Grundlov - bind 2 - Side: 504
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

504

2481 2482
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 63 e.

Gyldigheden af disse i England og hos os, at man i England vil
kunne finde den ældste. Høiesteretsdom for en Sag liig den, i hvilken
man nu skal dømme, og man kan da gjøre Samme gjældende, men hos
os er det saa at Høiesteretsdomme vel og gjælde som Fordomme,
men de holde ikke Stik; man maa altid spørge, hvilken der er den
nyeste.

Ørsted:Jeg skal dog tillade mig at bemærke, at de engelske
Præjudicater dog ei ere skrevne Love, thi de ere ingenlunde skreven
Lov, fordi de ere optegnede; skreven Lov er kun hvad der er udgaaet
fra den lovgivende Magt og er kundgjort for Folket; men den store
Masse af Samlinger, der er Gjenstand for de engelske Juristers
Gransken, er ikke tilgjængelig for Folket. Man er vel i England
bunden ved Præjudicater, men disse have dog ogsaa en fremadskridende Udvikkling, og man er berettiget til at afvige fra dem, naar de
sindes aabenbart urigtige. Jeg troer derfor, at ikke den Tingenes
Tilstand finder Sted i England, at man blot dømmer efter skreven Lov.

Grundtvig: Men den ærede Taler glemmer da, at Betydningen ligger i, at de ere skrevne; at Lovapparatet er voxet op i den
Høide, som vore Love og Forordninger, er en ganske anden Sag
Hovedtigen er, at det dog et beroer paa noget skjøn hos Dommerne selv. Det var kun det, jeg vilde bemærke.

Da ingen Flere ønskede at udtale sig over denne Paragraprh
gik man over til Behandlingen af den af Udvalget foreslaaede Tillægsparagraph 63 e.

Hall oplæste derefter paa Ordførerens Begne Comiteens Betænkning, saalydende:

„Det sidste Tillæg, Udvalget i dette Afsnit har at foreslaae, angaaer den saakaldte Juryindretning.
Udvalget har ikke havt nogen Tvivl om, at det burde tilraade
Forsamlingen at optage denne Institution, Det er vitterligt, hvorledes denne Indretning i sin nyere Skikkelse har slaaet Rod i det
engelske Statsliv, hvorledes den derfra har udbredt sig til Amerika
og Frankrig, hvorledes den fra Frankrig blev forplantet til de
tydske Rhinprovindser, hvorfra den nu gjennemtrænger alle tydske
Stater. Ikkun Overrig og Norge have tøvet med at tilegne
sig Institutionen; men ligesom sverrig kjender den i Trykkefrihedssager, saaledes har man i Norge i den seneste Tid alvorlig fæstet
Tanken paa Spørgsmaalet om dens Indsdørelse, Betænkes det derhos,
at Juryindretningen overalt, hvor den er indført, anerkjendes som
et kraftigt Middel til Retfærdighedens Haandhævelse og som eet
af Folkekrihedens sikkreste Værn, kan Udvalget ikke andet end ansee
det for givet, at vi ogsaa i Danmark bør tilegne os dette Gode jo
sør jo heller.

Med Hensyn til det Ravn, hvormed Institutionen hos os bør
optages, da er dette vel i og for sig en Gjenstand af heelt underordnet Bigtighed. Men ligesom det er aabenbart, at Grundloven har det i sin Magt at vælge Ordet, saaledes kunne vi dog ikke
ansee det for ligegydligt, om man her valgte en Benævnelse, som enten
er aldeles uforstaalig uden fremmed Sprogkundskab (saasom Jury)
eller i sig selv forvirrende og laant fra det tydske Sprog („ Edsvorneret" passer i Gruden ikke mere paa Juryen end paa enhver anden
Ret). Da vi nu have det ægte danske Ords Nævninger, som vel er
trængt noget tilbage fra den almindelige Sprogbrug, men dog hverken er blevet aldeles forældet eller har modtaget nogen forvansket
Betydning, vidste vi ikke, hvorfor Grundloven ikke skulde optage dette
Ord igjen, nu da vi ville gjentage en gammel nordisk Indretning i
forynget skikkelse.

Om den hele Gjennemsørelse af Nævningerne kan det ikke være
Grundlovens Sag at give de fornødne Regler. Men vi antage dog,
at de Sager, hvori den nne Indretning skal benyttes, bor betegnes
ved et saadant almindeligt Begreb, der ikke efterlader nogen skjellig Tvivl om det Grundlag, hvorpaa Loven skal bygge. I saa Henseende har Advalget ikke kunnet være i Tvivl om den Regel, det burde
tilraade. Man har nemlig ikke kunnet vove her at optage Jndretningen
i borgerlige Retstrætter. Saaledes benyttes den kun i England og
Nordamerika, men forsaavidt har den ikke fundet Indgang paa det
europæiske Fastland. Den maa altsaa indskrækes til Strafferetssager.
Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager. De sleste crimi

nelle Sager ville tvertimod ogsaa fremdeles blive at paasjende uden
Rævningers Mellemkomst. Dette er overalt Tilfældet og kan vanskeligt
undgaaes, dersom der ikke i en ganske overordentnig Grad skal lægges
Beslag paa Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altsaa kun
dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal
drages, maa det være den fremtidige Lovgivning fordetholdt at afgiøre; kun har man troet ogsaa her at kunne vælge det Ord, der i
Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.

Men foruden disse Sager er der en anden Classe af Forseelser,
som udentvivl, om de end maatte være af mindre betydende Ratur, bor paakjendes af Rævinger, vi mene alle politiske Strafsesager. Ogsaa dette Begreb kan blive nærmere at fastsætte ved
Lovgivningen, men det er klart, at det omsatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Intresse maa ansees ønskeligt at
unddrage de saste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslaaer altsaa følgende Tillægs-Paragraph:

I Misgjerningesager og i Sager, der reise sig af
politiske Lovovertræbelser, skulle Rævninger indføres.
Man tilsøier alene den Bemærking, at det heraf med indre
Nødvendighed vit følge, at Mundtlighed, Offentlighed og Anklageproces maa blive gjennemført i den hele Strafferetpleie. Den gamle
Inqvisitiongproces kan ikke vedvare i et land, der indfører Nævninger"

Justitsministeren: Det Tillæg, som den ærede Comitee her har
foreslaaet, vil vistnok være af de vigtigste og meest indgribende Følger i ben fremtibige Udvikling, derfom det bliver optaget t Grundloven. Den æeredie Forsamling vil vistnok ei betvivle, at en saa vigtig Bestemmelse ikke kan have undgaaet Ministerietg Opmærksomhed,
da Grundlovsudkastet var under Bearbeidelse. Ministeriet har underkastet denne Sag en grundig og gjentagen Drøstelse, sørend det
besluttete, at den ei skulde optages. De Medlemmer af Ministeriet,
der have havt denne Anskuelse, ere altsaa ei gaaede ud fra den Formening, som det ærede Udvlag har havt, naar det har meent, at Bestemmelserne i det foreliggende Afsnit af Grundloven være paa saldende sattige; man har snarere troet, at denne og de stere til dette
Afsnit foreslaaede Tillægsparagrapher vilde være en overslødig, maaskee
skadelig Rigsdom, hvis de optoges. Der var imidlertid allrede den
Gang tvende Anskuelser i Ministeriet, hvorfor man blev enig om,
at begge her kunde udtales; og da der ligeledes i det nærværende
Ministerium har viist sig tvende Anskuelser, har man vedtaget at
følge den samme Fremgangsmaade. Idet jeg altsaa maa overlade
til min tilstedeværende ærede Collega at udtale sig i den modsatte
Retning, skal jeg her tillade mig at udhæve de Grunde, hvorpaa jeg
støtter min Anskuelse om, at der i Grundloven ei bor optages en Bestemmelse om Jury; . Det er vistnok ikke undgaaet den høitærede Forsamlings Opmærksomhed, at denne Bestemmelse har 2 Sider, hvorfra den kan betragtes, idet Juryinstitutet kan betragtes deels som
Retsinstitut, deels i dets Egenskab som politisk Institut. Det forekommer mig, at naar man hendvender sin Opmærksomhed paa den
førstnævnte Egenskab, vil man ikke erholde nogen klar Anskuelse af
det hele Instituts Væsen og Værd, førend man har gjort sig klart,
efter hvilke af de forskjellige Systemer, hvorefter Jury Indretningen
er indført i de forskellige europæiske Stater, den her vil kunne lade
sig gjennemføre. Det er aldeles klart, at den Juryindretning, der
er indført i England, har en aldeles forskjellig Characteer fra den,
der er indført i Frankrig og i de øvrige europæiske Stater, hvor den er
gjennemsørt. Dersom man kunde overslytte alle de samme Forhold,
som finde Sted i England, dersom man navnlig tillgemed den levende
Følelse for Folkesrtheden kunbe overslytte den dermed forbundne stærke
aristosratiste Tendents, der gjennemtrænger det engelske Folk, dersom
man kunde overslytte den store Uafhængihed i de borgerlige og communale Anliggender, der er tilstebt den engelske Borger og ved Siden
deraf den den engelske for de bestaaende Institutioner, da vilde maaskee
ogsaa den engelske jury; kunne indføres hos og; men saaledes ved en
Grundtlovbestemmelse at overstvtte de forskjellige Forhold fra det ene Land
til det andet, det gaaer ikke an. Man fik da at gaae den samme Vei,
som man er gaaet i de andre Stater, hvor Juryinstitutet er bleven