Grundlov - bind 2 - Side: 534
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

534

2541 2542
1849 Beretning om Forhandlingerne Paa Rigsdagen. No. 322.
Tre og Halvfemsindstyvende (97de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 2 og §§ 64—66.)

Visby: Maatte jeg, med Hensyn til hvad Ordføreren nylig
har nævnt og hvad tidligere er berørt af Rigsdagsmanden for
Møen (Barfod), gjøre opmærksom paa, at Ingen nu bliver ved Politibetjente bragt til Daaben, at dette refererer sig til en forbigangen
Tid, men er ophævet ved senere Foranstaltninger. Jeg har troet
at burde anfore det, for at det ikke, ved at blive sagt heri Rigsdagen
og ikke blive modsagt, skulde gaae ud i Landet og lede til en vrang
Anskuelse om Friheden i Kirken.

I. A. Hansen: Jeg skal blot tillade mig at bemærke, at
denne Bestemmelse dog ikke er hævet uden for dem, som gaae over
til den baptistiske Lære; for andre Borgere i Staten finder det Samme
Sted som tidligere.

Visby: Det var ogsaa kun med Hensyn til Baptister, jeg
troede, den kunde finde Anvendelse.
Da ingen Flere begjerdde Ordet, gik man over til Behandlingen af Udkastets §§ 64, 65 og 66.

Ordføreren oplæste færst Lovudkastets § 65, der lyder saaledes:
„Borgerne have Ret til at forene sig i Samfund for at dyrke
Gud paa den Maade, dem bedst tykkes, dog at Intet foretages, som
strider mod Sædeligheden eller den offentlige Drden. "

Og Udvalgets Betænkning ved denne Paragraph, saalydende:
„I Henhold til det ovenfor Yttrede tiltræver Udvalget denne
Paragraph, der hjemler Landets Borgere Ret til at forene sig i
religiose Samfund. Vi foreslaae blot som en Redactionsforandring
de Oed „dem bedst tykkes" forandrede til „der stemmer med deres
Overbeviisning", samt Tilføielsen af Ordene „læreseller" foran
„foretages". Naar nemlig Staten selvfølgelig maa forbeholde sig sin
Ret til at fore Tilsyn med de religiose Samfund saavelsom med alle
andre Samfund, der fremstaae i dens Skjød, saa maa den vistnok være
fuldkommen berettiget til at udstrække dette Tilsyn ogsaa til den Lære,
som deslige Samfund vedkjende stg, og som kunde være af den Beskaffenhed, at Statsmagten maatte have fuld Føie og Forptigtelse til at
skride ind. "

Hvorefter Paragraphen vil komme til at lyde saaledes:
„Borgerne have Ret til at forene sig i Gamfund for at dyrke
Gud paa den Maade, ver stemmer med deresb Overbeviisning, dog
at Intet Iæres eller foretages, som strider mod Sædeligheden eller
den offentlige Orden. "

Han oplæste derefter Udkastets § 66, saatydende:
„Ingen er pligtig at yde personlige Bidrag til nogen anden
Gudsdyrkelse end den, som er hans egen. Den, som ikke vil svare
den til den lutherske Kirke lovbefalede personlige Afgift enten til
denne eller til et andet anerkjendt kirkeligt Samfund i Landet, betaler
samme til Skolevæsenet. "

Og Comiteens Betænkning derover, saalydende:
„Udvalget maa billige Hovedsætningen i denne Paragraph „at
Ingen er pligtig at give personlige Bivrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen", der maa ansees som en ligefrem Folge
af det i foregaaende Paragraph udtalte Religionsfriheds-Princip.
Forsaavidt Paragraphen dernæst bestemmer, at den, der ikke vil svare den
til den lutherske Kirke befalede personlige Afgift til denne eller til et
andet anerkjendt kirkeligt Samfund i Landet, betaler samme til
Skolevæsenet, da maa man vel i Almindelighed bifalde den herfor til

Grund liggende Tanke, at der ikke for Nogen aabnes Udsstht
til en pecuniair Fordeel ved at skille sig fra de i Landet værende
Troessamfund. Men Udvalget skjonner dog ikke, at der er nogen
tilstrækkelig Grund til den i Paragraphen givne og, som det synes,
aldeles vilkaarlige Bestemmelse om Anvendelsen af deslige Bidrag.
Det maa i denne Henseende bemærkes, at Staten fra sit Standpunki
betragter saadanne Afgifter aldeles paa samme Maade, som mange andre
personlige Ydelser til specielle Statsoiemed, hvilke den anseer sig
berettiget til at paalægge Borgerne uden farligt Hensyn til, om disse
just have Brug have Brug for eller gjøre Brug af den Indretning, som derved
fremmes. Naar nu Staten i kirkelig Henseende sikkrer Borgerne fuldkommen Frihed til at slutte sig til hvilketsomhelst Religionssamfund,
de ville, saa synes det naturligt, at Enhver ver, der ikke holder sig til
noget andet anerkjendt kirkeligt Samfund i Landet, bliver i Henseende
til en saadan almindelig Afgiftsydelse betragtet som henhørende til
den Kirke, Staten grundlovmæssig er forpligtet til at understotte,
nemlig Folkekirken, idet det forovrigt nærmere vil kunne bestemmes,
paa hvilken Maade deslige Vidrag bor anvendes til Folkekirkens
Tarv. Vi foreslaae derfor, at den sidste Deel af denne Paragraph
affattes saaledes: dog at Enhver, der ikke godtgior at være
Medlem af et Landet auerkjendt Troessamsund, harat
svare de lovbesalede personlige Afgister til Folkekir kell.

Udvalget har anseet det for rigtigt, at det i Forbindelse med de
foranserte Bestemmelser i Grundloven bliver udtalt, at de fra Folkekilken afvigende Troessamfunds Forhold skal ordnes nærmere
ved en Lov, der bygges paa det i de foregaaende Paragrapher
givne Grnndlag og forovrigt maa indeholde de fornødne Bestemmelser
om Betingelserne for og Fremgangsmaaden ved Anerkjendelsen af
slige Troessamfund og om deres retlige Stilling til og Forpligtelser imod
Staten. Vi foreslaae derfor Optagelsen af følgende nye Paragraph
(§ 66 b):

De fra Folkekirken afvigende Troessamfund Forhold ordnes nærmere ved Lov. "

Endeligen Lovudkastets § 64, saalydende:
„Ingen kan paa Grund af sin Troesbekjendelse beroves den fulde
Argang til borgerlige og politiske Rettighever. "

Og Comiteens Betænkning til denne Paragraph, der lyder saaledes:
I Henseende tit Spørgsmaalet om Troesbekjendelsen Forhold
til de borgerlige og politiske Rettigheder har Udvalget troet at burde
tiltræde den i Udkastets § 64 indeholdte Bestemmelye. Vel har man
ikke overseet, at vor heke hisstoriske Udvikling, Eenheden i Folkets
religiose Bekieudelse og den deraf paavivkede almindelige Tænkemaade
maaskee, idetmindste for Øieblikket, vilde gjøre det ret naturligt, om
visse Embedsstillinger, som ere af særegen Betydning for Foiket,
forbeholdetes Bekjenderne af den Kirke, der i selve Grundloven betegnes
som golketa. Kirke. Man har derved nærmest tænkt paa MinisterPoster Dommer- og Øvrighedsembeder, og Nogle have meent, at
Undtagelser i alt Fald kunde antydes ved at betegne de omhandlede
Rettighever som saadanne, der maatte være forenelige med den Vedkommendes Troesbekjendelse. Men ligesom det ikke behøver at siges,
at de Embedsstillinger, der staae i vasentlig Forbindelse med Folkekirken, alene kunne beklerdes af dennes Bekjendere, saaledes har Udvalget i det Hele anseet det utilraadeligt i Grundloven at optage
Bestemmelser om andre Undtagelser, idet man formener, at Udviklingen ogsaa i denne Henseende bedst gives fri, hvorved den offentlige
Mening og Forholdenes magt til enhver Tid ville udove den Indslydelse, som kan være ønskelig, og hvorved Folkets Eenhed i religies