Grundlov - bind 2 - Side: 459
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

459

2391 2392
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastets §§ 45—46.

Endelig tillade vi os den mindre væsentlige Bemærkning, at det
ikke synes nodvendight, i Grundloven at foreskrive, at Revisorerne kun
kunne vælges paa eet Aar, hvorfor vi mene, at Ordet aarlig burde
udgaae.

Flere af os have iøvrigt været tilbøielige til at ansee det for
rettest, at Revisorerne altid skulde tages udaf Thingenes egen Midte,
fordi vi have fundet det meget ønskeligt, at Repræsentationen stedse i
sin egen Kreds havdet de Mænd, der besad den fulde Detailkundskab til Statsregnskabet; men vi have dog ikke herom villet gjøre
nogen særskilt Indstilling.

Udvalgets Fleerhed foreslaaer altsaa følgende Affattelse
af § 45:

Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer.
Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og atingen Udgiftudenfor Finantslovenhar fundet
Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger
og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger
forelægges derefter den forenede Rigsdag, som med
Hensyn til Samme tager Beslutning. "

Grundtvig: Jeg vilde blot gjøre den Bemærkning, om det
ikke kunde være rigtigt at ombytte det fremmede Ord „Revisorer" med
det danske Ord „Synsmænd". Dernæst vil jeg blot bemærke, at naar
der i denne Paragraph staaer, at de skulle paasee, at der ikke har
fundet nogen Udgift Sted udenfor Finantsloven, saa, da Finantsloven
først nævnes i § 44 og ikke i § 43, saa synes mig, der maatte skee
en Forandring.

David: Jeg vilde blot bemærke, at § 45 staaer i saa nøie
Forbindelse med Opsattelsen af § 44, at det vilde være at komme
tilbage til de engang brugte Argumenter, hvad enten man vilde forsvare det Ene eller det Andet. Dersom § 44 bliver staaende efter Majoritetens Anskuelser, saa er det conseqvent, at ogsaa den Redaction;
som Majoriteten har gjort gjældende, bliver staaende, og det vil være
en Selvfølge, at naar man ved nøie Eftertanke kommer til en anden
Slutning, eller naar Forsamlingen skulde komme til en anden Beslutning, Paragraphen ogsaa maa rettes derefter.

Da Ingen flere begjerede Ordet, gik man over til Behandlingen
af Udkastets § 46.

Ordføreren: § 46 i Udkastet lyder saaledes:
„Ingen Udlænding kan herefter erholde Indfødsret uden ved
Lov. "

Ved denne Paragraph har Udvalget Intet fundet at bemærke.

Grundtvig: Ja, jeg skulde vel ønske at at yttre mig, skjøndt det
maaskee vel er forgjeves. jeg ønskede nemlig, at der, hvor der bestemmes om Udlændinge og Indfødsret, at der gjordes en Forskjel
mellem Svenskere og Nordmænd og andre Udlændinge. Jeg mener,
det er paa høie Tid, at vi skulle erkjende, dog idetmindste i samme
Grad, som man erkjender det i Tydskland, om de forskjellige Stammer,
at da de udgjøre eet Folk, saa børe dette ogsaa vedligeholdes, og naar
de have fast Ophold og naar de ellers have de Egenskaber, som udfordres, saa bør de og kunne øve alle borgerlige Rettigheder og nyde
alle borgerlige Rettigheder, og derfor skulde jeg ønske, at der her blev
tilføiet den Bestemmelse, at Svenskere og Nordmænd, naar de envis
Tid have havt fast Ophold i Danmark, da uden Lov skulle have
Indfødsret og derved adskilles fra de andre Udlændinge, som naturligst og rigtigst frakjendes Indfødsret, indtil den ved udtrykkelig Lov
er dem meddeelt.

Ørsted: Det forekommer mig ikke, at der er nogen Nødvendighed for at optage en saadan Bestemmelse i Grundloven. Vi have
jo allerede en Lov, som er udgiven af høisalig Kong Christian den
Syvende, med Forpligtelse for ham og alle hans Descendenter til at
følge den, ligesom den ogsaa paa samme Maade er antagen af Arveprindsen, Bedstefader til vor nærværende Konge. Denne Lov kaldes
en Grundlov, og den giver kun aldeles undtagelsesvis nogen Fremmed Adgang til Embeder heri Riget, hvilket ogsaa er Noget, som
sjeldent er skeet, uden ialtfalt i visse enkelte, ved Forordningens Bestemmelser udtrykkeligen hjemlede Tilfælde. Det, som ellers især gjør,

at jeg finder nogen Betænkelighed derved, det er, at Indfødsretten er
en Ret, som ikke gjælder blot for Danmark, men den gjælder for
samtlige kongelige Stater, og man kan altsaa ikke gjøre indfødsrets
Erhvervelse afhængig af en Beslutning, som tages i den danske Rigsdag. Det er Noget, som jeg troer, at man fortiden ikke kan bestemme,
idet man derimod bør oppebie Ordningen mellem de øvrige Statsdele
for at kunne idetmindste bestemme, om den hidtilværende fælles Indfødsret skal forandres. Forøvrigt har ogsaa Valgloven bebudet en
ny Lov om Indfødsretten, og en saadan ny Lov om Indfødsretten
kunde der maaskee ogsaa være Anledning til om nogen Tid at give,
idet jeg dog ikke veed, om der er nogen Anledning til, at Noget
derom optages i Grundloven.

Barfod: Jeg kunde ønske at vide, hvad der i nærværende
Paragraph forstaaes ved Udlændinge. Grundlovsudkastet hedder:
„Udkast til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig"; jeg
turde maaskee tillade mig at spørge den ærede Ordfører, om ikke ogsaa, efter hans Formening, Færinger og Islændere have Indfødsret
i Kongeriget Danmark og Slesvig? Og om i Kongeriget Danmark
og Slesvig ikke nødvendigviis alle Holstenere og Lauenborgere, ligesaa fuldt som alle andre Tydskere, maae betragtes som Udlændinge?
Det var disse to Spørgsmaal, jeg vilde tillade mig at henvende til
den ærede Ordfører, og jeg betænkte mig saameget mindre herpaa,
som jeg haaber, at han vil kunne besvare dem begge med et simpelt Ja.

Ordføreren: Jeg kan ikke indlade mig paa at afgjøre Spørgsmaalet paa en saadan maade; derimod troer jeg at kunne besvare
det fyldestgjørende, naar jeg stiller det paa en noget anden Maade.
Vi have nemlig fortiden en dansk Indfødsret, og den, der derefter ikke
er indfødsberettiget, er efter den omhandlede § 46 en Udlænding.
Bemeldte § 46 har altsaa den Betydning, at for Fremtiden skal Ingen kunne naturaliseres ved en kongelig Bevilling, hvorimod der maa
en Lovhjemmel til for at erholde en saadan Naturalisation. Det er
en Sætning, som ganske har sin Rod i de almindelige constitutionelle
Begreber og følgelig ogsaa med Rette sin Plads i denne Grundlov.

Scavenius: Imidlertid er der dog et Spørgsmaal, som man
kunde gjøre, nemlig naar En er født af udenlandske Forældre her i
Landet, om han ene derved bliver at betragte som Indlænding, eller
om han skal vedblive at betragtes som Udlænding, indtil han ved
Lov faaer Indfødsret. Dette synes at maatte være uvist, indtil det
nøiere bliver bestemt, thi ellers maa han i visse Henseender kunne
betragtes som Indlænding og i andre som Udlænding.

Ordføreren: Jeg troer ikke, at denne Paragraph giver Anledning til Tvivl; naar man, hvad man vistnok maa, forstaaer Paragraphen saaledes, at den, som ikke har Indfødsret, efter den ikke
kan faae Indfødsret uden ifølge Lovhjemmel, saa maae alle de Tvivl,
der kunne opstaae være henviste til en Fortolkning af den gjældende
Indfødsret. Men paa dette Spørgsmaal vil Grundloven ikke indlade
sig; den vil kun, istedetfor de Ord, der ville tage sig mindre vel
ud: „Naturalisations bevilling vil ikke mere kunne meddeles",
henvise til, at Saadanne, som ikke ifølge den gjældende Lovgivning
havde Indfødsret, de ville ikke kunne saae den ad Regjeringsveien, men
de maae naturaliseres enten ved en almindelig eller ved en personlig Lov.

Ørsted: Der er vistnok almindelige Lovbestemmelser, hvorefter
En kan erholde Indfødsret, men skulle nu saadanne almindelige Bestemmelser ansees ophævede, eller ikke?

Ordføreren: Almindelige Love kunne ikke være ophæved;
det er Naturalisationsbevillinger, som Regjeringen ei mere kan give.

Algreen-Ussing: Jeg har forstaaet Bestemmelsen som den
ærede Ordfører, at saalænge, indtil en ny Lov om Indfødsretten udkommer, vedblive alle Personer, der i Kraft at den bestaaende Indfødsrets Forordning af 15de Januar 1776 have Indfødsret, at beholde samme, hvorimod alle de Personer, om hvilke denne Forordning siger, at de skulle anseeslige med dem, som ere fødte i
Kongens Riger og Lande, dog saaledes, at de dertil skulle have en
særskilt Bevilling, naar de ere i noget af de Tilfælde, hvilke Forordningen nævner som dem, der skulle aabne Adgang til en saadan Rettighed, ikke for Fremtiden ville kunne faae Indfødsret uden ved en