Grundlov - bind 2 - Side: 458
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

458

2389 2390
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen No. 303.
Otte og fiirsindstyvende (92de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundloven. § 45.)

Ordføreren: § 45 i Udkastet lyder saaledes:
„Landsthinget udvælger aarligen een og Folkethinget to lønnede
Revisorer.

Revisorerne gjennemgaae det aarlig Statsregnskab og paasee, at
samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted. De kunne fordre sig
alle fornødne Oplysninger og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet, med Revisorernes Bemærkninger, forelægges
derefter Folkethinget, som med Hensyn til Samme tager Beslutning. "

Herved har Udvalget bemærket:
„Ligesom Budgettet er omhandlet i § 44, saaledes indeholder
§ 45 de nærmere Bestemmelser om Regnskabet. Efter Udkastet
udnævner Landsthinget aarligen een og Folkethinget to lønnede Revisorer, som skulle gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statsindtægter deri ere opførte, og at ingen Udgift
har fundet Sted uden Hjemmel i Finantsloven; derefter forelægges
Statsregnskabet med Reviforernes Bemærkninger for Folkethinget, som
med Hensyn til Samme tager Beslutning.

En Minoriteti Udvalget (Hansen) formener, at den denne
Paragraph optagne Bestemmelse ikke kan ansees for at syldestgjøre
den Control, som det bør tilkomme den lovgivende Magt at udøve
med Statshuusholdningen. Det er nemling kun det aarlige Statsregnskab, hvorom der i denne Paragraph er Tale; men dette slutter sig
saa nøie til de Regnskaber, som maae aflægges for Statshuusholdningens forskjellige Grene, f. Ex. det directe og det indirecte Skattevæsen, Militairetaterne o. a. fl., at det kun for de Revisorer eller
Deciforer, som gjennemgaae disse, vil være mulig at bedømme det
aarlige Statsregnskabs Rigtighed og at paasee, om Statens samtlige
Indtægter deri ere blevne opførte, og at ingen Udgift udenfor Finantsloven har fundet Sted, hvilket ikke ved en ifoleret Revision af det
samlede aarlige Statsregnskab vil kunne opnaaes.

Jeg har derfor troet, at istedetfor den Udkastet foreslaaede
aarlige Udnævnelse af Revisorer bør der, i Lighed med hvad der i
flere andre constitutionelle staters Grundlove er fastsat, organiseres
en Regnskabsret, hvorved der etableres en betryggende Control med
Regnskabsvæsenet i Almindelighed, til hvilken Rigsdagen enten i det
Hele eller for en Deel kunde tillægges Udnævnelsesret, og som da
vilde have at forelægge det aarlige Statsregnskab med dens Bemærkninger for Folkethinget, som, efterat have prøvet det ved et Udvalg
af dets Midte, med Hensyn til Samme maatte tage Belutning. At
det bør tilkomme Folkethinget alene uden Forbindelse med Landsthinget, at tage saadan Beslutning, anseer jeg for det Retteste, da der ikke
vil kunne blive Spørgsmaal om nogen Talrevision, men om en
kritisk Bedømmelse af Regnskabet, der kunde lede til at paatale saadanne Forseelser, som omtales i § 19 af Lovudkastet, og hvorefter
Folkethinget tilkommer og maa tilkomme Anklagemagten, da det
er Rigsretten, som skal dømme, og denne tildeels vil komme til at bestaae af Medlemmer af Landsthinget.

At der organiseres en saadan Regnskabsret maa jeg, under den
Statsform, vi gaae imøde, ansee saameget mere hensigtsmæssigt, som,
den ministerielle Ansvarlighed fører det med sig, at der maa gives
Ministrene en stor Indflydelse paa alle Embeders Besættelse og Embedsmændenes Stilling i Almindelighed, hvorfor man bør søge ethvert

Afhængighedsforhold fjernet fra de Embedsmænd, der igjennem Regnskaberne skulle føre Tilsynet med de vedkommende Ministeriers Dispositioner over Statens Indtægter og Udgifter. Da det imidlertid ikke
vil være Stedet i Grundloven at optage de specielle Bestemmelser,
som i denne Henseende maatte findes passende, vil det være tilstrækkeligt, at den nærmere Ordning forbeholdes ved Lov; jeg indstiller
derfor, at Paragraphen kommer til at lyde saaledes:

Det aarlige Statsregnskab bliver af en Regnskabsret, som organiseres ved Lov, med Rettens Bemærkninger at forelægge Folkethinget, der prøver
Samme ved et Udvalg af dets Midte og derefter
tager Beslutning med Hensyn til Samme.

Naar Udvalgets øvrige Medlemmer ikke tiltræde dette Forslag, ville de ingenlunde derved have udtalt sig imod Hensigtsmæssigheden af en Regnskabsret; men de antage, at nærværende
Paragraph i Grundloven ikke har-Hensyn til den almindelige admininstrative Revision, hvis nuværende Indretning vistnok under den
constitutionelle Statsform vil blive at omdanne, men til den mere politisk Statsrevision, som nærmest paaligger selve Fokerepræsentationen, men hvis Arbeide i denne Retning efter Udkastet skal lettes ved
Statsrevisorer. Der kunde altsaa vel efter Udvalgets Majoritets Formening reises Tvivl, om man vil beholde denne hele Indretning med
lønnede Revisorer, idet man antog, at Rigsdagen selv vilde kunne
overkomme den hele Revision, hvilket Arbeide i sig selv nærmest paaligger den; men Statsrevisionen kan neppe efter sin Tanke ombyttes med en Regnskabsret, der udentvivl, om end Rigsdagen,
navnlig Landsthinget, fik nogen Indflydelse paa dens Sammensætning, nærmest træder i Stedet for den administrative Revision.
Ved denne Paragraph har iøvrigt den samme Meningsulighed
gjort sig gjældende som med Hensyn til den foregaaende.

En Minoritet (David og Ussing) maa, som Følge af
hvad der af Minoriteten er bemærket ved § 44, ligeledes erklære sig
mod den af Udvalgets Fleerhed her foreslaaede Forandring, der er en
Conseqvents af dens Forslag til nysnævnte § 44.

Udvalgets Fleerhed skjønner nemlig ikke rettere, end at
Statsregnskabet, ligesaavel som Finantsforslaget, egner
sig til Behandling paa den forenede Rigsdag.

Vi oversee ikke, at Udkastet alene vil indrømme Folkethinget
Ret til at tage Beslutning med Hensyn til Statsregnskabet og vi
formode, at Grunden til denne Bestemmelse maa søges i den Betragtning, at Folkethingets foreløbige Beslutninger kunne give anledning
til en Rigsretsanklage, i hvis Paadømmelse nogle af Landsthingets
Medlemmer tage Deel (jfr. Udkastets §§ 60 og 61). Men vi kunne
dog ikke indsee, at denne Betragtning virkelig kan retfærdiggjøre
Landsthingets Udelukkelse fra regelmæssig Andeel i Forhandlingerne
om Statsregnskabernes Afslutning. Det er kun ved en streng og nøieregnende Control med Statsregnskabet, at Budgettets og navnlig Udgiftsbudgettets Votering faaer sin sande Betydning, medens de Tilsidesættelser af Finantsloven, der give Anledning til Rigsretsanklage,
forhaabentlig ville blive sjeldne; og det er jo vittterligt, at man i fremmede Lande, hvor det ene Kammer har Anklagemagten, det andet Domsretten, ingenlunde heri har seet nogen Hindring for at lade de Love,
hvorved Statsregnskabet opgjøres, gaae gjennem begge Kamre aldeles paa samme Maade, som Budgetloven.

Udvalgets Fleertal har derhos ikke indseet, hvorfor Landsthinget
kun skulde udvælge een og Folkethinget to Revisorer; det forekommer
os, at hvert Thing burde vælge to.