Grundlov - bind 2 - Side: 328
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

328

2129 2130
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 30—36.

skjellige Partier eller Anskuelser allernærmest, men som dog antages at
være foreneligt dermed, skulle vi, siger jeg, enes derom, eller om Noget, da vil det langt lettere skee, naar det ikke blev en Grundlovsbestemmelse, men kun en Bestemmelse i Valgloven, der, som enhver anden Lov, kan forandres, hvis det findes, at Omstændighederne have
forandret sig. Til Bestyrkelse derfor vil jeg endnu henvende Opmærksomheden paa Slesvig og de communale Forhold, som ogsaa ved
denne Leilighed baade idag og igaar ere blevne nævnte. Hvad nemlig Slesvig angaaer, som jeg forøvrigt ingen Lyst har til at tale
om, førend vore Tropper staae ved Eideren, hvad det angaaer, da
vide vi jo, at der blev tilsagt vaa den ene Side Deelagtighed i vort
Folkeraad og paa den anden Side saamegen provindsiel Selvstandighed som muligt, og dersom det nogenfinde skal gaae i Opfyldelse, saa
ville vi vist Alle være enige derom, at Communalindretningen, det
vil fremfor Alt være det, som Slesvig nødvendigen maa have og vil
faae efter sit eget Hoved, saa at, dersom der er en saadan Forbindelse mellem de communale Indretninger og Folkeraadet, som man
mener, saa er det aabenbart, at vi ikke burde gjøre nogen Bestemmelse i Grundloven, der muligen kunde gjøre det endnu vanskeligere,
om ikke aldeles umuligt, at Slesvigerne efter deres communale og
provindsielle Forhold kunde finde sig villige til den Indlemmelse i vor
Forfatning. Det er desuden ikke blot med Hensyn paa Slesvig, men
det er jo, som allerede bemærket, ogsaa med Hensyn paa Danmark
selv, hvor man finder, at netop det communale Liv ikke blot er i sin
Barndom endnu, men at det muligen trænger til at udvikles paa
anden Vei eller Maade, end der hidtil er forsøgt, og derfor mener
jeg, at jo klarere man seer, at det communale Liv paa ingen Maade
kan tænkes skarpt adskilt, men snarere meget mere er beslægtet med
det hele nye folkelige Liv, at da skal man saameget nødigere paa et
foreløbigt Punkt gjøre faste og saavidt muligt urokkelige Bestemmelser
enten om Valgrettens Udstrækning eller om Folkeraadets Deling, men
hellere overlade det til følgende Thing, naar man kun kan enes om,
hvad der for det nærværende Øieblik kan være nok til at begynde
Levnetsløbet.

Køster: Naar den 5te Minoritet mener, at der bør være tvende
Thing, hvordan end Valgrets- og Valgbarheds-Betingelserne maatte
blive, da deler jeg fuldkomment denne Anskuelse. Det er erkjendt, at
Tokammersystemet, theoretisk betragtet, har væsentlige Fortrin; jeg
maa tillige ansee det for velbetinget af Forholdene her og praktisk
udførligt. Man fordre kun ikke, at Grundlaget for Dannelsen af
det, som Udkastet kalder Landsthinget, skal beroe paa ydre Forskjelligheder for de Personer og de Samkundsclasser, som man vil aabne
Adgang til de forskjellige Tying. Man erkjende kun Indflydelsen af
den Omstændighed, at det ene Things Medlemmer vælges for og
fungerer i en kortere Tid, det andet Things Medlemmer i en længere
Aarrække. Et Folkething, som er valgt for saa Aar, repræsenterer
den nærmeste Tids Fordringer og fremsætter disse med den Varme
og Vægt, hvormed de paatrænge sig, enten som nye Ideer eller som
Ønsker, der bæres af en øieblikkelig Stemning i Folket. I Modsætning
dertil vil Landsthinget, der er valgt for en længere Periode, føle sig
bundet ved tidligere udtalte Anskuelser og ved Bevidstheden om, at
det fremdeles under tilkommende Forhandlinger maa paahvile Medlemmerne at forsvare de Meninger, som eengang ere gjorte gjældende.
Jeg tør paastaae, at det i de Lande, hvor Tokawmersystemet er meest
udviklet, ikke er de i første Kammer siddende Personers Formue eller
Eiendomsbesiddelse eller de derpaa grundede Egenskaber, som danne
dette Kammers særegne Charakteer og bevirke Forskjelligheder. af de
Anskuelser, som gjøre sig gjældende i de tvende Kamre; det er meget
mere, om ikke alene, den forskjellige Varighed af de Perioder, i hvilke
de beholde Sæde i Forsamlingerne, der har Indflydelse. Selv Arveligheden af Sædet i det engelske Førstekammer har kun Betydning, af
samme Grund som lange Valgperioder igjennem Varigheden. Naar
jeg saaledes vil et Tokammersystem, da tilsigter jeg ikke ved Landsthinget en Bestyrkelse af kongemagten ligeoverfor Folkethinget, endnu
mindre Dannelsen af en Magt imellem Kongen og Folket; men jeg
ønsker deri repræsenteret det conservative Element, som lever i Folket,
og det med al den Stabilitet, som efter Forholdene er mulig, Som
Følge deraf maa jeg opponere mob en Bestemmelse i Lovudkastet,

som er gaaet over i 3die, 4de, 5te og 6te Minoritets Forslag, den
nemlig, hvorefter det halve Antal af Landsthingets Medlemmer skulde
afgaae hvert fjerde Aar. De saa hypige Valg, som saaledes maae
skee, frembringe en Vexlen af Anskuelser, som efter mit Skjønnende
ikke er ønskelig i det Thing, der skal repræsentere de Meninger, der
gjennem en længere Tid have vundet Rod og Gyldighed i Folket.
Med Hensyn til Folkethinget maa jeg erklære mig for de Forslag,
som gaae ud paa at udvide Valgdistricterne til en Folkemængde af
14000. Hvad Valgberettigelsen angaaer, da bryder jeg ikke Staven
over Census; dersom et Eetkammersystem skulde finde Fleertal for sig
her i Forsamlingen, vil jeg stemme for, at enhver Skatteydelse og
Ejendomsbesiddelse betinger Adgang til Valgret. Med et Tokammersystem derimod stemmer jeg for en Valgret som den, Udkastet indeholder til Folkethinget, og selv til Landsthinget anseer jeg hverken
Valgrets- eller Valgbarheds-Census for velbegrundet, hvorhos jeg betragter Negtelsen af Diæter til Landsthinget for en uhensigtsmæsig
Bestemmelse efter vore Forhold. Til Landsthinget anseer jeg indirecte
Valg for anbefalelige, og jeg slutter mig for saavidt til det foreliggende
Minoritetsforslag, da jeg deraf venter en Luttring af Valgene til
dette Thing; dog foretrækker jeg, at Valgmændene udvælges ved
almindelige Valg i de samme Valgdistricter, hvorudaf Folkethingsmændene vælges, for Valg igjennem Communebestyrelserne, saameget
mere som den Communalforfatning, hvorpaa en saadan Valgmaade
skulde grundes, ikke endnu er tilstede. Det synes iøvrigt ikke nødvendigt at optage Bestemmelserne om denne specielle Ordning af Forholdene i Grundloven; det Meste derom kan finde Plads i Valgloven, uden at jeg i den Henseende troer at kunne gaae saavidt, som
den sidste ærede Taler. Skulde de indirecte Valg til Landsthinget
ikke finde Medhold i Forsamlingen, slutter jeg mig til det Forslag
til en Sammensætning af Landsthinget paa en saadan Maade, at de
forskjellige Samfundsinteresser kunne blive repræsenterede. Jeg anseer det ikke særdeles ønskeligt for de særlige Samfundsclasser, at de
i Almindelighed erholde sondrede Valg, men jeg mener dog, at der
ved Landsthingets Sammensætning kan tages Hensyn til de mange
offentligen og igjennem Adresser udtalte Ønsker i den Henseende.
Det er saaledes nærmest til 4de Minoritet, jeg kan henholde mig,
naar der fra sammes Forslag drages de 17 Lærde, Corporations- og
Kongevalgene, hvorved der da fremkom 4 Valg for Kjøbenhavn,
13 for Kjøbstæderne, 23 for Landdistricterne, 2 for Island, 1 for
Færøerne og 20 for Slesvig.

Ørsted: Jeg er fuldkommen enig med hvad den ærede 24de
Kongevalgte (Scavenius) udtalte igaar, om at de Forslag, der ere
gjorte til et saakaldet Landsthing, baade i Lovudkastet og de forskjellige Minoritetsforslag ikke svare til det Øiemed, hvori det særskilte Landsthing skal blive til. Jeg finder ogsaa, at det, som han
har anført om, at et saadant Thing efter kun Idee burde være uafhængigt af nogen Valgcorporation, og at Medlemmerne burde være
udnævnte paa Livstid, at det i og for sig er velgrundet. Men jeg
troer dog, at der under nærværende Forhold er overveiende Betænkeligheder mod at gaae ind paa det Forslag, som han har gjort.
Han hav villet, at Kronen skulde foreslaae 3 til enhver Plads i
Landsthinget, og at Folkethinget deraf skulde udnævne 1. Han har
altsaa indrømmet, at Udnævnelsen af Kronen, som vistnok under alle
Omstændigheder Har sine Ufuldkommenheder, i alt Fald ikke ubetinget
kunde finde Sted, men Folkethinget skulde concurrere med Kronen
om disse Valg; men jeg troer, at naar Kronen foreslaaer 3, og
Folkethinget deraf udnævner 1, saa lægges Valget dog udelukkende i
Kronens Hænder, da den jo kunde foreslaae saadanne Candidater,
der Alle havde anskuelser, der være lidet overeensstemmende med
hved der ønskedes af Majoriteten af Folkethinget. Man kan heller
ikke godt vende det om og sige, at Folkethinget skulde foreslaae 3,
hvoraf Kongen igjen skulde vælge 1 hver anden Gang, thi saa vilde
Resultatet blive, at der hver anden Gang blev udnævnt et Medlem,
der aldeles udtrykte den øieblikkelige Stemning i Folkethinget, og hver
anden Gang et, der udtrykte den Stemning, der var i Regjeringen
paa den Tid. Overalt troer jeg, at Folkethinget ikke let bør have
nogen mærkelig Indflydelse paa Dannelsen af Landsthinget, som skal
udgjøre Modvægten mod (det første Thing) Folkethinget, Jeg troer