Grundlov - bind 2 - Side: 479
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

479

2431 2432
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet §§ 60—61.

mindre upartisk Ret; det maa jeg imidlertid ansee for meget tvivlsomt. Her spørges jo ikke om den Upartiskhed, som ikke vil gjøre den
enkelte Person Uret, eller som ikke vil tage personlige Hensyn, thi
det vil jo Enhver fordre; men her spørges om en Afgjørelse, som
skal hvile paa den hele politiske og constitutionelle Rets Grundvold,
og der er det virkelig meget tvivlsomt, om det bliver en mere upartisk
Afgjørelse, som erhverves igjennem de Mænd, der ere valgte forud
for 4 Aar, eller igjennem Mænd, som vælges paa den Tid, da Rigsretten skal dannes. Jeg for min Deel troer, at det er en Umulighed
at sige, hvorvidt den ene Dannelsesmaade vil give et mere upartisk
Udsgld end den anden, men jeg troer rigtignok, at, ledsaget af en
Udskydelsesret, vil den Fremgangsmaade, som Udvalget har foreslaaet, give en større Garanti for en upartisk Afgjørelse end den, som
findes i Udkastet. Med Hensyn til det Talforhold, som den ærede
28de Kongevalgte (Tscherning) bragte paa Bane, er Meningen ganske
simpel den — jeg har ikke godt ved i en Hast at finde andre Udtryk
end dem, Udvalget har denyttet —: den hele Rigsret skal bestaae af
16 Medlemmer; da man nu har tænkt sig, at Landsthinget skal udvælge 12 og Høiesteret 12, altsaa ialt 24, saa har man meent, at
Anklageren skulde udskyde 2 af Landsthinget, 2 af Høiesteret, det er
en Sjettedeel, det er 4, og den Anklagede ligeledes udskyde 2, det er
en Sjettedeel af den ene Classe, og 2, det er en Sjettedeel af den
anden Classe, det er ligeledes 4, hvorved der altsaa fremkommer det
Resultat, man har tænkt sig.

Tscherning: Forsaavidt dette skulde være Meningen, forekommer det mig bedst, at det ogsaa udtrykkelig blev udtalt, og hvorfor ikke ligesaagodt bruge disse simple Udtryk: den Anklagede og Anklageren skulle udskyde hver 2 af enhver af disse Classer.

Hvad nu Rigsretten angaaer, skal den vistnok være en politisk
Domstol, men den skal ikke være en politisk Domstol i den Betydning,
at de politiske Magthavende dømme efter deres politiske Anskuelse.
Danner man en permanent Domstol saaledes, at Medlemmerne udvælges for en længere Tid, da kan vist Ingen have Noget at klage,
men naar man overdrager Landsthinget under Øieblikkets Indvirkning at udvælge dem, som det anseer meest skikkede til at varetage et
Dommerhverv, saaledes som det i et Øieblik forudsætter, at det bør
varetages, og som man meget hyppig kan antage, vil skee med megen
Censidighed, og overdrager man Høiesteret paa lignende Maade at
udvælge sin Andeel i Retten, bliver Retten let til Trods for den Udskydelsesret, som her er given, meget eensidig sammensat, det kan man
idetmindste vente. Da saadanne Hensyn slet ikke give sig tilkjende i
Udkalstet § 60, forekommer det mig netop, seet fra det Standpunkt,
som om Udkastet fortjener Fortrinet. Sammenligner man den her
omhandlede Ret med en Juryret, som jeg meget gjerne vil have, maa
man lægge Mærke til, at Juryen ikke bliver udnævnt ligeoverfor en
speciel Forbryder. Den bliver udnævnt for en vis Session, og de
Forbrydere, som da blive anklagede, over dem kommer den til at dømme,
men den bliver ikke sammensat med Hensyn til en vis Sag eller med
Hensyn til en vis Forbryder, og det er netop Tilfældet her. Saaledes som denne Domstol bliver sammensat, efter Forslaget, bliver den
om jeg saa maa sige, udplukket ligeoverfor en vis Sag eller en vis
Forbrydelse.

Institsministeren: Jeg skal kun tillade mig at tilføie, at,
forsaavidt den ærede Ordfører har meent, at det vild stride mod
Grundlovsudkastets Ord, dersom de Medlemmer af Rigsretten, som
udvælges af Landsthinget vedblive at fungere, uagtet Landsthinget bliver
ophævet, kan jeg ikke ganske erkjende denne Udsættelses Rigtighed,
thi det hedder, at Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der vælges
paa 4 Aar, af Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets
øverste Domstol blandt disses egne Medlemmer. Rigsrettens Medlemmer
vælges altsaa kun blandt Landsthingets Medlemmer paa 4 Aar, men
det er dog ikke stridende mod Lovudkastets Ord, at de ved Landsthinggets Ophævelse kunne vedblive at kungere indtil et nyt Landsthing
er sammensat.

Ordføreren: Jeg vil gjerne indrømme, at det maaskee ikke
strider mod Bogstaven i Udkastet, men det strider dog ganske mod
dets Tanke. Tanken, skjøndt den ikke udgaaer af nogen Motivering,
da vi kun have Udkastet, er dog virkelig ganske klar den, at Rigs

retten skal sammensættes af det dobbelte Element, at dens Alsidighed
om jeg maa sige, skal bestaae i dens To sidighed, idet Halvdelen
af dens Medlemmer skal bestaae af Høiesterets- og Halvdelen af
Landsthingsmedlemmerne. Ligesaalidt som et afgaaet Høiesteretsmedlem kan blive ved at sidde i Rigsretten, ligesaalidt gaaer det an, at
et Medlem, der er udgaaet af Landsthinget, kan vedblive at fungere
der; man vilde altsaa upaatvivlelig sige: naar et Landsthingsmedlem, der var Medlem af Rigsretten, ophører at være Medlem af
Landsthinget, hvad saa?

Iustitsministeren: Det Spørgsmavl troer jeg, man vilde
besvare saaledes, at de, som vare valgte, maatte vedblive at fungere,
indtil Andre kunde vælges.

Ordføreren: Vil da den ærede Minister erkjende den dertil
svarende Analogi, at et afgaaet Høiesteretsmedlem kan vedblive at
være Rigsretsmedlem? Jeg indrømmer natuligviis, at den Afgjørelsesmaade, som er bleven antydet, kunde uden nogen Vanskelighed føies
til Ordene i Grundloven, men Spørgsmaalet er, naar Grundloven
bliver aldeles uforandret som den er, uden noget Tillæg, om man de
kunde faae det ud af den.

Algreen-Ussing: Dersom den 60de Paragraph kunde forstaaes saaledes, som den høitagtede minister har meent, vilde den
Vanskelighed være fjernet, som Udvalget har troet at finde i den for
det Tilfælde, at Landsthinget bliver opløst, men jeg maa med Hensyn til dette Punkt være af samme Mening som Ordføreren, at om
denne Fortolkning end muligen kunde forenes mes Paragraphens
Ord, kan den dog ikke antages forenelig med den hele Bestemmelse
om Rigsdagens Sammensætning. Det har iøvrigt ogsaa for Comiteen og navnlig for mig været en Hovedbetænkelighed ved den foreslaaede nye Redaction, at man paa denne Maade kom til at vælge
Rigsretten med specielt Hensyn til den enkelte foreliggende Sag, hvilket ikke kan ansees ønskeligt; men vi have troet, at denne Betænkelighed maatte træde tilside for de Betænkeligheder, der efter vor Formening frembøde sig ved at følge Lovudkasters Regel. Jeg skal i denne
Henseende endnu kun bemærke, at, naar Landsthinget er opløst i et
Tilfælde, hvor Rigsret skal sættes, og naar, som Udvalget har forudsat, Retten maatte sættes for det halve Antal af Medlemmer af
det nyvalgte Landsthing, vil ved Valget af dem efter selve Udkastets
Regel det samme Hensyn gjøre sig gjældened, som efter den af Udvalget foreslaaede Bestemmelse, idet de da ogsaa ville blive valgte
med særligt Hensyn til en forestaaende Rigsrets Action.

Ordføreren: Jeg skal blot tilføie med Hensyn til det foreliggende Forslag, at, naar man holder sig til Ordene i § 60, skal
man vanskeligt faae Andet ud, end Udvalget har meent, der laa i
den. Det hedder nemlig: Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der
vælges paa 4 Aar, Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets øverste Domstol, blandt disses egne Medlemmer. Deri
ligger dog denne Tanke saa aldeles begrundet, at det er kun som
Høiesteretsmedlemmer og kun som Landsthingsmedlemmer, at Vedkommende kunne være Rigsretsmedlemme.
Man gik derpaa over til § 61.

Ordføreren: Denne Paragraph i Udkastet lyder saaledes:
„Rigsretten paakjender de af Folkethinget mod Ministrene anlagte Sager.

For Rigsretten kan Kongen lade ogsaa Andre tiltale for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, naar Folkethinget dertil giver sin Samtykke. "

Udvalget har ikke fundet Anledning til at foreslaae nogen Forandring i denne Paragraph.

Ørsted: Ved den første Deel af Paragraphen kan vistnok ikke
være Noget at erindre. Det er nødvendigt, at der er en Ret, hvor
Ministrene kunne drages til Ansvar og tiltales, og efter vore Forhold
kan man ikke vel sammensætte den paa en man betryggende Maade,
end der er foreslaaet. Derimod finder jeg med Hensyn til Paragraphens anden Deel det meget betænkeligt at give Rigsretten nogen
Jurisdiction ogsaa med Hensyn til andre Forbrydelser eller at der
ved en speciel Befaling af Kongen med Folkethingets Samtykke kunde
bestemmes, at de, der ansees skyldige i Forbrydelser, som fandtes at
være farlige, skulde møde for denne ertraordinaire Ret. Derved vilde