Grundlov - bind 2 - Side: 502
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

502

2477 2478
1849 Beretning om Forhandlinngerne paa Rigsdagen No. 314.

I Nr. 312, Spalte 2165, 7de Linie fra neden, foran; Ørsted:
er ved en Feiltagelse udeladt Følgende:

„„Derefter gik man over til Discussionen af den os Advalget
foreslaaede nye Paragraph, § 63 Litr. c. "

Ordføreren oplæste den Deel af Comiteedetæmkningen, der
omhanbler den foreslaaede Paaragraph, og som sindes i denne Tidendes Nr. 195, Spalte 1527, fra Ordene „Grundloven maa fremdeles"
og indtil Spalte 1529 „Efter saaledeg at have opstillet. ""

91de offentlige Møde.
(Det 95de Møde i den hele Række.)
Tirsdagen den 10de April.

(Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 63 d.)

Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst

Formanden anmeldte at have modtaget:
1) Flere ligelybende Adresser, indsendte af Rigsdagsmanden for Sorø
Amts 3die District (Frølund); fra adskillige Sogne i hans Valgdistrict, med 550 Underskrifter, at den almindelige Valgret og
Eetkammersystemet maae bibeholdes, at samtlige Rigsdagsmænd
maae erholde de nuværende Diæter, og at Folkeskolevæsenets
Ordning og Bestyrelse betrygges ved Grundloven.
Disse Adresser ønskes oplæste, hvorom Spørgsmaalet vil blive
afgjort i det næste Møde.
2) Femten Adresser, indsendte af Rigsdagsmanden for Ribe Amts
2det District (. H. C Nielsen) og Rigsdagsmanden for Ribe Amts
4de District (N. Hansen), med 574 Underskrifter, angaaende Toldliniens Ophævelse mellem Jylland og Slesvig.
3) Tre ligelydende Adresser, indsendte af Rigsdagsmanden for Aalborg Amts 3die District (Iungersen), med 434 Underskrifter fra
endeel Sogne i Districtet, indeholdenbd en Protest mod hver
Indskræmkning i den almindelige Valgret.
Man gik dernæst efter Dagsordenen over til Behandlingen af
§ 63 d (svarende til Udkastets § 62).

Da Ordføreren (Krieger) var forhindret fra at være tilstede i
Forsamlingen, overtog Hall foreløbigen hans Function og oplæste
Udkastets § 62, der lyder saaledes:

„Dommere kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke heller forstyttes
mod deres Ønske. Dog kan den Dommer, der har fyldt sit 70de
Aar, afskediges, men uden Tab af Indtægter. "

Derester oplæste han Udvalgets Betænkning, der er saalydende:
„Efter saaledes at have opstillet de nødvendigste Regler om Domstolene i Almindelighed, gaaer Grundloven naturligt over til at omtale be enkelte Dommere. Naar diske ikke have den rette selvstændige
Stilling, hjælpe de bedste Regler om Domstolenes Ordning Intet.
I denne Henseende har Udkastets § 62 opstillet den Regel, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes imod
deres Ønske, hvorhos Paragraphen giver Regjeringen Ret til at
afskedige den Dommer, der har syldt sit 70de Aar, dog med fuld
Rydelse af hans Indtægter.

Det er en Selvfølge, at Udvalget er enigt i, at Dommeren ei
vilkaarligt skal kunne afsættes eller forflyttes; forsaavidt tiltræder
man altsaa ganske Udkastet. Dog har man troet, at Forsigtighed

paabød et Tillæg om, at Udkastets Regel ikke kunde være til. Hinder for saadanne Forflyttelser eller Afskedigelser, som bleve en Følge
af en ad Lovgivningsveien foretagen Omordning af Domstolene. Ligeledes har man fundet det passende, at Paragraphen indledningviis udtalte Dommernes Uafhængighed, men det paa en saadan
Maade, at det viste sig, at det er hans Afhængighed af Loven, der
skal gjøre ham uafhængig af enhver anden Indflydelse.

Forsaavidt Udkastet endelig har bestemt, at den Dommer, der har
fyldt sit 70de Aar, kan afskediges, dog uden Tab af Indtægter, da
bifalder man vel ganske den til Grund liggende Tanke; men Udvalgets Fleerhed (8 Stemmer, hvoriblandt Formanden) har troet, at
denne Ret gjerne kunde indrømmes Regjeringen, saasnart Dommeren
havde fyldt sit 65de Aar. Uden Dommerens eget Ønske vilde Regjeringen vistnok ikke benytte denne Ret, medmindre Dommerens Svaghed var saa almindelig erkjendt, at Ingen med Føie kunde mistænke
Regjeringen for nogen Tilbøielighed til at have andre Hensyn end
Retspleiens Tarv for Øie.

Udvalgets andre Medlemmer (8) Have dog antaget, at det
hellere maatte forblive ved Udkastet, saa at Ingen, der ikke var 70
Aar gammel, mod sin Villie var pligtig at finde sig i en Afskedigelse.
Man foreslaaer altsaa følgende nye Paragraph:
§ 63 d.
Dommerne have i deregs Kald alene at rette sig efter
loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ei heller forflyttes mod deres Ønske udenfor de Tilfælde,
hvor en Omordning af Domstolene finder Sted. Dog
kan den Dommer, der har fyldt sit 65de Aar, afskediges,
men uden Tab af Indtægter. "

Ørsted: Allerede under Forhandlingen af § 21 har jeg udtalt
den Mening, at Embedsgmændene bør have en mere sikker og selvstændig Stilling, end der indrømmes dem ved den nævnte Paragraph.
Jeg finder det derfor ganske rigtigt, at man sikkrer Dommerne i Særdelshede deres Stilling paa en stærkere Maade end andre Embedsmænd;
men for det Første maa jeg bemærke, at det forekommer mig synderligt, at § 63 er aldeles separeret fra § 21, og denne Undtagelse, naar
21 bliver som den var, burde efter mine tanker have været antydet eller endog udtrykkelig fremsat i § 21. 9 Men en anden særdeles
Omstændighed har jeg at bemærke. Forholdene hos os, idetmindste
for nærværende Tid, ere saaledes, at en stor Deel af Dommerne tillige ere administrative Embedsmænd, og at de skulde have deres
Existents sikkret paa den Maade, som her er tilsigtet, er i sig saameget mere uantageligt, som den Grundregel, paa hvilken Udkastets
§ 21 er bygget, er, at Administrationen er afhængig af Ministertet;
men da de Embedsmænd, gjennem hvilke den vigtigste Deel af Administrationen gaaer, netop ere Dommerne, synes det ei efter de nærværende Forhold at kunne gaae an at tilsikkre alle Dommere en saadan
Ret, men ikkun de Dommerne, hvis Embede alene bestaaer i dømmende Functioner. Dette er ogsaa antaget af Provindsialstænderne i
Aaret 1846 i deres Betænkning over Udkastet til en Pensionslov,
idet de stode paa, at Embedsmænd, som afskedigedes uden Lov og
Dom, skulde have ⅔ af deres Sage i Pension, men hvis de hørte til
de egentlige Dommere, der ei have administrative Embedsforretninger,
skulde de have den hele Gage i Pension. Dette synes i sig en pasende
Bestemmelse. Jeg skulde ogsaa troe, at der maatte sikkres Dommere,
naar de ei dømmes fra Embedet, deres kulde Indtægt, men ei absolut
tilsikkres at blive paa Dommersædet. Man har mange Exempler paa
at Dommere ere blevne saa sløve og forsømmelige, at de ei behørigt