Grundlov - bind 2 - Side: 491
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

491

2455 2456
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 63.

Erstatning, er der Intet at kræve Erstatning for, det skulde da være
for den Uret, som den har gjort; thi det kan vel være, at naar en
Stat finder, at den har gjort Uret ved at ophæve en Ret, at den
saa bagefter kan tilstaae Erstatning, men det er dog ikke det, man
kunde ville ved den Bestemmelse, som her er forelsaaet, saa at jeg
anseer det for en ganske afgjorte Sag, at hvis det bestemtes, at Skiftejurisdictionen, eller, som man her betegner det, den med visse Eiendomme forbundne dømmende Myndighed skal være ophævet, kan ingen
Erstatning kræves.

Ordføreren: Den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts
4de Valgkreds (Grundtvig) har spurgt om, hvorvidt Nogen, der ikke
var Jurist, kunde forstaae, at Skiftejurisdictionen var henregnet til
den dømmende Myndighed. Den ærede Rigsdagsmand ville tillade
mig den Bemærkning, at man er gaaen ud fra, at den, som ikke var
Jurist og dog vilde sætte sig ind i Forslaget, maatte søge Oplysning
om, hvilken dømmende Myndighed der efter nærværenbe Lovgivning
er forbunden med visse Eiendomme, og naar man søgte denne Oplysning, da vilde den ikke være vanskelig at finde. Overhovedet vil
man udentvivl erkjende, at det virkelig er umuligt, at ethvert Forslage kan være stillet saaledes, at ethvert Medlem strax seer den hele
Betydning deraf. Der er mange Forhold, som ikke ere i den Almindelighed bekjendte, at deres fulde Betydning viser sig i alle Enkeltheder strax for Enhver; men dette er ikke nogen Indvending, tvertimod er det en billig Fordring, at Enhver, som vil see Sagen i alle
dens Enkeltheder, sætter sig ind deri, hvilket jo navnlig for det ærede
Medlem maatte være meget let. Dertil kommer, at der ogsaa kunde
være Tale om en anden Myndighed end den, der her nærmest har
været omtalt, dersom der ikke for Øieblikket om dens Ophævelse var
givet en Lov, der dog kun er provisorisk.

Grundtvig: Men maa jeg spørge den ærede Ordfører, om
det dog ikke var rigtigst, naar det ikke var andet end Skistejurisdictionen, man vilde træffe, da at nævne den. Man nævner dog altid
helst Barnet ved det rette Navn, og mærkeligt er det dog, synes mig
ogsaa, at, forsaavidt jeg kjender det, er der ikke Noget, som foregaaer
i Skifteretten, som hedder eller har været kaldet Dom; jeg veed
ikke, at der falder andet, end hvad man kalder Kjendelser, saa det
kunde allermindst, synes mig, indeholdes under det Udtryk „dømmende
Myndighed".

Ordføreren: Her maa jeg dog virkelig gjøre den Bemærkning, at den ærede Rigsdagsmand maa undskylde, at den Kjendelse,
som afgives ved Skifteretten, er ligesaa god en Dom som nogen
anden; det er kun en reen Ordforskjel, og om man end taler om
Skifteforvaltning, saa følger det dog af vort Retssprog, at man
ligefuldt maa anerkjende Skifteforvaltningen som henhørende under
den dømmende Myndighed. Forøvrigt maa jeg bemærke, at jeg ikke
veed, hvorledes Nogen kan være i det Tilfælde, ikke at vide, hvad
der forstaaes ved § 63, da dette jo ligefrem i Udvalgets Betænkning
er motiveret, og jeg skal blot atter minde om, at den Lov, som jeg
nys sigtede til, nemlig om Overpolitiretternes Ophævelse, den indeholder et andet Tilfælde, som, hvis den provisoriske Lov ikke var given,
faldt herunder, og som, hvis den ikke stadfæstes, hvilket jeg dog ikke
betvivler, ved denne ene Bestemmelse vil være ophævet. Det ligger i
Forholdenes Natur, at det ikke altid gaaer an, saa bestemt at sige
ethvert enkelt muligt Forhold, der kan falde ind under Reglen, men
man giver en almindelig Regel og lader det under Anvendelsen komme
an paa, hvad der kommer ind under den; dette vil ogsaa det ærede
Medlem blive nødt til at gjøre, dersom det ærede Medlem forsøgte paa
at skrive en saadan Lov.

Grundtvig: Jeg kan dog slet ikke forstaae, at naar
Skiftevæsenet er det Eneste, man vil have ophævet, hvorfor man da
ikke nævner det, og naar den ærede 4de Deputerede for Kjøbenhavn
(Algreen-Ussing) anmærkede, at Grunden egentlig var, fordi man vilde
have Bestemmelsen ind her, hvor der taltes om den dømmende Myndighed, saa synes mig, den Grund holder slet ikke Stik.

Algreen-Ussing: Jeg troer, den holder aldeles Stik. (Latter.)

Formanden: Dersom ikke Flere ville yttre sig, kunne vi gaae
over til den følgende Paragraph. Jeg skal imidlertid tilade mig den
Bemærkning, inden vi gaae over til næste Paragraph, om det

ikke maatte ansees særdeles gavnligt, at vi forinden Helligdagene
kunne blive færdige med det Afsnit, som her foreligger, hvorfor jeg
havde tænkt, at hvis vi ikke i Formiddag kunne blive færdige dermed,
vi da skulle holde Aftenmøde. Jeg tillægger ikke denne Bemærkning
større Vægt, end de ærede Rigsdagsmænd selv ville tillægge den.

Man gik derefter over til Discussionen af den af Comiteen foreslaaede § 63 b, der lyder saaledes:

„Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen
efter de Regler, der fastsættes ved Lov. "

Ordføreren: Comiteebetænkningen indeholder herom:
„Men dernæst antage vi, at Grundloven bør udtale den bestemte
Regel, at Retspleien skal adskilles fra Forvaltningen.
Vi oversee ingenlunde, at denne Opgaves heldige Løsning ikke er let,
men vi antage denne Adskillelse for nødvendig, naar Retspleien og
Forvaltningen hver paa sin Viis skal kunne gaae sin frie, uhindrede
Gang.

Vi foreslaae altsaa en ny Paragraph:
§ 63 b.
Retspleien bliver at adskille fra Forvaltningen
efter de Regler, der fastsættes ved Lov.

Ørsted: Det er fornemmelig den her foreslaaede Paragraph,
tilligemed den, der angaaer Juryers Indførelse, der har gjort, at jeg
har yttret mig mod Tillægsbestemmelser, der skulle foregribe kommende
Forsamlingers Myndighed. Den Bestemmelse; som her er foreslaaet,
er af en høist indgribende Natur; den vil medføre, naar de skal
gjennemføres, betydelige Udgifter, den vil paalægge de enkelte Borgere betydelige Byrder, og det vil dog være tvivlsomt, hvorvidt noget
Gavnligt derved opnaaes, saa at jeg troer, at Forsamlingen ikke gjør
vel i at fatte nogen Beslutning herom, uden at der tillige er forelagt
nogen Plan, der viser, hvorledes den almindelige Sætning, som her
udtales, lader sig gjennemføre. Comiteen erkjender selv, at dens Udførelse er vanskelige, men den indlader sig forøvrigt aldeles ikke paa at
motivere samme eller vise, hvorledes Forandringerne skulle gjennemføres.
Naar jeg sammenholder dette med hvad der siden tales om Indførelsen af
Juryer, saa synes det, at Grunden blot kan ligge deri, at det er
en Tidens Fordring, som man opfylder, uden at indlade sig paa at
prøve, hvorvidt denne Tidens Fordring er berettiget eller ikke, ligesom
jeg troer, at det ikke er saa givet, om det er en Tidens Fordring.
Her i vort Land er der aldrig gjort nogen Motion, som kunde tillægges den ringeste Vægt, om en saadan Foranstaltnings Indførelse;
Provindsialstænderne have aldrig andraget derpaa; selv i Sager, som
bragte dem dette meget nær, have de ikke gjort det. Naar der
har været Klage over Forvaltningen og Retspleien i Provindstaltænderne, saa har det deels været over Personer, deels har det ogsaa
været over, at Jurisdictionerne vare for store, at Forretningerne vare
for mange til at kunne overkommes tilbørligen af vedkommende Embedsmand; men det Princip, at Forvaltningen og den dømmende
Myndighed ikke maatte være forenede hos een Person, det Princip
har ikke været udtalt nogensinde i Stænderne, og der er heller ikke i
vor Literatur fremført Andet end ganske løse og almindelige Yttringer
derfor, med Undtagelse af et Skrift, som udkom i 1847, udarbeidet
af en af Landets Amtmænd, hvilket imidlertid ikke synes at have
vakt nogen særdeles Opmærksomhed, og jeg troer heller ikke, at Forfatteren har været aldeles heldis med at løse sin Opgave, skjøndt jeg
troer, at man for en stor Deel, naar man skulde gjennemføre Principet, maatte gaae den af ham foreslaaede Vei. Det er vistnok, at
Forvaltningen og Retspleien ikke bør blandes med hinanden, ligesom
det er nødvendigt, at de paa de øverste Steder maae være nøie adskilte fra hinanden. Dette Sidste troer jeg nu at være saa fuldstændigen gjennemført i vor Stat, som det ikke let er i andre Stater.
Ligeledes er det almindelig erkjendt, at om end disse tvende Slags
Forretninger ere forenede i een Person, saa maae de dog udøves
under forskjellige Former og under et ganske forskjelligt Ansvar. Jeg
troer dette har været erkjendt her i Landet siden Stampes Embedstid,
thi han har med saa megen Omhyggelighed og saamegen Kraft gjort
dette Princip gjældende, at der sener ikke derom har fundet nogen
Tvivl Sted, hvorvel jeg dog ikke vil negte, at der til enkelte Tider
og ved enkelte Leiligheder kan have fundet en Afvigelse derfra Sted.