Grundlov - bind 2 - Side: 435
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

435

2343 2344
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 41.

Thronfølgen maatte finde sin Afgjørelse strax, vil Enhver fatte, at
Meningen var, at den maatte finde sin Afgjørelse paa samme Rigsdag, saaledes at den kun blev forhandlet eengang gjennem de foreskrevne Former af den forenede Ritgsdag, og at Forslaget ikke maatte
kunne blive forkastet og igjen komme for. Hvad angaaer de øieblikkelige Forhold, er det vel det Bedste, at der ikke bliver talt videre
derom, end hvad ved § 4 er bleven yttret. Jeg troer, at det allerede deraf er klart nok og vil kunne sees, at det ikke ligger Ministeriets Tanke at søge at undgaae — hvis det til den Tid skulde
være paa dets nærværende Plads — at gjøre hvad Omstændighederne
fordre. Det kan vel være en ansvarsfuld Pligt, men derfor vil Ministeriet ikke træde tilbage, hvis det er nødvendigt. Jeg skal endnu
bemærke med Hensyn til Formen, hvis et saadant Resultat skulde opnaaes, kom Ministeriet har ønsket, at jeg skulde ansee det for rigtigt,
at der gjøres en Tilføining til § 41 omtrent med disse Ord: „dog
ikke om den i § 4 omhandlede Gjenstand. " Det vil være en ganske
speciel Undtagelse; men man maa erindre, at den Bestemmelse, hvortil den refererer sig, ogsaa staaer ganske speciel og alene i Grundloven, idet det er det eneste Punkt, hvorom der i Grundloven er forbeholdt Kongen alene at tage Initiativet og det er sat paa denne
Maade, just fordi ganske særdeles Hensyn derved ere at tage.

Ordføreren: Det glæder mig, at den ærede Rigsdagsmand
for Kjøbenhavns 3die District (Ørsted) ogsaa idag har erkjendt, at
den Betydning, jeg tidligere har kundet i Udkastet, virkelig er den,
der fremgaaer af selve Udkastet; derimod vil jeg gjerne troe, at Udkastets Forfattere ved Affattelsen af § 4 have havt en anden Tanke,
og jeg skal ikke lægge Vægt paa, at dette først saa silde er fremkommet fra Ministeriet uden for at retfærdiggjøre, at jeg idag ikke indlader mig paa Realiteten, Noget, jeg idag kun kunde gjøre paa egne
Vegne og ikke paa Udvalgets, da dette naturligviis ikke har havt
Anledning til at overveie det Forslag, der først idag er fremkommet.
Med Hensyn til Ordet Adresse, kom har givet Anledning til adskillige Erindringer, skal jeg henstille til Forsamlingen, hvorvidt den vil
vælge dette Ord eller et andet, idet jeg dog maa gjøre den Bemærkning, at jeg ikke troer, at Ordene Andragende eller Indstilling passe,
thi netop hvad vi snarest hidtil pleiede at kalde „Adresse" indeholder hverken noget Andragende eller nogen Indstilling i den Forstand,
hvori vi nu pleie at tage disse Ord.

Ørsted: Jeg holder heller ikke saameget af det Ord „Andragende", ikke fordi det er tydsk, thi jeg troer ikke, at det er mere tydsk
end andre Ord, som vi dog ikke kunne undvære, men fordi jeg sinder, at Ordet Andragende ikke er en god Sammensætning eller Afledning af at andrage; men jeg har brugt det Ord, fordi det hidtil er
blevet benyttet saavel i Stænderanordningen som i de kongelige Bekjendtgjørelser til Stænderne og i Stændernes eget Sprog, og fordi
jeg ikke vidste noget bedre. Jeg troer ikke, at den Bemærkning, som
den ærede Ordfører har gjort, er traffende, thi netop Adresser af det
Slags, kom her tilsigtes, gaaer ud paa et Andragende; naar man
anholder hos Kongen om at forelægge Førsamlingen Noget, saa er
det dog i Virkeligheden et Andragende. Imidlertid holder jeg ikke
saameget paa det Ord Andragende, at jeg ikke skulde ville ombytte det
med et andet, men Ordet Adresse har en mere speriel Betydning,
saa at det ikke er hensigtsmægssigt eller det, jeg helst vilde bruge.

Ordføreren: Den ærede Rigsdagsmand har dog vist aabenbart misforstaaet mig; jeg sagde nemlig, at det, vi paa Dansk nu nærmest kalde Udresser, meget let kunde tænkes hverken at indeholde
noget Andragende eller nogen Indstilling. Bed en Adresse tænkte vi os jo hidtil meget oste en saadan middelbar Henvendelse til Kronen,
der ikke indeholder bestemte Indstillingspunkter; det er det, vi hidtil
sædvanligt tænkte os ved Adresser, og denne enkelte Art af Adresser kan jeg derfor ikke troe, at man passende kan kalde et Andragende eller Indstilling.

Ørsted: Jeg erkjender ganske, at det, man pleier at kalde
Adresse, ikke i sig indeholder noget Andragende, men Sagen er, at det
Slags Acter, som her er Tale om under Navn af Adresser, indeholder et Andragende. Om man vil gjøre nogen Tilføining i Henseende til det, man pleier at kalde Adreese, skal jeg henstille; Brugen

af det ene eller det andet Ord er imidlertid en underordnet Gjenstand,
hvorfor jeg ikke længere skal opholder mig derved.

Bjerring: Maatte det blot være mig tilladt at sige et Par
Ord. Der er her i Paragraphen aabenbart ikke blot Tale om saadanne Adresser, der indeholde Andragender, men tillige om alle andre
Henvendelser. Den indbefatter enhver Henvendelse tit Kongen, altsaa ligesaavel en saadan Henvendelse, kom man tidligere har kaldet
Adresse, som enhver anden Henvendelse.

Da ingen Flere ønskede at yttre sig om denne Paragraph, gik
man over til den følgende.

Ovdføreren: § 42 lyder saaledes:
„Ethvert af Thingene kan til at undersøge almeenvigtige Gjenstande nedsætte Commissioner af sine Medlemmer. Disse ere berettigede til saavel af offentlige Myndigheder som af private Borgere
at fordre Oplysninger meddeelte mundtligen eller skriftligen. "

Bed denne Paragraph har Udvalget Intet fundet at bemærke.

Ørsted: Jeg troer, at den Berettigelse, som § 42 tillægger
Rigsforsamlingen, gaaer udenfor de almindelige Grændser for en lovgivende Forsamling. Naar der tales om, at ethvert af Thingene
kan nedsætte Commissioner til at undersoge almeenvigtige Gjenstande,
er her naturligviis ikke Tale om blotte Comiteer, som Forsamlingen
kan nedsætte til at prøve de Gjenstande eller Forslag, kom enten blive
fremlagte fra Kronens Side til Forhandling eller paa anden Maade
fremkomme, men man kan tage Gjenstande, der ikke paa anden Maade
ere gjorte anhængige ved Rigsforsamlingen, og nedsætte Commissioner til
deres Undersøgelse, og det uden Regjeringens Samtykke og Medvirken,
altsaa ogsaa nedsætte Commissioner for at undersøge Domstolenes
Forslag, nedsætte Eommissioner, der kunde forlange sig Høiesteretsprotocollerne udlaante for at undersøge Sagernes Behandling ved
Høiesteret. Dette, troer jeg, er udenfor Grændserne af Forsamlingens
Myndighed, og forsaavidt det ikke engang sees, om disse Commissioner
skulle ende deres Virksomhed i selve den Tid, i hvilken Thingene ere
samlede, eller endog vedblive længere, skal jeg bemærke, at hvis det
Sidste antages, vil deraf følge en vedvarende Virksomhed af Thingene,
der var ganske imod Forfatningens øvrige Bestemmelser. Der indrømmes dernæst disse Commissioner Myndighed til endog af private
Borgere at fordre Oplysninger meddeelte mundtlig eller skriftlig, og
dette er en endnu større Myndighed, der ogsaa ligger udenfor hvad
der fædvanlig er Tilfældet. Jeg veed nok, at i England nedsættes
lignende Commissioner, der ogsaa kunne fordre, at andre Personer
udenfor Parlamentet skulle give Møde for dem; men Parlamentet
har ogsaa der en Myndighed, kom ikke tilkommer nogen anden lovgivende Forsamling, et Slags Omnipotents, idet det kan befatte sig
med hvad det skal være. Det kan nemlig indkalde Folk, der i Skrifter
have fornærmet det, for Parlamentets Skranker og tilkjende dem
Straf af Fængsel, og det, at en saadan Myndighed er indrømmet
Parlamentet i England, hvor den kan være gavnlig og hvor den
ikke let bliver misbrugt, synes mig ikke at være Hjemmel for eller
at være Noget, man kan paaberaabe sig ved at optage en saadan
Bestemmelse her.

Ordføreren: Jeg skal meget villig indrømme den ærede Rigsdagsmand, at der ikke er tilstrækkelig Grund til at tillægge den danske
Folkerepræsentation hver den Myndighed, kom kan udøves af det engelske Parlament; men jeg troer ikke, at den Green af det engelske
Parlaments Myndighed, som vel har været Forbilledet for denne Paragraph, hænger sammen med den meget omstridte, af Nogle paastaaede, af Andre benegtede „Almagt", der skulde tilkomme det engelske
Parlament. Jeg troer derimod, at denne særegne Myndighedsudøvelse
er i Principet aldeles naturlig og hensigtsmæssig for Folkerepræsentationen. Jeg vil gjerne indrømme, at inden Forholdet faaer sin
rette politiske Udvikling og Begrændsning kunde der behøves nærmere
Bestemmelser, maaskee blot ad Praxis, maaskee ad Lovens Vei.
Men hvorledes end dette forholder sig, maa jeg dog ansee det for
rigtigt, at Grundløven hjemler Thingene en saadan Myndighed, ikke
vasentligt for at give dem en Magt ihænde, men meget mere for at
paalægge Thingene et betydeligt Ansvar, for at de ad den rette Vei
og paa den rette praktiske Maade kunde forberede et Lovforslag eller