Grundlov - bind 2 - Side: 475
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

475

2423 2424
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet §§ 55—59.

ogsaa i den vestlige Deel, og især i Hedeegnen, hvor Localiteterne
lægge særdeles megen Vanskelighed i Veien for Skolevæsenet, og hvor
det vist ogsaa maa ophjælpes ved andre Midler, end der staaer til
Raadighed der, hvor der er vigtige Kilder at øse af, end hvor de
saa sparsomt flyde, som paa disse magre Egne.

Formanden: Der er forlangt Afslutning, jeg veed imidlertid ikke, om der er Nogen, der ønsker Ordet?

Cultusministeren: I Anledning af hvad, der er sagt af
den sidste ærede Taler, skal jeg blot bemærke, at til den Overbeviisning, jeg har om Almueskolevæsenets Tilstand, og hvori jeg i den Tid,
jeg har været beskæstiget hermed, er bleven bestyrket, hører ogsaa den
ganske bestemte, at en af Hovedfeilene ved vor nuværende Lovgivning
for Almueskolevæsenet paa Landet ligger netop deri, at man har
troet, at de samme Former, der kunne passe der, hvor der boe
3000 Mænd paa Qvadratmilen, ogsaa skulle passe der, hvor der
boer 300.

Winther: Maatte jeg ikke spørge — — —

Formanden: Der er forlangt Afslutning, altsaa maa dette
Spørgsmaal først sættes under Afstemning.
Efterat Navnene paa dem, der havde forlangt Afslutning, —
nemlig: Ploug, Tuxen, P. Pedersen, Knuth, Tscherning, Duntzfelt,
G. Aagaard, Gudmundsson, B. Christensen, Krieger, Oftermann, H.
Johannsen, Gleerup, Andresen, N. H. Nielsen — vare oplæste, blev
det sat under Afstemning, om Discusstionen over den foreliggende
Interpellation skulde afsluttes, og blev dette Spørgsmaal besvaret bekræftende med 60 Ja mod 30 Nei.
Man gik derpaa over til den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastets § 55.

Ordføreren: Denne Paragraph er saalydende:
„Enhver Rigsdagsmand kan i det Thing, hvortil han hører,
med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring. "

Ved denne Paragraph har Udvalget Intet at bemærke.

Ørsted: Denne Paragraph indeholder Intet om Rigsdagsmændenes Ret til at fremkomme med Gjenstande, der kunde undergives Forsamlingens Overveielse og muligt kunde give Anledning til
Forslag fra Forsamlingens Side, men den taler kun om Interpellationer og den forekommer mig derfor at være ufuldstændig.
Man gik derpaa over til Udkastets § 56.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Intet Andragende maa overgives noget af Thingene uden gjennem et af dets Medlemmer. "

Ved denne Paragraph har Udvalget Intet at bemærke.

Ørsted: Jeg troer ikke, at denne Paragraphs Bestemmelse om,
at intet Andragende maa overgives til noget af Thingene, uden gjennem et af dets Medlemmer, burde være til Hinder for, at Borgerne,
paa samme Maade som hidtil, indgive Andragender directe til Forsamlingen. Det har hidtil været sædvanligt, at Andragender ere indgivne til Formanden, og det kunde derfor ansees tilstrækkeligt, at Andragendet leveredes til hvert Things Formand, som meddeelte Forsamlingen det, hvorefter muligen et eller andet Medlem kunde gjøre
det til sit og derved give Anledning til et Forslag.

Formanden: Jeg skal kun tillade mig at bemærke, at de Andragender, som jeg har modtaget, ere vaa meget saa nær komne igjennem et af Forsamlingens Medlemmer; nogle have imidlertid været
adresserede directe til mig, og da har jeg antaget, at jeg, som Medlem, kunde fremlægge dem.
Man gik derefter over til Udkastets § 57.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Finder Thinget ikke Anledning til om et Andragende at fatte
Beslutning, kan det henvise det til Ministrene. "
Ved denne Paragraph har Udvalget Intet at bemærke.

Winther: Jeg vilde bemærke, at det syntes ønskeligt, at
denne Paragraph gik ud, thi det er jo dog besynderligt, at der hvert
Øieblik fortælles en souverain Forsamling, hvad den tør gjøre. Det
blev sagt forleden Dag af Ministrene, at det ikke skulde være os tilladt at petitionere i en vis Anledning; de forsøgte at tilraade en
Indskrænkning i Petitionsretten, som ikke engang var gjort for de

raadgivende Stænder. Derfor synes jeg, at det ikke er raadeligt, at
vi bringe Ministrene ind paa den Tro, at de kunne foreskrive Forsamlingen, hvad de kunde finde i deres Interesse, men de vilde
unegtelig blive i den Tro, naar vi saaledes enkeltviis vilde sige,
hvad vi turde gjøre.

Duntzfelt: Jeg finder ved denne Paragraph blot at bemærke,
at saaledes som den er affattet, synes det, at de Andragender, som
paa denne Maade kunne komme til Forsamlingen, og som egnede sig
til at henvises til Ministeriet, alletider maatte tages under Behandling, og først naar man var enig i ikke at tage nogen Beslutning i Anledning af dem, kunde de blive at henvise til ministeriet;
Jeg antager ikke, at dette er Meningen med Paragraphen, og jeg
anseer det derfor rigtigst, at den blev affattet saaledes: Finder Thinget ikke Anledning til at tage et Andragende under Behandling,
henvises det til Ministeriet, det jeg forudsætter, at det vil fremgaae
af Andragendernes Natur, om de bør behandles paa denne Maade eller
henvises til Ministeriet. Jeg skal i denne Henseende forbeholde mig
et Amendement.

Man gik derpaa over til § 58.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder saaledes:
„Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller 5
Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgjør, om Sagen skal forhandles i offentligt eller hemmeligt
Møde.

Comiteen har ved denne Paragraph alene bemærket:
„At man vel gjerne kan overlade det til Thingene selv at bestemme, hvor lidet et Antal Medlemmer man vil indrømme Ret
til at forlange hemmeligt Møde.

Man foreslaaer altsaa i Stedet for „5 Medlemmer" at sætte:
„det i Forretningsordenen bestemte Antal. "

Da Ingen begjerede Ordet, gik man over til § 59.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Ved sin Forretningsordning fastsætter ethvert af Thingene de
nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens
Opretholdelse. "

I Comiteens Betænkning er foreslaaet den Omredaction af Paragraphen, at det kommer til at hedde:
„Ethvert af Thingene fastsætter De nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens
Opretholdelse. "

Da Ingen begjerede Ordet, gik man derefter over til Discussionen af de af Comiteen ved Slutningen af dette Afsnit foreslaaede
ny Paragrapher, og da først navnlig til de af Comiteen foreslaaede Paragrapher § 59 b og § 59 c, hvorom Comiteebetænkningen indeholder Følgende:

„Hvad nu de antydede Tillægsforslag angaaer, da have de to
Hensyn til Lovforslags Behandling:

Man antager nemlig for det Første, at det passende kunde udtales, at naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af
Thingene, kan det ikke oftere foretages afsamme Thing
i samme Samling.

Man antager fremdeles, at det kan være hensigtsmæssigt i
Grundloven at optage nogle Bestemmelser, der vise den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Lovforslags Sendelse fra det
ene Thing til det andet.

Naar et Lovforslag er blevet foreslaaet i et Thing, men falder
igjennem, kan det faldne Forslag, naar man ikke optager en ganske
særegen Bestemmelse, saaledes som en Minoritet af os tidligere har
foreslaaet, ikke naae videre. Vedtages derimod en Beslutning om et
Lovforslag, hvad enten nu dette er det oprindeligt indbragte, uforandret vedtagne, eller et forandret Lovforslag, i hvilket sidste Tilfælde det
oprindelige ikke længere, som saadant, existerer, da maa denne Thingets Beslutning meddeles det andet Thing. Bifaldes den, forelægges
Sagen naturligviis Kongen; forkastes den aldeles, maa Sagen ligeledes, naar man ikke træffer ganske særegne Forholdsregler, bortfalde.

Vedtages det derimod med Forandringer, da gaaer det tilbage
til det første Thing. Saaer dette nu ind paa disse Forandringer,