Grundlov - bind 2 - Side: 496
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

496

2465 2466
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 63.

jeg troer dog ikke heller, at Vanskeligheden her vil vise sig som uovervindelig.

Algreen-Ussing: Det kunde ikke undgaae Comiteens Opmærksomhed, at en Bestemmelse, som den, man her har foreslaaet, vilde
i Udførelsen Medføre adskillige Vanskeligheder, og dersom man ikke
havde anseet den for at høre saa væsentlig med til det hele constitutionelle System, at man ikke troede, at den kunde udelades af Grundloven, havde man heller ikke foreslaaet en særegen Paragraph af dette
Indhold, saameget mindre som man let maatte tænk sig, at Ministeriet under Udarbeidelsen af Grundlovsudkastet havde taget ogsaa
dette Hovedpunkt, som træder frem i næsten alle nyere Constitutioner,
hvor den dømmende Myndighed omtales, under Overveielse, og at der
maatte have været væsentlige Bestemmelsesgrunde for Ministeriet til
ikke at optage en saadan Paragraph; men der er ogsaa, som af
Ordføreren bemærket, af Comiteen foreslaaet en saadan Redaction af
Paragraphen, som ikke udelukker de nærmere Bestemmelser i Henseende
til Gjennemførelsen af dette Princip, der maatte sindes at være nødvendige, være sig nu, at denne Nødvendighed ligger i stedlige Forhold, saaledes som den høitærede Justitsminister har gjort opmærksom
paa, eller i de særegne dømmende Functioners egen Beskaffenhed og
deres nøie Sammenhæng med visse administrative Functioner. Denne
Hovedsætning hører iøvrigt meget nøie sammen med flere andre Hovedprinciper i Grundloven, blandt hvilke jeg kun skal udhæve deels
Juryindretningens Indførelse og deels Communernes større Frihed
med Hensyn til deres indre Anliggender; navnlig er det rimeligt, at
der kan gaae over til Communerne en Deel af den Politimyndighed,
som nu ligger til den Embedsmand, som tillige udøver det dømmende
Politi. At denne hele nærmere Ordning vil medføre betydelige pecuniaire Opoffrelser — for ikke at tale om de større Fordringer til
Borgernes personlige Meddeelagtighed i disse Anliggenders Styrelse,
som den vil udkræve — er Noget, som Enhver let vil kunne sige sig
selv. Det constitutionelle System er overhovedet ingenlunde billigt;
det er paa Grund af dets øvrige Betydning for alle Forholds Udvikling, at det bør indføres, men at det gjør Fordring baade paa personlige og pecuniaire Opoffrelser i et ganske andet Omfang end det
tidligere System, er Noget, som maa være Enhver, der har tænkt
over Sagen, indlysende.

Tscherning: Det forekommer mig, som at denne Paragraph
egentlig ikke er farlig, naar man læser den heel og holden, det vil
sige baade det, som staaer i den, og det, som naturligvis skal underforstaaes. Paragraphen lyder nemlig: „Retspleien bliver at adskille
fra Forvaltningen efter de Regler, der fastsættes ved Lov", og da
Tiden vil være lang, inden dette kan skee, saa er Faren heller ikke
stor; og at Tiden vil blive lang, troer jeg, at vi ville erkjende, naar
vi see hen til, at ikke en eneste af de Stater i Europa, som for
længe siden have antaget dette Princip, har været istand til at sætte
det igjennem, ikke engang England, hvor man i City of London har
en Magistrat, der paa eengang har baade administrativ og dømmende
Myndighed, saa at jeg troer, naar vi tage Paragraphen paa denne
Maade, bliver den ikke farlig. Da jeg sidst var beskjæftiget med
denne Paragraph, gjorde jeg mig af mulig Umage for, at den ikke
skulde fremkomme. Jeg erkjender vel, at den er smuk i sit princip,
men den vilde blive fortæret af Tiden i sin Udøvelse (Latter).

Grundtvig: Jeg vilde blot gjøre denne lille Sprogbemærkning, at det er Ordet „bliver" foran „at adskille", som egentlig har
hjemme i den gamle Cancellistill, at det er dette Ord, som jeg mener
ogsaa Ministeriet med Rette kan have at indvende imod, og naar
man lagde til, hvad den ærede Justitsminister foreslog, lagde til Ordet „seges" baade et „skal" og et „overalt" eller „heelt igjennem",
saa troer jeg ogsaa, at der vil være sagt Alt, hvad der kunde være
at sige.

Ørsted: Det er upaatvivleligt, at der maa gives en Adgang
for Borgerne til at faae Klager og Forurettelser paakjendte, som
maatte være dem tilføiede af en Øvrighed, og det er ogsaa flart, at
det ikke for Fremtiden kan saaledes, som det hidtil har været, beroe
paa en kongelig Resolution, om en saadan Sag maa antages ved
Domstolene eller ikke; men jeg troer, at Grundlovsudkastet frembyder
en ganske anden, naturligere og rigtigere vei til at faae saadanne

Sammenstød paakjendte end den, som synes at ligge til Grund for
nærværende Paragraph. Der skal jo nemlig være en Rigsret, en Ret,
som skal være sammensat deels af juridiske Elementer og deels af politiske, og denne Ret skal netop have Myndighed til at afgjøre, hvorvidt Ministrene have handlet rigtigt eller ei; men det forekommer mig,
at enhver Anke over Øvrigheden, som kunde føres for Domstolene,
bliver en Anke over Ministeriet. Naar en local Øvrighed paa et
lavere eller høiere Trin har forurettet Nogen, henvender denne sig til
Ministeriet, og Ministeriet kan afhjælpe den Ulempe, som er bleven
tilføiet. Ikke blot i de Tilfælde, hvor Øvrigheden har gaaet udenfor
sin Myndighedsgrændse, men ogsaa, hvor Øvrigheden ellers findes
urettelig at have brugt sin Myndighed, kan Ministeriet rette paa
Øvrighedens Bestemmelse, saa at, hvis der blev nogen Forurettelse
tilbage, vil det være en Forurettelse, hvori Ministeriet har taget
Deel, og Klagen saaledes vende sig mod Ministeriet. Det kan vist
ikke være Meningen, at man for Fremtiden ikke skulde kunne henvende
sig fra en underordnet Øvrighed til den overordnede, og omsider til
Ministeriet med sin Anke over Øvrigheden, thi det vilde blive deels
yderst besværligt for Borgerne, og deels vilde det aldeles tilintetgjøre
Ministeriets Virksomhed, thi da vilde Administrationen gaae sin Gang,
uden Hensyn til Ministeriet. Det maa være Ministeriet af Vigtighed at saae Underretning om alle saadanne Anker og enten afhjælpe
eller afvise dem, ligesom det i Sagens Beskaffenhed dertil finder Anledning, men da bliver det en Sag mod Ministeriet, og den hører
efter sin Natur under Rigsretten. Det er ikke sagt, at der ved enhver saadan Sag vil være nedlagt Paastand om nogen Straf eller
noget videre Ansvar; det kan gjerne være, at en Sag blot anlægges
for at faae en Resolution forandret, som Øvrigheden har afgivet og
Ministeriet bekræftet. De Foranstalininger, som en Øvrighed træffer,
og hvorved man finder sig brøstholden, ville ogsaa meget ofte hidrøre
fra selve Ministeriets Instruxer, maaskee ikke fra en speciel Bestemmelse i denne Sag, men fra tidligere, af Ministeriet givne Forholdsregler, som naturligviis, naar Sagen skal høre under de almindelige
Domstole, ikke kunne komme i Betragtning. Naar Sagen kommer for Rigsretten, vil den, efter den Idee, man maa gjøre sig om Rigsretten, blive
betragtet fra et omfattende Synspunkt; der vil blive taget Hensyn ikke
alene til Lovene, men ogsaa til de forhaandenværende Forhold, i hvis Følge
der stundom maa træffes Foranstaltninger, som ikke have deres umiddeldare Rod i nogen Lov. Dersom det Spørgsmaal, hvortil Paragraphen
sigter, alene var det, om det, som en Øvrighed havde foretaget, laa
i og for sig ganske udenfor dens Virkekreds, vilde det have meget Lidet at betyde; saadanne Spørgsmaal ville sjeldent opstaae, og de ville
jo løses omtrent paa samme Maade, hvilken Autoritet Bedommelsen
end maatte overlades; men her er Spørgsmaalet, som ogsaa Udvalget har erkjendt, om Øvrigheden under de Betingelser, som ere
tilstede, var beføiet til at udøve den Myndighed, den har anvendt.
For at tage et Tilfælde, hvor extraordinair Myndighed maa bruges,
og som er af det Slags, som lettelig kan forekomme, kan man tænke
sig et Opløb; da er jo Øvrigheden beføiet til at træffe Foranstaltninger, som gaae udenfor de almindelige Love, Foranstalininger, som
indskrænke Borgernes Frihed til at foretage det, som de under andre
Omstændigheder kunne. Øvrigheden kan saaledes paabyde, at Værtshuse og Boutikker lukkes, at man holder sine Tjenestefolk hjemme; den
kan efter Omstændighederne gribe til mere alvorlige og mere indgribende Foranstaltninger, som ere af den Natur, at de berøre Borgerne
paa en meget følelig Maade; i saadanne Tilfælde er det jo klart,
at Øvrigheden maa staae til Ansvar, naar den urettelig dar anvendt
en saadan Myndighed; men at bedømme, om denne Myndighed er retlig anvendt eller ikke, det er Noget, som er overmaade vanskeligt.
Det er vanskeligt, fordi Sagen i sin Individualitet ikke saa let kan
forelægges dem, som skulle dømme derover; de forskjellige Individer, som
derom afgive Forklaring, betragte Sagen paa ganske forskjellig Maade fra
deres forskjellige Synspunkter; skulde Øvrigheden, naar den saaledes har
benyttet sin Myndighed, være udsat for at blive sagsøgt ved de sædvanlige
Domstole, vil det være meget uvist, hvorvidt Foranstaltninger, som
efter de foreliggende Omstændigheder dog virkelig have været fornødne,
ville finde Bifald eller ikke. Bagester vil man ofte troe, at der virkelig ikke har været nogen alvorlig Grund for Øvrigheden til at