Grundlov - bind 2 - Side: 346
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

346

2165 2166
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 275.
Af Grundlovsudvalget er nu afgivet nedenstaaende
Comiteebetænkning
over
7de Afsnit af Udkast til en Grundlov for Kongeriget Danmark og Slesvig.

Comiteen har herved den Ære at afgive den sidste Deel af sin Betænkning over Udkastet til en Grundlov for Kongeriget Danmark
og Slesvig.

Forsaavidt det ved Rigsforsamlingens Beslutning af 26de f. M. er
vedtaget, at § 2 i Udkastet skal behandles i Forbindelse med de Første 3 Paragrapher af 7de Afsnit, maa Udvalget henholde sig til sin tidligere
over denne Paragraph afgivne Betænkning og skal blot tilføie, at
dersom Forsamlingen maatte bifalde Udvalgets efterfølgende Indstilling
om, at de nævnte Paragrapher af 7de Afsnit i Forbindelse med
nogle Tillægsparagrapher samles i et særegent Afsnit om de kirkelige
Forhold i Almindelighed, burde saa meget mere § 2 Udkastet
rettest bytte Plads med § 3, da saaledes den samme Orden blev
iagttagen i Udkastets 3 Indledningsparagrapher, som i de følgende
Afsnit er fulgt ved Gjennemførelsen af de nævnte Paragraphers
Grundsætninger.

VII.

Der har i Udvalget ikke været nogen Meningsforskjelligehed i Henseende til det Religionfrihedens Princip, der er udtalt i Udkastets §§ 64—66. Ihvorvel det nemlig vistnok ogsaa i politisk
Henseende maa betragtes som en Lykke for en Stat, naar der er
Eenhed i Borgernes religiøse Bekjendelse, saa er det dog klart, at Eenheden kun da i Sandhed er en Lykke, naar den er grundet paa Frihed, og at Staten derfor ikke gjør Ret i — enten i sin egen eller i
en priviligeret Kirkes Interesse — at ville sikkre Eenheden ved Lovens
Tvang, hvorved den ikke kan undgaae at besvære Manges Samvittighed og at krænke en Ret, som for Enhver maa regnes til de helligste
blandt alle. Men naar Grundloven saaledes hævder Religionsfrihedens Grundsætning, medføret den en Forandring i den hidtilværende
Statskirkes hele retlige Stilling i Statssamfundet, der paa den ene
Side skænkede denne Kirke Statens høieste Beskjærmelse og Forsorg,
men paa dne anden Side ogsaa gav den øverste Statsmagt en saagodtsom uindskrænket Magt og Myndighed over dens indre og ydre Anliggender. Om end derfor den hidtilværende Statskirke i Grundloven kaldes
og i Virkeligheden bliver den danske Folkekirke, og om end
Staten just paa Grund deraf maa ansee sig særlig forpligtet
imod den, saa formener Udvalget dog, at det er nødvendigt,
at dens fremtidige Forfatning bliver ordner ved en særegen Kirkelov,
der navnlig maatte gaae ud paa at bestemme Formerne og Grændserne for den Medvirkning, som Kirkesamfundet selv bør have ved
sammes Bestyrelse, saavelsom ved Afgjørelsen af kirkelige Sager, ved
Sidne af den forholdsviis større Myndighed, som Statsmagten forøvrigt forudsættes at ville komme til at udøve over denne Kirke
fremfor over de øvrige Religionssamfund i Landet Det ansees derhos
for at være i sin Orden, at en saadan kirkelig Forfatningslov ikke
endeligt vedtages, forinden der er givet Kirken Leilighed til at yttre
sig derom, hvilket formenes hensigtsmæssigst at kunne skee gjennem et
Kirkemøde, bestaaende saavel at geistlige som af ikke= gistlige Medlimmer, der af Kongen maatte anordnes i dette Øiemed, Udvalget
foreslaaer derfor følgende nye Paragraph:

§ 64.
Folkekirkens Forfatning ordnes ved Lov, efterat Betænkning er afgiven af et af Kongen anordnet Kirkemøde.

En Minoritet (Christensen og Gleerup) foreslaaer Optagelsen af en ny Paragraph af følgende Indhold:
Ethvert Medlem af Folkekirken kan i alle ministerielle Handlinger henvende sig til hvilken Præst i
denne Kirke, han vil. De nærmere Bestemmelser i
denne Henseende fastsættes ved Lov.

Mod Realiteten af denne Paragraph antager Minoriteten, at man
ikke vil have Noget at indvende, da Friheden udenfor Folkekirken dog i
ethvert Tilfælde gjør en tilsvarende Frihed i Folkekirken nødvendig;
men vi troe heller ikke, der kan gjøres grundede Indsigelser derimod fra Formens Side, da denne § ikke indeholder Bestemmelser
i det Enkelte, som vilde henhøre under det foreslaaede Kirkemødes
Overveielse, men kun udtaler det Frihedsprincip i Almindelighed,
som ønskes overholdt i Folkekirken.

Udvalgets Fleerhed (med 11 Stemmer mod 4) kan ikke tiltræde
dette Forslag, da vi antage det for uhensigtsmæssigt i selve Grundloven at optage en saadan enkeltstaaende Regel, der maatte erholde
sin rette Plads og mogtage de fornødne nærmere Bestemmelser i den
Kirkelov, der ifølge den foreslaaede § 64 snart maa forventes.
§ 65.
I Henhold til det ovenfor Yttrede tiltræder Udvalget denne
Paragraph, der hjemler Landets Borgere Ret til at forene sig i
religiøse Samfund. Vi foreslaae blot som en Redactionsforandring
de Ord „dem bedst tykkes" forandrede til „stemmer med deres
Overbeviisning" samt Tilføielsen af Ordene„læres eller"foran
„foretages". Naar nemlig Staten selvfølgelig maa forbeholde sig sin
Net til at føre Tilsyn med de religjøse Samfund saavelsom med alle
andre Samfund, der fremstaae i dens Skjød, saa maa den vistnok være
fuldkommen berettiget til at udstrække dette Tilsyn ogsaa til den Lære,
som deslige Samfund vedkjende sig, og som kunde være af den Beskaffenhed, at Statsmagten maatte have fuld Føie og Forpligtelse til at
skride ind.
§ 66.
Udvalget maa billige Hovedsætningen i denne Paragraph, „at
Ingen er pligtig at give personlige Bidrag til nogen anden Gudsdyrkelse end den, som er hans egen", der maa ansees som en ligefrem Følge
af det i foregaaende Paragraph udtalte Religionsfriheds „princip.
Forsaavidt Paragraphen dernæst bestemmer, at den, der ikke vil svare den
til den lutherske Kirke befalede personlige Afgift til denne eller til et
andet anerkjendt kirkeligt Samfund i Landet, betaler samme til
Skolevæsenet, da maa man vel i Almindeliged bifalde den herfor til
Grund liggende Tanke, at der ikke for Nogen aabnes Udsigt
til en pecuniær Fordeel ved at skille sig fra de i Landet værende
Troessamfund. Men Udvalget skjønner dog ikke, at der er nogen