Grundlov - bind 2 - Side: 467
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

467

2407 2408
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 53—54.

hvor der er nogen Lovbestemmelse, ikke eensidig kunne gjøre nogen Forandring. Det vilde være en altfor vovelig Sag, det kunde lede til, at
naar et Lovforslag indbragtes, man kunde forhindre det ved at bringe
det til, at man fordrede, at det kun skulde, gaae igjennem med en forstærket Majoritet.

Algreen-Ussing: Jeg er ganske enig med den foregaaende
Taler; det var ingenlunde min Mening, at der i Henseende til Lovgivningsbeslutninger eller andre Beskutninger af Rigsdagen med Hensyn til Sagernes Realitet skulde kunde vedlages, at der skulde være
en større Pluralitet end det simple Fleertal, men jeg indskrænkede
min Bemærkning, eller vilde ialtfald indskrænke den — hvis jeg har
udtryst mig anderledes, har jeg udtrykt mig unoiagtigt — til de
Punkter, der angik, som den ærede 28de Kongevalgte (Tscherning)
udtrtykte sig, den indre Forretningsorden paa Rigsdagen: men da
Reglen er fremsat i en stor Almindelighed i § 53, idet det hedder, at
der til enhver Beslutning udfordres Fleerheden af de afgivne
Stemmer, saa var det, da jeg er enig med den sidste ærede Taler i,
at denne Regel maa være bindende med Hensyn til Lovgivningssager,
at jeg gjorde opmærksom paa, at den dog ikke kunde betragtes som
bindende med Hensyn til hvad der angaaer Forretningsordenen, dersom Thingene finde Anledning til i noget enkelt Tilfælde at fastsætte
en større Stemmefleerhed.

Ordføreren: Spørgsmaalet var, hvorvidt denne Paragraph
absolut gjorde det umuligt for Thingene nogenfinde at fordre mere
end Fleerheden af de givne Stemmer, om den skulde formene dent at
vedtage, at der med Hensyn til en Beslutning skulde fordres qvalificeret Pluralitet (Algreen-Ussing: Ja!), og det var det, jeg troede
maatte benegtes; skulde det Modsatte kunne følge af Paragraphen,
var det i mine Øine en ny Grund til, at Paragraphen gik ud.

Man gik denæst over til § 54.

Ordføreren: Denne Pragraph Iyder i Udkastet saaledes:
„Ethvert Lovforslag skal fortages 3 Gange, forinden Thinget
derom kan tage nogen endelig Beslutning. "

Comiteens Betænkning er saalydende:
„Denne Paragraph indeholder den Regel, at ethvert Lovforslag
skal foretages tre Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning.

Forsaavidt det nu heri ligger, at intet Lovforslag endelig kan
antages, forinden det tre Gange har været behandlet af Thinget,
maa Udvalget ganske tiltræde denne Tanke. Man antager, at Udkastets Forfattere have tænkt sig, at hvert Thing nærmere vilde bestemme de forskjellige Læsningers Charakteer. Der vilde saaledes
være Spørgsmaal, om man ikke ved den første Forhandling burde
indskrænke sig til en Drøstelse af Hovedgrundsætningerne, om man
ikke derefter ved den anden burde gjennemgaae de enkelte Bestemmelser
i Lovudkastet og ved den tredie stemme over Forslaget i dets Heelhed,
idet man alene undtagelsesviis optog saadanne Punkter, hvorom
Meningerne være saa deelte, at det kunde ansees tvivlsomt, hvorvidt
nogen virkelig tilfredsstillende Afgjørelse havde kundet Sted. Men
hvorledes man nu end nærmere vilde ordne disse tre Læsningers indbyrdes Forhold, hvilket meget vil afhænge af det System, der iøvrigt
vedtages med Hensyn til den forberedende Behandling af Sagerne,
saa antage Flere af os, at der ved Slutningen af hver Forhandling
bør finde en Afstemning Sted, saa at det altsaa ikke kan være Meningen, at første og anden Behandling skulde være en saadan Indledning til den tredie Behandling, som den foreløbige Behandling til den
endelige efter Provindsialstænderlovgivningen og Rigsforsamlingens
nærværende Forretningsorden, der i dette Stykke ikke mere end høist nødvendigt afveg fra den i Provindsialstænderne foreskrevne Forretningsgang.
Hvis Paragraphen alene havde handlet om Regjeringslovforslag, da
kunde vi have tænkt os, at Udkastets Mening var den, at intet saadant Forslag endelig maatte forkastes, før det tre Gange var
gjennemgrandsket; men Udkastet taler om alle Lovforslag, altsaa ogsaa
om saadanne, som ere indbragte af et Medlem af Thinget, og det

kan da vist ikke være Hensigten, at Rigsdagen tre Gange skulde behandle
ethvert saadant Lovforslag, som det ikke ved dets Indbringelse fandt
saa aldeles forkasteligt, at det slet ikke silde særdige det nogen nærmere Prøvelse. Udvalget antager derfor, at det rammer Udkastets
Hensigt, og troer i alt Fald at ramme det Rette, ved at foreslaae
følgende forandrede Affattelse af Paragraphen:

Intet Lovforslag kan endelig antages, forinden
det 3 Gange har været behandlet af Thinget"

Cultusministeren: Hvis intet Medlem forlanger Ordet i
Anledning af denne Paragraph, er der blot een Bemærkning, som
jeg troer ikke at burde forbigaae. Idet nemlig Udvalget har villet
fjerne en i Paragraphens oprindelige Form tilsyneladende liggende
Nødvendighed af at forhandle ethvert Forslag, som maatte fremkomme fra et enkelt Medlem, 3 Gange, hvorved en Afviisning eller
Forkastelse af Forslaget ved den første Behandling var udelukket, har
det forekommet mig og mine Colleger at ved den nu foreslaaede Redaction er der udelukket det, som Udvalget ganske rigtig har sagt,
kunde tænkes at være Udkastets Mening, nemlig at der tænktes nærmest paa Regjeringens Forslag, saaledes at der for Regjeringens
Forslag maatte forlanges, at Rigsdagen ikke ved den første Behandling kunde forkaste dem, men at de altid havde Krav paa at gjennemgaae en fuldstændig Behandling i 3 Stadier. Det synes at være
en Fordring, som billigen kan opstilles, at Forslag, der komme fra
Regjeringen, saaledes skulle gjennemgaae alle Forhandlinger, førend de
kunde endelig forkastes af Forsamlingen; det er en Forudsætning, som
billigviis maa ledsage Forslag, som komme fra Regjeringen, at de
ikke kunne være saa ubesindige eller temeraire, at de strax ved den
første Forhandling knnne og bør fjernes. Der synes altsaa at være
Grund til, naar man vedtager den Redaction, som er foreslaaet af
Udvalget, da at tilføie den Bestemmelse, at ethvert Forslag,
som er forelagt af Regjeringen eller kommer fra det andet
Thing, skal forhandles 3 Gange; thi ogsaa det maa jeg tilføie, at
det ene af Thingene synes at have en billig Fordring paa ar, hvad
som er antaget af det, ikke af det andet Thing ved en enkelt Forhandling i et Møde kan forkastes.

Ordføreren: Den Omstandighed, at den ærede Cultusminister sammenstiller Forslag, som komme fra Regjeringen med Forslag,
der komme fra det enkelte Thing, gjør, at Fordringen er lidt mindre
stærk; men jeg maa ellers tilstaae, at jeg troer, at det virkelig er en
temmelig stor Fordring, at det ikke kunde staae til Rigsdagen at forkaste et Regjeringsforslag ved den første Behandling, hvorved— vel
at mærke — ingenlunde forstaaes Forslagets Indbringelse for Rigsdagen, men hvorved det forudsættes, at den forderedende Forhandling,
være sig igjennem en dertil udvalgt Comitee eller hvorledes man nu
vil tænke sig, at den foregaaer, har kundet Sted; da man nu er
bleven saa temmelig vant til at henvise til fremmede Landes Exempel, troer jeg ikke det vil være let at finde Autoritet i fremmede
Lande af noget Omsang for, at et Regjeringsforslag nødvendigviis
skulde gjennemgaae 3 forskjellige Behandlinger, uden at det stod til Forsamlingen at tage et virkeligt Votum for efter den 3die Læsning.
Jeg vil gjerne indrømme, at man maa være noget vaersom med at
forkaste et Regjeringsforslag aldeles første Gang, at det er naturligt,
at man her siger: lader os gaae til næste Læsning, lader os tage det
engang til; men det forekommer mig dog, som sagt, at det er en
temmelig stærk Fordring, at et saadant Forslag ikke skulde kunne
forkastes for efter en 3die Læsning; iøvrigt vil naturligviis Spørgsmaalet komme under nærmere Overveielse i Udvalget, nu da Minisieriet har udtalt som sin Mening Noget, vi ikke have kunnet faae
ud af Udkastet, fordi Udkastet opstiller en almindelig Reget, og vi ikke
altsaa kunne troe, at der ved den almindelige Regel var tænkt paa
Regjeringsforslag alene.

Ræder: Jeg vil blot bemærke, at ifølge § 46 skal Naturalisation af Udlændinge skee ifølge Lov; altsaa skulde nu ifølge § 54 enhver
Naturalisering læses 3 Gange, er det ogsaa Meningen? (Ja.) Da
synes det at være en temmelig vidtløftig Fremgangsmaade i et saa
simpelt Anliggende.