Grundlov - bind 2 - Side: 550
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

550

2573 2574
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen No. 326.
Tre og Halvfemsindstyvende (97de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 66 d.)

Ordføreren: Jeg skal indskrænke mig til nogle saa Bemærkninger, og skal først vende mig til den Indvending, der er gjort med
Hensyn til, at Udvalget har slaaet Kirken, Skolen og milde Stiktelser sammen. Jeg mener, at idet man har gjort denne indvending
har man seet mere hen til en fremtidig Ordning af Forholdet imellem
dem; men Udvalget gaaer ud fra, at man ikke kan lægge Vægt paa,
hvorledes Fremtiden vil stille Forholdet mellem disse Institutioner,
men paa, hvorledes dette nu og i Fortiden er bleven opfattet. Talen
er nemlig i denne Paragraph om de Eiendomme, som i Tidernes
Løb ere henlagte til disse Institutioner, og det maa da vel erindres, at de ikke tidligere ere blevne anseete som fremmede for hinanden, ligesom de ikke heller i Landets gjældende Lovgivning staae
som fremmede for hinanden, hvorimodd netop Forskrifterne om disse
ere samlede i samme Bog af Landsloven. Det er ogsaa en Følge
af den Maade, hvorpaa mange Donationer have fundet Sted, at der
ikke er nogen skarp Grændse i saa Henseende; Gaver til gudeligt
Brug omfatte ogsaa Gaver til Skoler og milde Stiftelser. Dette
med Hensyn til Grunden, hvorfor de ere fatte sammen, og den samme
Bemærkning vil ogsaa besvare en anden Indvending, man har gjort,
hvorfor man har sat denne Paragraph under dette Afsnit. Jeg troer,
at der i hvad jeg nys bemærkede indeholdes tilstrækkelig Grund til at
give Paragraphen Plads her. Jeg maa endnu tilføie, at vi have antaget,
at det er klart, at der ved Kirken, Skolen og milde Stiftelser sigtes til
alle Anstalter, der angaae enten Gudsdyrkelsen eller Underviisningen
i det Hele, uden nogen Adskillelse af de forskjellige Underviisningsanstalter, et hvilketsomhelst Veldædighedsøiemed. Det er altsaa i
den Forstand, i den mere opfattende Forstand, at de brugte Udtryk
maae opfattes. Naar endelig det Spørgsmaal er blevet rettet til
Komiteen, om Paragraphen skuld: forstaaes saaledes, at heller ikke nogen
saadan Forandring skulde tilstedes, hvorved det, der var henlagt til det ene
af de nævnte Øiemed, benyttedes til Fordeel for det andet, troer jeg
at kunne svare dertil, at vistnok ikke enhver saadan Forandring kunde
ansees tilladelig, idet den vel kunde være en saadan, at det maatte
erkjendes, at de omhandlede Midler ved Samme bleve anvendte i et
fra deres oprindelige fremmed Øiemed, men paa den anden Side
lader der sig dog ikke drage nogen aldeles skarp Grændse mellem de
3 nævnte Hovedformaal. Det Samme maa vvistnok ogsaa siges med
Hensyn til Adskillelsen mellem private og offentlige Donationer. Jeg
troer, det vil vise, sig, at der gives flere Midler, der ere skjænkede til
Kirken, Skolen og milde Stiftelser, om hvilke det ikke med Bestemthed skal kunne siges, at de fuldkomment eller ublandet henhøre til
den ene eller anden af de to nævnte Kategorier. Iøvrigt skal jeg ikke
videre gaae ind paa de forskjellige fremsatte Bemærkninger, da jeg
frygter for meget for uden Nødvendighed at opholder Forsamlingen.

W. Ussing: Jeg forbeholder mig det Ændringsforslag, at
der istedetfor „Kirken, Skolen og milde Stiftelser“ bliver anvendt det
gamle Lovsprogs-Ord „gudeligt Brug“, og jeg forbeholdeer mig senere
at motivere det.

Hermed hævedes Mødet, da ingen Flere ønskede at yttre sig om
denne Paragraph, efter at næste Møde var berammet til den følgende
Dag, Kl. 6 Eftermiddag, Grundlovssagens foreløbige Behandling
fortsat

94de offentlige Møde.
(Det 98de Møde i den hele Række.)
Aftenmøde.
Fredagen den 13de April
Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Efter Dagsordenen gik man over til den foreløbige Behandling
af Grundlovsudkastets § 67.

Ordføreren oplæste Udkastets § 67, der lynder saaledes:
„Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en Dommer. Hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, skal
Dommeren ved en af Grunde ledsaget Kjendelse afgjøre, at han skal
fængsles, og, hvis han kan løslades mod Sikkerhed, bestemme dennes Art eller Størrelse.

Den Kjendelse, hvorved Nogen erklæres for fængslet, kan af
denne strax fordres beskreven og særskilt indankes for høiere Ret.

Ingen kan underkastes Varetægtsfængsel for en Forseelse, som
kun kan medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel. “
Ordføreren oplæste derefter Udvalgets Betænkning til denne Paragraph, der er saalydende:

„Denne Paragraph gaaer ud paa at tilveiebringe en Betryggelse
for den personlige Frihed ved at bestemme, at Enhver, der anholdes,
skal inden 24 Timer stilles for en Dommer, at der, hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Ford, skal af Dommeren afgives
et motiveret Decret, at dette strax særskilt kan indankes for høiere
Ret af den Vedkommende, sant at Paretægts-Fængsel ikke kan anvendes for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod
eller simpelt Fængsel. Udvalget erkjender Hensigtsmæssigheden og Vigtigheden af disse Bestemmelser og antager tillige, at man i det Væsentlige bør indskrænke sig til dem, deels fordi vi ansee det rigtigst, at
kun saadanne Bestemmelser gives, som uden altfor stor Vanskelighed
strax kunne træde i Kraft og strengt overholdes, deels fordi en fuldstændigere og skarpere Gjennemførelse af den personlige Friheds Betryggelse, ligeoverfor Haandhævelsen af den almindelige Sikkerhed, naturligst maa fremtræde i Forbindelse med den hele Omordning af den
criminelle Retspleie, der vil blive nødvendig, naar den af os tidligere foreslaaede Paragraph (§ 63 e) om Nævningers Indførelse
bliver bifaldet. — Vi tillade os derfor kun at foreslaae ved den første
Deel af Paragraphen en Tillægsbestemmelse om den Frist, inden
hvilken det her omhandlede Decret bør afgives, og vi antage da, at
Hensynet saavel til den Anholdtes som til Forhørsdommerens Tarv
vil fyldestgjøres, naar der efter „Kjendelse“ tilføies: „der afgives snarest muligt og senest inden 3 Dage. “ Paragraphens 2det Afsnit vilde maaskee nøiagtigere udtrykkes saaledes: „den
Kjendelse, som Dommeren afgiver, kan af den Vedkommende strax særskilt indankes for høiere Ret“, da det jo
vistnok er Meningen, at den afgivne Kjendelse skal kunne undergives
den høiere Rets Prøvelse, ikke blot forsaavidt den gaaer ud paa
Fængsling, men ogsaa med Hensyn til den Sikkerhedsstillelse, den
maatte have paalagt som Betingelse for Eftergivelsen af Fængsling,
og da Bestemmelsen om, at Kjendelsen kan „fordres beskreven“ for at
kunne indankes, ikke behøver udtrykkeligen at gives. Vi antage tillige,
at nogle nærmere Regler maae gives om Formen for den her omhandlede Paaankning, der forudsættes overladt til den Paagjældende