Grundlov - bind 2 - Side: 347
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

347

2167 2168
Comiteebetænkning over 7de Afsnit af Grundlovsudkastet.

tilstrækkelig Grund til den i Paragraphen givne og, som det synes,
aldeles vilkaarlige Bestemmelse om Anvendelsen af deslige Bidrag.
Det maa i denne Henseende bemærkes, at Staten fra sit Standpunkt
betragter saadanne Afgifter aldeles paa samme Maade, som mange andre
personlige Ydelser til specielle Statsøiemed, hvilke den anseer sig
berettiget til at paalægge Borgerne uden særligt Hensyn til, om disse
just have Brug for eller gjøre Brug af den Indretning, som derved
fremmes. Naar nu Staten i kirkelig Henseende sikkrer Borgerne fuldkomme Frihed til at slutte sig til hvilketsomhelft Religionssamfund,
de ville, saa synes det naturligt, at Enhver, der ikke holder sig til
noget andet anerkjendt kirkeligt Samfund i Landet, bliver i Henseende
til en saadan almindelig Afgiftsydelse betragtet som henhørende til
den Kirke, Staten grundlovmæssig er forpligtet til at understøtte,
nemlig Folkekirken, idet det forøvrigt nærmere vil kunne bestemmes,
paa hvilken Maade deslige Bidrag bør anvendes til Folkekirkens
Tarv. Vi foreslaae derfor, at den sidste Deel af denne Paragraph
affattes saaledes: dog at Enhver, der ikke godtgjør at være
Medlem af et i Landet anerkjendt Troessamfund, harat
svare de lovbefalede perosonlige Afgifter til Folkekirken.

Udvalget har anseet det for rigtigt, at det i Forbindelse med de
foranførte Bestemmelser i Grundloven bliver udtalt, at de fra Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold skal ordnes nærmere
ved en Lov, der bygges paa det i de foregaaende Paragrapher
givne Grundlag og forøvrigt maa indeholde de fornødne Bestemmelser
om Betingelserne for og Fremgangsmaaden ved Anerkjendelsen af
slige Troessamfund og om deres retlige Stilling til og Forpligtelser imod
Staten. Vi foreslaae derfor Optagelsen af følgende nye Paragraph,
(§ 66, b):

De fra Filkekirken afvigende Troessamfunds Forhold ordnes nærmere ved Lov.

I Henseede til Spørgsmaalet om Troesbekjendelsens Forhold
til de borgerlige og politiske Rettigheder har Udvalget troet at burde
tiltræde den i Udkastets § 64 indeholdte Bestemmelte. Bel har man
ikke overseet, at vor hele historiske Udvikling, Eenheden i Folkets
religiøse Bekjendelse, og den deraf paavirkede almindelige Tænkemaade
maaskee, idetmindste for Øieblikket, vilde gjøre det ret naturligt, om
visse Embedsstillinger, som ere af særegen Betydning for Folket,
forbeholdetes Bekjenderne af den Kirke, der i selve Grundloven betegnes
som Folkets Kirke. Man har derved nærmest tæakt paa Ministerposter, Dommer- og Øvrighedsembeder, og Nogle have meent, at
Undtagelser i alt Fald kunde antydes ved at beteane de omhandlede
Rettigheder som saadanne, der maatte være forenelige med den Vedkommendes Troesbekjendelse. Men ligesom det ikke behøver at siges.
at de Embedsstillinger, der staae i væsentlig Forbindelse med Folkekirken, alene kunne beklædes at dennes Bekjendere, saaledes har lldvalget i det Hele anseet det utilraadeligt i Grundloven at optage
Bestemmelser om andre Undtagelser, idet man formener, at Udviklingen ogsaa i denne Henseende bedst gives fri, hvorved den offentlige
Mening og Forholdenes Magt til enhver Tid ville udøve den Indflydelse, som kan være ønskelia, oa hvorved Folkets Eenhed i religiøs
Tro, hvis den bevares, ogsaa tør antages at ville faae den Betydning, som kan tilkomme den. Idet Uddalget altsaa tiltræder denne
Paragraph (efter den forandrede Orden: 66m c) alene med den
Redaktionsforandring, at der istedetfor; den fulde Adgang- sættes for
større Tydeligheds Skyld Adgangtilden fulde Nydelse, foreslaae vi
derhos, at der tillige gives den modsvarende Bestemmelse angaaende
Dissenteres Pligter ved Tilføielse af de Ord: eller unddrage
sig Opfyldelsen af nogen almindelig Borgerpligt.

Udvalgets Fleerhed (med 10 Stemmer mod 5) har fremdeles anseet
det for passende, og paa en Tid, da den øverste Samfundsmagt
undergaaer en saa indgribende Forandring, for tilraadeligt, at en Bestemmelse gives i Grundloven, som udtaler, at de Eiendomme og
Midler af forskjellig Art, der af det Offentlige eller af Private i tidligere
Tider ere stænkede eller henlagte til kirkelig Brug, til Underviisningens
Fremme eller til milde Stiftelser, fremdeles skulle andendes til de Øie

med, hvori de ere givne. Vi ere overbeviste om, at en Grundlovsparagraph af ovenanførte Indhold ikke kan lægge noget skadeligt Baand
paa den Myndighed, der rettelig bør tilkomme Staten med Hensyn til
slige Midler; thi ligesom det formeentligen er en Selvfølge, at
naar i Tidens Løb forandrede Forhold bevirke, at visse Dotationer
ikke længer kunne anvendes i deres oprindelige Øiemed, saa maa Staten
kunne foretage den fornødne Tillempning i saa Henseende: saaledes
skjønnes det ikke heller, at den omhandlede Bestemmelse kan være til Hinder
for, at der foretages saadanne Forandringer af slige Midlers specielle
Anvendelse indenfor deres almindelige Formaal, som kunne vise sig
ønskelige og tilraadelige. Vi foreslaae derfor Optagelsen af en ny
Paragraph (66 d), saaledes lydende:

De til Kirken, Skolen eller milde Stiftelser henlagte eller skænkede Eiendele og Midler kunne ikke
anvendes til noget fremmed Øiemed.
En Minoritet (Bjerring, Christensen, Dahl, Gleerup
og Hage) har ikke troet, at der er tilstrækkelig Anledning til i Grundloven at optage en Bestemmelse som den, der indeholdes i denne Tillægsparagraph.

Udvalget er derhos, som alt ovenfor antydet, af den Formening,
at samtlige oven omhandlede Paragrapher passende kunne udgjøre et
særegent Afsnit (VI, b), idet de Bestemmelser, der indeholdes i disse
Paragrapher, vel gaae ud paa at hævde en personlig Ret og Frihed
for de enkelte Borgere, men med det Samme omfatte beslægtede Forhold,
som høre til de meest betydningsfulde for Samfundet i det Hele.
§ 67.
Denne Paragraph gaaer ud paa at tilveiebringe en Betryggelse
for den personlige Frihed ved at bestemme, at Enhver der anholdes
skal inden 24 Timer stilles for en Dommer, at der, hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, skal af Dommeren afgives
et motiveret Dekret, at dette strax særskilt kan indankes for høiere
Ret af den Vedkommende samt at Varetægts-Fængsel ikke kan anvendes for en Forseelse, som kun kan medføre Straf af Pengebod
eller simpelt Fængsel. Udvalget erkjender Hensigtsmæssigheden og Vigtigheden af disse Bestemmelser og antager tillige, at man i det Væsentlige bør indskrænke sig til dem, deels fordi vi ansee det rigtigst, at
kun saadanae Bestemmelser gives, som uden alt for stor Vanskelighed
strax kunne træde i Kraft og strængt overholdes, deels fordi en fuldstændigere og skarpere Gjennemførelse af den personlige Friheds Betryggelse, ligeoverfor Haandhævelsen af den almindelige Sikkerhed, naturligst maa fremtræde i Forbindelse med den hele Omordning af den
criminelle Retspleie, der vil blive nødvendig, naar den af os tidligere foreslaaede Paragraph (§ 63, e ) om Nævningers Indførelse
bliver bifaldet. __ Vi tillade os derofr kun at foreslaae ved den første
Deel af Paragraphen en Tillægsbestemmelse om den Frist, inden
hvilken det her omhandlede Dekret bør afgives, og vi antage da, at
Hensynet saavel til den Anholdtes som til Forhørsdommerens Tarv
vil fyldestgjøres, naar der efter"Kjendelse" tilføies „der afgives snarest muligt og senestinden 3 Dage. " Paragraphens 2det Afsnit vilde maaske nøiagtigere udtrykkes saaledes: „den
Kjendelse, som Dommeren afgiver, kan af den Vedkommende strax særskilt indankes for høiere Ret", da det jo
vistnok er Meningen, at den ikke blot Kjendelse skal kunne undergives
den høiere Rets Prøvelse, ikke blot forsaavidt den gaaer ud paa
Fængsling, men ogsaa med Hensyn til den Sikkeredsstillelse, den
maatte have paalagt som Betingelse for Eftergivelsen af Fængsling,
og da Bestemmelsen om, at Kjendelsen kan „fordres beskreven" for at
kunne indankes, ikke behøver udtrykkeligen at gives. Vi antage tillige,
at nogle nærmere Regler maae gives om Formen for den her omhandlede Paaankning, der forudsættes overladt til den Paagjældende
selv; men da disse maae betinges af den nugjeldende Ordning at
den criminelle Retspleie, og altsaa maae være undergivne Forandring
med denne, synes de ikke at burde optages paa dette Sted, hvorimod
vi antage, at de ville finde en passende Plads blandt de midlertidige
Bestemmelser, Udvalget vil bringe i Forslag som Tillæg til Grundloven.