Grundlov - bind 2 - Side: 335
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

335

2143 2144
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 30—36.

andet, og saaledes vil udentvivl den Ligevægt fremkomme og bevares,
som vilde forstyrres, dersom man gav den ene af Kræfterne, enten den
bevægende eller bevarende, for stor Overvægt.

David: Jeg skal kun tillade mig nogle saa Bemærkninger
mod det foreliggende Forandringsforslag og det Foredrag, som det
18de kongevalgte Medlem (Hage) knyttede til samme. Naar han til
hvad jeg igaar havde anført om Valgrettens Omfang i England
bemærkede, at der i de sidste Dage er fremkommen en Bill till Valgrettens Udvidelse i Irland, og at dette vel er et Beviis paa Valgrettens Indskrænkning i England, selv efter Reformbillens Gjennemførelse, saa turde denne Bemærkning neppe være meget vil betænkt,
naar det erindres, at jeg selv gjorde opmærksom paa, at medens
Valgretten i de engelske Grevskaber er som 1:24, er den i de irske
kun som 1:115, og at det var i Gjennemsnit af hele Storbrittanien
og Irland, at Valgretten der kunde siges at være som 1: 29. Heller
ikke synes det ærede Medlem at have lagt Vægt paa det Væsentlige
i Undersøgelsen, naar han mener, at der til Støtte for Lovudkastets
Aldersbestemmelse kan anføres, at der i Chartet i Frankrig ogsaa var
sat en høiere statsborgerlig Alder end den borgerlige Fuldmyndighedsalder; thi han synes ganske at have overseet, at i Frankrig var den
høiere Alder kun et Tillæg til mange flere Begrændsninger af Valgretten, som Conseqventsen næsten medførte, da det paa en Maade vilde
have seet ud som en Deriston at forudsætte, at ret mange Vælgere paa
21 Aar kunde betale 200 eller 300 Francs aarligen i directe Afgifter,
men at Aldersbegrændsningen hos os skulde være den eneste eller
idetmindste den væsentligset, der indeholdt det egentlige Princip af
Begrændsningen. Dog, jeg skal ikke opholde mig ved de mindre betydende Ting, med Hensyn til hvilke jeg er uenig med det ærede
Medlem, da vil i mange væsentlige Henseender stemme overeens i
vore Anskuelser, og jeg skulde derfor heller ikke have taget Ordet,
ifald der ikke imellem os, i Betragtningen af Staten, fandt en Uovereensstemmelse Sted, der er saa vigtig, at jeg troer at burde komme
tilbage til den.

Det ærede Medlem er, som jeg, overbeviist om Tokammersystemets Hensigtsmæsighed, og at det er det constitutionelle Monarkies
sande Støttepunkt. Han har sagt, at Folkets sande Villie skal erfares igjennem de to Kamre, og heri er jeg enig med ham. Men
hvorledes kommer man til Kundskab om Folkets sande Villie? Dog
vil ikke ved at spørge det same Folk to Gange om sin Villie, men
ved paa to Maader at lade Villien i Folkets ot store Bestanddele
komme til Orde. Der lever og rører sig i Folket og paa Statens
forskjellige Høidepunkter, hvorpaa dette staaer, forskjellige Anskuelser
og Bestræbelser, der staae i nøieste Forbindelse med de forskjellige
Vilkaar, og Bestræbelsen maa derfor gaae ud paa, ved de to Kamre
at gjøre det muligt, at ligesaavel de Interesser, som ere knyttede til
det Bestaaendes Bevaring, tilbørligen kunne gjøre sig gjældende, som
at de Interesser, der ere knyttede til det Bestaaendes Udvikling, i enhver Henseende kunne skee fyldest. Under Europas tidligere Udvikling sammentrængtes det conservative Element i et arveligt Aristokrati ; d aver det Føselen, som paa en made udgjorde magten , og
Fødselsaristokratiet stod derfor ligeoverfor det lavere Folk. Men det
er ikke noget enkelt Aars, og ikke engang 1789’s Erobring, at Fødselsaristokratiet har tabt sin Enevælde og sin overveiende Indflydelse; det
er den hele Udviklings langsomt modnede Frugt igjennem Tidernes Række.
Men lader os ikke glemme, hvad et æret Medlem af denne Forsamling,
med hvis Anskuelser jeg ofte ikke kan samstemme, nylig har sagt; thi
det forekom mig, at der laa en stor Sandhed i disse Ord, at der
aldrig har været en Tid og aldrig vil komme en Tid, hvor der ikke
bestaaer et Aristokrati i Staten, og at Staten uden et Aristokrati
vilde gaae sin Undergang imøde. Men hvor findes nu Aristokratiet
i Staten? I den større Grundbesiddelse, hvorved dog ikke længere
alene tænkes paa de umaadelig store, ved Førstefødselsretten i deres
uforandrede Sammenhæng sikkrede Besiddelser, i den større til Udviklingen af Industrien helligede Capitalbesiddelse, i den større for Menneslægtens Oplysning arbeidende Videnskabelighed; thi, lader os ikke

glemme det, Oplysning er Magt. Medens derfor det ene Kammer
skal afspeile Folket i sin Fleerhed, saaledes som det bevæger sig i dets
lavere Kredse, skal det andet Kammer være et Afpræg af den Deel
af Folket, som staaer paa Statens Høidepunkter. Men saadanne to
Kamre bringes ikke tilveie ved at lade Folket i sin Heelhed eller indenfor den samme Begrændsning vælge begge Kamres Medlemmer.
De to Kamre maae have en virkelig forskjellig Oprindelse, og denne
vil ikke kunne erstattes derved, at man lader det ene Kammer fremgaae
ved Valg af Communalbestyrelser, der selv ere valgte af det Folk,
som skal vælge Medlemmerne til det andet Kammer. Man har sagt,
at det vilde være umuligt, ved Valget af Communalbestyrelsens Medlemmer at undlade at tage Hensyn paa, at disse Mænd vilde have
ganske andre Pligter at varetage end den politiske, naar de blive
kaldede til at være Valgmænd til det andet Kammer, og at man derfor
trøstig kunde gaae ind paa dette System, da derefter de Dygtigste og
Retsidigste i Communerne overalt vilde blive Valgmænd til det andet
Kammer. Men man feiler sikkert høiligen i denne Anskuelse. Valgene til Communalbestyrelserne ville ved et saadant System i Reglen
blive politiske. Man vilde misforstaae mig, om man vilde antage, at jeg
trøede, at man da vilde vælge den Første den Bedste til Communalembedsmand, og at man slet ikke vilde bekymre sig om hans Duelighed eller
Uduelighed, naar han kum hørte til et bestemt politisk Parti. Men
Sagen vilde stille sig saaledes, at man vilde tillægge den politiske Anskuelse en overveiende Indflyelse, at man, naar man havde Valget imellem
en ikke ganske Uduelig og en mere Duelig, vilde bestemme sig for den
Første, naar man ansaae det mere overeensstemmende med den politiske
Interesse. Følgen af et saadant System vilde være — derom søler
jeg mig ovebeviist—, at Communalbestyrelerne vilde blive mindre henstgtsmæssige, at Communens Anliggender vilde blive mindre godt bestyrede, og at Hensigten med Indretningen af det 2det Kammer—og
jeg tvivler ikke paa, at det ærede Medlem, som har stillet Forslaget,
virkelig har havt Tokammersystemmets ophøiede Hensigt først i Sigte —
vilde blive aldeles forfeilet.

Hage: Tør jeg, inden Forhandlingen sluttes, afgive den Erklæring, at jeg er fuldkommen enig med den ærede Rigsdagsmand fra
Viborg (Jespersen) deri, at ligesaa naturligt som det er, at en
Mængde forskjellige Forslag ere fremkomne ved den foreløbige Behandling, saa nødvendigt er det, at man forener sig imellem den foreløbige
og endelige Behandling, og at der kun bliver 2 eller høist 3 Forslag
at vælge imellem. Det vilde nemlig være meget uheldigt, om det
tildeels skulde overlades til Tilfældet, hvorvidt et Forslag — efterat en
Mængde Forslag, det ene efter det andet, var forkastet — vilde
blive antaget. Jeg troer ikke, at det er muligt, ja ikke engang
ønskeligt, at Alle blive enige om eet Forslag, det vilde vistnok give et
baade usandt og uheldigt Resultat. Jeg troer, at det Forslag om
Landsthingsvalgene, der er foreslaaet af 5te Minoritet, har sine
Fordele fremfor Udkastet, men jeg gaaer dog over til dette, dersom
der ingen Udsigt er til at sætte det gjorte Forslag igjennem. Det er
saaledes, at jeg for mit Vedkommende troer at burde bidrage til, at
der bliver en større Enighed. Men idet jeg erklærer dette, gaaer jeg
ud fra, at man bevarer Udkastets Hovedbestemmelser og navnlig den
om Diætløsheden. Andre mene maaske anderledes, men jeg kan ikke
andet end betragte dette som en høist vigtig Bestemmelse; borttager
man den, da forandrer man Udkastet i dets Grundvæsen. Det er,
som man har kaldt det, en Valgbarhedscensus, men en Census, som
er liberalere og dog mere betryggende end nogen anden Census.
Intet kan være ønskeligere, end at Landsthinget bestaaer af Mænd,
som ville gjøre Offre i Fædrelandets Tjeneste, som betragte Sædet i
et saadant Thing som en Hæderspost. Sætter man, som det er antydet, en hei Valgbarhedscensus i Stedet, udelukker man Mange, ge,
som Diætløsheden ikke vilde udelukke, og erholder en langt ringere
Betryggelse for gode Valg. Det er vel muligt, at Vælgerne stnndom
ville skyde sammen for at skaffe en Mand, der ikke kan undvære Diæterne, Sæde i Landsthinget men det vil vistnok være saare sjeldent,
og det vil kun hænde, hvor det er en særdeles udmærket Personlighed,
som vil være en Prydelse for et sligt Thing.