Grundlov - bind 2 - Side: 477
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

477

2427 2428
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 59—60.

være Regjeringens Sæde, saa kunde dog Omstændighederne bevirke
Forandringer deri, og jeg antager, at det er der, hvor Regjeringen
har sit Sæde, at Rigsdagen hensigtsmæssigt træder sammen. Jeg henstiller derfor til Udvalgets Overveielse, om ikke den af mig antydede
Forandring vilde være hensigtsmæssig.
Man gik derpaa over til Tillægsparagraphen 59 f.

Ordføreren: Denne Tillægsparagraph lyder saaledes:
„Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentræden af Folkethinget og Landsthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at
over Halvdelen af hvert Things Medlemmer er tilstede og deeltager i
Afstemningen. Den vælger selv sin Formand og fastsætter iøvrigt de
nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forremingsgangen. "

Comiteen har herom bemærket:
„Det forekommer os endelig, at en almindelig Bestemmelse om den
forenede Rigsdag ikke ret vel kan undværes. Grundloven har paa
ikke saa Steder foreskrevet en Sags Behandling i den forenede Rigsdag (§ 4, 9, 14) og den har dog kun paa eet Sted— et Sted, hvor
man iøvrigt ikke skulde vente det — givet en nærmere Antydning om,
at den forenede Rigsdags Dannelse skeer ved begge Afdelingers Sammentræden (§ 9). Det er dog ikke herved udtrykkeligt sagt, hvad
udentvivl maa antages at være Udkastets Mening, at der til at tage Beslutning paa den forenede Rigsdag maa udfordres, at hver Afdelings
Medlemmer ikke blot ved Sammentrædelsen, men ogsaa stedse siden
ere tilstede i det Antal, som for hvert Thing udfordres efter § 52.
Ei heller taler Udkastet nogetsteds om Forretningsgangen paa den
forenede Rigsdag, uagtet det neppe kan betvivles, at denne i saa
Henseende maa have samme Myndighed, som hvert af de særskilte
Thing.

Man (jfr. § 52) foreslaaer altsaa folgende Paragraph:
Den forenede Rigsdag dannes ved Sammentrærden
af Folkethinget og Lansdthinget. Til at tage Beslutning udfordres, at over Halvdelen af hvert Things
Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen.
Den vælger selv kin Formand, og fastsætter iøvrigt de
nærmere Bestemmelser, der vedkomme Forretningsgangen. "

Da Ingen begjerede Ordet, gik man derpaa over til Grundlovsudkastets 6te Afsnit.

Ordføreren: § 60 i Udkastet er saalydende:
„Rigsretten bestaaer af 16 Medlemmer, der vælges paa 4 Aar,
Halvdelen af Landsthinget, Halvdelen af Landets overste Domstol,
blandt disses egne Medlemmer. Den vælger selv sin Formand af
sin egen Midte. "

Comiteens Betænkning indeholder:
„I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dommende Magt,
indeholde de to første Paragrapher de nærmere Bestemtnelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds.

Efter § 60 skal Rigsretten bestaae af 16 Medlemmer, der vælges paa fire Aar. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine
Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge
sig selv en Formand.
Udvalget maa i det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund
for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige
stærke Bestanddele, hvoraf den ene har en mere politisk, den anden en
mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslaaede Antal
af 16 Medlemmer for passende. Derimod har Udvalget ikke troet
at kunne tiltræde Udkastet, forsaavidt dette vil, at Rigsretsmedlemmerne skulle vælges paa fire Aar. Rigsretssager kunne neppe antages at blive saa hyppige, at der er tilstrækkelig Grund til at danne
en fast, vedvarende Domstol, hvorhos Udkastets Bestemmelse medfører
Vanskelighed for det Tilfælde, at Landsthinget skulde blive opløst, da
i saa Fald de Medlemmer, der være valgte til Medlemmer af Rigsretten, ikke
længer kunde beklæde denne. Man anseer det derfor for henstigtsmæssigere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil maaskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnæv

nelse i saa Fald kan saae en ikke ønskelig Indflydelse paa de Valg,
der saaledes foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil
maa det nu strax bemærkes, at Landsthinget ogsaa efter Udkastets Regel vil og bør tage politiske Hensyn ved sit Valg. Men
Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels ogsaa af
almindeltgere Grunde, at anbefale en saadan Fremgangsmaade ved
Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet baade Anklageren og den
Anklagede en Udskydelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde
udnævne 12 af sine Medlemmer, som traadte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde va
lade Anklageren og den. Anklagede hver udskyde 1/6 af begge Klasser.
De tilbageblevne 16 dannede da Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde formeentlig passende tilføies, at en Lov nærmere
ordner Retsforfølgningsmaaden.

Man foreslaaer altsaa følgende nye § 60:
Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemme, der træde sammen med 12 af
Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner.
Anklageren og den Anklagede udskyde hver 1/6 af begge
Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge
en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En
Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde
sig til deres Minoritetsotum til 4de Afsnit. "

Justitsministeren: Ministeriet har ikke kunnet tiltræde Hensigtsmæssigheden af den af Udvalget foreslaaede Forandring i den
her foreliggende Paragraph. Det synes, at Udvalget ogsaa har kundet en Betænkelighed med Hensyn til, at det Forslag, som den har
gjort, vilde medføre, at Rigsretten skulde blive udnævnt netop til det
enkelte Tilfælde, som den skulde paakjende. Det er vistnok en Betænkelighed, som maa have en ikke ringe Vægt; vel har Udvalget anført,
at Rigsretten under almindelige Omstændigheder vilde blive valgt
tildeels ogsaa under Iagttagelse af politiske Hensyn, og det kan vistnok ikke negtes, at de Medlemmer, som af Landsthinget udvælges
for at udgjøre en fast Deel af Rigsretten, for 4 Aar, ikke ville blive
valgte uden Hensyn til deres politiske Anskuelse; men det forekommer
mig dog, at der vil være en stor Forskjel paa, om man ved Valget
tager Hensyn til de enkelte Medlemmers politiske Anskuelser overhovedet, eller om der tages Hensyn netop til den foreliggende Sag, i Anledning af hvilken Rigsretten skal dannes. Det kan ikke feile, at et
saadant Valg, som foregik netop maaskee under personlige Hensyn til
dem, der skulde tiltales og dømmet af Rigsretten, vilde kunne have
en svækkende Indflydelse paa Rettens Anseelse; det er dog vistnok en
Hovedfordring, man kan gjøre til en Domstol, at den af alle Vedkommende maa ansees som upartisk. Dette Hensyn vilde dog vel
tabes mere af Sigte, end det var nødvendigt, naar Domstolen udnævnedes netop med Hensyn til de enkelte Tilfælde. Den Vanskelighed,
som Udvalget har paapeget med Hensyn til, at de af Landsthinget
valgte Medlemmer ikke kunne fungere, efterat Landsthinget er opløst,
forekommer mig ikke at være af nogen væsentlig Betydning; thi ligesom det ved Affattelsen af Lovudkastet har foresvævet de Vedkomwende, at der Maatte udkomme nærmere Regler for Landsthingets
Virksomhed, saaledes har man ogsaa tænkt sig, at den Vanskelighed
kunde hæves netop ved disse specielle Regler, og det synes mig ikke
heller at være vanskeligt at anvise en Vei, hvorpaa denne Vanskelighed kunde ryddes tilside. Saaledes f. Ex. dersom det bestemtes, at
de Medlemmer af Landsthinget, som engang være udnænte paa 4
Aar, ikke skulle ved Landsthingets Opløsning ophøre at vedblive i
denne Function, men Først, naar det paafølgende Landsthing var
sammentraadt og havde kunnet udnævne nye Medlemmer til Rigsretten, synes der ikke at være en saadan Forhindring tilstede for at
kunne iagttage den i Grundlovsudkastet anviste Vei, som kunde vække
nogen væsentlig Betænkelighed. Det er derfor, at Ministeriet antager, at det i Grundlovsudkastet indeholdte Forslag til Rigsrettens Dannelse maa være at foretrække for det af det ærede Udvalg
fremsatte Forslag.

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.