Grundlov - bind 2 - Side: 402
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

402

2277 2278
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 289.
Fem og fiirsindstyvende (89de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundloven. §§ 30—37.)

Ordføreren: Den eiendommelige Forhandlingsmaade, som den
ærede Rigsdagsmand, der nys satte sig, har tilladt sig, skal ikke
bringe mig til at glemme den Agtelse, jeg skylder Forsamligen eller
den Agtelse, jeg skylder Danmarks Skjald, Nicolai Frederik Severin
Grundtvig.

Da ingen Flere begjerede Ordet for at yttre sig over det foreliggende Forslag til Udkastets §§ 30—36, gik man over til § 37.

Ordføreren: § 37 lyder saaledes:
„Rigsdagen er ukrænkelig. Hvo der antaster dens Sikkerhed og
Frihed, hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling,
gjør sig skyldig i Høiforræderi. "
Ved § 37 har Udvalget Intet fundet at bemærke.

Grundtvig: Jeg skat blot tillade mig at bemærke med et Par
Ord, at. Høiforræderi ikke er dansk, og seer ikke, hvorfor vi ikke hellere skulle sige Landsforræderi, som er dansk.

Ørsted: Jeg skal ved denne Paragraph tillade mig at bemærke,
at Høiforræderi slet ikke er noget lovbestemt Ord; det forekommer aldeles ikke i vort Lovsprog og meget sjeldent i vort System, og
Ingen vil vistnok være istand til, i Overeensstemmelse med Begrebet
Høiforrædere i andre Lande at danne bestemte Grændser for, hvad
man efter vore Love skal kalde Høiforræderi eller ikke. Dernæst skal
jeg tillade mig at bemærke, at naar vi skulde finde en Straf for Høiforræderi, saa maae vi søge den i Bestemmelserne om Forbrydelser,
hvorom her ikke kan være Tale, t. Ex. naar En tragter Kongen eller
Dronningen efter Livet eller foger at gjøre Forandring i den uindskrænkede Enevoldsregjering. Jeg troer nu vel, at man dermed kunde
sammenholde Bestræbelser for at gjøre Forandringer i den nye Forfatning paa en ikke forfatningsmæssig Maade; men her er ikke Tale
om et Attentat paa Forfatningen, men vel om Foretagelsen af en
Handling, hvorved man antaster eller, som man rettere maatte sige,
angriber Rigsdagens Frihed eller Sikkerhed, hvilket ikke kan siges at
gaae ud paa at omstyrte Forfatningen. Dersom nemlig Nogen i
eller udenfor Rigsdagens Locale, ved Ord eller truende Handlinger søgte at skræmme Forsamlingen til at antage en vis Mening,
saa vil vistnok Ingen negte, at man derved angreb Forsamlingens
Frihed, idet man vilde tvinge den til at bestemme sig til Noget, som
den ellers ikke godvillig vilde bestemme sig til; men man kan dog ikke
paa denne Handling anvendc Begrebet Høiforræderi i den Betydning, de Lovkyndige tage det. Den, der føger at aftvinge Kongen
en Handling, kan ikke siges at have gjort sig skyldig i den i Lovens
6—4—2 omtalte Forbrydelse. Han har vistnok gjort sig skyldig i en
Forbrydelse og bør straffes, men ikke som den, der omstøder Forfatningen.
Jeg troer overalt, at det her ikke er nødvendigt at udtale Noget om
Straffen for Forbrydelser som de omhandlede. Dersom Nogen angriber Rigsforsamlingen paa en saadan Maade, at han efter de almindelige Grundsætninger begaaer en Forbrydelse, saa vil vistnok Ingen tvivle om, at han ogsaa vil blive straffet efter Lovens Grundsætninger, ligesaa godt som andre Handlinger. Vi kunne altsaa
meget godt undvære en saadan Bestemmelse; idetmindste kunne vi
undvære den, indtil en Lov herom kan emanere fra en tilkommende,
lovgivende Forsamling. Overhovedet er Grundloven ikke den rette
Plads for Straffebestemmelser.

Der er endnu et andet Punkt i Paragraphen, hvorved jeg finder

Betænkelighed, det er nemlig det, at der staaer: „Hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling" Dette maa jo
fornemmelig have Hentydning til det Tilfælde, at der opstod Conflict imellem de forskjellige Magter i Staten, og da er det vistnok et
Spørgsmaal, om det er retfærdigt, naar der opstaaer saadan Conflict, hvis Afgjørelse ikke er den Enkeltes Sag, og hvor ligesaavel
Forsamlingen som Kongen Kan have Uret, at alle de, der endog paa
underordnet Trin med vædnet Magt tage Deel deri, skulde straffes
for Høiforræderi. Jeg veed ikke heller, om en Bestemmelse som den
nærværende, kan bestaae med den militaire Disciplin. Jeg holder
derfor for, at Paragraphen bor udgaae eller idetmindste undergives
en ganske anden Redaction.

C. N Petersen: Jeg. maa med den forrige ærede Taler
være enig i, at Bestemmelsen i § 37 baade er overflødig og skadelig, overflødig, fordi det, der efter dene Indhold fortjener Straf,
ikke vilde undgaae denne, om endog Paragraphen ikke var til, og
skadelig, fordi dens Ord omfatte en Mængde Handlinger, som det dog
fornuftigviis ikke kan være Hensigten at ville belægge med Straf.
Der er vel ingen Tvivl om, at Paragraphen ligesaavel tilsigter de
Tilfælde, hvor Rigsdagen angribes af Folket, som de, hvor Regjeringen er den Angribende, omendskjøndt Udtrykkene nærmest passe
paa det sidste Tilfalde; men der behøves vist ingen Grundlovsbestemmelse hverken for det Første eller for det Sidste. Hvorledes Forgribelser mod Rigsdagen skulle straffes, naar de begaaes af Statens
Borgere, hørerdog vel, som alt bemærket, naturligst under de almindelige Straffelove, og har Grundloven kunnet lade Straffen være
uafgjorte i alle de andre Tilfælde, hvor Ministrene skulle drages til
Ansvar, sees det ikke, hvorfor der i dette eneste Punkt skal gjøres
en Undtagelse. Desuden faaer man ikke nogen synderlig større Oplysning ved at see Handlingen benævnes „Hoiforræderi", da derfor
slet ikke er nogen bestemt Straf.

Jeg havde derfor helst seet, at hele Paragraphen havde været
borte, eller, dersom man endelig vilde holde meget stærkt paa de tre
Ord „Rigsdagen er ukrænkelig", at man da havde sat denne korte
Sætning i Forbindelse med den folgende Paragraph og udeladt Resten. Hermed synes mig at ville opnaaes Alt, hvad der behøves;
thi kan Rigsdagsmanden ikke fængsles og ikke tiltales uden Rigsdagene Samtykke, vil enhver anden Maade at antaste hans Frihed og
Sikkerhed paa end mindre være lovlig. Hvad jeg imidlertid anseer
for at være aldeles uundgaaeligt, er, at man bortkaster den Sætning:
„Hvo der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling" Foruden at en saadan Bestemmelse let kunde vække den Forestilling, at
der slet ikke var Tale om Andet end Angreb ovenfra, hvilket dog
ikke kan være Meningen, saa kan den efter min Formening let
føre til stor Uretfærdighed. Den, der udsteder Befalingen, maa forud
have betænkt hvad han gjør; han veed i fuldeste Omfang, hvad han
tilsigter, og han maa have veiet Følgerne for sig selv og for Andre.
Den derimod, Befalingens Udsørelse overdrages, vil som oftest kun have
liden Tid til Overveielse; han er maaskee slet ikke indviet i Planen og han
vil ofte være en saa underordnet Person eller staae i et saa ashærngigt
Lydighedsforhold til den Befalende, at det vilde være en Urimelighed at
forlange, at han skulde negte at efterkomme Befalingen. Jeg skal for
at forebygge Misforstaaelse bemærke, at jeg vel ikke udelukkende, men
dog fornemmelig tænker mig Militairetaten som den, Befalingen udstedes til. Maaskee vil man hertil svare, at man naturligviis ikke vil
anvende Straffen, hvor det var urimeligt, men kun der, hvor det kan
overbevises den Paagjældende, at Befalingens forbryderske Hensigt