Grundlov - bind 2 - Side: 348
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

348

2169 2170
Comiteebetænkning over 7de Afsnit af Grundlovsudkastet.

Ligesom der ved § 67 er givet et Værn for den personlige Frihed,
saaledes vil det formeentlig ogsaa være passende her at optage en
Bestemmelse til Betryggelse mod den Krænkelse og øvrige Ulempe,
som en Indtrængen i Borgernes Bolig eller Undersøgelse af deres
Breve og andre Papirer altid maa medføre. Vi foreslaae derfor, i
Lighed med hvad der ogsaa i andre Forfatningslove er skeet, at en ny
Paragraph (67, b) optages af følgende Indhold:

Boligen er ukrænkelig. Huusundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre
Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen
Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse.
§ 68.
Udvalget maa naturligviis bifalde Indholdet af denne Paragraph og skal alene foreslaae, at den indledes med en almindelig
Udtalelse af Eiendomsrettens Ukrænkelighed, samt at Udtrykket: „tilsvarende" i sidste Sætning ombyttes med „fuldstændig. " Vi
antage vel ikke, at det førstnævnte Udtryk er brugt i nogen anden
Betydning, end den der ligger i det sidste, saameget mindre som
Ordet „Erstatning" uden noget yderligere Tillæg vistnok allerede udtrykker Paragraphens Mening, nemlig at Enhver, som tilpligtes at
afstaae sin Eiendom, kan fordre Godtgjørelse for det derved lidte
Tab. Men vi see derfor heller ingen Grund til at forlade det
af os foreslaaede Udtryk, der i sig er klart og benyttet i tidligere
Lovforskrifter af lignende Indhold, for at gjøre Brug af et andet,
der neppe er fuldt saa klart og ikke hidtil benyttet til at udtrykke
den heromhandlede Grundsætning. Denne Paragraph vilde herefter
komme til at lyde saaledes:

„Eiendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstaae sin Eiendom, uden hvor Almeenvellet kræver det. Det kan kun skee ifølge Lov og mod
fuldstændig Erstatning.
§ 69.
En Minoritet (Bruun, David, Hansen og Neergaard)
foreslaaer, at denne Paragraph, hvorefter alle Indskrænkninger i den
frie og lige Adgang til Arbeide, som ikke ere begrundede i det almene Vel, skulle hæves ved Lov, udgaaer, eftersom den under
den ubestemte Affattelse, hvori den er given, og som efter Gjenstandens Beskaffenked vanskelig kunde undgaaes, paa den ene Side
vil være uden Betydning, idet den ikke udtaler Andet, end hvad
der maa betragtes som anerkjendt, og paa den anden Side let kan
give Anledning til Misforstaaelse.

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 4 Stemmer) foreslaaer alene
Udtrykket „Arbeide" forandret til „Erhverv", som vel er
noget mere omfattende, men dog formeentligen udtrykker Paragraphens Tanke. Vi antage nemlig ikke, at en saadan Udtalelse skulde være uden Betydning, idet den dog indeholder en bestemt Opfordring til en fornyet Prøvelse af de bestaaende Indskrænkninger i den lige og frie Udgang til Erhverv, omendskjøndt det vistnok er overladt og maa overlades den tilkommende Lovgivningsmagt
at vurdere disse Indskrænkningers Forhold til og Betydning for det
almene Vel.
§ 70.
Udvalget tiltræder denne paragraph, men antager, at dens
Mening udtrykkes nøiagtigere og fuldstændigere saaledes:
Den, som ikke kan ernære sig eller Sine, og hvis
Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget
til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyde.
§ 71.
Udvalget antager vel, at den i nærværende Paragraph; indeholdte Grundfætning bør udtales; men da det dog ikke er Forældrene,
men Børnene selv, hvem den heromhandlede Nei vedsommer, foreslaae
vi som en Redactionsforandring, at Paragraphen affattes saaledes;
de Børn, for hvis Oplærelse Forældrene ikke have
Evne til at sørge, ville erholde fri Underviisning i
Almueskolen. Det er iøvrigt en Selvfølge, at de nu bestaaende
Lovforskrifter om Forpligtelsen for Forældrene til at sørge for deres

Børns Oplærelse forblive uberørte af Bestemmelsen i denne Paragraph, men vi antage ikke, at det skulde være fornødent eller rigtigt
at optage denne Forpligtelse, der dog vilde trænge til flere nærmere
Bestemmelser, blandt Grundlovens Forskrifter.
§ 72.
Udvalget er fuldkommen enig i den Grundsætning, som denne
Paragraph udtaler, at Trykkefrihed hjemles, alene under Ansvar for
Domstolene; men man antager, at der er Grund til udtrykkeligen at
tilføie, at Trykkefriheden ingensinde kan indskrænkes ved Censur eller
andre præventive Forholdsregler. Vi antage det fremdeles fornødent,
at der snarest muligt gives en Lov, som i Overeensstemmelse med
denne Grundsætning fastsætter de nærmere Bestemmelser for Pressens
Brug og Straffe for dens Misbrug. En Udtalelse heraf vil derfor
blive optaget blandt de midlertidige Bestemmelser, som vi senere skulle
tillade os at bringe i Forslag.

Vi antage derfor, at denne Paragraph kunde udtrykkes saaledes:
Trykkefrihed er sikkret under Ansvar for Domstolene, uden nogensinde at kunne indskrænkes ved Censur
eller andre præventive Forholdsregler.
§ 73.
Udvalget maa i det Hele tiltræde Bestemmelsen i denne Paragraph, der indeholder Grundsætningerne om „Foreningsretten", idet
vi alene foreslaae, at den anden Sætning i samme udtrykkes saaledes: „Ingen forening kan ophæves ved en Regjeringsforanstaltning" istedetfor Ordene „uden ved Dom. " En saadan Affattelse af denne Bestemmelse vil nemlig indeholde den Betryggelse for Foreningsfriheden, som ved Paragraphen er tilsigtet, uden dog at udelukke
Ophævelsen af en forening ved Lov i saadanne mulige Tilfælde, i
hvilke en umiddelbar Indskriden afden lovgivende Magt
maatte befindes at være fornøden eller ønskelig.
§ 74.
Ved de Regler, som i denne Pragraph gives om Forsamlingsretten, har Udvalget Intet fundet at erindre, men foreslaaer blot
Udtrykket „Forsamlinger paa offentligt Sted" ombyttet med „offenlige
Forsamlinger". Det er nemlig Forsamlingens hele Charakteer,
der maa stemple den som offentlig, og derved ifølge Paragraphens
Bestemmelse give Politiet Ret til at overvære samme; men det vil
derfor blive flere forskjellige Omstændigheder, som maae tages i Betragtning for at afgjøre, om den har en saadan Charakteer; Stedet, hvor
den holdes, er kun een saadan, der ikke altid kan være den afgjørende.
§ 75.
Med Hensyn til denne Paragraphs Bestemmelse: at ved Opløb
tør den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun anveudes, efterat Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles, skal Udvalget alene bemærke, at da „den
vædnede Magt" iøvrigt i den hele Sætning utvivlsomt maa tages i
den persontige Betydning, synes Udtrykket „anvendes", der her netop
har Hensyn til Brugen af den reelle Magt, ikke heldigt, men kunde
maaskee passende ombyttes med „indskride", hvorved den vædnede
Magt betegnes som handlende paa en saadan Maade, der kun under
de tvende i Paragraphen givne Forudsætninger bør tilstedes.
§ 76.
Da den Sætning, som nærværende Paragraph indeholder, at
enhver vaabenfor Mand er forpligtet tit med sin Person at bidrage
til Fædrelandets Forsvar, efter Udvalgets Formening ikke kan have
tilsigtet, at den personlige Værnebyrde i lige Grad og paa lige Maade
skulde affordres alle Vaabenføre Mænd, hvilket ikke heller vilde stemme
med den nylig vedtagne Værnepligtslov saa foreslaae vi, at der
gives denne Paragraph følgende Tillæg: „efter de nærmere
Bestemmelser, som Loven foreskriver. "
§ 77.
Det forekommer Udvatget rettest, at der med den i nærværende
Paragraph udtalte Regel om Borgernes Ret til selv at bestyre
deres reent cemmunale Anliggender, dog under Statens Tilsyn, forbindes en Antydning af, at den nærmere Ordning af denne