Grundlov - bind 2 - Side: 404
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

404

2281 2282
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 37—39.

vilde indvirke paa Kongens Beslutning, men det er ingenlunde af
de Forbrydelser, som man pleier at kalde Høiforræderi, og jeg seer
ikke, af hvad Grund man her skulde druge et Ord i en ganske ufædvanlig Betydning. Naar man finder det nødvendigt at antyde i
Grundloven, at saadanne Angreb paa Rigsdagen, som her ere omhandlede, skulle straffes, kan man sige i Almindelighed, at Vedkommende bliver at straffe efter Lovens Princip, eller man maatte i sin
Tid give en Lov derfor, som jeg forresten ikke troer at være af
nogen synderlig Anvendelighed, og hvortil der ikke let kunde blive
nogen Anledning, førend den hele Materie om Statsfordrydelser bliver omordnet. Jeg skal endnu bemærke, at de Straffe, som man
efter mit Begred maatte anvende, naar Handlingen erklæres for Høiforræderi, være Straffe, som for vore Tider ikke kunde være passelige,
blandt Andet, at Haanden skal afhugges, Kroppen parteres o. s. v.
Med Hensyn tit den Deel af Paragraphen, som udvider Straffen
ogsaa til den, der foretager de omspurgte Handlinger efter Befaling,
vil jeg henholde mig til, hvad en anden æret Rigsdagsmand i saa
Henseende har udtalt.
Man gik derpaa over til § 38.

Ordføreren: Denne Paragraph er saalydende:
„Ingen Rigsdagsmand kan fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det Thing, hvortil han hører, dertil
giver sit Samtykke. For sine Yttringer paa Rigsdagen kan intet af
dene Medlemmer uden Thingets Samtykke drages til Ansvar udenfor samme. "

Udvalget har bemærket i Anledning af denne Paragraph Følgende:

„Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Rigsdagsmand kan
fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det
Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, skal Udvalget
herved alene tillade sig to mindre væsentlige Forslag. Det ene gaaer
ud paa, at det udtrykkeligt bliver fastsat, at en Rigsdagsmand under
Rigsdagens Samling ei heller uden vedkommende Things Samtykke
kan hæftes for Gjeld. Det andet tilsigter en Undtagelse fra Forbudet mod criminel Forfølgning for det Tilfælde, at en Rigsdagsmand
maatte gribes paa fersk Gjerning.

Man indsktiller altsaa, at Paragraphen maatte affattes paa
følgende Maade:

Ingen Rigsdagsmand kan under Rigsdagens Samling, uden at det Thing, hvortil han hører, dertil giver
sit Samtykke, heftes for Gjeld, ei heller fængsles eller
tiltales, medmindre han er greden paa fersk Gjerning. "

Ørsted: Hvad de nærmere Bestemmelser angaaer, som efter
den ærede Ordførers Foredrag foreslaaes gjorte i Paragraphen,
kan jeg Intet have at erindre derimod, jeg troer, at begge ere ganske
hensigtsmæssige. Med Hensyn til Paragraphens Slutning erkjender
jeg vel i Almindelighed det Rigtige i, at der ikke dør kunne anlægges
Sag mod en Rigsdagsmand uden efter Thingets Beslutning; men
det kunde dog være Spørgsmaal, om Bestemmelsen ikke burde affattes
saaledes, at det saaes, at det ikke beroede paa Thingets Vilkaarlighed, saa at, naar Nogen foretog saadanne Handlinger eller brugte
saadanne Udtryk i Thinget, der ikke blot være skarpe Yttringer om
den Gjenstand, hvorom der var Spørgsmaal, men som kunde indeholde endog vvirkelig større Fordrydelser, han da derfor vilde blive
tiltalt. Jeg troer imidlertid ikke, at der i selve Paragraphen indeholdes Noget, som er urigtigt.

Schack: Det er vistnok rigtigt, at Vedkommende maa kunne
arresteres, naar han grides paa fersk Gjerning, men fængsles og tiltales burde han vistnok ikke kunne, uden at dette var iudberettet til
Rigsdagen og denne havde givet sit Samtykke dertil; idetmindste synes
det mig ikke, at dette stemmer med Aanden i hele Udkastet.

Ordføreren: Det forekommer mig dog, at der, naar Vedkommende virkeligt ere grebne paa fersk Sjerning, ikke er
Grund til at fordre et efterfølgende Samtykke; jeg skal forøvrigt
gjerne tilstaae, at jeg personlig — hvorvidt Andre deri ere enige, tør
jeg ikke sige — lægger mindre Vægt paa denne hele Kreds af Bestemmelser, idet jeg mere anseer denne Paragraphs Indhold for at
være en Tradition, som følger fra Grundlov til Grundlov, og som

kan have sin store Betydning, hvor Udviklingen gaaer for sig under
meget stærke Kampe mellem Regjering og Folk, men som hos os, hvor
Udviklingen gaaer for sig under mere rolige Former, langt snarere
kan misbruges end bruges.
Man gik derpaa over til § 39.

Ordføreren: Denne Paragraph lyder saaledes:
„Rigsdagsmændene ere ene bundne ved deres Overbeviisning og
ikke ved nogen Forskrift af deres Vælgere. "

Comiteens Betænkning i Anledning deraf er saalydende:
„I nærværende Paragraph, der udtaler Rigsdagsmændenes Uafhængighed, har Udvalget troet, at man kunde optage et Tillæg, der
fastsatte, at Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, ikke dehøve
Regjeringens Tilladelse til at modtage Valget. Vi antage vel ingenlunde, at herved siges Noget, som ikke fulgte af Udkastets hele
Aand, men vi have dog troet, at en udtrykkelig Tilkjendegivelse i saa
Henseende kunde være passende. Det bemærkes alene, at det dermed
naturligviis ikke er sagt, at Embedsmænd, der vælges til Rigsdagsmænd, herved skulde have erholdt nogen Ret til at fordre, at deres
Embede, forsaavidt Nogen i deres Sted maatte forordnes til dets midlertidige Bestyrelse, skulde besørges udført paa offentlig Regning.

Man foreslaaer altsaa følgende Tillæg:
Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage
Valget".

Tscherning: Denne Tilsætning, tsær hvad Folkethinget angaaer,
synes mig at være meget skadelig. Med Hensyn til Folkethinget maa
man vel lægge Mærke til, at Embedsmanden fremstiller sig, han
bliver ikke valgt ved nogen Tilfældeighed, han veed iforveien, at han
vil stille sig til Valget; men at give Embedsmanden en Berettigelse
til, uden sine Foresattes Samtykke at kunne disponere over sin Embedstid, det forekommer mig at være at indføre en daarlig Disciplin.
Jeg troer, at Embedsmanden maa vide, at han ikke har nogen Raadighed over sin Tid, det Modsatte giør ham kun selvraadig i Forholdet til hans Foresatte; en anden Sag er det ved Landsthinget,
hvor han ikke veed, at han bliver valgt, der dør han ikke hindres
deri. Det dør ikke være hans Vælgere formeent, naar de have valgt
ham, at saae ham ind i Landsthinget, og da kan det opnaaes paa
den Maade, at der skaffes En, som medens Rigsdagen varer kunde
bestyre hans Embede; men det er betænkeligt at optage en saadan
Bestemmelse i Grundloven. Jeg troer, at man i det Hele taget i
Grundloven ikke skal give nogen bestemt Opmuntring til at vælge
Embedsmænd, man skal ikke forhindre, at de blive valgte, men man
skal ikke sætte en Præmie for, at de vælges; det er ikke velbetænkt.
Man maa desuden lægge Mærke til, at naar man bruger Venævnelsen Embedsmænd, omfatter man alle, og deriblandt ogsaa de militaire; efter dette skulde altsaa en Militair, naar han var commanderet til at seile med et Skib, og han, naar han kom til Helsingør,
blev udnævnt til Rigsdagsmand, uden videre kunne spadsere i Land
der og lade sit Fartøi ligge; men det kan umuligt være velbetænkt i
den kongelige Tjenestes Interesse og i Statens. Han er bleven valgt
til det Hverv, Staten har overdraget ham, fordi han ansaaes særlig
skikket dertil, det kan gjerne være, at han maaskee ikke ønsker det; der
kunde være Formuesomstændigheder, Familieforhold, Forhold af den
Natur, at de gjøre, at han ønsker at være fri derfor, og skulde han
paa denne Maade indirecte kunne frigjøre sig derfor? Jeg troer, at
naar man nærmere overveier disse Forhold, vil man komme tilbage
fra en Bestemmelse af denne Art.

Ordføreren: Tør jeg rette det Spørgsmaal til det ærede
kongevalgte Medlem, om hans Mening er, at det skal afhænge af
Regjeringens Godtbefindende, om Embedsmanden maa modtage Valget eller ikke?

Tscherning: Min Mening er, at Gmbedsmanden skal, før
han stiller sig til Valget, vide, om Regjeringen kan besætte hans
Post, medens han er borte, og vil gjøre det. Han skal ikke stille sig
til Valg uden at vide, om Regjeringen indvilger, og dersom han bliver valgt under saadanne Forhold, hvor han forud ikke har kunnet
vide det, maa det deroe paa Regjeringen, om den vil give ham Lov
til at møde som Rigsdagsmand eller ikke. Naar Vælgerne vide det