraphen snarere vilde kunne lede til en større Udvidelse af Arrestationer end de, der forhen fandt Sted, thi det er vist, som ogsaa den
ærede Ordfører har anmærket, at naar Arrestationer foretages og
vedligeholdes i de Tilfælde, hvor Sagen ikke kan afgjøres ved en
Pengebod eller simpelt Fængsel, altsaa i alle de Tilfælde, hvor der er
Anledning til at gjøre Paastand paa endog blot en saa høi Straf
som Fængsel paa Vand og Brød, saa er der jo en stor Leilighed til
at arrestere endog for mindre Forseelser, og da derhos Betingelserne for, hvorledes man ved Sikkerhedsstillelse kan frie sig derfra,
saaledes som Lovene efterhaanden i Praxis ere blevne bragte i Udøvelse,
ere meget ubestemte, saa synes mig, at naar man virkelig skulde gjøre noget
for at betrygge den personlige Frihed mod utilbørlig Arrest, hvorfor
der forøvrigt ikke er den Fare, som Mange mene, saa burde det
skee paa en anden Maade end ved disse Bestemmelser. Den ærede
Ordfører har antaget, at det skulde være en Følge af § 67, at Politidiricteuren ikke længere kunde arrestere, og det har jeg ogsaa bemærket kune blive Tilfælder. Dette vilde jeg imidlertid ansee for yderst
fordærveligt, idet jeg troer, at den almindelige Sikkerhed vilde lide
meget derved. Politidirecteuren har en ganske anden Leilighed til
at drage Omhu for den offenelige Sikkerhed; han har en ganske
anden Leilighed til at dedømme, hvorvidt der er Grund til at anholde
saadanne Personer, der have begaaet Forbrydelser, hvorvidt de for
den almindelige Sikkerheds Skyld kunne og bør arresteres, end de enkelte Dommere. Disse, som kun optage Forhør i enkelte Sager, kunne
jo ikke have den Oversigt som Politidirecteuren. Dersom man troer,
at man behøvede Betryggelse mod Politidirecteuren, hvilket jeg troede,
at man med Hensyn til den nuværende Politidirecteurs Personlighed allermindst skulde have Anledning til, saa maatte han ikke blot
miste Ret til at arrestere, men ogsaa den Ret, han har, til at henvise en Sag til hvilken Politidommer, han vil skat behandle den.
skal an beholde denne Rettighed, som han nu har, og som er høist
vigtig for den offentlige Sikkerhed, saa troer jeg heller ikke, der bør
betages ham Ret, deels til selv at anstille Undersøgelser om Sagen,
før han afgier den til Politiretten, deels til at decretere Arrest.

Da ingen Flere begjerede Ordet, gik man over til den af Comiteen foreslaaede § 67 b, hvorom Comiteebetænkningen indeholder
Følgende:

„Ligesom der ved § 67 er givet et Værn for den personlige Frihed,
saaledes vil det formeentlig ogsaa være passende her at optage en
Bestemmelse til Betryggelse mod den Krænkelse og øvrige Ulempe,
som en Indtrængen i Borgernes Bolig eller Undersøgelse af deres
Breve og andre Papirer altid maa medføre. Vi foreslaae derfor, i
Lighed med hvad der ogsaa i andre Forfatningslove er skeet, at en ny
Paragraph (67 b) optages af følgende Indhold:

Boligen er ukrænkelig. Huusundersogelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre
Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen
Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse

Justitsministeren: Skulde dog ikke denne Paragraph, og
navnlig den første Sætning „Boligen er ukrænkelig", hvor smuk og,
om jeg saa tør sige, høitklingende den er, dog ikke henhøre blandt
dem, som den ærede Ordfører for Udvalget omtalte som saadanne,
for hvilke Udvatget havde vogtet sig, nemlig saadanne, som vanskeligen kunde saae nogen praktisk Betydning, fordi de enten sige formeget eller forlidet. Dersom man vil tage Sætningen „Boligen er
ukrænkelig" i sin fulde Udstrækning, og i samme Betydning, hvori den
rimeligviis nærmest har foresvævet Comiteen, nemlig som den Sætning, ifølge hvilken Engelskmanden anseer sit Huus som sin Borg,
skulde den da ikke næsten udelukke den Bestemmelse, som Paragraphens Slutning indeholder? Paragraphens Slutning indeholder udtrykkelig, at Huusundersøgelser maae skee efter en Retskjendelse, men
ellers ikke, undtagen hvor Lov hjemler en særegen Undtagelse. Dersom Sætningen var i sin fulde Almindelighed gjældende, saa kunde
ikke en saadan Undersøgelse finde Sted, som Slutningen hjemler;
men jeg maa dog bemærke, at jeg anseer det for en Selvfølge,
at Loven maatte være beføiet til at fastsætte de nærmere Regler
for denne almindelige Bestemmelse, hvorved imidlertid den almindelige Sætning vilde tabe meget af sit smukke Udseende. Men jeg
skal derhos tillade mig at bemærke, at der findes ikke saa Tilfælde i
det daglige Liv, hvor det dog vilde være vanskeligt at udfordre en
Retskjendelse, skjøndt der ikke havdes nogen udtrykkelig Lovhjemmel til
Huusundersøgelse. Der er nemlig Forbrydelser af en saa særegen
Natur, at man i Almindelighed kun kan vente at opdage dem
ved en hurtig Undersøgelse, strax efterat Politiet er kommen paa
det første Spor. Jeg vil kun nævne Fabrication af falske Sedler. Naar Politiet har fundet det første Spor derved, at det er
kommen i Besiddelse af en falsk Seddet, saa gjælder det, øieblikkelig at
følge dette Spor; skulde først Rettens Kjendelse derover erhverves,
vil Sporet næsten altid tabes. Der kan tænkes andre Forbrydelser,
der foregaae indeni Husene, hvor endog den almindelige Borgerpligt vilde kalde Naboer eller det Offentlige til Hjælp, men som dog
neppe kunne saaledes undtages ved en speciel Lov, medens man dog
ikke kunde ansees derved at overtræde hverken den naturlige eller den
borgerlige Ret, fordi det Offentlige kom til Hjælp og skred ind i
Huset. Jeg troer saaledes, at med Hensyn hertil vilde Reglen, udtalt i sin Almindelighed, gaae langt videre, end det egentlig kan antages at være tilsigtet, og jeg troer ikke, at der findes en saadan
særegen Trang til en saadan Udtalelse her i Landet. Det vilde
dog vel her gjætde, hvad der flere Gange oftere er nævnt, at det
maatte ansees rettere at lade Forholdene udvikle Lovene end at lade
Lovene uddanne Forholdene. Dersom der fandtes en særdeles Tranag.