Grundlov - bind 2 - Side: 482
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

482

2437 2438
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 309.
Ni og fiirsindstyvende (93de) Møde.
(Den foreløbige Behandling, af Grundloven. § 62.)

Ordføreren: Comiteens Betænkning indeholder herom Følgende:

„Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkastet endnu kun to Paragrapher, den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63).

Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at disse Bestemmelser ere paafaldende fattige i et Udkast, der selv har erkendt den
dømmende Magt som en selvstændig Statamagt (§ 3). Man overseer
ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille
mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end maa
indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved
Lov skulle gjennemføres, saa hører dog ikke blot disse Grundsætningers grundlovmæssige Udtalelse aldetes med til at fuldende Billedet
af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse maa og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altsaa anseet det for sin Pligt at foreslaae nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater
have vundet en saa almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee
det fornødent her at føre noget Beviis for disse Sætningers constitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man ogsaa i Reglen
indskrænket sig, uden at gaae ind paa saadanne Enkeltheder, som naturligt ville følge af de store Grundregler, og som altsaa ville blive
at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil
være Regjeringens Kald af al Magt at forberede.

I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Regel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes
ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem
Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog saa
gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven.
Naar det nemlig staaer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun
kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole
ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende
Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjorte, at Domstolenes
hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov.
Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har
ogsaa dermed tilkjendegivet, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kan ordnes ad
Lovgivningsveien, og saa fremdeles.

Man foreslaaer altsaa en ny Paragraph saalydende:
§ 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov. "

Ørsted: Jeg finder megen Betænkelighed ved disse nye Bestemmelser, som Udvalget har bragt i Forslag. Det forekommer mig at
være meget ønskeligt, at Grundloven ikke indeholder uden det høist
Fornødne, nemlig Bestemmelser for, hvorledes Statsmagten skal dannes og sættes i Virksomhed, men derimod, at den ikke bør indeholde
særegne Regler for, hvorledes Forholdet i Fremtiden skal ordnes.
Det er at binde Hænderne paa den tilkommende Lovgivningsmagt,
og nærværende Rigsdag, som er kaldet til et specielt Øiemed, nemlig
at prøve den forelagte Grundlov, gjør derved et stort Indgreb i tilkommende Forsamlingers Virksomhed og gjør dette, skjøndt nærværende
Forsamling, som behendt, jo ikke har den Sammensætning og Dannelse, som man fra alle Sider Finder det nødvendigt at give en til

kommende Rigsdag. Der er allerede i selve Grundlovsudkastet mange
Bestemmelser af den Natur, at jeg troer, at de hellere maatte overlades en tilkommende lovgivende Forsamling, og at der i det Høieste
kun maatte antydes, at der om disse Gjenstande skulde komme nye
Love, istedetfor ved en bestemt Sætning at binde Hænderne paa en
tilkommende lovgivende Forsamling, om Maaden, hvorpaa disse Love
skulle gives; men jeg finder end større Betænkeligheder med Hensyn
til de Tillægsbestemmelser, som fra Udvalgets Side ere foreslaaede.
De have i langt kortere Tid været bekjendte for Forsamlingen og det
Publicum, som kunde deeltage i deres foreløbige Prøvelse, og der har
altsaa været mindre Anledning til at faae dem drøftede paa den
Maade, som idetmindste mange af dem i høi Grad kunde behøve.
Der kunde altsaa fremkomme mange Overilelser ved, at Forsamlingen
Besluttede sig til nu at vedtage saadanne Regler, som maatte binde
en tilkommende lovgivende Magt. Hvad jeg saaledes har bemærket,
har imidlertid saagodtsom ingen Indflydclse paa den specielle Paragraph, hvorom her er Tale. Ved denne Paragraph skulde jeg snarere have at bemærke, at den er saa overmaade mager og intetsigende
(Latteh), at jeg ikke veed, hvorfor den skulde indføres i Grundloven.
At der ikke uden ad Lovgivningsveien kan gjøres Forandringer i
Proceslovgivningen, Domstolenes Organisation o. s. v., er en almindelig erkjendt Sandhed, og der kunde være mange andre Gjenstande,
med Hensyn til hvilke der kunde være ligesaa god Grund til at sige,
at Forandringer i det hidtil Bestaaende kun kan skee ved Lov, som ved
denne. Forsaavidtsom man imidlertid deri vil finde den Tanke udtalt, at Ingen kan drages fra sit Værnething, saa skal jeg gjøre den
Bemærkning, at under den nærværende Tingenes Tilstand er det aldeles nødvendigt, ved mange Leiligheder at indrette særegne Commissioner, eller at constituere andre Personer end de sædvanlige Dommere, til at behandle visse Sager. Den egentlige Garanti for en
lovlig Behandling, den har man derimod deri, at en saadan Sag
aldrig unddrages Høiesterets Paadømmelse. De Bestemmelser, som
regjeringsmæssigen kunne skee med Hensyn til det Personale, der
skal behandle Sagen i de foregaaende Instantser, kunne saaledes ikke
afficere Retssikkerheden. Jeg maa ogsaa bemærke, at paa andre Steder, hvor saadanne Commissioner ikke udgaae fra nogen Regjeringsautoritet, udgaae de fra Overdomstolene, som der have den saakaldte
administrative Iustits. Det er dem, der træffe de extraordinaire Foranstaltninger, der kunne behøves i saadanne enkelte Sager. At de
her tilfalde Iustitsministeren, indeholder kun en formel og uvæsentlig
Forskel. Jeg skulde derfor i Allmindelighed fraraade, at Forsamlingen gaaer ind paa disse særegne Bestemmelser, som ere bragte i Forslag, angaaende Ordningen af tilkommende Forhold, og jeg troer,
at hvis man skulde finde Betænkeligheder, med Hensyn til de øvrige
vigtigere og mere indgribende Beslutninger end den, hvorom der paa
dette Sted er Tale, saa vil man allerede paa Grund deraf finde det
mindre passende at optage den foreslaaede nye § 62, der, som isoleret,
ikke vilde have meget at betyde.

Justitsministeren: Det vilde vistnok være meget ønskeligt,
om den ærede Ordfører nærmere vilde udtale sig om Forstaaelsen af
den her foreslaaede Paragraph, thi dersom den forstaaes saaledes,
som den maaskee nærmest bør forstaaes efter Ordene, saa maa jeg
være enig med den høitærede Taler, som nu satte sig, at den synes
temmelig uskyldig og lidet indgribende. „Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov"; disse Ord synes nærmest at indeholde, at der ikke kan skee nogen Forandring i de nu bestaaende Regler
for den dømmende Magts Udøvelse uden ved ny Lov. Forstaaet paa