Grundlov - bind 2 - Side: 465
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

465

2403 2404
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 50—52.

Algreen-Ussing: Jeg tænker, at det, med Hensyn til den
Umulighed, som det synes, at det sidste ærede Medlem finder, at der
vil ligge i Bestemmelsens Overholdelse paa Grund af, at der er to
Kamre, kan være nok, paany at henvise til den belgiske Constitution,
som har 2 Ramre, og hvor der findes den Bestemmelde, at Kamrene
kunnr fordre Ministrenes Nærværelse. Hvorledes Ministeriet, som jo
bestaaer af flere Medlemmer, vil lade møde for Kamrene, dersom det
Tilfælde skulde indtræffe, at begge Kamrene paa een og samme Tid
ønskede deres Nærværelse, kan vistnok ganske overlades til Ministeriets
egen Afgjørelse; men jeg kan paa ingen Maade erkjende, at deres
skulde følge som nogen Nedvendighed, hvad den ærede sidste Taler
yttrede, at Ministrene skulde stadig ved en Commissaris være tilstede i Rigsdagen.

Ordføreren: Jeg troer dog, at den ærede Rigsdagsmand,
som nu satte sig, skal have ondt at vise, at den Bestemmelse, som
er foreslaaet, findes, som han tidligere udtrykte sig, i flere af de fortrinligst anerkjendte Forfatninger.

Algreen-Ussing: Jeg meente den belgiske.

Ordføreren: Maaskee har den ærede Rigsdagsmand kun
meent den belgiske, men han sagde, at denne Bestemmelse fandtes i
flere af de som de fortrinligste anerkjendte Forfaninger; men jeg troer
ikke, at man skal finde en saadan Bestemmelse som denne i flere af
de som de fortrinligste anerkjendte Forfatninger, thi den gaaer i mine
Øine idetmindste ud fra en unaturlig Lyst til i en Grundlivs Ord
at slaae det fast, som hanske simpelt kommer af sig selv, medens man
dog ikke ved et saadant enkelt Ord kan raade Bod paa de Sotuationer, hvor der kan komme et spændt Forhold; jeg indrømmer forresten,
at dette er en Smagssag, og derfor skal jeg heller ikke forhandle
dette Punkt udførligt, men jeg vil kun henvise til Udkastetes § 55,
hvori det siges, at enhver Rigsdagsdagsmand kan i det Thing, hvortil
han hører, med dettes Samtykke bringe ethvert offentligt Anliggende
under Forhandling og derom æske Ministrenes Forklaring. Jeg troer,
at den Tanke, som ved hiin Bestemmelse skulde fyldestgjøres, saaledes
allerede er fyldeftgjort paa et andet Sted i Udkastet; Rigsdagen vil
jo have det i sin Magt, paa mange Maader at vise, at den er misfornøiet med en saadan Færd fra Ministrenes Side, og det vil da
vise sig, hvorden en slig Strid vil ende; jeg troer ikke, at et saadant
Tillæg i denne Paragraph vil praktisk kunne forebygge den Conflict,
som man her har befrygtet.

Algreen-Ussing: Hvorvidt man vil ansee en saadan Tilføielse som mere eller mindre nødvendig, skal jeg lade staae derhen.
Jeg er enig med den ærede Ordfører i, at Rigsdagen, om end ikke
en saadan Bestemmelse optages, vel kunne fremkalde Ministrenes
Nærværelse i de Tilfælde, hvor den virkelig anseer den magtpaaliggende; men ligesom jeg ikke troer, at § 55 gjør en saadan Tilføielse
ufornøden, saaledes har jeg kun yttret mig imod, at en saadan Bestemmelse skulde være enten upassende og skikket til at fremkalde et
urigtigt og skadeligt Forhold mellem Regjering og Rigsdag, eller i
praktisk Henseende uudførlig.

Rée: Jeg troer ogsaa, at en naturlig Samstemning imellem
Ministerium og Rigsdag vil finde Sted ogsaa i dette Forhold; men
der kunde jo dog tænkes at indtræde Spændinger, som maaskee vilde
gjøre det ønskeligt og nødvendigt at tilkalde Ministrene eller enkelte
af dem. Meningen af Forslaget kan jo heller ikke være, som den
ærede 28de Kongevalgte (Tscherning) syntes at antyde, at nogen Minister skulde møde til hver Tid, et Thing forlanger. Den Gene, der
herved kunde opstaae, vilde jo reglementariske Bestemmelser kunne
fjerne. Vi have allerede Exemplet ved Interpellationer, hvorpaa jo
on Minister ikke strax behøver at afgive Svaret, men kan forlange
Tiden nærmere bestemt.

Winther: Jeg bil blot bemærke, at naar en Mand paa eengang kan være baade Rigsdagsmand, Minister og Bestyrer af
et Generaltolddirecteurembede bliver hans Stilling noget indviklet; han kommer f. Ex. et Par Gange til at være sin egen Controllen, idetmindste til paa Rigsdagen at deeltage i Controllen over
sin Virksomhed som Minister, og som Minister, f. Ex. som Finants

minister, at cintrollere sin Embedsførelse om Generaltolddirecteur. Det
forekommer mig derfor, at det kunde være ønskeligt, om den Bestemmelse kunde udgaae, at en Minister kan vælges til Rigsdagsmand.

Schiern: Jeg skal ikkun forbeholde, at der til denne Paragraph maa kunne gjøres et Tillæg, hvorved Paragraphen, ligesom den
tilsvarende Paragraph i den franske Forsatning, tilsikkrede Ministrene
Ret til ved den enkelte Sag, hvor de muligen fandt Opfordring dertil, at kunne lade sig assistere ved Commissairer.

Man gik derpaa over til § 51.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder saaledes:
„Ethvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig
Samling sin Formand og den, der i hans Forfald skal føre Forsæset. "

Comiteens Betænkning er saalydende:
„Naar § 51 bestemmer, at hvert Thing vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den,
der i hans Forfald skal føre Forsædet, saa antage vi, at Grundloven
ikke bør være til Hinder for, at Formanden kan vælges for en
kortere Tid, og ligesaalidet bør det være udelukket, at der kan vælges
mere end een Viceformand.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af Paragraphen;
Ethvert Thing vælger sin Formand og den ekker dem,
der i hans Sted skal føre Forsædet. "

Da Ingen begjerede Ordet, gik man over til Udkastets § 52.

Ordføreren: Udkastets § 52 er saalydende:
„Intet af Thingene kan tagge nogen Beslutning, ikkr idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og deeltager i Afstemningen. "

Comiteens Betænkning indehilder:
„Efter denne Paragraph kan intet af Thingene tage nogen Beslutning, naar ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og
deeltager i Afstemningen.

En Minoritet (Chridtensen, Gleerup, Jacobsen,
Krieger) tiltræder denne Bestemmelse, medens Majoriteten holder for, at idetmindste Halvdelen af Thingets Medlemmer
bør tage Deel i Beslutningstagelsen.

Minoriteten erkjender vel, at det er ønskeligt, at Thingenes Medlemmer stedse møde saa samvittighedsfuldt, at ikke blot Trediedelen
eller Halvdelen, men Flere tage Deel i Afgjørelsen, og vi vente, at
hvad enten Thinget et forfatningsmæssig fuldtalligt, naar en Trediedeel, eller kun naar en Halvdeel vil forhandle, vil et større Antal Medlemmer være paa deres Plads ved alle vigtigere Spørgsmaals Afgjørelse; men vi maae dog bemærke, at dersom man fordrer Halvdelen,
kan det tænkes, naar endeel ere fraværende, at en temmelig lille,
factieus Minoritet, til stort Afbræk for Rigsdagens Værsighed, kan
paa nogen tid ved Udeblivelse reent standse Rigsdagens Forhandlinger.
Dette modvirkes, naar en Trediedeel kan danne en lovlig Rigsdag,
uden at der paa den anden Side af denne Bestemmelse synes at kunne
flyde nogen Ulempe, thi naar det føst vides, at et Thing kan arbeide
med en Trediedeel af Medlemmer, vil der heri ligge en stærk Opforbring til, overalt, hvor det behøves, samvittighedsfuldt at give Møde; det
er og bekjendt, at man f. Ex. i England, hvor Underhuset tæller 658
Medlemmer, lader sig nøie med at sordre 40 Medlemmers Tilstedeværelse.

Udvalgets Majoritet (meb 12 mod 4 Stemmer) antager
derimod, at Rigsdagens Anseelse vil svækkes, naar det tilstedes,
der at tage Beslutninger, uagtet ikke engang Halvdelen af dens
Medlemmer er tilstede. Dette er noget saa afvigende fra, hvad der
hos os tidligere for Provindstalstænderne var gjældende og hvad
der i sig selv synes naturligt, at Majoriteten maa holde for, at
der i det Mindste bør fordres Halvdelen, en Regel, der ogsaa følges paa nærværende Rigsforsamling og i mange fremmede Landes
Forfatninger.

Majoriteten indstiller altsaa, at der i Stedet for„⅓" sættes
„Halvdelen".

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.