Grundlov - bind 2 - Side: 440
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

440

2353 2354
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet §§ 42—44.

Tscherning: Jeg skal kun tilføie, at dersom den ærede Comitee
bliver staaende ved Udkastet, stemmer jeg naturligviis i sin Tid for
Paragraphen.

Bjerring: Jeg maa forsaavidt være enig med den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 4de Valgkreds (Algreen-Ussing) deri, at det
følger af sig selv, at Rigsdagen maa i ethvert Tilfælde have Ret
til at nedsætte Commissioner, men hvad det især kommer an paa,
det er, hvilken Myndighed disse Commissioner ere berettigede til at
udøve, og hvorvidt de kunne fordre Oplysninger o. s. v.

Det vil være de fleste af Forsamlingens Medlemmer bekjendt, at
der i Aaret 1842 blev i Frankrig imod Regjeringens Villie nedsat
en Commission med Odilon-Barrot i Spidsen til at undersøge Bestikkelserne ved Valgene, og denne Commission vedblev netop at fungere i den Mellemtid, Deputeretkammeret ikke var samlet; men det er
ogsaa bekjendt, at en stor Deel baade af Embedsmændene og private
Borgere ikke fandt sig foranlediget til at meddele Commissionen de
attraaede Oplysninger, netop fordi der ikke findes nogen Bestemmelse
i det franske Charte, som paalægger en saadan Forpligtelse. Jeg
troer derfor, at ligesom Theorien har godtgjort, saaledes har Erfaringen ogsaa viist, at denne Bestemmelse er af megen Vigtighed.

Algreen-Ussing: Naar det først erkjendes, som skeet er af den
sidste ærede Taler, der nu satte sig, at Thingene maae være berettigede til
at nedsætte Commissioner til at undersøge almeenvigtige Gjenstande,
maa deri ogsaa ansees stiltiende indrømmet af Regjeringen, at disse
Commissioner ad alle lovlige Veie maae kunne skaffe sig disse Oplysninger, og at vedkommende Autoriteter ikke ville negte at meddele
disse; derimod maa det paa den anden Side erkjendes, at den Myndighed, som Lovudkastet hjemler selve Commissionerne til af private
Borgere at fordre Oplysninger meddeelte, kan tænkes bragt til Anvendelse paa en Maade, der kan have sine Betænkeligheder, hvortil
kommer, at Udkastet ikke har hjemlet Commissionen Anvendelsen af
noget Tvangsmiddel til at erholde disse Oplysninger. Med Hensyn
til den ærede Ordførers Yttringer skal jeg blot tilføie, at ligesom
han vil erindre, at jeg i Comiteen har fremsat mine Betænkeligheder
ved denne Paragraph, saaledes forstaaes det af sig selv, at ethvert
Medlem af Comiteen kan under Discussionen af de enkelte Paragrapher finde sig foranlediget til at modificere sine tidligere Anskuelser; det er en ligefrem Følge, hvilket den ærede Ordfører ogsaa selv
har erkjendt.

Ordføreren: Det ærede Medlem vil erindre, at jeg ikke sagde
Andet, end at det ikke lettede Sagens Fremme, og jeg bemærkede
udtrykkeligt, at det var i sin Orden, at ethvert Medlem maatte kunne
forandre sin Anskuelse. Iøvrigt skal jeg tillade mig at gjøre denne
ene Bemærkning, at det, som blev antydet af den ærede Rigsdagsmand, nemlig at der ikke er fastsat nogen Straf for de Borgere,
der vægre sig ved at give de attraaede Oplysninger, netop det viser,
at Kjernen i Bestemmelsen er den Ret, Commissionerne have til at
affordre offentlige Myndigheder Oplysninger. Dermed er Det naturligviis ikke sagt, at en Commission i Kjøbenhavn skal kunne kalde
en Autoritet i Skagen herned for at meddele Oplysning; den vil
naturligviis henvende sig til vedkommende Ministerium, hvis det
sjeldne Tilfalde skulde indtræde, at det var nødvendigt at saae en
saadan Autoritets personlige Forklaring, men i Reglen vil jo en saadan Forklaring, naar den behoves, kunne afgives skriftlig. Hvad der
derimod er det Væsentlige, det er, at Ministeriet ikke kan vægre sig
ved selv at meddele eller at lade de underordnede Embedsmænd meddele fuldstændige Oplysninger uden at bryde Grundloven.

Bjerring: Jeg troer, at det Exempel, jeg før anførte, beviser
klart, at man ikke kan negte en lovgisende Forsamling Ret til at nedsætte saadanne Commissioner; men det, det kommer an paa, er netop,
hvorvidt Embedsmændene ere forpligtede til at meddele de Oplysninger, Commissiønen affordrer dem. Det var netop Embedsmændene,
der i Frankrig negtede dette, og det var vistnok efter Tilskyndelse
fra Ministeriet, som ikke yndede nogen Undersøgelse af Valgbestikkelserne.

Lüttichan: Jeg troer dog, at det, efter hvad den ærede Ordfører har bemærket, bliver nødvendigt for mig at forbeholde mig et

Ændringsforslag, der skulde gaae ud paa, at det ikke ved Tvang kan
paalægges den private Mand at meddele Oplysninger.

Ørsted: Jeg antager, at det ogsaa er mig forbeholdt at stille
Ændringsforslag i Overeensstemmelse med hvad jeg har yttret.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig over denne Paragraph, gik
man over til § 43.

Ordføreren: § 43 lyder saaledes:
„Ingen Skat kan paalægges, intet Statslaan optages og ingen
Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved Lov. "

Ved denne Paragraph har Udvalget bemærket:

„Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Skat kan paalægges,
intet Statslaan optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes
uden ved Lov, skulde Udvalget, der i Tanken selv er enig, alene bemærke, at Udtrykket „ved Lov" maaskee dog her bruges i en altfor
forskjellige Betydning, eftersom Talen er om Skats Paalæg eller om
Statslaans Optagelse eller om en Domaines Afhændelse ved Lov.

Man antager derhos, at det i denne Paragraph passende kunde
udtales, hvad der synes at følge af det constitutionelle System, at ei
heller noget Mandskab kan udskrives uden ifølge Lov, og man foreslaaer

derfor følgende Affattelse af Paragraphen:
Ingen Skat kan paalægges uden ved Lov, ei heller
noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages
eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes uden
ifølge Lov. "

Ørsted: Det forekommer mig, at de Udtryk „intet Statslaan
optages og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes uden ved
Lov" ikke omfatte Alt, hvad de skulde, thi Staten kan jo ad anden
Vei end ved at optage Laan paadrage sig Gjeld, saaledes ved at
oprette saadanne Anstalter som Livsforsikkrings- og Forsørgelsesindretninger og saa fremdeles, ligesom den ogsaa kan paadrage sig
Gjeld ved Kjød eller Sligt. Jeg tilstaaer iøvrigt, at det vilde være
vanskeligt nok at give Folkerepræsentationens Berettigelse til at give
sit Samtykke til hvilkensomhelst Statsgjæld, der blev paadragen, saaledes, at der derfra ikke kunde undtages Noget. Ordet „Domaine",
troer jeg ikke heller udtrykker Alt, hvad det skal. Der er saaledes
Landeiendomme, der eies af Staten, som efter den i den seneste Tid
vedtagne Sprogbrug ikke kunne indbefattes under Benævnelsen Domaine, og end mindre kunne Bygninger og deslige indbefattes under
dette Begreb. Endelig kunde der ogsaaa være Spørgsmaal om Afhændelsen af frugtbringende Rettigheder, t. Ex. af Iagtrettigheder eller
slige Rettigheder, og det er Noget, hvortil der ligesaavel maa behøves
en Lov, som til at afhæmde Substantsen selv.

Forsaavidt den ærede Comitee har foreslaaet, at der ogsaa skulde
udfordres en Lov, før noget Mandskab skal kunne udskrives, da troer
jeg i Grunden ikke, at dette er væsentlig nødvendigt, thi det følger
af, at Forsamlingen har Skattebevillingsret og Finantscontrol, at
Regjeringen ikke kan overskride Grændsen for Udskrivningen, ligesom
ogsaa, naar der er en almindelig Lov angaaende den militaire Organisation, hvorved Udskrivningen jo eengang for alle er billiget, Mandskabets Udskrivning ogsaa af den Aarsag ikke behøver at billiges ved
nogen særskilt Lov; jeg veed ikke heller, om ikke adskillige praktiske
Uleiligheder kunde flyde deraf, navnlig ved Søudskrivningen.
Man gik derpaa over til Discussionen af Grundlovsudkastets
§ 44.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder i Udkastet saaledes:
„Paa hver ordentlig Rigsdag, strax efterat samme er sat, fremlægges Forslag til Finantsloven for det følgende Aar, indeholdende
et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter.
Finantsforslaget behandles først i Folkethinget.

Ingen Skat tør oppebæres, forinden dens Opkrævning er bevilget ved Finantsloven. Ingen Udgift tør afholdes, som ikke har
Hjemmel i samme.

Hvorledes der skal forholdes med de communale Afgifter, der dog
aldrig kunne paalægges ene af Kongen, vil blive bestemt ved Communalloven. "

Comiteens Betænkning er saalydende:
„Efter Udkastets § 43 skulle de almindelige Skattelove behandles ligesom